The One with all the Props

Af LAU DALVAD VESTERDAL

Det amerikanske sitcomfænomen er blevet en central del af det danske TV-billede. Visse serier er endda blevet en integreret del af den daglige programflade, den mest etablerede af disse værende Friends. Der er flere forskellige forklaringer på genrens succes, men fokus vil her være på brugen af rekvisitter. Et ofte overset element, der spiller en mere afgørende rolle, end vi krediterer det for (fig. 1).

Rekvisitten i Friends

Den 22. september 1994 rullede første afsnit af serien Friends over de amerikanske tv-skærme. En sitcom, situation comedy, om seks unge venner og deres tilværelse i storbyen New York. Trivielt kan man mene, men seriens succes blev enorm, og da seriens afsluttende episode blev sendt 10 år senere d. 6. maj 2004, blev den set af intet mindre end 52 millioner amerikanere. Serien blev ikke blot et hit i USA, men har tillige opnået stor succes over det meste af verden og sendes til stadighed flere gange dagligt på dansk tv.

Så hvad er det, der gør den ofte uskyldige og indholdsmæssigt lettilgængelige genre så attraktiv for seeren? Hvilke virkemidler er det, der får os til at slå os ned i sofaen gang på gang for at følge en historie, vi i et vis omfang er i stand til at gætte på forhånd?

En del af svaret på disse spørgsmål skal findes i brugen af rekvisitter i serien. Meget lidt fokus har været rettet mod rekvisitten inden for studier af film og tv, oftest anses rekvisitten som fuldstændig ubetydelig i sammenligning med plottet eller skuespilleren, hvilket er ærgerligt, da et aspekt, afsenderen med garanti har tillagt større betydning, derved undermineres. Et kostume vælges ikke ud af den blå luft, og en rekvisit indskrives ikke i medieteksten af ren tilfældighed. At underkende dem således er at negligere en del af teksten.

I Friends er der adskillige typer af rekvisitter i spil, og i det følgende skal vi danne os et overblik over dem.

Den episodiske rekvisit

Som navnet antyder, optræder rekvisitter af denne type i en enkelt episode. Deres betydning er således udelukkende bundet til netop det afsnit, de optræder i, og er derved af den type, man kender fra teatret eller filmen, idet de, så at sige, fortæller hele deres historie på en gang. Et tydeligt eksempel på denne type rekvisit findes i 20. episode fra 3. sæson (fig. 2). Her introduceres et dukkehus, der skaber et stærkt bånd til karakteren Monica, idet hun fra første sekund virker dybt betaget og behandler dukkehuset, som var det et rigtigt hus.

Dukkehuset bliver således, det den amerikanske medieforsker Andrew Sofer kalder en ’feticheret’ rekvisit, da den af skuespilleren tillægges en særlig betydning. Rekvisitten fremstår som et tydeligt symbol på karakterens lyst eller begær, i dette tilfælde Monicas længsel efter den fine livsstil, det ordentlige eller den ydre skønhed. Gennem Phoebes leg med dukkehuset bliver rekvisittens feticherede status hos Monica blot desto tydeligere, da hun reagerer skarpt på Phoebes tilsyneladende ligegyldighed over for rekvisittens status.  Rekvisitten bliver levende, og opnår derved betydning udover sin umiddelbare og naturlige funktion. I dette tilfælde bliver dukkehuset mere end blot et stykke legetøj. Det bliver et symbol på såvel Monicas begær som forskellen mellem Phoebe og hende. Rekvisitten truer seriens fundament, venskabet, da den, på baggrund af sin symbolske natur, skaber splid mellem de to venner. Da Phoebe efterfølgende bygger sit eget dukkehus, i skarp kontrast til Monicas, underbygges truslen mod ordenen blot (fig. 3).

Phoebes dukkehus bliver ikke på samme måde som Monicas feticheret, da det er skabt som modstykke og således repræsenterer karakteren Phoebe og ikke hendes begær. Sofer præciserer: ”Often props convey information of which the character himself may be unaware and become vehicles of dramatic irony” (Sofer 2003: 21). Forskellen på de to rekvisitter ligger i deres forhold til skuespilleren. Phoebe er bevidst om sit dukkehus’ betydning, et symbolsk angreb på Monica, hvorimod Monicas dukkehus afslører sider af hende, hun ikke selv er klar over eller, om ikke andet, benægter.

