Tilbage til forsiden September 2006
  Forside Indhold i dette nummer Arkiv Abonnement In English
 

Et billedes anatomi: New York på afgrundens rand

Af HENRIK HØJER

 

Ja, det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved, men manden på billedet er faktisk en midaldrende Paul Newman, og byen han befinder sig i New York City anno ca. 1980.
Billedet er taget fra Donald Petries fine Fort Apache the Bronx (1981), der fortæller historien om politimanden Murphy og den politistation, han arbejder på i the Bronx. Bydelen nord for Manhattan er på dette tidspunkt meget tæt på at nedsmelte i et morads af raceuroligheder, fattigdom og kriminalitet.

Og det skal ikke bare forstås i overført betydning. Som det fremgår af dette frame, ligger store områder øde hen, og ruiner og halvfærdige ejendomme dominerer et bybillede, der er præget af mange års misligholdelse og hærværk. The Bronx er mest af alt at betragte som en kampzone, og under filmen føler man sig da også med jævne mellemrum hensat til en verden, der har mere tilfælles med borgerkrigsramte områder på 90’ernes Balkan end med det billede af New York, der eksempelvis skildres i Woody Allens Manhattan (1979).

Fort Apache the Bronx fortæller historien om en by på kanten af den totale udslettelse og indskriver sig dermed i en kongerække af fortællinger om netop New Yorks ødelæggelse. Det kan man læse meget mere om i Max Pages The City’s End, Two Centuries of Fantasies, Fears and Premonitions of New York’s Destruction (2008). Bogen er en underholdende, men også skrækindjagende tour de force, der påviser, hvordan det store æble igen og igen har været centrum for menneskets forestillinger om den totale udslettelse. Baggrunden for de apokalyptiske scenarier har varieret over tid: Tidligere var det storby-menneskets dekadente livsstil, der førte lige lukt i helvede, og i 1940’erne og 50’erne var det atombomben, der så ud til at blive byens endeligt. I 1970’erne var det den økonomiske og sociale deroute på dagsordenen, og derfor tog dommedagsscenarierne også en realistisk drejning på det tidspunkt. Fort Apache er blot en blandt mange film, der illustrerer det. Scorseses Taxi Driver (1976) og Walter Hills The Warriors (1979) er andre mere berømte eksempler.

Når Paul Newman herover næsten går i ét med ruinerne bag ham, er det altså fordi han som mange andre på dette tidspunkt har resigneret og opgivet troen på, at New York i almindelighed og the Bronx i særdeleshed kan reddes fra faldet ud over afgrunden; en afgrund, der  hele vejen igennem Fort Apache the Bronx kommer nærmere og nærmere…

   
 

Fakta

Donald Petrie: Fort Apache the Bronx (1981).

 
Udskriv denne artikel
   
Gem/åben denne artikel
som PDF
   
Gem/åben hele nummeret
som PDF
 

16:9 - september 2009 - 7. årgang - nummer 33

Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter.
ISSN: 1603-5194. Copyright © 2002-09. Alle rettigheder reserveret.
12