Det seværdige i det usædvanlige

Af JULIANE KVITSAU MØLGAARD

United States of Tara handler om en families usædvanlige liv. Så usædvanligt, at mor-Tara lider af personlighedsspaltning. Det er ikke stor episk drama eller en visuel banebrydende serie. Alligevel er det virkelig god underholdning, som er sprudlende, tankevækkende og fuld af uforglemmelige replikker. Det er komedie blandet med alvor, krydret med kærlighed og meget svær ikke at holde af. Ikke mindst anden sæson, hvor der er blevet rettet op på de børnesygdomme, som første sæson led under. 

Sæson to af United states of Tara udkom på DVD i slutningen af december 2010. Derfor ser jeg nærmere på serien og den nye udgivelse. Ideen til serien tilskrives Steven Spielberg, der også er tituleret som executive producer (fig. 1). Serien er skrevet af Cody Diablo, der er kendt for filmen Juno (2007) om den gravide teenager Juno, der beslutter sig for at bortadoptere sit barn. United States of Tara indeholder samme form for fyndige og finurlige replikker, som kendetegner Juno. Er man derfor en af dem, der slet ikke lod sig underholde og røre af Juno’s sproglige lethed kombineret med emnets alvor, er United States of Tara nok ikke noget, man skal bruge tid på. Men for dem der trænger til en dosis charmerende replikføring, overraskelser og eftertænksom latter, så er anden sæson af United States of Tara et rigtigt godt bud på tv-underholdning af høj kvalitet.

Den usædvanlige familie

United States of Tara handler om familien Gregson, der bor i en jævnt kedelig forstad et ligegyldigt sted i USA. Tara er kunstner, gift med Max, mor til teenagerne Kate og Marshall og tæt knyttet til sin søster Charmaine, og så lider hun af personlighedsspaltning. På engelsk betegnet som Dissociative Identity Dissorder (DID), og som defineres ved, at andre identiteter manifesterer sig fysisk i patientens krop (fig. 2). Disse andre jeg'er udtrykker sig gennem hver sin særlige væremåde og bærer på hver sin historie. I stressede eller svære situationer ændrer Tara adfærd og personlighed, og en af de mange alter egoer tager kontrol over hendes krop. Og det er ikke uden problemer for Tara, tværtimod.

Udfaldet af de excentriske personligheders hærgen, gøren og laden, genererer ofte kaos i familien, da problemer ikke kun bliver løst men også skabt. Alter egoernes opførsel er ikke altid lige hensigtsmæssige, da hemmeligheder har det med at blive afsløret og de – med hver deres særheder - siger og gør ting, der ligger Tara fjernt.

I anden sæson bliver vi præsenteret for en død mand i en ligpose (fig. 3), et bøssepar, en anholdelse, en ødelæggende tornado, en mørk og mystisk kælder og et havebryllup. Men trods disse ligheder til serien Desperate Housewives befinder vi os langt væk fra Wisteria Lane med de polerede overflader og farverige mysterier. Hos familien Gregson er mysterierne forbundet med Taras psykiske lidelse.

DID er en tilstand, som skyldes et ubehandlet voldsomt psykisk traume – ofte udsprunget af et ekstremt voldeligt og seksuelt overgreb. Derfor handler serien dels om familiens hverdag, som de prøver at normalisere, og dels om en søgen tilbage i ungdommen og barndommen, hvor Tara prøver at rekonstruere og gendanne fortrængte begivenheder og oplevelser. I anden sæson starter det hele med ren familie idyl (fig. 4). Tara er på nyt medicin og har ikke skiftet personlighed længe (fig. 5,6,7.). Men det tomme nabohus, hvor naboen har begået selvmord, begynder at frembringe minder, og Taras alter egoer dukker frem igen.  

