Leder: Film i og på nettet
At lægge film i nettet, altså indkøbsnettet, efter en tur i den lokale Bilka, Brugsen eller hvad dit supermarked nu engang hedder, er ofte en noget ensartet og trist affære. Udvalget er småt og nærmest ens uanset hvilken butik, du drister dig ind i. Supermarkedernes top-20-hylder med populære film er nærmest en studie i forudsigelighed og markedskapitalisme.
Så er det noget ganske andet med film på nettet, og her er det altså internettet, der henvises til. I de senere år er det blevet betydeligt lettere at udvide sin filmsamling ved at besøge nogle af de gode filmbutikker på nettet såsom Movie Mail, DVD Pacific og Laserdisken. Serviceniveauet er i top og udvalget er ofte meget imponerende. Priserne er desuden i bund, da fordyrende mellemled er skåret bort. Eksempelvis kan man i skrivende stund hos Movie Mail erhverve sig Optimums lækre dvd-udgave af Den Tredje Mand til kun 80 kroner.
Men her standser nettets film-fortræffeligheder ikke. Udover at kunne købe film på nettet er det også ved at være ganske brugbart at se film over nettet. Net-film-supermarkeder såsom iTunes har udvidet gevaldigt i den seneste tid, men også mere obskure sites, der viser endog enormt smalle film, er båndbredde-mæssigt blevet et besøg værd. Et pragteksempel er sitet www.ubu.com/film, hvor et sandt overflødigshedshorn af mere eller mindre kendte film florerer. Her kan du således se flere af William S. Burroughs cut-up-film ffra 1960'erne og 1970'erne, Peter Greenaways portætter af fire, amerikanske komponister eller en samling af videokunstner Pipilotti Rist' filmværker. Samt meget, meget andet.
Er det snarere dokumentarfilm, der har din interesse, kan du passende aflægge siderne www.docsonline.tv og www.veoh.com et besøg. Her kan du bl.a. se dokumentarer såsom Saskia Vredevelds Smile and Wave, der følger et hold hollandske fredsbevarende styrker i Afghanistan eller Bettinna Haasens Between Two Worlds, der er en etnografisk film om den centralafrikanske Wodaabe-stamme. På veoh.com er der tillige mulighed for at se filmklassikere som Eisensteins Panserkrydseren Potemkin.
Den sidste filmulighed på nettet, der bør nævnes i denne omgang, er de såkaldte public domain-film. Altså film hvortil rettighederne enten er udløbet eller frigivet. Public domain-film såsom Todd Brownings Freaks og Mario Bavas Black Sunday kan bl.a. ses på sitet www.moviesfoundonline.com.
Selvom billed- og lydkvaliteten fortsat lader en del tilbage at ønske, er det altså efterhånden ikke helt urimeligt at sige, at film – en gang imellem – skal ses på nettet.
God filmlyst derude på netsiderne. Og god læselyst i denne udgave af 16:9, som bl.a. kommer omkring den danske film Kornet er i fare, brugen af stilhed i film og Per Flys klassesamfunds-trilogi. |