Et billedes anatomi: Skyggeboksning

Af JAN OXHOLM

I skyggeboksning er der ingen modstander i ringen.

Det kan man se i den uforglemmelige titelsekvens fra Martin Scorseses sort-hvide mesterværk, Raging Bull (1980). Her kæmper bokseren Jake La Motta mod en imaginær modstander med hook, kryds og uppercut. Men i virkeligheden er Tyren fra Bronx sin egen værste modstander. Robert De Niro spiller den sygeligt jaloux og paranoide Jake, der uden for bokseringen er en tikkende bombe, der bare venter på at gå af.

Billedet, hvor titlen Raging Bull toner frem med rød skrift, fanger os med det samme. Det er et billede, der både rummer enkelthed og dybde. Enkelthed fordi det er filmet med statisk kamera og ligner et realistisk stillbillede fra en serie af gamle sportsfotografier. Og dybde fordi det har en metaforisk skarphed. Især i billedets forgrund, hvor bokseringens tre tov dominerer og ligner horisontale fængselstremmer. Iklædt leopardskind danser Jake alene rundt med sine indre dæmoner. Han er omringet af dommere, publikum og blitzende fotografer i et røgfyldt lokale, der med sin tågede atmosfære er med til at gøre rummet endnu mere klaustrofobisk.

Derudover viser det velkomponerede totalbillede de modstridende kræfter, der ulmer i den selvdestruktive skyggebokser. Det sort-hvide billede som modsætning til den blodige farve i titlen, der med store bogstaver skiller sig ud og afspejler de dyriske instinkter i den rasende tyr. Hårdheden i Jakes brutale boksning og plagede sind står som synlig kontrast til den vuggende blødhed, der også præger titelsekvensen. Primært gennem brugen af den dragende slowmotion og så selvfølgelig den svulstige skønhed i Pietro Mascagnis symfoniske operaklassiker Cavalleria rusticana: Intermezzo fra 1890, som Martin Scorsese anvender som underlægningsmusik under Jakes opvarmning. Dybest set elsker den bløde bokser sin familie og venner. Men igennem hele filmen er han ikke i stand til at håndtere hårdheden i sit voldsomme temperament.

Auteuren Martin Scorsese er kendt for sine ekvilibristiske kamerabevægelser, dvælende nærbilleder og tempofyldte montage, og han bruger det til fulde i Raging Bull i tæt samarbejde med fotografen Michael Chapman og klipperen Thelma Schoonmaker. Dog ikke i den poetiske prolog, der med enkle virkemidler og stor præcision visualiserer en skyggebokser i frit fald.