London slang

Af MADS MIKKELSEN

Shane Meadows forener lowbudget socialrealisme, sketchy komik og arkitektonisk product placement i sin sjette film Somers Town, som ligger i tematisk forlængelse af coming-of-age-dramaet This is England (2006).

Den britiske instruktør sluttede This is England med en passende gestus til François Truffauts debutfilm Ung flugt (1959), hvis selvbiografiske fortælling om en ung drengs opvækst i en uforstående voksenverden som bekendt slutter i et ofte citeret motiv af stædig trods. En hilsen, som giver så meget desto mere mening, efterhånden som det står klart, at Meadows i sit nu 16-årige alter ego Thomas Turgoose har fundet sin egen Jean-Pierre Léaud; et godhjertet bøllefrø opfodret på fodbold og fish n’ chips, og med et både sårbart og selvsikkert hundeblik under de tunge øjenlåg (fig. 1).

I This is England spillede Turgoose en faderløs dreng, der adopteres af en gruppe flinke skinheads i sen-70’ernes betændte klima af racisme og arbejdsløshed. Den lille, robuste prop er i mellemtiden vokset op og blevet en langlemmet teenager, og den unge flugt fra opdragelsesanstalten fører ham i Somers Town til London, og ind i en Jules et Jim-agtig triade af kammeratskab og kærlighed.

En enkeltbillet til London

Sammenlignet med This is England er Somers Town en lysere og mindre skematisk variation over flere af de samme, store temaer: venskab, ensomhed, den første kærlighed, og ikke mindst faderfigurens notoriske fravær. Men denne gang starter melodien i mol og ender i dur, i løbet af et bittersødt eventyr, der egentlig blot limer nogle løse episoder sammen i kronologisk rækkefølge (fig. 2).

Tommo (Thomas Turgoose) ankommer alene og på en enkeltbillet fra Nottingham til London, uden anden bagage end en lille rygsæk. For, som han forklarer en venlig dame undervejs, er der ikke rigtigt noget for ham der hvor han kommer fra. Vi får aldrig fortalt historien om Tommos ophav, men der skal ikke lægges mange brikker sammen for at regne ud, at han nok snarere er vokset op på en institution end i en kernefamilies skød. Efter et overfald møder han den jævnaldrende Marek (Piotr Jagiello), en ensom, polsk dreng, der bor sammen med sin lettere fordrukne far Mariusz (Ireneusz Czop).

Mareks to store interesser er at fotografere og at drømme om den søde, franske servitrice Maria (Elisa Lasowski), der arbejder på en lokal café. Ovenpå lidt indledende tumleri, hvor Tommo stikker af med Mareks fotosamling, bliver de to hurtigt hinandens bedste og eneste venner (fig. 3).

Marek går med til at skjule sin nye, hjemløse kammerat under sengen i den lille lejlighed, hvor faren og hans arbejdervenner fordriver aftenerne med at drikke sig i hegnet. Dagene går med en hvalpagtig rivalisering over Marias opmærksomhed, og med lyssky odd jobs for den suspekte nabo Graham (Perry Benson). Men da Mareks far en dag kommer hjem og finder de to fulde drenge i sin stue, smider han Tommo på porten i underbukser. En større katastrofe indfinder sig dog, da de to amourøse adolescents erfarer, at deres fælles udkårne er rejst tilbage til Paris.

Bite size-realisme

Somers Town er en episodisk og delvist improviseret letvægter, som med en forbilledlig spilletid på omkring 70 minutter aldrig når at love én mere end den kan leve op til. Alligevel lander den en smule tungt imellem nogle umage genrer. Meadows instruerer lidt som en følsom bølle, der leder efter ordene; en poetisk anlagt ex-fodboldhooligan, der varmer sig ved mindet om sine unge dage med et gran af fortrydelse. Der er en oprigtig arbejder-populisme over Meadows’ film, som let lader sig distrahere af deres eget melodramatiske indhold. Således også i Somers Town, som er en romantisk dagdrøm med rødder i virkelighedens betongrå verden.

