| |
Dontcha get it? We’re all losers
Af DORTE SCHMIDT GRANILD
Hvordan (bort)forklare, at man er blevet fan af et stykke kommercielt popkultur, der trods rigtig godt professionelt håndværk hverken er Mad Men eller The Wire eller Sopranos eller et de andre nyere tv-værker, hvis kunstneriske kvalitet er indiskutabel. Tja. Kryb længere op i pinagtighedens sofahjørne - eller del og disseker din delikate interesse.
Det amerikanske forlag Smart Pop Books har de sidste 10 år specialiseret sig i netop det. De har udgivet titler som bl.a. What Would Sipowicz Do?, Welcome to Wisteria Lane, Getting Lost, A Taste of True Blood og Filled With Glee. The Unauthorized Glee Companion. Redaktionen er lille, men universitetsuddannet og har hang til sær(lig)e hjørner af populærkulturen.
Filled With Glee. The Uauthorized Glee Companion er skrevet af en håndfuld ’gleeks’ (geeks, der elsker Glee): forfattere, journalister og akademikere, der alle bekender sig til FOXs successerie, der med sin blanding af drama, satire og musical nu kører på 3. sæson. Danske seere har haft glæden af Glee på DR HD, men endnu kun 1. sæson. Serien bliver markedsført som ’et fænomen’ og har knopskudt realityshowet The Glee Project (hvor prisen var en birolle i 3. sæson), en koncertturné, en 3D-film, bøger, Wii-spil og meget andet. Det mest omtalte spin off er nok seriens coverversioner af de populære hits på iTunes, der frigives på strategisk velegnede tidspunkter og har slået adskillige salgsrekorder. Fox har god grund til at juble over deres nye guldæg, der er skabt af trekløveret Brad Falchuk, Ryan Murphy og Ian Brennan.
Signalement af Glee
Men hvad er Glee? En episode- og føljetonserie, der foregår på den imaginære Mc Kinley High School og handler om elevkoret New Directions (et dusin elever), deres lærer Will, cheerleader-træneren Sue Sylvester og en håndfuld andre voksne. Serien kan karakteriseres som en blanding af (ualmindeligt) velkoreograferede shownumre, hvor castet synger og danser sig gennem en kongerække af nye og klassiske hits, der sætter ord på deres liv og følelser, samt en interessant blanding af mennesketyper. Tilsæt den usandsynligt perfide og politisk ukorrekte Sue, der måske er seriens allerstørste aktiv (mere derom senere).
New Directions er en multietnisk gruppe af stereotype vindertyper (med skjulte problemer) og ligeså typiske outsidere og misfits bl.a. en overvægtig, en bøsse, en kørestolsbruger og en goth, men serien hylder et inkluderende menneskesyn. Der er en taber, men også en vinder i os alle, og ægte succes handler om at blive og være i sig selv. Og samtidig være en del af et menneskeligt forpligtende fællesskab. Samtidig vælter Glee sig i problemfyldt (teenage)kærlighed og familieforhold. Patos for fuld skrue og mangen en småblasert senmodernist mærker nakkehårene rejse sig.
Og dog for samtidig siger og foretager karaktererne sig ting, der er helt usandsynlig absurde og diskriminerende. Fx snyder cheerleaderen Quinn kæresten Finn til at tro, at han har gjort hende gravid ved at ejakulere, da de kælede i spabadet, mens hun i virkeligheden er blevet gravid med hans bedste ven. Wills kone faker en graviditet, køber sig en mavepude og beslutter i hemmelighed sig for adoptere Quinns barn (for at holde på sin mand, der ikke længere elsker hende. Det er der virkelig fremtid og respekt i, ikk?). Og legenden Sue beskriver uden at blinke eleverne således: “All I want is just one day a year when I’m not visually assaulted by uglies and fatties” - mens de er til stede. Sues yndlingsoffer er dog Will, der mindst en gang pr. afsnit sættes på plads med replikker som fx ”I’m going to ask you to smell your armpits. That’s the smell of failure, and it’s stinking up my office”, “I might buy a small diaper for your chin because it looks like a baby’s ass” og “I will go to the animal shelter and get you a kitty cat. I will let you fall in love with that kitty cat. And then on some dark cold night, I will steal away into your home and punch you in the face.”
Velkommen til lærerværelset.
Der er givetvis meget forskel på, hvordan seerne oplever de forskellige niveauer af pinagtighed i Glee, og netop seriens evne til at pendle mellem alvor og ironi er en væsentlig signatur. Der er en smule Ally McBeal over den, lækkert produceret med sans for sære detaljer og diegetisk musik brugt som psykologisk ekkolod. Andre paralleller drages i Filled With Glee.
Filled with Glee (2010)
Antologien rummer udover redaktørens introduktion tolv artikler/essays, der omhandler seriens karakterer, temaer, musik og genre, en række gleek-udtalelser under titlen Share your Glee, en vejledning i at starte sin egen Glee Club, en grundig episodeguide til 1. sæson og biografier over castet. Dette mix giver plads til både refleksion og fan-entusiasme. Nogle vil beskrive bogen som skizofren, andre som alsidig. Under alle omstændigheder er det en bog for og af gleeks. ’I’m gleek and I’m proud’-ånden hersker. Og har du slet ikke set Glee, kan du lige så godt lægge den fra dig.