United States of Tara tilhører dermed den strøm af nyere amerikanske familiekomedier, der omhandler en almindelig families usædvanlige liv og virke. Et karakteristisk kendetegn er, at de er baseret på en stærk præmis, der appellerer til vores nysgerrighed ved at være provokerende, nytænkende og ”intriguing”. En af de serier, der også placerer sig inden for den kategori, er eksempelvis Big Love (fig. 8), der handler om polygami. En familiefader lever sammen med flere koner. En anden serie er Weeds (fig. 9), der handler om en familie, hvor moderen sælger pot. I serien Nurse Jackie (fig. 10) er moderen sygeplejerske og afhængig af smertestillende piller, mens Tara er på ordineret medicin, fordi hun lider af personlighedsspaltning (fig. 11). (På engelsk ville denne sætning være skrevet lidt mere elegant med drugs, drugs and drugs).

Således opererer serierne også med en dyster og mørk side. Serierne skildrer mødre, der er handlekraftige og elsker deres familie, men som også udfordrer grænsen til, hvad der betragtes som lovligt og moralsk ansvarligt. Samtidig bærer de på hemmeligheder, der kan ødelægge familien og deres liv. Derfor er det hele heller ikke kun muntert men også tragisk og dramatisk, og for Tara's vedkommende forbundet med noget dybt traumatisk. Gennem hele anden sæson af United States of Tara er det uvist, hvordan det hele ender – bliver det familiens undergang eller familiens forsoning.

Tara og alle de andre

Når Tara ikke er Tara, kan hun bl.a. være Alice, en konservativ husmor eller Vietnam-veteranen Buck. Hun kan også dukke op som en uregerlig teenager ved navnet T eller transformere sig til et dyrisk væsen kaldet Gimme. I anden sæson får familien for alvor brug for hjælp til at håndtere konflikter, og her introduceres terapeuten Shoshana. En ekspert, som Tara ubevidst har udviklet på baggrund af en bog, som hun er ved at læse. Derudover møder vi den 5-årige Chicken, der dukker op, da Tara konfronteres med en person fra sin barndom.

Til de forskellige karakterer er knyttet forskellige genstande og gestikulationer, som især i første sæson hjælper os med at forstå og genkende personerne. Eksempelvis er Alice klædt på som en typisk husmor fra 1950'erne (fig. 12). Hun bager, nynner og taler langsom. Buck bruger store briller, drikker øl, ryger cigaretter og har en karikeret maskulin redneck-attitude. Og som den eneste af personerne er han venstrehåndet (fig. 13). Terapeuten Shoshana har små runde 70'er briller med farvet glas og bærer løsthængende tøj (fig. 14). Bemærkelsesværdigt er det også, at alle alter egoerne udspringer af noget ærke amerikansk, hvilket passer i tråd med titlen: United States (of Tara).

Derudover kan jeg heller ikke undgå at tænke på begrebet ”state of mind”, som de forskellige sindstilstande Tara gennemgår. Alle er de meget forskellige og repræsenterer noget forskelligt samtidig med, at de er en integreret del af Tara. Til sammen indeholder de den viden, som Tara ikke er i besiddelse af. Alter egoerne driver historien frem, ofte ved at det er dem, der fortæller en sandhed, som Tara ikke tør sige højt eller forlige sig med. De foretager handlinger, som Tara ikke er i stand til. Et godt eksempel på det er i første sæson, da T er sammen med den dreng, som sønnen Marshall er forelsket i. Ikke for at være ond, men i virkeligheden for at beskytte Marshall, så han ikke får sit hjerte knust – noget Tara gerne vil beskytte ham mod, men ikke kan. I anden sæson ødelægger Alice salget af nabohuset. Måske med den begrundelse, at huset er vigtigt for Tara og hendes forståelse af fortiden, eller måske for at søsteren Charmaine kan bo der. Vi er ikke helt sikre, men vi ved, at alter egoerne er i besiddelse af viden. Vi ved også, at de ikke gør noget tilfældigt. Og i anden sæson opstår der en række af uklarheder i forbindelse med deres motiver, som er med til at gøre det hele lidt mere mystisk, interessant og spændende.  

