Mean Creek - en udflugt med døden

Af HENRIK UTH JENSEN

Ungdomsfilmen Mean Creek skildrer sammenstødet mellem to hierarkier. Den ene forankret i  en fysisk orden kendetegnet ved magt, tvang, vold. Den anden i en sproglig orden, som kun delvist erstatter den fysiske ordens kendetegn med indflydelse, valg, dialog.

George sætter kameraet til at optage. Løber hen for at spille basketball med sig selv. Rammer ikke kurven. Sam dukker op. Ser ind i kameraet, tager det op. Offscreen høres Georges rasende besked om at lade kameraet være, og så er Sam allerede slået i jorden. Kameraet filmer en meter derfra, mens George banker løs på Sam. Først her forlades kameraets subjektive point-of-view til fordel for en traditionel objektiv skildring af situationen. (fig. 1)
Sådan er George, en tyk, dum bølle. Overfaldet udløser ønsket om hævn og dermed sejladsen ned ad en mindre flod med det sigende navn, Mean Creek.

Jacob Aaron Estes' ungdomsfilm Mean Creek fra 2004 indledes tilforladeligt og traditionelt med, at George og Sam på handlingsplanet kæmper om kameraet. Et fysisk opgør om retten til repræsentation – om at komme til udtryk og beherske udtrykket.
På fortælleplanet udspiller der sig en tilsvarende kamp om status som hovedperson og fortæller. Mean Creek er et eksempel på de fornemme kontrastvirkninger, der kan opstå, når en film arbejder med to ligestillede hovedpersoner.
Vi har altså at gøre med to hovedpersoner. Den ene, George, står uden for fællesskabet. Den anden, Sam, bevæger sig i løbet af filmen fra bunden til toppen  af det  fællesskab, som forvandler sig fra en hakkeorden bygget på fysisk magt til en rangorden bygget på dialog og sproglig indflydelse. Fra ungdommens orientering mod kroppen til den voksnes orientering mod ordet. Vejen dertil fordrer udstødelse af dem, der ikke kan eller vil etablere en jævnbyrdig samtale. Det rammer ikke kun George. (fig. 2)

Fællesskabets betingelser

I det følgende forløb etableres den rangorden, som bliver udgangspunkt for kanoturen. Hjemme hos storebror Rocky kan Sam godt se, at han bør tage hævn men hvordan? Rockys venner Marty og Clyde kommer ind i billedet, for hvad med at invitere George med på kanotur, tage tøjet af ham og lade ham gå tilbage til byen. En grov spøg, men vel ganske harmløs.
Der tegner sig fra første færd en klar hakkeorden i det fællesskab, der kun optager George på skrømt. Sam er den yngste og tager råd fra storebroderen Rocky. Clyde er Rockys ven og Martys næstkommanderende. Det er alder og vilje til vold, der definerer status i fællesskabet, så det kan ikke undre, at Marty er vant til at blive trynet af sin egen storebror Kile og dennes ven Jasper. De skal i hvert fald ikke med ud på floden.

George går direkte i fælden overbevist om, at det er Sams fødselsdag. Han har endda købt et vandgevær som gave. I virkeligheden vil han jo gerne falde ind og være ven, venlig, en del af fællesskabet. Hans sociale kompetencer er bare ikke så veludviklede.
Qua sit køn står Millie uden for den maskuline hakkeorden. Trods hendes hypotetiske spørgsmål er volden for hende ingen mulighed. Hun bliver ufrivilligt vidne til forberedelsen af drengenes plan. Det er ikke noget, hun bryder sig om. Dermed bliver filmens første vendepunkt, da hun får Sam til at indse, at George i grunden er god nok og samtidig opstiller et ultimatum: Hun vil kun med på turen, hvis de dropper hævnen. Sådan er kommandovejene. Millie forlanger, Sam skal opgive planen. Sam forklarer situationen for Rocky, som underretter Clyde, inden Marty som den sidste får noget at vide. Al forhandling skal foregå skjult for George, og Marty går kun modvilligt med til at aflyse deres plan. (fig. 3)

Sandhed eller konsekvens

Men George er ikke god til at være venlig. Hans imødekommenhed virker fidel, og hans godmodige drilleri søger af sig selv mod de mest smertelige tabuer. Her handler alt om seksualiteten og forholdet til forældrene. Homoseksualiteten og døden de to emner, man skal behandle med størst varsomhed i selskab med Clyde og Marty. Clydes forældre er homoseksuelle. Martys far har begået selvmord. Ubekymret danser George rundt i minefeltet, indtil hans mangel på  situationsfornemmelse midt ude på floden får dem til at gå i gang med det spil Sandhed eller konsekvens, som oprindeligt var turens endemål. (fig. 4) Kort efter fremprovokerer George med sin hån afsløringen om det egentlige ærinde med turen.