Den episodiske rekvisits funktion er meget lig gæsteskuespillerens. Den har til formål at skabe et overraskende og potentielt truende problem for seriens seks hovedpersoner. Den fungerede som en form for adspredelse, et overraskende element i de traditionelle omgivelser. Det kan være et objekt, der truer med at fortælle en hemmelighed om en af hovedpersonerne, en rekvisit, der - som i dette tilfælde - fortæller seeren mere end skuespilleren og derved bliver genstand for dramatiske ironi. Fælles for de episodiske rekvisitter er dog, at deres livscyklus altid vil lyde orden-kaos-orden. Deres formål er at true ordenen, aldrig nedbryde den.

Føljetonrekvisitten

Begrebet føljetonrekvisit er, som med den episodiske rekvisit, stjålet fra tv-serieanalysen, da denne type rekvisit deler mange karakteristika med føljetonserien. Rekvisitten optræder over flere episoder og opnår betydning over tid. Denne type rekvisit adskiller sig naturligt nok fra den typiske teater- og filmrekvisit, men er ikke fuldstændig ukendt. Flere film har genbrugt rekvisitter, tænk bare på Indiana Jones’ hat, Chewbaccas patronbælte fra Star Wars osv.

Et godt eksempel på føljetonrekvisitten møder vi i 15. episode fra 2. sæson, hvor Joey køber to lænestole til Chandler og sig selv. De to stole fungerer efterfølgende som en fast del af serien helt frem til 13. episode af 7. sæson (fig. 4).

Når en stol er mere end en stol

Da de to lænestole første gang kommer ind i serien, er det i form af en gave fra Joey til Chandler, og måden, hvorpå de indvies, kan beskrives som et forseglende ritual for deres venskab. Under hele denne første episode med lænestolene rejser Joey og Chandler sig ikke én gang fra stolene efter at have sat sig i dem i åbningsscenen. Stolene bliver derfor på mange måder et synonym for deres venskab.

Lænestolene opnår en sekundær betydning, idet de sender en række bestemte konnotationer til seeren. Vi forbinder som mennesker en genstand med en ganske bestemt type brug og funktion (fig. 5). Vi har som mennesker en klar forventning om formålet og brugen af en genstand, når vi konfronteres med den. Dette betyder, at enhver genstand sender en lang række signaler om sin karakter, fra det øjeblik vi ser den. I dette tilfælde vil de store lænestole - udover at fortælle, at de ønsker, at du skal sidde i dem - også fortælle, at de ønsker, du skal sidde behageligt, og du skal sidde der alene, og at din komfort er deres vigtigste opgave. Disse genstande er dog rekvisitter og er således på baggrund af semiotization (1) symboler og ikke blot genstande. Af den grund bliver rekvisitternes konnotationer projekteret over på de aktører, der benytter dem, hvilket betyder, at de værdier, vi tillægger lænestolene, bliver symboler for forholdet mellem deres to brugere Joey og Chandler. Det faktum alene, at de to stole er fuldstændigt ens, sender et klart signal om de to mænds forhold. Vi kan ud fra lænestolenes konnotationer beskrive deres forhold som meget nært og eksklusivt, lænestolene giver ikke plads til andre. Og at stolenes funktion, komforten, er vigtigere end deres udseende, vidner om de to venners vægt på afslappet og naturligt samvær.

Udvikling i sitcoms?

Stolene ændrer dog betydning i det andet af de to afsnit, hvor både Chandler og Joey får deres respektive stole ødelagt, men kun Joey erstatter sin (fig.6). Joey forbliver forbundet til stolens konnotationer, endda i endnu højere grad, da rekvisitten i denne episode har antaget antropomorf karakter, altså tillægges menneskelige egenskaber. Joey kalder stolen Rosita og behandler ”hendes” bortgang, som var det et reelt dødsfald. Rekvisitten får således gennem sin antropomorfe status forstærket sin symbolske værdi.

Chandler virker også berørt af at miste sin stol, men accepterer det, hvor Joey kun trøstes ved at få en ny. Stolene, eller nærmere den nye stol, repræsenterer således ikke længere deres forhold, men derimod Chandlers udvikling. Dette skal dog ikke forstås som, at rekvisitten er vidne om deres venskabs forfald, men den er dog et symbol på forholdets forandring, idet Chandler, om end en smule modvilligt, giver opkald på det, der i første omgang forseglede venskabet. Chandlers karakter udvikler sig, dog ikke drastisk, hvorimod Joey på baggrund af sit fortsatte symbolske bånd med stolen forbliver den samme.

Føljetonrekvisitten fortæller, ganske som den episodiske, ofte noget om karaktererne, men hvor den episodiske som regel har til formål at true ordenen, vil føljetonrekvisitten generelt læne sig op af den allerede etablerede orden og derved underbygge den. Idet rekvisitten optræder over flere afsnit, nogle i forgrunden, andre i baggrunden, vil den være i stand til at smelte sammen med enten en bestemt karakter eller det generelle tema og derved ændre eller forstærke eksisterende forventninger.