De bekendende Share your Glee-passager og kapitlet Getting Out There: Tips for Creating Your Own Vocal performance Group virker i en dansk (og europæisk) kontekst absurde. De vidner dog om en næsten selvhjælpsagtig brug af Glee og kunne være gefundenes Fressen i et receptions- og kulturanalytisk perspektiv.
I know people thought I was weird. That I was a freak for really just letting go and dancing and expressing myself. But I didn’t care. I didn’t care then and I don’t care now. I never care when I dance or sing. I am expressing myself. Expressing the emotions that are generally so wrapped up in the day-to-day, inside myself, that they can’t come out in any other way. Glee reminds me that it’s okay to do that. Not just okay, that’s it’s important to do that. And that’s why I love Glee. (s.26)
Endnu en af Share your Glee-skribenterne skriver:
I still don’t consider myself to be exceptionally beautiful. Because of Glee I haven’t miraculously found the key to fitting in or getting rid of acne. I haven’t fallen in love with some white knight, or suddenly found the courage to get onstage and burst into song. But I know who I want to be: myself. And I’m pretty okay with that. Acne and all. (s.55)
Hvis det er resultatet af mødet med et stykke kommercielt populærkultur, er jeg ikke så bekymret for mine børns tv-forbrug.
Antologien er en interessant dør til de seeroplevelser, serien genererer – og de er, som titlen lover, ”Fyldt Med Jubel”. Træder man et skridt tilbage, tydeliggør den også nogle af de strategier, som forskellige seersegmenter (også generelt) bruger i mødet med populære serier. Og en meta-artikel om netop dét kunne med fordel have været inkluderet i antologien.
Fokus på karaktererne
Antologien starter med at erkende et par af Glees utilstrækkeligheder: ”Glee isn’t perfect… which seems like a strange way to begin the introduction to an anthology celebrating the show, but stick with me”. Pointen er if. redaktøren, at det er en serie, der hylder netop fejlene og finder potentialet i dem. Det gør den menneskelig, sympatisk, og som flere af antologiens bidrag påpeger, piller Glee ved vores stereotype forestillinger om vindere og tabere. Såvel på skærmen som ude i virkeligheden.
I det hele taget er det mest karaktererne, der interesserer skribenterne i antologien. Flertallet af bidrag karakteriserer og analyserer personer, relationer og drager analogier mellem eleverne og de voksne. Selvom ikke alle karakterer i lige grad kan bære den form for analyse (med mindre man elsker dem meget højt), er det svært ikke at have sympati for projektet om at sætte ord på de følelser og værdier, som seerne (nok særligt unge) identificerer sig med. At tage populærkulturen alvorligt, når den nu for mange er blevet en primær dannelses-arena.
Mellem de ind i mellem lidt kontekstløse karakteristikker er der lyspunkter fx i Janine Hiddlestones artikel ”Minorities R Us”, der angriber orkestreringen fra en sociologisk vinkel og påpeger, at Glee gennem denne ikke kun formår at skabe humor og drama, men også adresserer sociale problemstillinger omkring race, seksualitet og stereotypi. Glee udfordrer dét overhovedet at operere med stereotyper som ’den sorte soulsyngende pige’ eller ’den blonde cheerleader’. Hiddelstones eksempel fra 7. afsnit af 1. sæson er velvalgt:
Sue er endnu en gang ude på at ødelægge The New Directions (dét dramaturgiske setup er endnu en signatur) og har ansat sig selv som Wills assisterende korleder. Hun udvælger sig minoritetseleverne, der jo udgør majoriteten, men ofte bliver forbigået som forsangere.
Sue’s announcement of her group was both horrible and hilarious: ”Santana, Wheels, gay guy, Asian, other Asian, Aretha, Shaft”. She then proclaimed piously that “I won’t be part of a group that ignores the needs of minorities“ (s.71). Og hun afslutter sit statement med replikken: ”I like minorities so much that I’m thinking of moving to California to become one.
Eksemplet er kun ét blandt mange på, at Glee både benytter af sig af, kommenterer (egne) og problematiserer sociale, etniske, seksuelle og kulturelle stereotyper: ” (…) by pushing the minority stereotypes in particular so far that they become ridiculous, Glee turns the joke around, making fun instead of those who assign and believe those stereotypes to begin with” (s.73). Og Hiddleton fortsætter: “Whether it is Dr. Wu and his bonsai plants, bitchy cheerleaders, or the dumbest blonde to ever grace television screens (“I forgot how to leave”), Glee’s stereotypes aim not to amuse, but also to educate – with the rare talent of not becoming preachy in the process (s.77-78)
Klarere kan det vist ikke udtrykkes, og diverse gleeks kan lettede juble videre i sofahjørnet. Der er mere i Glee end High School Musical…
Genre og sprog
Kristine Katryn Ruschs bidrag ”Musical Promiscuity” adresserer både genre (med reference til musicals101.com – tjek sitet ud, hvis du vil vide noget om musicals!), de historiske forløbere for Glee (Moulin Rouge, Cold Case og American Idol) og den (for voksne gleeks tåkrummende, men ofte anvendte) sammenligning med High School Musical:
The creators of Glee like to say that it’s the anti-High School Musical. Others have said that it’s a real-life-based High School Musical. It’s neither, honestly. Because Glee isn’t one long musical told in episodic sections. It’s a different musical each and every week. (s.19)
Således sættes ord på Glee’s bidrag til musical-genren på tv, der ellers i mange år var ”a vast musical wasteland” (s.17). Hvert afsnit er trods de overordnede føljetontræk sit helt eget, og foreløbig er der ikke noget, der tyder på, at skaberne af Glee er ved at løbe tør for hverken episodegenerende temaer eller dertilhørende sange og ’mashups’. Serien har med Ruschs ord hjerne, hjerte og mod.