George vakler, vantro, såret, vred. Den retfærdige harme løber af med ham, mens han efter tur  sviner dem til. Sam, Millie, Clyde, og endelig Marty. Rocky overses, men under den opståede tumult er det ham, der skubber George overbord. George bliver ramt i hovedet af sit eget kamera og slås bevidstløs. Rocky springer i, men hverken George eller kameraet kan holde sig på overfladen, til han når frem. Dette dramatiske højdepunkt kløver filmen i to dele, et før og et efter. Mean Creek er ikke længere et hævndrama, men et drama om hvordan gruppen forholder sig til spørgsmålet om skyld.
Dette øjeblik giver mening til filmens titel-sekvens. Inden slagsmålet om kameraet sætter handlingen i gang, ser man lyriske undervandsoptagelser fra bunden af den grumsede flod. Billedet hvirvler hid og did, indtil bunden af båden passerer på overfladen, mens man svagt hører lyden af oprørte unge. (fig. 5)

I indledningen har vi ikke forudsætninger til at forstå billedet. Der er usikkerhed om synsvinklen og placeringen i handlingens tid. Det er fristende at antage, det er et objektivt point-of-view. Men set med kendskab til det videre forløb, er der en mere nærliggende forklaring på det umenneskelige perspektiv op mod overfladen. Titelsekvensens optagelser er efter alt at dømme fra videokameraets point-of-view. I sagens natur subjektiv, men dog en neutral, objektiv skildring af Georges dødsøjeblik. Ingen, hverken George eller Sam, er længere herre over kameraet og de optagelse, som dokumenterer dødsfaldet.
Her midtvejs i filmens forløb slutter kameraets optagelser. Det er med til at skabe et komplekst spil mellem fortid og nutid i den ellers strengt kronologiske fortælling. For hvor første halvdel af filmen bygger op til dødsfaldet med Georges kamera i rollen som skriftefar og våben, så handler filmens anden halvdel om, hvordan dødsfaldet forandrer fællesskabet og konfronterer individerne med et moralsk dilemma, som de hver især står alene med.

Overfaldets årsag

Dermed kan åbningens overfald forklares og forstås. Forløbet har dementeret vores første indtryk af George og af hele situationen. George er tyk og dum, så ganske afgjort, men ingen bølle. Dette er indledningens trekantdrama. George elsker sit kamera og tillader ingen at komme mellem ham og linsen. Sam forbryder sig mod dette.
George er næn om kameraet, fordi det er hans eneste fortrolige. Ingen anden lytter til ham eller tager ham alvorligt. Over for kameraet kan han være ærlig, sårbar og endda opbygge den følelse af almagt, som er hans eneste værn mod mindreværdet. Det er ved hjælp af kameraet, at han giver sit liv mening med et lønligt håb om, at optagelserne en dag vil blive afspillet og vise verden hans skjulte kvaliteter. At røre Georges kamera er som at skrive i en andens dagbog. Tro pokker George går amok, men det ved hverken Sam eller tilskueren, før det er for sent. (fig. 6)

At tale og blive hørt

George drukner. Det hidtidige hierarki forankret i fysisk magtudøvelse har spillet fallit. Marty mener, at de skal begrave liget og dække over alt. Døden og meningsløsheden må til stadighed fortrænges fra hans verden, men hans status som anfører er ikke længere indiskutabel.
Før første gang går Clyde som næstkommanderende imod Marty, men er ude af stand til at trænge igennem med fornuften, moralen og dialogen. Med sin truende adfærd trumfer Marty sin vilje igennem. Marty holder fast i kroppens forrang for sproget. Og det har han, som vi senere skal se, sine gode grunde til.
De tre andre forholder sig passivt, selv om de er enige med Clyde. Sam sender Rocky et blik. Rocky ser væk. De ved begge, at storebror her endegyldigt svigter sin lillebrors tillid. Han formår ikke med sproget at sætte sig over det fysiske hierarki. Bagefter skal de sværge og dele blod for at skjule hemmeligheden. Lommekniven går fra Clyde via Rocky og Sam til Millie, der ser på det blodige knivsblad og konstaterer, at det ikke er sikkert. Marty når slet ikke at blive sværget ind. Kniven er endt hos Millie. Mens drengene i den efterfølgende scene begraver George, dolker hun uden forklaring en skovsnegl. Dette markerer reelt sammenbruddet af hierarkiet. På hjemturen sænker tavsheden sig over fællesskabet, og de går hver til sit med løftet om ikke at sige noget til nogen. Hver især kommer de hjem til familien og afværger ethvert forsøg på at spørge ind til udflugten. Igen er det Marty, som sværger dem til tavshed.

