Leder: Scorsese og hovedstolen

”Tær ikke på hovedstolen”, skal den danske forfatter Per Højholt have formanet sine litterære disciple, der tæller navne som bl.a. Christina Hesselholdt (der i trods skrev en roman med netop den titel), Lars Bukdahl og Peter Adolphsen. Med denne økonomiske metafor forsøgte den kanoniserede forfatter at afholde sine yngre kolleger fra at fortælle deres inderste hemmeligheder; at understrege, at det for en kunstner er essentielt, at nogle af de kræfter, der føder kunsten får lov at ligge uberørt hen. Skal nødvendigheden og udtrykstrangen fastholdes, må man nøjes med renterne af sit indestående…

Hvorfor er denne litterære og i sin substans meget kunstner-romantiske anekdote relevant i lederen til 16:9’s novemberudgave 2010? Det er den, fordi vi i anledning af den snarlige udgivelse af Annette Wernblads bog The Passion of Martin Scorsese har valgt at hellige det aktuelle nummer til netop Martin Scorsese. Wernblads bog udkommer på et amerikansk forlag, men er ikke desto mindre den første bog af en dansk forfatter om en af de største nulevende amerikanske instruktører. Det bør selvfølgelig markeres!

Og så tilbage til hovedstolen. Vi er nemlig nogen, hos hvem der har indsneget sig en nagende tvivl: Er mesteren ved at være mæt, er de essentielle Scorsese-fortællinger fortalt en gang for alle eller i Højholts terminologi, er hovedstolen lagt for en dag og indløst? Bevares, manden laver stadig bedre film end de fleste, men fra og med Goodfellas fra 1990 eller i hvert fald efter Casino fra 1995 virkede det som om, der blev lukket ned for den urkraft, der havde drevet ham gennem film som Mean Streets (1973), Raging Bull (1980) osv. Man kunne argumentere for, at Scorsese med disse to halvfemserfilm endegyldigt tog afsked, en meget imponerende afsked, med det meget idiosynkratiske lys, han indtil da havde kastet på motiver som New York, maskulinitet og selvopofrelse. At han med disse kraftanstrengelser og ekstremt voldelige udladninger lagde kortene på bordet.

Fra og med midthalvfemserne tager den sublime håndværker over og Scorsese laver herefter film, der først og fremmest er intelligente stiløvelser. Referencerammen er ikke længere en levet virkelighed, men filmene former sig i højere grad som en samtale med den filmhistorie og de filmgenrer, Scorsese sætter så højt. Tænk blot på hans seneste film Shutter Island (2010), på den mytologiske slagside i Gangs of New York (2006) eller på kynismen i The Departed fra 2006. The Departed foregår symptomatisk flere hundrede kilometer fra Scorseses hjemmebane på Lower East Side, Manhattan, New York og udtrykker en kynisme, der helt mangler de tragiske undertoner, der engang var instruktøren og hans antiheltes faste følgesvend.

Rigtig mange vil være uenige i disse betragtninger, blandt dem helt sikkert nogle af de folk, som har leveret inspirerende og velskrevne bidrag til 16:9 nr. 39. Og som altid kommer vi vidt omkring: fra tidlig Scorsese i Mean Streets til den sidste nye blockbuster fra mesterens hånd, Shutter Island; fra klassisk spillefilm som førnævnte til tv-serien Boardwalk Empire, der i skrivende stund fejrer triumfer på den amerikanske betalingskanal HBO.

Af pladshensyn springer vi let og elegant dokumentargenren over, men måske, måske, er det her, Martin Scorsese den ældre har fundet et helle for nogle af de temaer, for det temperament eller måske ligefrem for de rester af hovedstolen, der ikke længere finder vej til det store lærred…

Alt andet lige, hovedstol eller ej, Scorsese er værd at beskæftige sig med, også på en halvdårlig dag, så rigtig god fornøjelse i selskab med Marty, hans film og de mange velskrevne artikler…