Grindhouse vol. 1: Death Proof

Af KIRSTINE DOLLERUP

Quentin Tarantino og Robert Rodriguez' højkonceptuelle Grindhouse (fig.1) er formet som en hyldest til den exploitation-filmgenre, begge instruktører har vist sig inspirerede af gennem hele deres filmiske karrierer. Konceptet var oprindelig tænkt som en two-for-one dobbelt feature, startende med Rodriguez’ Planet Terror og efterfulgt af Tarantinos Death Proof, men det tre timer lange koncept blev ikke nogen succes hos det amerikanske publikum. Derfor blev filmene adskilt og får nu to selvstændige premierer i Europa. I første omgang er det Tarantinos Death Proof, der hviner ind over de danske biografer, forlænget med 30 minutter og pakket med umiskendelig Tarantino kanonisering.

Forventningerne og foromtalen til Grindhouse har været domineret af snak om beskidte filmstrimler, ”missing reel” skilte, hæsblæsende biljagter og blodig action, og både Tarantino og Rodriguez har været ude med udtalelser som ”anything could happen at any moment” og ”this is some really fucked up shit” (fig.2). Den hæsblæsende intro til Grindhouse vol. 1: Death Proof varsler da også potent action fra første færd, men efterhånden som filmen folder sig ud, bliver det klart, at Death Proof både kan og vil en smule mere end blot være en horror-homage med ridser i lakken.

“You really need to be in my seat”

Death Proof spinder over den klassiske slasherfilm, med alt hvad dertil hører af unge, letpåklædte og potentielle kvindelige ofre (fig.3) tilsat en ordentlig omgang gazoline og indtil flere forrygende biljagter. Tarantino ændrer i første omgang slashergenrens ellers så konventionelle og fastlåste udformning ved at udstyre sin morder med et nyt våben. Slagterkniven er ganske enkelt udskiftet med en Chevy. Selv om lærredet er domineret af de unge velformede kvinder, er Death Proofs handlingsmæssige omdrejningspunkt den psykopatiske og arrede Stuntman Mike (Kurt Russel, fig.4), der forfølger, udspionerer og myrder kvinderne med sin ”death proof” stuntbil. Første halvdel af filmen udfolder sig omkring en aften i Austin, Texas, hvor de tre unge kvinder, Arlene (Vanessa Ferlito), Shanna (Jordan Ladd) og den lokale radio-DJ Jungle Julia Lucai (Sydney Tamiia Poitier) fejrer Julias fødselsdag i en rus af margaritas, whisky shots og pot uvidende om, at de bliver forfulgt af en morderisk stuntdouble i en mørk Chevy Nova SS med et dominerende hvidt kranie malet på køleren. Da pigerne entrerer baren The Texas Chili Parlor får de følgeskab af et par (tøse)drenge, Julias dealer Lanna Frank (Monica Staggs) og endelig Stuntman Mike, der efter at have nydt synet af pigernes fest på afstand, gør krav på den lapdance, som Julia har proklameret i radioen, at Arlene vil forære væk, hvis den rette mand fremsiger det rette digt for hende. Stuntman Mike falder ligeledes i snak med blondinen Pam, der beder om et lift hjem, og turen væk fra The Texas Chili Parlor bliver fatal for samtlige piger i selskabet, da først den ene og dernæst de resterende jordes ned af Mikes djævlebil (fig.5-6).

I anden halvdel af filmen sættes scenen i Tennessee, 14 måneder efter episoden i Austin, hvor Mike har udset sig en ny pigegruppe som sit næste mål. Gruppen består denne gang af skuespillerinden Lee (Mary Elizabeth Winstead), make-up artisten Abernathy (Rosario Dawson) samt stuntkvinderne Kim (Tracie Thoms) og Zoë (Zoë Bell, der spiller sig selv), der holder fri et par dage fra filmoptagelser i Hollywood (fig.7). Mikes møde med denne pigegruppe bliver ikke helt så ligetil som hans forrige eskapade, og da hans første angreb på pigerne slår fejl, bliver jægeren pludselig den jagede, amazone-kvinderne folder sig ud, og det viser sig, at den sårede Stuntman Mike i virkeligheden er ligeså tøset og sårbar som den unge Nate, der bedende plager Arlene foran the Texas Chili Parlor: ”Please, let’s make out. I wanna make out, pleeaaase”.

Filmens kvindelige aktører boltrer sig i charmerende og velskrevne tøse-dialoger, der kun kan tolkes som værende Tarantinos mere eller mindre underspillede hyldest til en pige-virkelighed, som den ser ud i hans fantasi, mens Kurt Russel spiller den psykopatiske Stuntman Mike med en i første omgang kontrolleret kølighed, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen (fig.8). Hans isblå øjne er helt rolige, da han tænder motoren i sin dræbermaskine og diabolsk konverserende siger til den uvidende Pam: ”You know how I said this car is death proof? Well, to get the real benefit of it, you really need to be in my seat.”

