Tilbage til forsiden November 2007
  Forside Indhold i dette nummer Arkiv Abonnement In English
 

Præterea censeo: Kort og godt

Af BAMSES UVENNER

 

Nærværende filmtidsskrift vil blandt andet gerne være kendt for at gå lidt grundigere til værks end den spalteplads, som danske aviser og dagblade levner til omtale af film, normalt giver mulighed for.

16:9's grundlæggere formulerer det selv sådan her i lederen til det allerførste nummer fra april 2003:

[...] fælles for artiklerne bliver, at de er længere og mere analytiske i deres tilgang, end man ser det hos de dagblade og webmagasiner der p.t. dominerer den danske filmdækning. 16:9 er altså ikke en konkurrent til avisernes, Cinemazones og Scopes omfangsrige og dagsaktuelle dækning af filmstoffet. Vi skriver til dig, der er villig til at sænke farten lidt for at komme et par spadestik dybere ind og ned i filmkunsten." (læs eventuelt resten af lederen).

At planen indtil videre er lykkedes, kan man ved selvsyn konstatere blot ved at bladre gennem 16:9's righoldige arkiv af halvlange, lange og særligt lange omtaler af alverdens film, men her på tidsskriftets 5-års fødselsdag (og tillykke med det i øvrigt) kunne man måske passende spørge, om langt nødvendigvis altid er godt? Er en lang omtale eller analyse en forudsætning for en dyb indsigt?

I dette forum har vi tidligere beskæftiget os med længden på selve de omtalte films titler, men her vender vi for en sjælden gangs skyld blikket indad og analyserer vores egne analyser.

I sin nytårstale den 1. januar 1998 spurgte daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen: 'Kan vi ikke gøre det lidt bedre?' På samme måde spørger vi: 'kan vi ikke gøre det lidt kortere?', eller måske nærmere: 'kan vi ikke gøre det meget kortere?'. For måske er der efter 5 år med rigtig lange forklaringer og beskrivelser i virkeligheden brug for en stribe ultrakorte anmeldelser og omtaler i 16:9? Måske kan det endda anstifte en art sproglig-matematisk balance i det helt store tidsskrift-regnskab?

FWFR

Efter spørgsmålet om vi kan gøre det kortere, dukker spørgsmålet om, hvor kort det så kan blive, naturligvis op. Teoretisk set kan man vel nøjes med ét enkelt ord: god, dårlig, kedelig, lang, trættende, fantastisk osv., men hvis en analyse eller en omtale skal tilvejebringe en lidt dybere indsigt, så er der noget, der tyder på, at vi skal bruge fire ord.

Den praksis anvender man i hvert fald på det fantastiske website The Four Word Film Review (hvis domænenavn i øvrigt kun indeholder fire bogstaver), hvor man siden 1999 har gjort en dyd ud af at lave det, der formodentlig er verdens største database med ultrakorte filmanmeldelser. I skrivende stund finder man således 266.533 reviews af 24.643 forskellige film, hvor skribenterne altså maksimalt har brugt fire ord til at give udtryk for deres mening.

Her følger et lille udvalg af de mest morsomme og rammende anmeldelser:

Kramer Vs. Kramer (1979)
I bet Kramer wins.

Titanic (1997)
Icy dead people.
A piece of ship.
Everything including kitchen sinks.

The Blair Witch Project (1999)
Tense. Intense. In tents.

Amadeus (1984)
Salieri has pianist envy.

Indiana Jones And The Last Crusade (1989)
Seeking cup with Joneses.

The Pianist (2002)
Schindler's Lizst.

The Lord Of The Rings: The Two Towers (2002)
Run Forest, Run!

The Bodyguard (1992)
Houston has a problem.

O Brother, Where Art Thou? (2000)
Convicts with a record.

Life Is Beautiful (1997)
Father, son & holocaust.

The Maltese Falcon (1941)
Black Hawk Found.

Alien (1979)
The Talented Ms. Ripley.

Con Air (1997)
Boeing. John Malkovich.

Skulle man nu have fået lyst til at bygge sit eget alternative 16:9-arkiv med noget kortere anmeldelser og analyser, så kan det let lade sig gøre via Four Word Film Reviews søgefunktion. Her er f.eks. et alternativ til den første 16:9-artikel nogensinde:

Edward Scissorhands (1990)
Cold hands, warm heart.

Se7en (1995)
Bride's head, revisited.

God/kort fornøjelse!

 

Om Præterea censeo

Præterea censeo er et fast indslag i 16:9. Her får skiftende skribenter og tegnere spalteplads til - under pseudonym - at komme med mere eller mindre seriøse ud- og indfald mod alle sider af filmens verden. En skønsom blanding af ucensurerede krigs- og kærlighedserklæringer. Ordet er frit ...

 

 
 

Fakta

The Four Word Film Review: www.fwfr.com

 
Udskriv denne artikel
   
Gem/åben denne artikel
som PDF
   
Gem/åben hele nummeret
som PDF
 

16:9 - april 2008 - 6. årgang - nummer 26

Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter.
ISSN: 1603-5194. Copyright © 2002-08. Alle rettigheder reserveret.
13