Ved hjælp af de to begreber præindskription og semiotization har vi altså mulighed for mere nuanceret at tolke en rekvisits betydning, da en rekvisit modsat en virkelig genstand udelukkende består af sine konnotationer. Dette faktum gælder såvel for den episodiske rekvisit som for føljetonrekvisitten, men har en større betydning i føljetonrekvisittens tilfælde, da dennes betydning har en mere vedvarende karakter og derved fortæller mere om seriens overordnede sammenhænge.

Den faste rekvisit

Og så til en tredje type rekvisit – den faste. Med den faste rekvisit menes ikke nødvendigvis blot en rekvisit, der altid er til stede, men også rekvisitter af samme art som eksempelvis flasker, telefoner, kopper, chipsposer osv. Den faste rekvisit tilhører serien, alene fordi den etableres ved gentagende, uafhængige optrædener. Disse rekvisitter er ikke, som de andre typer rekvisitter, levende, da de er indskrevet uden umiddelbar betydning for scenen. De opnår betydning netop gennem deres trivielle selvfølgelighed. Som eksempel kan  gives en scene fra episoden med dukkehusene, hvor Ross kommer ind i Monicas lejlighed, råber på Monica, opdager hun er i bad, fortsætter sin gang hen mod køleskabet og tager en flaske juice (fig. 7).

Tolker vi dette som en enkeltstående hændelse, vil rekvisitten, juiceflasken, repræsentere noget ganske andet, end hvis vi ser den i lyset af seriens større sammenhæng. En genstand giver som nævnt seeren en række konnotationer, i dette tilfælde konnoterer Monicas køleskab noget privat. Indholdet er således Monicas, og vores kulturelt indskrevne habitus (2) fortæller os, at man ikke tager fra andre, i hvert fald ikke uden i det mindste at spørge om lov. Af den grund vil Ross’ handling give seeren negative associationer. Ser man derimod på den samme handling, men i stedet ud fra seriens ”habitus” vil betydningen ændre sig. Med seriens habitus menes de normer for interaktion, man som (fast) seer forbinder med serien. I den ramme spiller den faste rekvisit netop en enorm rolle, da den på baggrund af sin gentagende tilstedeværelse giver seeren mulighed for at tolke karakterernes handlinger over længere tid.

Oplevelsen af eksemplet med Ross og juiceflasken ændres således, fordi vi som seere kender til vennernes forhold til dit og mit, hvilket er så godt som ikkeeksisterende. Fordi seeren i hver eneste episode flere gange oplever vennerne låne hinandens telefon, tøj, mad osv., vil Ross’ handling ikke bryde med normen, men tværtimod bekræfte den.

Når seeren sammenligner sin eget habitus med vennernes i Friends vil en naturlig konklusion være, at ’vennerne’ er meget tætte. Vi deler kun ufortrødent med de mennesker, vi står allernærmest, og vi kunne måske alligevel ikke forestille os at gå i deres køleskab uden at spørge.

Den tiltrækkende gentagelse

Den faste rekvisit har en handlingsdeterminerende betydning. Den har til formål at give seeren mulighed for at danne sig et overordnet billede af seriens gennemgående karakter og karakterernes handlingsmønstrer. Den får derved også en aura af intimitet, da seeren, så at sige, kommer tættere på serien og oplever at kende karaktererne. Seeren tror, han nyder det nye i historien, men det er faktisk den faste struktur, der er tiltrækkende og får ham til at vende tilbage (fig. 8).

Seriers succes skyldes, ifølge Umberto Eco, at ”brugeren glæder sig, fordi han opdager, at han kan gætte, hvad der vil ske, og fordi han nyder at se det ventede vende tilbage” (Eco 1990: 118). At vi gætter rigtigt tilskrives ikke seriens karakter, men derimod vores egen skarpsindighed. Dette argument rammer sitcom-genrens opbygning helt perfekt. Genren bilder brugeren ind, at han er ekspert netop ved at give ham alle redskaberne til at gætte rigtigt. Genrens cykliske natur, og det faktum, at brugeren er bevidst om dette, gør ham i stand til at se ud i fremtiden. Netop her spiller den faste rekvisit en afgørende rolle, idet den lærer seeren seriens habitus at kende og derved skaber klare forventninger til fremtidige gensyn.

