Græs

Af HENRIK HØJER

Man tænker måske ikke over det, men der er rigtig mange græsplæner i amerikansk film, og det er dem der er under hård men kærlig behandling i essayet herunder. Med udgangspunkt i Alan Balls Towelhead, tager vi et kig ned under overfladen på amerikanernes fascination af den velplejede plæne.

Undertegnede er ikke noget havemenneske! Men der er ikke desto mindre et eneste element i haven, der trods alt har en flig af min interesse: Græsplænen (fig. 1). Et eller andet sted dybt nede bilder jeg mig ind at forstå, hvorfor let neurotiske forstadsmennesker dyrker den perfekte græsplænes næsten fascistiske ensartethed. Det har uden tvivl noget med kontrol, orden og harmoni at gøre og i forlængelse heraf med tilfredsstillelsen ved at en se ustyrlig og vild natur tæmmet og domesticeret.
Dette essay har været længe undervejs, men den udløsende faktor var kombinationen af en artikel i The New Yorker kaldet Turf Wars af Elizabeth Kolbert, og mødet med Alan Balls (American Beauty, Six Feet Under) Towelhead fra 2008 (fig. 2), hvor netop forstadens dyrkelse af overfladen, inklusive græsplænens, og ideen om at ”The appearance of the lawn bespeaks the personal values of the resident” er i centrum. Akkurat som det amerikanske The Lawn Institute (sådan et eksisterer skam!) i øvrigt har erklæret…

Vis mig din plæne…

I sin artikel fortæller Kolbert om græsplæneguruen Andrew Jackson Downing, der i 1841 udgav sin populære og indflydelserige Treatise on the Theory and Practice of Landscape Gardening, om hans disciple og om hvordan græsplænen lige siden Treatise… er blevet en uadskillelig del af den amerikanske selvforståelse. Amerikanerne bruger hvert år ca. 40 milliarder på græs og Elizabeth Kolbert skriver og citerer:

A lawn came to signal its owner’s commitment to a communitarian project: the upkeep of the greensward that linked one yard to the next.
A fine carpet of green grass stamps the inhabitants as good neighbors, as desirable citizens,” Abraham Levitt wrote. (By covenant, the original Levittowners agreed to mow their lawns once a week between April 15th and November 15th.) “The appearance of a lawn bespeaks the personal values of the resident,” a group called the Lawn Institute declared. “Some feel that a person who keeps the lawn perfectly clipped is a person who can be trusted.
(Ibid. s. 84 )

Den velplejede græsplæne blev (og bliver) altså set som et udtryk for ejerens lyst til at indgå i forstadens værdifællesskab, samtidig med, at plænen betragtes som en direkte forlængelse af ejerens personlighed. ”Vis mig din græsplæne, og jeg skal sige, hvem du er” er mottoet tilsyneladende; er din plæne ensartet, grøn og velplejet, er den garanten for, at du er et moralsk uangribeligt menneske - ligeså uplettet som din plæne.

Så enkel er virkeligheden selvfølgelig ikke. Det ved man nok også godt i forstæderne, og man ved det i hvert fald i den amerikanske filmbranche, hvor forstædernes dobbelte bogføring ofte er centrum for hån og sarkastisk latter.

Sex og død er selvfølgelig fyord, i en verden der helst vil fremstå som selve paradisets have, og det er derfor godt set, når Mike Pollan i sit anti-græsplæne-essay beskriver hvordan græsslåningen kan ses i direkte forlængelse af denne fortrængning. Kolbert skriver om Pollans iagttagelse:

Mowing turfgrass quite literally cuts off the option of sexual reproduction. From the gardener’s perspective, the result is a denser, thicker mat of green. From the grasses’ point of view, the result is a perpetual state of vegetable adolescence. With every successive trim, the plants are forcibly rejuvenated. In his anti-lawn essay “Why Mow?,” Michael Pollan puts it this way: “Lawns are nature purged of sex and death. No wonder Americans like them so much.” (ibid.)