Det er nok heller ikke tilfældigt, at navnet Tara lyder som det engelske ”terror”. Årsagen til symptomerne er forbundet med en krænkende voldshandling, og udfaldet af sygdommen terroriserer Tara og resten af familien. I den forbindelse vil jeg lige indskyde en lille finurlighed, nemlig at ordet tara  forkortet ”t” bliver brugt inden for bl.a. føde-vareindustrien som betegnelsen på vægten af emballage. ”Tara weight” er således måden, hvorpå man kan regne vægten af et indhold ud. Og Taras krop bliver netop brugt som et hylster for Alice, Buck, Shoshana og de andre.

Når en af Taras alter egoer dukker op, får Tara blackout, og derved overtager de hendes krop. I bedste bondeanger-stil må Tara derfor efterfølgende spørge familien, hvad der er sket. Det er heller ikke altid, at hendes alter egoer har behandlet hendes krop godt; hvilket betyder, at når hun slår øjnene op som Tara (fig. 15), stadig kan være påvirket af pot, have tømmermænd eller være forslået. Hun kan også risikere at befinde sig mærkelig steder eller midt i foruroligende situationer, som i denne sæson hvor hun vågner op i sengen ved siden af Pammy, der arbejder på den lokale bar.

Redningsaktioner og identitets-jagter

Der er mennesker, der redder andre, og der er dem, der har brug for at blive reddet; og så er der selvfølgelig dem, som ikke vil reddes, men vil redde sig selv. Shoshana diagnosticerer det sort-hvidt ved at sige: ”Some are givers and some are getters”. Man kan tale om, at forskellige former for redningsaktioner gennemsyrer hele anden sæson af United States of Tara. Max, der redder Tara ved fysisk at løfte hende væk fra en ubehagelig situation og bringe hende sikkert hjem. Marshall, der forsøger at få tv-stationen til at rette en stavefejl i ”torando”, så folk, der ikke taler godt engelsk, også forstår, at der er tale om en tornado-advarsel. Kates kæreste, der vil redde hende fra den skøre mor. Shoshana, der giver Max et blowjob for at redde Max og Taras sexliv og ægteskabet. Marshall, der redder sin bedste ven med lidt romantik. Kate, der redder sig selv ved at afbryde et venskab. Max, der bringer mad ud til Tara, da hun arbejder på sit kunstprojekt og så videre og så videre. Og endnu en lille kommentar til titlen United States of Tara og redder-syndromet: United States of America redder verden fra diktatordømme og undertrykkelse - og ender op med terror.    

Iboende i karakterernes redningsaktioner hersker også en grundlæggende identitetsjagt. Med tematisk udgangspunkt i Taras mange identiteter - og selvfølgelig også udsprunget af den universelle søgen efter evig lykke og meningen med livet - forsøger alle familiens medlemmer at finde og forstå sig selv. Det interessante er derfor ikke kun, hvad Alice, Buck og de andre finder på, men også hvordan de enkelte familiemedlemmer kæmper deres egne kampe og løser egne dilemmaer.

Max vil købe og renovere nabohuset, og Tara siger: ”Honey has it occurred to you, that now that I am better, you are just looking for another project”, og i anden sæson bliver der stillet spørgsmålstegn ved, om deres ægteskab overhovedet kan fungere, hvis Tara er rask. Hvad er det så, at Max skal fikse? Samtidig bliver de stillet over for problemer som svigt og løgne, og situationer der synes at blive ved med at eskalere. I første sæson var Max den loyale og solide ægtemand, der reddede Tara ud af diverse situationer, men i anden sæson er han en langt mere sammensat karakter, som er med til at gøre billedet mere nuanceret. For mens det tidligere var Taras alter egoer, der begik fejl (og i denne sæson også Tara selv), viser Max nu også, at han ikke altid selv træffer de mest fornuftige valg.

