Cities in Transition

Af PALLE SCHANTZ LAURIDSEN

Historisk set har filmen været knyttet til byen. Film er blevet til i byer, har handlet om byer, har haft byer som locations. Filmen er blevet opfattet som et medie, der var særlig velegnet til at formulere den urbane erfaring. Fra de første Lumière-film fra 1895 over storbysymfonierne i 1920’erne til Woody Allen og Martin Scorseses store New Yorker-film har byen stået centralt i filmens historie. Og det gør den stadig. Der er derfor en intim, mentalitetshistorisk sammenhæng mellem filmen og byen.

I byerne er der bevægelse: menneskemasser på fortove og pladser, trafik på gaderne, på højbanerne over gaderne, i tunneler og metroer under dem. Al denne bevægelse kan indfanges i bevægelsesbilleder, i moving images.

I midten af 1990’erne var der både i Danmark og andre steder stort fokus på byen som æstetisk og mentalitetshistorisk fænomen. Herhjemme godt hjulpet på vej af forskningsrådsprojektet ”Urbanitet og æstetik”, der over tre år samlede litterater, filmfolk, kunstnere og arkitekter i ønsket om at forstå den særlige urbane erfaring og dens æstetiske former. På den baggrund var det med stor forventning, at jeg gik i gang med bogen ”Cities in Transition - The moving image and the modern metropolis”; et værk, der samler en række kortere bidrag fra en konference, der i 2004 blev afholdt i Cambridge, England med deltagelse af filmskabere, film- og medieforskere og andre forskere med interesse for de levende billeder.

Forførende forside

På forsiden lokker et billede fra Sofia Coppolas Lost in Translation (2003): Vi ser Scarlett Johansson og Bill Murray sammen på gaden i et nattemørkt Tokyo – omgivet af biler, mennesker og lysreklamer: Vest møder øst. Der står bare ikke noget om filmen inde i bogen, og det er symptomatisk for den fornemmelse, man sidder med efter endt læsning. Det er sådan lidt i øst og vest – og bogen indløser ikke de forventninger, som den lægger op til med dét forsidebillede.

Ideen med igen at vende blikket mod byen og dens forhold til filmen er ellers god. Men det bliver meget spredt – og dét af to grunde. Dels er spredningen i interesser mellem skribenterne meget stor, dels har bogen fokus på to yderpunkter i de levende billeders historie: oprindelsen i den moderne by og tilstanden i dag i supermodernitetens nutidige by, der i bogens indledning karakteriseres som et ikke-sted, som et sted for overgang – transition – mellem egentlige steder. Måske det er en særlig subtil pointe, at bogen selv skal være et sådant ikke-sted, hvor man som læser ikke føler sig hjemme?

Bogens første bidrag er film- og mentalitetshistoriske studier. Guiliana Bruno undersøger den urbane arkitektur, der opstod samtidig med filmen, herunder også filmens egne bygninger: biograferne. Patrick Keller undersøger den særlige undergruppe af attraktionsfilm, man kalder phantom rides, spøgelsesture. Kameraet blev monteret på f.eks. en sporvogn, der kørte gennem byen, og byerne fremstod som strukturer af dynamik. I andre artikler i den filmhistoriske afdeling præsenteres vi for en analyse af den amerikanske filmpionér D.W. Griffiths forsøg med at skildre separate rum i samme billede i perioden, inden han raffinerede krydsklipningen. Interessant filmhistorie, men det er noget vanskeligt at forstå, hvad dén artikel skal i bogen. Vi får også en relevant analyse af Walter Ruttmanns byklassiker Berlin: Die Sinfonie der Grosstadt (1927) og af en samtidig fotomontage. Alle filmkendere har set Fritz Langs tyske blockbuster Metropolis (1927), men det er Richard Koecks fortjeneste i sit bidrag til antologien at analysere andre af den slags ’near-future’ films, som han kalder dem, fra 1920’erne.

Ufokuseret antologi

Antologiens vægtigste bidrag kommer fra altid læseværdige Thomas Elsaesser. Han tager udgangspunkt i en frugtbar distinktion mellem modernisme, modernisering og modernitet:

”Modernism designates the high-culture critique and ultimate rejection of what modernisation stood for: technology-driven, capitalist modes of consumption and leisure, responsible for creating a mass culture whose outwardly most striking sign was the cinema, with its immense and near-universal popularity, at least since the end of World War One. The introduction of a third term – that of ‘modernity’ – signalled the moment when modernism and modernisation seemed ready for a truce of sorts, prepared to leave behind not the questions, but some of the answers that these two terms were once meant to provide” (p. 88).

Med stort overblik præsenterer han filmens livtag med storbyerfaringen, og med baggrund i historiske positioner i forhold til, hvordan man i Weimarrepublikkens Tyskland så på urbaniseringens farer og muligheder, undersøger han forholdet mellem Metropolis (1927) og den socialistiske Kuhle Wampe (1932). Herefter skifter antologien fokus. Fra fortidige til nutidige værker og positioner. Vi får små 10 kapitler, der handler om byen, som den fremstår i moderne film fra forskellige steder. Bl.a. er der en udmærket, men i forhold til antologiens centrum noget perifer analyse af Margarethe von Trottas film om Rote Arme Fraktion, Die bleierne Zeit (1981); der er en analyse af film og tegneserier i 1980’ernes Madrid, én om byen i The Matrix (1999), én om lyden i kinesiske film fra 1990’erne og et par stykker til.

Antologien slutter med nogle særdeles spredte betragtninger over London som filmby i selektiv alfabetisk opstilling. Den er i bedste fald af lokal, engelsk interesse, hvis ellers man kan følge dens noget springende tankegang. Som sådan sætter den på sin vis et konsekvent punktum for en antologi, der har sine interessante sider, men som mest af alt glimrer ved at dokumentere, at det ikke er altid, at alle bidrag fra en konference egner sig til at blive trykt – i hvert fald ikke i den samme bog.