Exploitation genren

Termen ”Grindhouse” stammer fra den amerikanske filmindustri og betegner de forfaldne biografer, der i 50’erne, 60’erne og 70’erne specialiserede sig i at vise eksplosive low-budget B-film, også kaldet exploitation-film, mere eller mindre døgnet rundt. Ofte blev filmene vist i par som dobbelt features, og indholdet var domineret af sex, vold, bizarre plots og tabubelagte emner (fig.9). Inde i Grindhouse biografernes falmende mørke var det muligt at opleve de nyeste kung-fu flicks, Chambara samuraifilm, kannibalfilm, zombiefilm og hårdtslående spaghetti-westerns samt diverse subgenrer indenfor exploitation-film, så som ”sexploitation”, ”shock exploitation” og den afroamerikanske ”black exploitation”, eller blot ”blaxploitation”, hvor skuespillerinden Pam Grier var den ukronede dronning. Det er ofte instruktører som Giovanni ”Tinto” Brass, Larry Clark, Wes Craven, Joe D’Amato, Russ Meyer og Ed Wood, der forbindes med Grindhouse film, men nogle af New Hollywoods største stjerner, der senere blev en del af A-ligaen, startede deres karrierer som en del af Grindhouse branchen. Ikke mindst pga. den legendariske B-film producer Roger Corman, der gav talenter som Francis Ford Coppola, Martin Scorsese og Jonathan Demme chancen for at komme ind i filmbranchen. Coppola lavede en række B-film sammen med Roger Corman i starten af 1960’erne, bl.a. horror nudie-thrilleren Dementia 13 fra 1963, Martin Scorsese instruerede gangsterdramaet Boxcar Bertha (1972), og Jonathan Demmes første feature var ”women in prison” exploitationfilmen Caged Heat (1974), der både indeholdt de obligatoriske nøgenscener, hurtig action og kvindeslåskampe, men som også udmærkede sig ved at udfordre genren og dermed skrive sig ind i en spirende auteur exploitation tradition (fig.10).

De oprindelige Grindhouse film blev ofte kun trykt i få kopier, men de kopier der var, kom vidt omkring fra by til by. Med tiden blev rullerne nedslidte og ødelagte af de mange visninger, farverne falmede, beskadigede sekvenser blev klippet ud, og nogle gange kunne hele scener mangle, når en film endelig nåede frem til de sidste destinationer i storbyernes udkant. For at opnå den ægte Grindhouse stemming er både Death Proof og Rodriguez’ Planet Terror blevet digitalt efterbehandlet, så de ligeledes indeholder ridser og skrammer, manglende scener, hoppende, slørede billeder og fragmentarisk lyd. Death Proof indeholder dog flest af disse billedstilistiske effekter i filmens første halvdel, hvor vi ganske rigtig bliver ”snydt” for hele scener, filmen hopper i både lyd og billede, og farverne ændres for en tid til sort/hvid. Men efter det første show-down i det regnfulde Austin, ændrer filmen karakter, og der bliver i endnu højere grad gjort plads til en spirende handling, der ikke længere hopper eller hakker men tværtimod kræver publikums fulde nærvær hen mod den hæsblæsende afslutning. Ligeledes bevæger filmen sig væk fra slasherskabelonen og former sig mere og mere som en blanding af ”car chase exploitation” og ”revenge exploitation”, hvor de angrebne kvinder vender situationen og tager hævn – med en lånt 1970 Dodge Challenger i centrum.

Genre non-genre

Man kunne påstå, at Death Proof er Tarantinos til dato mest lineære film, men det bliver højst "lineær-like", for udover at være delt i to afsnit, der på flere punkter repræsenterer to vinkler på exploitationfilmen, og indeholde fragmenterende slitage, er filmen også en sær blanding af interiør, biler, musik og filmlook fra 1960’erne og 1970’erne mikset med moderne mobiltelefoner, Ipods og tøsesnak fra det nye årtusinde. Man fristes ligeledes til at tro, at Death Proof er en super voldelig non-stop action horror exploitation, hvor pigerne skal dø én efter én, indtil der kun er "the final girl" tilbage, som klarer ærterne og slipper væk fra en morder, der sandsynligvis ikke dør i første forsøg. Men Tarantinos mest markante stiltræk er, og har altid været, den evige leg med filmtilskuerens opfattelse af genrefilmens konventioner, og han søger hele tide at overraske ved at gradbøje genrens retningslinjer. Der går f.eks. ekstremt lang tid, før Stuntman Mike viser sit sande jeg og lader blodrusen rulle første gang. Filmens første bud på en "final girl", den uskyldige blondine Pam, bliver i virkeligheden "the first girl", de resterende piger i første afsnit ordnes i ét hug, og den ellers så blodtørstige morder får et næsten uhørt komisk endeligt i andet afsnit, da han møder en kontant omgang tøsetæsk.