Undlod man helt at slå græs, ville resultatet blive et orgie af reproduktion og død, et morads af ukrudt og vild natur. Det er ikke tilfældigt, at tv-serien om en pot-sælgende husmor i en amerikansk forstad hedder Weeds (ukrudt eller hash/marihuana) og dels henviser til den sjove tobak, hun sælger, dels hvordan de potrygende fædre fremstår som ukrudt på en (tilsyneladende) velplejet plæne (fig. 3). Nu har amerikanerne altid haft et meget tvetydigt forhold til den vilde og storslåede natur, der omgiver dem til alle sider. Naturen er blevet beskrevet, ikke mindst i western-filmen, som henholdsvis ustyrligt vildnis og pastoral idyl men altid med fascinationen og respekten som følgesvend. Måske ligger der i dyrkelsen af græsplænen en sidste rest af denne fascination, frygt og beundring; naturen ligger der, lige uden for stuevinduet, men den er kultiveret til ukendelighed og under kontrol.

Græsplæner på film

Førnævnte tv-serie, Weeds, er langt fra alene om at udlevere forstad, græsplæner og dobbeltmoral i tv-serie regi. Tænk blot på kvinderne på Wisteria Lane i Desperate Housewives og har man en rigtig god hukommelse, kan man måske huske et mere kuriøst eksempel: Afsnittet Arcadia fra sjette sæson af X-files, hvor en forhave-fascist ligefrem har et tibetansk monster i sit sold. Et monster, der sørger for, at stedets ’community rules’ overholdes til punkt og prikke.

Men som sagt: Det var en spillefilm, der affødte denne artikel, helt konkret Alan Balls Towelhead. Ligesom Weeds er den blot sidste skud på en ældgammel stamme, der i hvert fald har rødder tilbage til de første farvefilm og deres dyrkelse af mættede farveflader. Douglas Sirk var fx på ingen måde blind for den grønne plænes symbolværdi. Vi skal dog frem til slutningen af tresserne før forstadsgræsplænen, som vi ser den i Towelhead for alvor slår igennem. Her slår ungdomsoprørets kritik af småborgerligheden og middelklassens overfladedyrkelse for alvor igennem, med The Graduate som et af de mest prominente eksempler.

De sidste 20-25 år er især David Lynch og Tim Burton blevet forstædernes vrængende besyngere og altså i naturlig forlængelse heraf græsplænens hofpoeter (fig. 4-5): Tænk blot på indledningen til to moderne klassikere som Blue Velvet (Lynch, 1986) og Edward Scissorhands (Burton, 1990). Men mange, rigtig mange andre har fulgt trop. Jeg nævner i flæng Sam Mendes i American Beauty (1999), Richard Kelly i Donnie Darko (2001), Sofia Coppola i The Virgin Suicides (1999) og Arie Posin i Chumscrubber (2006). I de nævnte film spiller græsplænen godt nok ikke hovedrollen, men den har med sin blotte og meget dominerende tilstedeværelse på billedsiden en uhyre central birolle, der passes, plejes og nusses om. Det er også tilfældet i Alan Balls film Towelhead.

Towelhead

Alan Balls film fortæller historien om den lidt naive 13-årige Jasira (Summer Bishil), der flytter ind hos sin far, da moderens kæreste bliver lidt for interesseret i hende (fig. 6). Jasiras far (Peter Macdissi) kommer oprindeligt fra Libanon (ordet ’towelhead’ er hånlig og nedladende slang for en amerikaner af arabisk oprindelse), han er kristen og bor i en forstad til Houston. Jasiras far er veluddannet, ordensmenneske i yderste potens, konservativ og umiddelbart ikke videre begejstret for datterens ankomst. Han ser med slet skjult foragt på det amerikanske samfunds, efter hans begreber, alt for liberale og i nogle tilfælde ligefrem degenererede forhold til moral i almindelighed og til seksualitet i særdeleshed, mens Jasira er dybt fascineret men også forvirret over det kvindebillede, hun ser projiceret op på biograflærreder, tv-skærme og i magasiner. Konflikterne de to imellem ligger og rumler fra det første forbeholdne møde i lufthavnen.

Ret hurtig efter sin ankomst får Jasira til opgave at passe genboens uvorne knægt, og det giver anledning til en række møder med drengens far, mr. Vuorno (Aaron Eckhart), der har øjnene skarpt rettet mod Jasira og den jomfruelige seksualitet, hun repræsenterer. Jasira er ikke upåvirket og nok heller ikke helt uinteresseret i den modne mand og i en provokerende men også meget tvetydig og ubehagelig scene, tager han hendes mødom under et kort møde i entréen (fig. 7). Herfra tager begivenhederne selvsagt fart, og lyder ovennævnte handlingsreferat bizart, så er det ikke tilfældigt. Alan Balls film er en satire med alt, hvad det indebærer, men det er også en ganske rørende historie om en meget ung pige, der skal finde sin plads mellem to kulturer, der synes indbyrdes inkompatible.