Rekvisitten i sitcoms

Gennem brugen af den faste rekvisit kan sitcom-serier altså skabe et forhold mellem seer og serie. Seeren lærer en eller flere karakterers handlingsrepertoire at kende og opnår, ud fra Ecos teori om det serielle, tilfredsstillelse ved at følge med i de udfordringer, de stilles overfor. Den faste rekvisit har således til formål at binde seeren til serien, men har yderligere den funktion at gøre serien visuelt mere intim. Friends er et utrolig godt et eksempel på, hvordan sitcoms bruger faste rekvisitter til at give scener en form for tredje dimension. Når handlingen foregår hen over kaffe og kage, øl og chips, morgenmad eller lignende forsøger serien, gennem sin afslappethed, at invitere seeren endnu tættere på, eller måske nærmere at flytte handlingen ud af tv’ets rammer (fig. 9).

Idet seeren tilegner sig karakterernes habitus, eller i det mindste evnen til at aflæse det, opnås en status af ligeværdighed. Man bliver en af vennerne, og når de sidder i det afslappede miljø, man kender så godt, kan man næsten træde ind gennem tv-skærmen og deltage i samtalen (man har alligevel allerede gættet deres svar og har derfor det perfekte samtaleemne parat). Den faste rekvisit, og i stor stil også føljetonrekvisitten, giver serier indenfor sitcom-genren mulighed for at invitere seeren endnu tættere på og gør derved sandsynligheden for deres trofaste tilbagevenden større.

Truende humor

Da sitcoms er af episodisk karakter spiller den episodiske rekvisit en stor rolle i arbejdet mod genrens værste fjende; kedsomheden. Den giver mulighed for at udfordre karaktererne og fungerer derved, som tidligere nævnt, som et redskab i seriens orden-kaos-orden natur. Dette gælder stort set alle episodiske serier uanset genremæssigt tilhørsforhold. Sitcom-genrens brug af episodiske rekvisitter adskiller sig dog fra andre genrers, da rekvisitternes truende status er indskrevet for at kunne føre til en humoristisk (for)løsning.

Den episodiske rekvisit skal fungere truende på en humoristisk måde, og som eksempel kan gives den forløsende scene i episoden med dukkehusene, hvor Phoebes bryder i brand (fig.10). Her fungerer den episodiske rekvisit på en og samme tid som truende objekt og genstand for humor på grund af forholdet til karakteren. Den humor, der forbindes med den episodiske rekvisit, bygger således på forholdet til den pågældende karakters habitus. Den episodiske rekvisit kan kun true karakteren, fordi seeren i forvejen kender den pågældende godt. Den dramatiske ironi, der opstår, idet Monica i starten lader som om, hun intet problem har med Phoebes leg med sit fine dukkehus, opstår kun, fordi seeren i forvejen kender Monicas identitet, og derfor er forvænt med hendes senere skarpe reaktion. Den episodiske rekvisit er derfor i mange henseender afhængig af den faste, da den opnår meget af sin betydning netop gennem forholdet til seriens etablerede normer.

Føljetonrekvisitten gør det muligt at etablere udvikling eller forstærke en karakters allerede eksisterende identitet ved at fungere som en fast rekvisit forklædt som en episodisk. Ved fra tid til anden at indgå direkte og eksplicit, i modsætning til den faste rekvisits indirekte ageren, i handlingen kan føljetonrekvisitten rette fokus på bestemte sider af en karakter. Dette giver afsenderen mulighed for at fremhæve karaktertræk, hvor de finder det nødvendigt.

Sammensætningen af rekvisitter er vigtig for genren, fordi det giver mulighed for at opfylde Ecos krav om at virke både betryggende og tilfredsstillende. Det er essentielt for sitcom-genren at skabe et intimt bånd til seeren. Hele den humoristiske side, hvilket er alfa omega for genren, hviler på seerens forudgående viden og forståelse for seriens karakterer, og den forståelse bygger altså i høj grad på brugen af rekvisitter. Sitcom-genrens brug af rekvisitter er således på ingen måde tilfældig eller af ringe betydning, men har helt klare, praktiske formål, specielt i opbyggelsen af en series identitet. (fig 11).

It’s alive

Relationen mellem rekvisitter og sitcom-genren kan i høj grad spores tilbage til det økonomiske aspekt af tv-produktion. Serien er et økonomisk vidunder for tv-mediet, da den for relativt få penge gør det muligt at fastholde et publikum over en længere periode. Her spiller genren, præcis som hos spillefilm, en stor rolle, da den giver seeren mulighed for hurtigt at identificere seriens karakter og derved stiller en række på forhånd etablerede forventninger til rådighed. Rekvisitten har så til formål at gøre disse forventninger levende ved så at sige at gøre serien levende for seeren gennem specifikation og identifikation af karakterernes handlingsmønstre, og således gøre ham bekendt med med seriens habitus. Rekvisitten er som vist mere end en tilfældig genstand indskrevet i handlingen for at fylde et ellers tomt studie. Den er levende og spiller en vital rolle for en series succes og overlevelse.