Leder: Det' TV

Der sidder muligvis stadig et par stykker derude, der ikke har bemærket, at det p.t. er i den amerikanske tv-serie, det sner. Men enhver dansk søndagsavis med respekt for sig selv har nu for længst bragt features om, hvordan tv-serien har overtaget depechen fra litteraturen og lagt billet ind på den store samtidsfortælling. Serier som Mad Men, The Sopranos og The Wire sælger i tusindtal på dvd og bagmændene fremstår som det seneste årtis mest visionære kunstnere. Her i 16:9’s spalter bragte vi allerede i september/november 2009 en dobbeltartikel om tv-stationen HBO, der med serier som Oz, Sex and the City og Sopranos satte lavinen i skred, men med dette temanummer er ambitionen at gå både bredere og dybere ind i det fænomen, der af bl.a. Robert J. Thompson (forfatter til Television’s Second Golden Age: From Hill Street Blues to ER) er blevet benævnt det amerikanske tv-dramas tredje guldalder.

De to første guldaldre ligger ifølge Thompson i henholdsvis tv-mediets pureste barndom, hvor det timelange, direkte transmitterede tv-drama skulle finde sin form og derfor gav plads til eksperimenteren og tilbage i 1980’erne og start- halvfemserne, hvor navne som Michael Mann (Miami Vice), Steven Bochco (Hill Street Blues), Herskowitz og Zwick (Thirtysomething)  og David Lynch (Twin Peaks), skabte tv-serier, der nok lånte fra filmens vokabular, men som samtidig udnyttede tv-seriens iboende styrker. Disse seriers nichesucces hos veluddannede storbymennesker med penge på lommen, gjorde folkene på betalingskanalen HBO opmærksomme på, at der i tv-dramaet lå et uforløst potentiale.

Tv’s ontologiske situation er anderledes end filmens. Filmen er det unikke…Tv er helt absorberet i hverdagen…Plantet midt i trivialiteten"
(Schepelern 1990: 17)

Som Peter Schepelern gør det i citatet herover, er TV-mediet typisk blevet forbundet med det trivielle og det uforpligtende og beskrives ofte med et begreb som flow (en uforpligtende strøm af billeder) og i forlængelse heraf med det engelske ord glance (det henkastede kig), der kontrasteres med det opmærksomme blik biografmørket kræver af os. HBO ville andet og mere. Antallet af konkurrerende tv-stationer eksploderede op gennem 1980’erne, og markedet for premierefilm som stationen stort set havde haft for sig selv, måtte nu deles med det eksplosivt voksende videomarked. HBO reagerede, og dramaserien blev et lokomotiv i stationens forsøg på at markere sig som noget andet og mere end den kaloriefattige menu, tv traditionelt tilbød. Noget andet og mere som det vel at mærke kunne betale sig at betale for. HBO er som bekendt en premium cable-kanal, der kræver abonnement for at kunne se med, men som til gengæld er reklamefri. HBO’s dramaserier skulle være øer i tv-strømmen og det henkastede kig skulle erstattes af et opmærksomt blik på den tv-skærm, der de seneste år er blevet større og større. HBO’s serier krævede og leflede for en opmærksom seer, der ville udfordres såvel æstetisk som tematisk, og som desuden var parat til at får et mere forpligtende forhold til sin betalingskanal. HBO ville skabe Watercooler tv (se herunder); Tv de unge og de veluddannede med penge på lommen talte om på arbejdspladserne i de store byer på den amerikanske øst- og vestkyst.

Hvor det traditionelle tv ofte er blevet betragtet som henvendt til den hjemmegående husmor og derfor i sin essens feminint, ville HBO skabe et maskulint alternativ. Med Sex and the City som undtagelsen, der bekræfter reglen, var de første dramaserier fra stationens hånd, da også markante i deres dyrkelse af gennemført maskuline universer: Oz, The Sopranos, Deadwood og The Wire er eksempler på dette fokus, men man skal nu ikke kradse meget i overfladen før billedet krakelere.

Resten er tv-historie, men sidste kapitel er dog langt fra skrevet i historien om tv-dramaets tredje guldalder. I dag indtager HBO ikke samme altdominerende position som for ti år siden. Andre tv-stationer har taget udfordringen op: Den konkurrerende betalingskanal Showtime har med bl.a. Dexter provokeret den gode tv-smag mens basic-cable stationen AMC vel p.t. bærer den gule førertrøje med regulære mesterværker som Mad Men, Breaking Bad og senest Frank Darabonts The Walking Dead på programmet. De store landsdækkende networks har fulgt trop med serier som Lost og 24, der måske ikke når førnævnte seriers niveau men som ikke desto mindre imponerer med en stil der er mere spillefilm end traditionel anonym tv-æstetik.

HBO har altså været bølgebryder i en bevægelser, der har sendt bølgeskvulp gennem hele den amerikanske tv-industri og i dette temanummer sætter vi fokus på nogle af de serier, der førte an dengang (Sopranos, The Wire) og nogle af de serier, der fører arven videre i skrivende stund (Breaking Bad, Mad Men, Boardwalk Empire mm.) Det aktuelle nummer er desuden en appetitvækker til 16:9-redaktionens første bogudgivelse. Der er tale om en antologi indeholdende en lang række artikler, der ligesom dette temanummer omhandler de sidste femten års amerikanske tv-serier og som i langt højere grad, end det hidtil har været tilfældet, behandler de enkelte serier som selvstændige værker og ikke blot som symptomer på en overordnet udvikling eller udslag af større kulturelle rystelser. Meget lidt af den megen omtale, der eksempelvis er blevet Matthew Weiners Mad Men til del i bl.a. de danske søndagsaviser, omhandler seriens æstetiske/kunstneriske kvaliteter. Her har vi spaltepladsen til den slags overvejelser, og det aktuelle temanummer og efterårets bogudgivelser er vores bud på en kvalificeret analyse og diskussion af en række helt uomgængelige moderne billedfortællinger.