Mind the Lawn…

Hvad har alt dette nu med græsplæner at gøre? I en række scener udfylder græsplæner faktisk rollen som metafor for de tematiske motiver, der gennemspilles. Ikke mindst i forhold til Jasira, som den unge pige, der langsomt er ved at vågne som seksuel opvakt kvinde. Jeg har valgt tre scener som eksempler.

Scene 1 (fig. 8-9): Jasira er netop ankommet til dette stykke uniformerede middelklasse himmel og er på vej ud af bilen, da hendes far udbryder: ”Mind the lawn.” Græsplænen må ikke betrædes, dertil er der lagt fliser, fordi plænen i forhaven først og fremmest skal bære vidnesbyrd om de i enhver forstand pletfri mennesker, der passer og plejer den. Slid er desuden lig alder, som er lig død, og døden er som nævnt et af de elementer, der ifølge Mike Pollan søges fortrængt fra suburbia.
Det andet element der indædt søges fortrængt med den aggressive plænepleje er seksualiteten og i det perspektiv deler Jasira og græsplænen fællestræk, der kommer i spil i mit næste eksempel.

Scene 2 (fig. 10 ): Akkurat ligesom plænen foran huset repræsenterer faren som menneske, så er han sig også pinligt bevidst om, at den nys ankomne datter er med til at tegne billedet af ham som menneske. Akkurat som med græsplænen ønsker han, at hun skal fremstå uplettet, udødelig og aseksuel; hun er blot et barn, hans datter og hævet over kødets lyst og forgængelighed.
Naboen mr. Vuorno deler uden tvivl forhave-ideologi med Jasiras far, og det er derfor interessant, at han umiddelbart efter det første ”møde” med Jasira vælger at grave et stort hul i sin forhave. Efter en hård og svedig arbejdsdag plantes en viril og stolt knejsende flagstang i hullet og Stars and Stripes kan nu blafre frit i den texanske vind. Som billede på Jasiras seksuelle initiering fås vel ikke mere bidende metafor: græsplænens ensartede flade, der gennembores af den struttende hvide stang med Stars and Stripes på toppen: USA har erobret nyt land! 

Scene 3 (fig. 11): Som genbo har Jasira familien Hines. De har været ude og se verden, ja de har vist nærmest været ude at redde den, og det unge, liberale ægtepar bliver en slags advokater for Jasira, der mere og mere er under belejring af de voksne omkring hende. En dag får Jasira dog nok af mrs. Hines velmenende råd, og hun vælger at manifestere sin vrede i en trodsig vaden tværs over plænen i familien Hines forhave. For lige at sætte trumf på fortsætter hun gennem plantebedet og større hån, kan man vel ikke forestille sig? Hun gør det, faren helt eksplicit frabad sig; hun giver ikke nogen fingeren, hun skriger ikke ”fuck you” op i nogens ansigt, nej hun vader hen over den plæne, der fremstår som selve monumentet over amerikanske forstadsværdier.

Græsplæner er således ikke bare græsplæner, da slet ikke når vi taler om amerikanske film og tv-serier, og de er i den grad kommet for at blive. Tag den nyeste film af brødrene Coen, A Serious Man (2009). Her ligger de misantropiske brødre sig i slipstrømmen på Burton, Lynch og Alan Ball, når de lader hovedpersonen Larry Gopniks jødefjendske nabo udtrykke sin foragt gennem sin græsslåning! Naboen overskrider helt bevidst skellet mellem de to grunde, når han slår græs; han slår simpelthen en lille del af Mr. Gopniks plæne, for at  udtrykke sin disrespekt og for at vise, at der på denne matrikel bor en mand, der ikke selv er opgaven voksen…
Og så er vi tilbage ved udgangspunktet og Elizabeth Kolberts artikel i The New Yorker: “A lawn came to signal its owner’s commitment to a communitarian project: the upkeep of the greensward that linked one yard to the next.”(ibid) Det er dette fælleskabsprojekt, Mr. Gopnik tilsyneladende ikke tager højtideligt nok, og det er selvsamme projekt, der får nogle dybe slag i mellemgulvet med ankomsten af den 13-årige Jasira i Alan Balls Towelhead.