Taras selvcentrede søster Charmaine lider ikke af en personligheds-spaltning, men måske en form for lettere personlighedsforstyrrelse, idet hun gennem manipulation og evnen til at spille offer, får gennemtruffet sin vilje. I første sæson er hun meget skeptisk over for Taras lidelse, men i anden sæson bliver hun langt mere sympatisk. Vi begynder at forstå, at der er et særligt bånd mellem de to søstre, som i høj grad skyldes et ekstremt dårligt forhold til deres moder, som gang på gang føler sig anklaget og ikke vil ud med sin viden om de to pigers barndom (fig. 16). Charmaine er dybt afhængig af Tara og flytter i anden sæson ind i huset hos familien for at ”re-revirginizing herself” inden sit bryllup – hvilket dog ikke helt lykkes. Hun er ovenud lykkelig, efter at Nick har friet til hende, mest fordi der nu er kommet en ring på hendes finger, og at nogen – i dette tilfælde Nick - har valgt at redde hende, og reddet hende fra at være en taber. Men det er ikke helt uproblematisk, for som hun siger: ”I want my wedding pictures with Nick, but I want my wedding night with Neal”. Neal er Max ven, knap så pæn at kigge på som Nick men åbenbart utrolig kropslig begavet - og på den måde er Charmaine også splittet (fig. 17).

Datteren Kate forsøger at frigøre sig og redde sig selv. Hun skifter kostumer og uniformer alt efter job og situation. Kate slår sig bl.a.  løs som superhelten Princess Valhalla Hawkwind (fig. 17), der viser  sig at byde på en yderst kreativ måde at tjene penge på. Hun står til online-rådighed for mænd, der til gengæld køber ting til hende fra hendes online-ønskeseddel. Dette fører bl.a. til, at hun skal sprænge balloner ved at sætte sig på dem. Det ene job fører til det andet og byder på forskellige bekendtskaber, heriblandt en yderst velstillet bejler, der gerne vil købe en lejlighed til hende. Men Kate vælger familien, selv om det ikke altid er let at være den forstående datter, når ens mor hele tiden skifter personlighed. Kate har sin helt egen provokerende teenagefacon, hvor hun ihærdigt forsøger at løsrive sig. En samtale forløber eksempelvis: 

Tara: Hey, Kate.

Kate: Tara.

Tara: No more "mom"? Now I'm just "Tara"?

Kate: I don't know why you'd be upset, Tara. I've called you many names over our time together. Is there a name you'd rather be called, Tara, than Tara?

Mens Kate konstant kæmper med sin ydre identitet ved at udskifte kostumer, kæmper hendes yngre bror Marshall en indre kamp. Marshall har et dilemma. Han elsker romantik og gamle film, men har indtil nu været til drenge. Derfor prøver han i anden sæson at finde ud af, om han også er til piger. Selv om United States of Tara er komedie, er Marshall ikke skildret som en typisk karikeret homoseksuel, og det er virkelig befriende. Der leges ligefrem med sterotypiseringen af homoseksuelle. Marshall skal finde ud af, hvilken type han vil være. Modsat Kates kække og rebelske facon, er Marshall eftertænksom og intelligent, men dog lige så velbevandret ud i sproglige statements, som hun er. Fx lyder en af hans overvejelser: ”We are like the dummest nation on the whole planet. I think it has something to do with freedom. We're very free, so we're very free to be stupid”.

Hvem-er-hvem

I anden sæson genkender vi hurtigt de forskellige personer, kender konteksten og tror ganske enkelt på Taras forvandlinger og de hændelser, der finder sted. Derfor kan skiftende mellem de forskellige personligheder også gøres ved et enkelt ansigtsudtryk eller en bestemt handling, og uden at vi behøver at se T, Buck eller Alice i fuld udklædning. Vi skal blot se Tara gå ind på et offentligt herretoilet, og vi ved straks, at det er Buck, der nu har taget over. På den måde kan en situationen tage et hurtigt skift, og handlingen tager en ny drejning, fordi en ny person dukker frem.

