Tilbage til forsiden September 2008
  Forside Indhold i dette nummer Arkiv Abonnement In English
 

Leder: Det Blå Guld

Man har et standpunkt, til man tager et nyt.

Det må vi også erkende på denne lederplads. Vi har nemlig tidligere udtrykt bekymring for, at det nye blu-ray-format i visse tilfælde er med til at gøre de gamle filmklassikere mere kunstige og kliniske at se på. Den bekymring er heldigvis gjort til skamme. I det seneste år er der udkommet flere overdådige blu-ray-versioner af filmhistoriens arvesølv. Det gælder f.eks. Milos Formans anti-autoritære hit, One Flew Over the Cuckoo’s Nest (1975), som er en fornøjelse at se på. Fotografen Haskell Wexlers dokumentariske billeder har fået nyt liv med mere præcise farver og en skarp dybde i de sorte og hvide nuancer på hospitalsgangene.

Derudover har filmselskabet Warner Brothers med det nye blu-ray-medie udviklet den såkaldte IME-teknologi. Det står for ”In-Movie Experience”, og kan bl.a. opleves på blu-ray-udgaven af Christopher Nolans mesterlige Batman Begins (2005). ”In-Movie Experience” er dybest set bare et kommentarspor, som vi kender det fra utallige dvd’er. Det usædvanlige ved IME-teknologien er, at der er tale om et visuelt kommentarspor. Det vil sige, at mens selve hovedfilmen afspilles på fladskærmen, kan man samtidigt se instruktøren Nolan udtale sig om filmens stil og tematik. Det er lavet via picture-in-picture, altså en lille split screen, som man nok skal vænne sig til i starten, men på den lange bane er denne smarte gimmick meget informativ og underholdende. Det er ikke kun instruktøren, men også skuespillerne, fotografen, produktionsdesigneren og andre bag kameraet, som udtaler sig i de visuelle split screen-vinduer. Deres analyser passer selvfølgelig til de scener, man ser i selve hovedfilmen. Ydermere kan man på et splitsekund slå det visuelle kommentarspor fra i den bevægelige pop up-menu, der ikke afbryder filmen.

I vores nye nummer tager Kirstine Dollerup i artiklen ”The Bat Man” os på en fascinerende rejse gennem Batmans lange historie. På en måde får man en lignende analyse med IME-teknologien på blu-ray-versionen af Batman Begins. F.eks. i den tragiske scene, hvor Bruce Waynes forældre koldblodigt bliver myrdet i en gyde uden for teatret. Her har Warner Brothers på genial vis valgt at supplere scenen med nogle af de originale tegninger fra den amerikanske tegneserie Detective Comics, som i sin tid startede fortællingen om den mørke ridder.

IME-teknologien er ikke perfekt endnu. Af og til er der en lille pause mellem de visuelle kommentarspor, og derudover kunne split screen-vinduerne godt have været teknisk flottere udført. Men blu-ray-teknologien er kommet for at blive. Det amerikanske dvd-selskab The Criterion Collection udgiver snart blu-ray-versioner af deres store filmsamling. Og inden længe vil vi også her på 16:9 anmelde blu-ray-film. Hvorfor? Fordi de blå skiver er guld værd for alle, der går efter smukke billeder og grundige filmanalyser.

 

 
 

 

 
Udskriv denne artikel
   
Gem/åben denne artikel
som PDF
   
Gem/åben hele nummeret
som PDF
 

16:9 - september 2008 - 6. årgang - nummer 28

Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter.
ISSN: 1603-5194. Copyright © 2002-08. Alle rettigheder reserveret.
3