Et billedes anatomi: Når tæppet rives væk under én

Af JAKOB ISAK NIELSEN

Kast et godt blik på ovennævnte indstilling af Harry Crane (Rich Sommer). Umiddelbart forestiller det Harry i telefonsamtale med en sløret væg i baggrunden. Det er det imidlertid ikke.

Indstillingen er fra Matthew Weiners hæderkronede tv-serie Mad Men (2007-2010) og er at finde godt tre minutter inde i første sæsons afsluttende afsnit - i øvrigt ét af de få afsnit, som Weiner også selv har instrueret. ”The Wheel” hedder afsnittet, og mange vil huske én nøglescene, hvor seriens hovedperson Don Draper (Jon Hamm) viser lysbilleder af sine egne familieoplevelser, alt imens han overbeviser folkene fra Kodak om, at deres lysbilledapparat ikke blot er en teknisk gadget, men en følelsesmæssig tidsmaskine: ”It takes us back to a place where we ache to be”, som han siger.

Don Drapers præsentation er i bund og grund en sales pitch for Sterling Cooper, der ønsker at markedsføre Kodaks produkt, men den fremstår snarere som en inspireret monolog, der knytter sig til hele seriens tilbageskuende blik, ligesom den rammer en øm nerve i flere af karakterernes privatliv. Heriblandt Harry Crane, der grådkvalt må forlade rummet midt under seancen.

I det foregående afsnit skete der nemlig det for Harry Crane, som det sker for de fleste andre gifte mænd i serien: Han havde en affære. Harry er til gengæld knap så kynisk som Draper, Roger Sterling (John Slattery) og Pete Campbell (Vincent Kartheiser). Han er heller ikke god til at skjule sin affære. Under Harrys telefonsamtale kan vi hurtigt udlede, at hustruen har smidt ham ud hjemmefra. Han bliver dermed den første af seriens mænd, som bøder for sin utroskab.

Fig. 1-4

Hvis vi så igen kaster et blik på indstillingen af Harry, så afslører en elegant kamerakørsel (se fig. 2-4), at vores umiddelbare indtryk var forkert. Harry havde ikke en væg bag sig, men et gulvtæppe. Kamerakørslen er interessant i den forstand, at den ikke blot er en følgebevægelse, men en autonom bevægelse, som forandrer handlingsrummet, så det ophører med blot at være ’omgivelser’. Rummet ændrer altså status fra at være en ramme om fortællingen til at blive et medfortællende rum, der indbyder til abstrakte fortolkninger.  Lig den faldende mand (Draper?) i seriens titelsekvens, så rokkes der her fundamentalt ved Harrys verdensbillede. Man kan mene, at iscenesættelsen prøver at fremskrive et billede af en mand, som er ’slået i gulvet’, eller man kan sige, at tæppet så at sige er revet væk under ham. Man kan også hæfte sig ved tilskuerens rolle. Der er jo tale om en relationsforvrængende og desorienterende iscenesættelse – næsten svimlende. Serien leger kispus med vores orienteringssans og for et kort øjeblik er det som om, at vi som tilskuere får en tur i ’the wheel’ eller ’karrusellen’, som Don mener, at Kodaks projektor skal hedde. Under alle omstændigheder, så indbyder iscenesættelsen til at fortolke bevægelsen som et udtryk for en karakterpsykologisk tilstand eller en visualisering af et abstrakt begreb.

Indstillingen er på én måde typisk for serien og på en anden måde atypisk. Jovist, rummer serien flere eksempler på stilistiske iscenesættelser, der er med til at artikulere karakterpsykologiske problemstillinger: fx belysningsstrategien overfor Don Draper og seriens karakteristiske brug af en bagudkørende kamerabevægelse, der forlader Don i en særligt sigende handlingssituation mod slutningen af et afsnit. Alligevel er denne kamerabevægelse en kende mere refleksiv, og man kan endda indvende, at den forsøger at indsluse en interessant visuel idé, som egentlig ikke er nødvendig for at forstå, hvad der foregår rent karakterpsykologisk. Af Harrys mimik og dialog forstår vi jo udmærket hans oprigtige anger og ulykke.

Kamerabevægelsen er til gengæld et godt eksempel på seriens visuelle ambitionsniveau. Ikke for ingenting har Mad Men optrådt hele to gange på forsiden af det højt respekterede fagtidsskrift American Cinematographer, som indtil for få år siden nærmest udelukkende var et organ for filmfotografi. I den første artikel fortæller Phil Abraham (som definerede seriens fotografiske udtrykspalet) følgende: ”Mad Men has a somewhat mannered, classic visual style that is influenced more by cinema than TV” (Feld 2008, s. 46). Mad Men rummer absolut også tv-serielle kendetegn, men udsagnet er ganske sigende for netop denne kamerabevægelse, som er klassisk i den forstand at den er karakterpsykologisk motiveret, men også netop manieret i den forstand, at den rummer en selvstændig attraktionsværdi.