Mens Tara i første sæson bliver udspillet af de mange excentriske alter egoer - i den forstand at vi langt hellere vil se dem end hende - kommer vi i anden sæson til at lære Tara bedre at kende. Mens vi let kan genkende alter egoerne, bliver Tara dog svære at kende til trods for at hun får langt mere råderum. Men det er ikke kun tilskueren, der kan være i tvivl. Max kommer ind i køkkenet, hører sin kone nynne og kigger på hendes tøj, hvorefter han næsten panisk spørger ”Alice?”, og Tara må sige  ”It's an apron, relax”, hun er altså ikke Alice.

I en anden episode siger Charmaine, at Tara ligner Alice, fordi hun ikke har skiftet tøj, men stadig sidder i Alices kjole. Endnu et eksempel er da en politibetjent spørger Max: ”Is this your wife sir?”, og Max svarer: ”Who knows?”.  Og på et tidspunkt må Tara sige: ”It's me Max, it's me”, da han igen tvivler på, om det nu er Tara eller blot en ny personlighed, hun har skabt.

I anden sæson etableres også et nyt visuelt greb, hvor Tara kan tale med terapeuten Shoshane og være til stede  - i bevidstheden – på samme tid. Dette greb aflyser de scener, hvor Tara filmer sig selv og dokumenterer sine tanker; noget der bliver anvendt i første sæson og i starten af anden sæson, dog uden at blive integreret optimalt. 

Alt kan synes at gå grueligt galt i anden sæson, men det gør det alligevel ikke, for familien har hinanden. Tara siger til Max: ”Life is long and you are my man”. Og Max kan senere sige til Tara: "If you're Tara, I'll be Max. But if you're Gimme, I'll be gotcha. And if you're Buck, I'll be your bike. If you're Alice, I'll be your astronaut. And I'd carry Chicken to the car, even though I knew she was pretending to be asleep”, hvor til Tara svarer: ”When did you become so perfect?” og Max responderer: ”Since Shoshana put me on a low dose of Prozac”.

Forbedringer og nye forventninger

Mens replikkerne er intelligent skrevet og nøje udvalgt, er der i det visuelle sprog ikke samme gennemarbejdede mæthed og form for direkte udlevering af tingene. Og det er ganske fint, fordi replikkerne kræver plads, så vi oplever ironien, dobbeltbetydningerne, den underliggende tone, de perfekte statements, legen med ord og klichéer. Man kunne indvende, at ingen mennesker taler så velovervejet og sprogligt farverigt, men det synes jeg er unødvendigt, for det er underholdende, og vi tror på karaktererne. Og der er det, der karakteriserer Cody Diablo og gør serien særlig.

Styrken ved anden sæson af United States of Tara er, at serien her formår at operere inden for et allerede etableret univers. Som jeg har været inde på tidligere bliver personerne mere komplekse i takt med, at vi lærer dem bedre at kende. Og præmissen udnyttes i en hel anden grad end tidligere. Problemerne i første sæson opstod, når det kun var det umiddelbar morsomme, der blev udstillet, og hvor universet blev begrænset af, at der hele tiden skulle gøres opmærksom på det udsædvanlige i se-nu-skifter-Tara-personlighed. Både for United States of Tara og for en serie som Big Love krævede det tid at nå udover det bemærkelsesværdige i den grundlæggende ide og derved nå frem til et plausibelt og større univers. I anden sæson af United States of Tara bliver personerne sat i spil, familiens sammenhold sættes på spil, og vi kommer til at holde af familiens medlemmer til trods for, at de til tider opfører sig usympatisk.

Det er en fornøjelse at se anden sæson, men desværre byder DVD’en ikke på meget interessant ekstramateriale. Et alternativ er derfor, at man ser serien via itunes og derudover klikker på de links, som jeg har henvist til i artiklen.

Og så er det bare at vente på tredje sæson (fig. 18), hvor vi forhåbentlig ser meget mere til den usædvanlige families identitetsjagter og redningsaktioner, og hvor Tara sikkert finder ud af meget mere om sin psykiske lidelse og den fortrængte barndom. Jeg glæder mig i hvert fald.