Ruschs formuleringer tjener også som eksempler på antologiens sproglige tone, der er uakademisk og frisk, fx beskriver Jennifer Cruise i essayet ”You Think This Is Hard? Try Being an Antagonist, That’s Hard” føromtalte Sue således:
Sue Sylvester is an iconic figure, ranking with Iago, Hannibal Lecter, and Voldemort in her dominance and shaping of the story she’s in. Without her, Glee would just be a song list and Brittany and Santana discussing gay sharks. With Sue as an antagonist, the stories rise to the level of Greek drama. Aristotle would have loved Sue Sylvester. (s.129)
At invitere både Shakespeare, Aristoteles, filmhistoriens sejeste kannibal og Harry Potter ind i sin diskurs sikrer en betydelig bredde i læserappellen. I Cruises tilfælde følges den lette, men inkluderende sprogtone op af mere specifikke overvejelser over, hvordan Sue opfylder kravene til en god antagonist (stærkere end protagonisten, 100% determineret og menneskelig), men oftere står de lidt kække formuleringer desværre alene i Filled with Glee.
Jublen, der ingen ende tager?
Forvent ikke behandling af hverken Aristoteles’ poetik eller tv-seriers karakterologi. Også sekundærlitteraturen er sparsom. Der kunne være skruet op på de fronter, men skribenterne er fyldt med jubel, og energien bliver i højere grad brugt på at forlade ’pinagtighedens sofahjørne’ og bekende gleeske fascinationer eller idiosynkrasier. Og måske harmonerer det også rimeligt med antologiens sigte, der ikke er en målrettet dissektion eller perspektivering af serien.
Man kunne forsvare antologien med, at den er ligeså ’diverse’ og inkluderende som sit emne. Og at den er båret af entusiasme.
Because that’s really this book’s goal: to share what we see when we watch Glee and, hopefully, to encourage you to share what you see, too. If Glee has shown us anything, it’s that the more voices we hear, the richer the song. Your voice doesn’t have to be perfect. It just has to be yours. (s.3) |
|
Fig. 2 og 3: Smart Pop Books udgiver bøger om såvel tv og film som litteratur. De har tillige en side målrettet undervisere, og man kan gratis tilmelde sig ugens digitale essay.
Fig. 4: Her tre af deltagerne fra sommerens Glee Project på Oxygen, hvor der blev trænet sang, dans, teamwork … og slushie facials.
Fig. 5: Fem af kernemedlemmerne i New Directions. Tydeligt forskellige, men fælles om at være sær(lig)e.
Fig. 6: Ikke et teenageøje var tørt, da forsangerinden Rachel faldt for konkurrenternes stjerne Jesse. Kærlighedsduet på biblioteket med henførte bibliotekarer i baggrunden…
Fig. 7: Sue Sylvester i sit cover af Let’s get physical sammen med Olivia Newton John. Den kan selvfølgelig ses på YouTube.
Fig. 8: Nogle af de bedste øjeblikke i Glee er, når karaktererne facer egne svagheder – uden at blive stereotype ’noble krøblinge’. To af disse er lavet i flash mob-stil: Arties fantasi om at danse er den fineste, men vennernes forsøg på at overbevise Rachel om ikke at få lavet en næseoperation hos plastickirurgen er heller ikke ueffen. Ikke at de to ’handicaps’ ellers tåler sammenligning.
Fig. 9: Robert de Niro skulle efter sigende til et award show have sagt til Matthew Morrison (der spiller Will) ”Oh, You’re the guy from that happy show”. Her happy Will med Gwyneth Paltrow, der er med i 2. sæson.
Fig. 10: Sue på sit tv-show Sue’s Corner, hvor hun fx udbreder sig om ’sneaky gays’.
Fig. 11: Rusch gør sig den umage at undersøge, hvordan de udvalgte sange i Glee fordeler sig historisk. 1. sæson viste en klar overvægt af numrene fra 60, 70, 80 og 00’erne. Glee’s 2. sæson er siden blevet kritiseret for at forskubbe denne balance og satse for ensidigt på numre fra 00 og 10’erne. Begrundelsen skulle angiveligt være at ramme et mere specifikt seersegment. |
|