Sproget som traume

Idet Marty opfordrer de andre til at begrave George og skjule begivenheden, røber han sin mistro til sproget. Reelt er han ikke ansvarlig for Georges død, og alligevel føler han sig skyldig. Døden er en konsekvens af hans fjendtlighed, som er tydeligt dokumenteret på Georges optagelser. Når Marty reagerer, som han gør, hænger det efter alt at dømme sammen med hans personlige traume; fortrængningen af faderens selvmord. Sproget har i form af kommandoer hidtil været med til at underbygge hans autoritet, men han kan ikke udholde tanken om igen at skulle forklare og forsvare sig over for politiet. Det ligger som uudsagt kendsgerning under det hele, at han føler sig skyldig i faderens død.  Netop derfor kan han ikke acceptere de andres ide om døden som meningsløs, uintenderet – døden skal have en årsag. I sprogets orden er han magtesløs, hvilket filmen demonstrerer i to scener. På hjemturen retter Millie Martys sprog. Sidenhen tager Sam afsked med sin storebror. Begge gør ansatser til at tale men formår ikke sætte ord på deres følelser. Det er med andre ord gode grunde til, at Marty holder fast i kroppens forrang for sproget. Men Sam er ikke underlagt samme binding.

”Du bliver nødt til at stole på mig i denne sag, Sam, jeg er din storebror.” Brødrene sidder på deres fælles værelse, og dette er alt, Rocky har at hænge sin autoritet op på. Sam ser vurderende på ham, før han svarer, ”Jeg stoler ikke på dig.” (fig. 7+8) Nu må Sam selv træffe sine beslutninger. Alder og fysik giver ikke autoritet, og i stedet samles Sam, Millie, Rocky og Clyde for at diskutere, hvad de skal gøre. Det er nu sproget og argumentet, der skaber et nyt hierarki med Sam som den  beslutningsdygtige og ansvarlige, mens Marty end ikke er blevet inviteret til mødet. Han dukker på eget initiativ op, og efter et opgør stikker han af til Mexico, mens de fire resterende opsøger Georges mor for at gå til bekendelse. (fig. 9)

”Han sagde forfærdelige ting. Ting, der aldrig skulle være blevet sagt.” (fig. 10) Sams første replik i forhørsscenen viser tilbage til sproget som forklaring på tragedien. Med det udefinerede ”han” bliver det uklart, om han taler om George eller Marty. De sidestilles, idet de begge kun er i stand til at benytte sproget aggressivt.
George har i det foregående været fraværende, men nu vender han tilbage. Mens Sam afhøres på politistationen og giver sin beskrivelse af begivenhederne, har politiet fundet Georges kamera med optagelserne. Kommissæren kaldes ud fra afhøringen af Sam for at se de optagelser, som George hidtil har vogtet så nidkært.
(fig. 11) For første gang lytter nogen opmærksomt til alt det, han kun har kunnet betro sit kamera, og snart flyder hans stemme ind over billederne af Sam, der efter afhøring er taget med op til graven for at følge politiets arbejde. På lydsiden bliver George i døden endelig lyttet til og taget alvorligt. På billedsiden må Sam leve videre med sin nye indsigt. Hvor de i indledningen kæmpede om plads foran kameraet, optræder de nu samtidig på hver deres plan.

Mean Creek er således et coming-of-age-drama om to drenges forsøg på at orientere sig i forhold til to ordener. Den ene baseret på alder og fysik, den anden på fornuft og sprog. George formår ikke at beherske nogen af de to ordener. Fysisk og sprogligt falder hans aggressioner tilbage på ham selv. Sam derimod bliver i filmen voksen, idet han forkaster den første orden til fordel for den anden med erkendelsen, at sproget må skabe fælles forståelse og ikke alene benyttes til at hævde sin position i et fællesskab. I forløbet må han underlægge sig kameraet. Han er hovedpersonen i sit liv og dermed ansvarlig for sine handlinger, men samtidig er han hverken herre over forløbet eller hvordan andre ser ham. Han bærer Georges skæbne med sig. Drengen er blevet mand. Manden er blevet menneske.