Leder: På gensyn

Temaet for dette års temanummer er ’gensynet’, hverken mere eller mindre. Normalt taler man om gensynet som noget glædeligt. I filmsammenhæng er begrebet dog en tvetydig størrelse. I teatret spiller de samme klassiske skuespil igen og igen og ofte med stor succes, og der er vel ingen diskussion om, at Jeff Buckleys udgave af Hallelujah er mindst lige så god som Leonard Cohens original, men gensynets glæde har altså sværere kår, når det gælder filmen: Vi hader eller kritiserer 2’ere per instinkt for ikke at leve op til den brillante 1’er, selvom der er masser af eksempler på det modsatte (Terminator, Godfather, Bourne, Star Wars, James Bond etc.), og når det kommer til genindspilninger, er dommen som oftest endnu hårdere.

Men vi kommer ikke udenom det: Film handler ofte om gensyn af den ene eller anden art. Det være sig med figurer, scener, musik eller plots, der tidligere har optrådt i andre sammenhænge. Denne trang til genbrug ligger vel i al kunst, som det blev påpeget igen og igen i de postmoderne 80’ere og 90’ere, men fænomenet har stadig, på trods af indsatsen fra Tarantino og andre kumpaner, udpræget bastardstatus i filmens verden.

Bastardgenren over dem alle er vel genindspilningen, der betragtes som et bevis for, at filmindustrien ikke længere har fantasi til at finde på nyt, og som derfor - som en anden ådselæder - forgriber sig på filmhistoriens efterladenskaber. Det er måske ikke en helt forkert analyse, når man tænker på nogle af de mange horrorfilm, der genindspilles i disse år, men genindspilningen kan sagtens have sin berettigelse, som tre af artiklerne i dette temanummer peger på. 

En anden tilgang til gensynet er ’revurderingen’. Filmhistorikerne vurderer og revurderer i et væk, som det f.eks fremgik af Jakob Isak Nielsens anmeldelse af Barry Salts Moving into Pictures i 16:9 nr. 27, og vi tager handsken op i dette nummer og banker på hos både Godard og Dreyer, der begge til stadighed afføder diskussioner, artikler og heftige debatter i filmkredse. Desuden benytter Martin Houlind blu-ray udgivelsen af Godfather-trilogien, til at kaste et meget kritisk blik på Coppolas for længst kanoniserede værker.

Man skal slet ikke kimse af gensynet, som der som sagt kan være tilbøjelighed til i filmsammenhæng og for dem derude, der ikke kan få gensyn nok, findes der faktisk en hjemmeside, der har genindspilninger som fokus. Sitet er ikke videre gennemarbejdet, men kan dog bruges som inspiration og som udgangspunkt for yderligere overvejelser.

God fornøjelse og på gensyn i april.