Leder: Digital Dræber

For en filmelsker er det som at stå i en gigantisk slikbutik.

I 2007 kan man nemlig på de fleste globale hylder finde væsentlige filmklassikere i så flotte og farverige Disc-formater, at man ikke kan lade være med at slikke sig om munden. Det er sandelig også tiltrængt, når man tænker tilbage på 1980’ernes og 1990’ernes rædderlige VHS-kopier.

Men måske er digitaliseringen i gang med at sejre sig selv ihjel. Især når man ser på de nye mediedarlings på markedet, de såkaldte HD DVD- og Blu-Ray-formater, der er specieldesignet til fladskærmene i flexlån-stuerne. Hvis man har købt den nye Sony Playstation 3 med indbygget Blu- Ray-afspiller, er det imponerende at se, hvordan James Bonds blå øjne stråler, når han nedlægger damerne i Casino Royale (Martin Campbell, 2006). Og under de eksplosive actionscener er det ualmindeligt svært at få øje på sløringer i totalbilledernes forgrund og baggrund.

Det er straks værre, når lidt ældre film kommer under den digitale kniv. F.eks. Martin Scorseses moderne gangsterfilm, GoodFellas (1990), der efter en broget tilværelse på VHS dukkede op som en flipside DVD i 1998, der desværre skulle vendes som et kassettebånd og som så lidt slidt ud i kanterne. Siden kom den fremragende og flot restaurerede DVD-version fra 2004 med kommentarspor og en masse ekstramateriale. Problemet er dog HD- og til dels Blu-Ray-versionen af Scorseses nyklassiker, som nu for tiden kan købes i Danmark. Det er som om man ser filmen på ny. Og det er ikke positivt ment. Noget af den oprindelige dystre og beskidte stemning er forsvundet fra gangster-universet. En hel del af skyggerne fra Robert De Niros og Joe Pescis ansigter er forsvundet. Og det røde farvefilter, der er et genkendeligt auteur-træk ved Scorsese, virker nu kunstigt og sært malplaceret.

Måske handler det blot om tilvænning. Ja, måske er det bare et enkelt syrligt drop i denne imponerende slikbutik af udgivelser. Men man kan spørge sig selv, om udviklingen går i den forkerte retning. For hvad bliver det næste? Kommer Kenji Mizoguchis poetiske klassiker, En bleg og mystisk månes fortælling efter regnen (1953), ud i en ugenkendelig High Definition-version? Bliver den så klinisk renset, at filmens drømmende og unikke atmosfære forsvinder? For ikke at tale om de danske dogme-film. Bliver billederne af Ulrich Thomsens grumme tale i Festen (Thomas Vinterberg, 1998) mindre kornede og så fine i detaljen, at scenen ufrivilligt kommer til at ændre karakter?

Det kunne være, at filmselskaberne skulle sætte sig sammen og lave ”10 digitale dogmeregler”, inden de spytter for mange kunstige kopier ud til de glade medieforbrugere.