Britisk film er som bekendt rundet af en klasse- og historiebevidst tradition for politisk kommenterende realisme, der enten er in vogue eller eksisterer som et kritisk alternativ til mainstreamfilmens midtersøgende forsigtighed. Denne nye realisme fandt sit moderne udtryk med det arrige angry young man-drama i slutningen af 1950’erne og starten af 60’erne, hvor blandt andre Lindsay Anderson, Tony Richardson og Karel Reisz løftede litteraturens unge rebeller fra de skrå brædder og op på det hvide lærred. Om man vil, kan den stærke, sociale impuls i britisk film dog spores tilbage til 30’ernes dokumentarisme, for så vidt, at selve det at synliggøre de ellers kulturelt usynlige klassers kår i sig selv var en måde at kritisere uretfærdighederne i samfundet på (fig. 4).

Begge disse tendenser er ikke overraskende til stede i Somers Town, hvor de er rørt op med en luftig New Wave-sensibilitet og korporlig komik, der er tættere på Richard Lester end Ken Loach – eller for den sags skyld Barney Platts-Mills, hvis idag næsten glemte skinheadfilm Bronco Bullfrog (1969) er en dokumentarisk fiktion avant la lèttre. Hvordan man end vender og drejer den, er den kritiske realisme imidlertid en norm, som Somers Town må forholde sig til, ikke blot fordi den selvlærte Shane Meadows i stil og tone lægger op til en umiddelbar autenticitet og independent-troværdighed – men også fordi den er finansieret af togselskabet Eurostar International, hvis nye hi-tech terminal ved St. Pancras Station og King’s Cross til gengæld danner baggrund for filmens handling. Mere om det senere.

Drengestreger i førnutid

Somers Town udspiller sig i det forholdsvis ukendte emigrantkvarter af samme navn, som i Natasha Braiers sort/hvide 16mm-cinematografi eksisterer i en uplacerbar tidslomme imellem efterkrigstidens betonslum og det moderne Londons multi-kulti-urbanitet (med Eurostar-terminalen som et nødlandet rumskib imellem de forfaldne boligblokke). Anakronistiske detaljer, som for eksempel Mareks analoge fotografiapparat, hensætter filmen i en lettere nostalgisk passé compose – en ubestemmelig førnutid, der er lige så tæt på erindringen om en levet ungdom, som den er på nu’ets kaotiske åbenhed.

Ligesom filmen skaber sin egen tidslighed, formår den også at erobre kvarterets rum og gøre dem til sine egne. Alt er optaget on location med lokale statister, og de mennesketomme, offentlige nowheres lægger en ’Palle alene i verden’-agtig stemning om de to drenges eventyr (fig. 5).

Man er dog aldrig i tvivl om at vi er i nederst i det engelske klassesystem. Og når Mareks lurvede nabo Graham forærer ham en Arsenal-trøje, og i al venskabelighed råder ham til at skille sig af med sin røde Manchester United t-shirt, så er den lokale geografi vist også på plads hos den, der taler de indviedes sprog. Den tvetydige, britiske fascination af egen kultur, som også kan iaggtages i This is England, får imidlertid international modvægt af Marek og hans far. Store dele af dialogen er på polsk, når altså ikke far og søn øver sig på engelsk ved at læse op fra ugebladenes sexbrevkasser. Parisiske madamoiselle croissant er derimod en så massiv kliché, at det halve havde været mere end rigeligt, og er snarere et hormonelt fata morgana end en reel karakter. Men af samme grund fylder hun faktisk sin plads ud i det slingrende, dramaturgiske apparat, hvor dénouementet er helt udeladt til fordel for en farvestrålende smalfilmsfantasi (eller turistreklame?) (fig. 6).

Shane Meadows er ikke de psykologiske nuancers instruktør og ryger ofte på autopilot, når en scene kræver mere end kammeratlig bonding, men det lægger hans stil såmænd heller ikke op til. Karaktererne præsenteres i fuld figur, og træder en person tættere på kameraet, er der som oftest tale om accidental close-ups. Meadows bringer således sine karakterer sammen i et omsluttende miljø, i stedet for at isolere dem i psykologiske nærbilleder. Vi får typisk en scene fra én vinkel, i en mere eller mindre statisk indstilling. Det betyder, at filmen som helhed får karakter af at være et hjørne af en større offscreen virkelighed, som forbliver ude af syne – en romantisk effekt, som understøtter følelsen af at befinde sig i en tidslomme afskåret fra resten af verden (og som i filmens sidste scener mister enhver jordforbindelse) (fig. 7).