Endnu en kongerække

Mere end noget andet er Death Proof endnu en rejse ind i Tarantinos filmiske metaunivers, hvor ingen regler gælder, og hvor de popkulturelle referencer fyger om ørerne på skuespillere såvel som publikum. Endnu engang opstiller Tarantino sin egen kongerække af værker gennem et væld af mere eller mindre skjulte visuelle, musikalske og talte citater, og man kan kun bliver imponeret over instruktørens tilsyneladende uendelige finesse for intertekstuelle detaljer (fig.11). Under filmens enkle præmis spinder Tarantino et komplekst net af utallige citater til Grindhouse-genrens og exploitation-filmens guldalder i 1960’er og 1970’erne, samtidig med at han gang på gang bryder genrens regler og skubber til receptionen, og det er i denne kompleksitet i det simple, at Death Proof løsriver sig fra mainstream Hollywood og viser tegn på en ”auteur exploitation revisited”.

Nogle værker bliver specifikt nævnt i den refererende collage, som f.eks. den klassiske roadmovie Vanishing Point (fig.12) med Barry Newman fra 1971, som Zoë Bell refererer til, da hun skal forklare sine veninder, hvorfor det er så vigtigt for hende at få en tur i lige præcis den hvide 1970 Dodge Challenger med en 440/375 HP motor, som hun har fundet til salg i avisen. Tarantino har udtalt, at netop Vanishing Point har været en stor inspirationskilde i skabelsen af Death Proof, og man fornemmer da også tydeligt bilen som det ultimative friheds- og oprørssymbol gennem filmen. Andre referencer er mere skjulte, som f.eks. billedet af Varla fra Russ Meyers Faster, Pussycat! Kill! Kill!, der kan skimtes på Shannas T-shirt, de mange close-ups af gamle Grindhouse-plakater og jukeboxens singleskiver inde på Texas Chili Parlor baren, der i overflod sender genopdagede toner ud i filmens æter (fig.13). Desuden er Death Proof spækket med iscenesatte kvindefødder og -ben, og begge pigegrupper, udpræget den sidste, bliver gentagne gange filmet i det karakteristiske frø-perspektiv, der både får kvinderne til at synes højere, mere graciøse og mere dominerende. Det er tydelige iscenesættelser af magtfulde amazoner, der dominerer deres mænd og omgivelser og træder på det, de ikke bryder sig om. Det er også en fræk finesse, at netop den fod, Stuntman Mike ikke kan dy sig for at smage på, ender med at blive hans endeligt (fig.14).

Lige siden Reservoir Dogs har Tarantino sat nye standarder for filmsoundtracks og musikbrugen i Death Proof er ingen undtagelse.
Åbningssekvensens lydspor er domineret af Jack Nitzsches The Last Race hentet fra den gamle sci-fi exploitation-komedie Village of the Giants, og Nitzsches klassiker sætter scenen for Tarantinos Grindhouse-hyldest perfekt. Tarantino får ligeledes sendt en hilsen til Brian De Palmas Blow Out gennem brugen af Pino Donaggios kærlighedshymne Sally and Jack og filmmusikkens mester Ennio Morricone bliver hyldet gennem en velfungerende brug af hans uhyggelige Paranoia Prima fra Dario Argentos Cat'O Nine Tails. Tarantino lægger også små ekstratekstuelle referencer ind som f.eks. Abernathys mobilringetone, der spiller Bernard Hermanns titelmusik fra Twisted Nerve (1968), der ligeledes fungerede som Elles (Darryl Hannah) fløjtetema i Kill Bill vol. 1. Endnu en ekstra lille "treat" fra instruktøren til de rette connaisseurs.

Uforskammet underholdende

På overfladen er Death Proof et uforligneligt genrestykke, hverken mere eller mindre, og man får bestemt alle sine penges værd i action, æggende kvinder i bare tæer og Kurt Russels forrygende version af en Grindhouse-antihelt. Hvis man dykker ned under overfladen og spiller med på Tarantinos intertekstuelle genreleg, åbner der sig yderligere en tur gennem instruktørens nøje udvalgte kulturkanon fra 1960’erne og 1970’erne, og det er ligeledes en fornøjelse. Man kunne anke, at Tarantino med sine seneste film Kill Bill vol. 1 + 2 og nu også Death Proof er så fokuseret på de formmæssige genre-eksperimenter, at indholdet forsvinder mere og mere og forhåbentlig er han i fremtiden i stand til at udvikle sin fandenivoldske stil, der i den grad er præget af en kærlighed til mediet, uden at de eksperimenterende fragmenter udligner hinanden og bliver til det rene ingenting (fig.15). Men med sin halvdel af Grindhouse lever Tarantino i den grad op til det bedste indenfor exploitationtraditionen, og Death Proof er slet og ret uforskammet underholdende og så absolut sommerens indtil videre hotteste feature.