Independent på kontrakt

Miljøet er dog ikke mere selvomsluttende, end at Eurostar Internationals prestigeprojekt ved St. Pancras Station sniger sig ind bagerst i de dybdekomponerede billeder. Eurostar står for den undersøiske togdrift imellem London og Paris, og selskabet kontaktede i 2008 Meadows med tilbuddet om at finansiere en kortfilm, der skulle foregå i området omkring den nye King’s Cross-terminal. Ved manuskriptforfatteren Paul Frasers mellemkomst voksede projektet til den mellemlange idé, der endte som Somers Town.

Spørgsmålet er naturligvis, om Meadows har solgt ud; om Somers Town bare er en 70 minutter lang reklame i independent-gevandter, eller om Meadows i virkeligheden udnytter kapitalen i egen favør og måske endda bider den hånd, der fodrer ham. Det er imidlertid svært at argumentere imod en film som Somers Town, hvis alternativet er, at den aldrig var blevet lavet. Det egentlige spørgsmål er, om denne finansieringsform er vejen frem for den evigt trængte arthouse-scene. Hvis fanden først bliver budt indenfor, kan det jo være han bliver boende.

Problemet har optaget og delt de britiske kritikere i deres vurdering af filmen, og afhænger vel i sidste ende af ens politiske indstilling til den økonomiske liberalisering af kunsten og alle andre aspekter af tilværelsen. I hvert fald hævder Meadows at have haft kreativ frihed i processen, og havde givetvis ikke lavet Somers Town uden Eurostars støtte – i så fald havde han givetvis lavet en længere og mere kompleks film med et klarere socialt budskab. Det klæder ham imidlertid med et mere eller mindre uforpligtende frikvarter til at afprøve en løsere og mere improvisationsbaseret form, som forhåbentlig vil berige hans metode i fremtiden (hans næste film, den i skrivende stund ufærdige Le Donk & Scor-Zay-Zee, er efter sigende optaget på bare fem dage) (fig. 8).

Real people, innit!

Ser man efter, er Somers Town dog ikke blottet for politisk indhold. Mariusz er en meget menneskelig repræsentation for den nye underklasse af polske gæstearbejdere, som den højrepopulistiske tabloid-presse i England jævnligt snerrer af, og som fører en usynlig tilværelse i samfundets udkant. Og skønt han i et enkelt commercial break taler henført om den fantastiske togrejse fra London til Paris, runger byggepladsen ved King’s Cross af en noget mere prosaisk hverdag, hvor en omgang kolde fyraftensbajere lokker mere end det symbolske løfte om luxe, calme et volupté for enden af skinnerne (fig. 9).

Meadows stræber ikke efter en analyse af forholdet imellem arbejder og kapital, men er mere optaget af Tomo og Mareks kammeratskab på tværs af kulturelle grænser, og af at udforske det gode (og godmodige) i sine karakterer. De fleste fremmede er både venlige og hjælpsomme, selvom de ved første blik fremstår suspekte eller truende. Nabo Graham kunne have været boligblokkens børnelokker, men viser sig at være et af de morsomste og mest rørende bekendtskaber længe set i britisk film; en ensom kolos i badekåbe, hvis lejlighed er ét stort loppemarked og som tager Tommo til sig som en grotesk kombination af en substitutsøn og en hushjælp i drag.

Filmens fineste scener skyldes skuespillernes uskolede improvisationer over en simpel situation, hvor ikke mindst Thomas Turgooses klodsede pubertets-motorik giver ham vinger (fig. 10).

Alle genrer har sine klichéer. Somers Town er dog et fornøjeligt og uhøjtideligt selskab, og en film man fint ville kunne gå ind og se i sin frokostpause. Med et format som en lang kortfilm (eller en kort langfilm), er den i alle tilfælde af en bite size som betyder, at man ikke er mæt når man når til desserten. Og det er altså også meget rart, nogle gange.