Der var engang to instruktører …

Af JONAS LUDVIGSEN

”Wikke og Rasmussens kulørte univers” er undertitlen på Christian Monggaards nyudkomne biografi om de to instruktører fra Græsted Film. Bogen er en fin skildring af deres verden i radioen, på film og i TV. Ifølge dem selv skal der nemlig kulør til for at gøre det hele anderledes og vedkommende.

Instruktørparret Michael Wikke og Steen Rasmussen mødte hinanden i 1983 i DR’s B&U-afdeling, hvor de begge arbejdede og blev hurtigt legekammerater. Legepladsen var fra begyndelsen radio og fjernsyn men udvidede sig senere til filmmediet, hvor vi oftest har kunne finde dem de seneste år. Som direktører for sig selv driver de produktionsselskabet Græsted Film og Fjernsyn, hvorfra mange måske genkender logoet med den blå skurvogn, som faktisk stadig findes ved deres kontor i Filmbyen.

Listen over deres produktioner er efterhånden en længere sag og spænder  fra crazy-komedier, til filosofiske dramaer og søde børnefortællinger. Oftest endda med alle tre ting på dagsordenen samtidig. Med historier og figurer som Tonny Toupé, Brødrene Bisp og Klap-i-Olsen over Russian Pizza Blues til familiefilmene Hannibal og Jerry og Flyvende Farmor har de siden midten af 1980’erne underholdt danskere i alle aldre, og mange kan nikke genkendende til replikker som “Skal du ha’ soya i rullen? Fuk!” og “To kolde fra kassen”.

Wikke og Rasmussen spænder vidt, og senest har man kunne opleve filmen Der var engang en dreng - som fik en lillesøster med vinger på det store lærred. Den fik premiere i biograferne i børnenes efterårsferie sidste år, og ved samme lejlighed udsendte journalisten Christian Monggaard sin biografi om de to legekammerater fra Græsted, Så er der kronhjort, Kurt!.

Fortællingen om to legekammerater

Og legekammerater er netop det billede, Monggaard tegner af Wikke og Rasmussen. To originaler der på godt og ondt er gået deres egne veje, i alt de har lavet, og stadig gør det. Monggaards beundring for sine idoler er slet skjult, og han proklamerer da også i indledningen, at bogen er skrevet “som en hyldest til to mennesker, der fortsætter med at gøre min og mange andres verden til et bedre sted at være”. Begejstringen er ikke til at tage fejl af i denne bog, der i øvrigt ifølge forfatteren har været undervejs i over ti år.

Som en dedikeret fan har Monggaard i en årrække, helt nøjagtig siden vinteren 1996, fuldt nøje med i alt, hvad Wikke og Rasmussen har foretaget sig. Han har været med på settet til optagelser i flere dage ad gangen, interviewet dem i timevis, læst manuskripter til forliste filmprojekter og ellers vendt hver en sten, der har været i berøring med dem på den ene eller anden facon. Resultatet er en meget gennemresearchet bog, der fortæller historien om, hvor de to instruktører kommer fra, hvor de er nået hen, og hvordan vejen dertil har snoet sig.

Mest for fansene

Fokus er på hele Wikke og Rasmussens fælles karriere. Efter en kort indføring i begges barndom og tiden før de mødte hinanden, præsenteres vi for stort set alt, hvad de har foretaget sig gennem årene. Udover selve produktionerne får vi eksempler på ideer og manuskripter, som aldrig er blevet til noget.  F.eks. sketchen Daredevils om et par vovehalse i guldtøj, som bor på et gods, og TV-serien i stil med Dallas men med pingviner i hovedrollerne samt filmmanuskriptet Humørbussen fra 1996, der var tiltænkt Martin Brygmann, Paprika Steen, Hella Joof og Peter Frödin, som Wikke og Rasmussen netop havde haft et samarbejde med i Hannibal og Jerry. Russian Pizza Blues viser sig da også at være produktet af en lang række manuskripter, som aldrig blev realiseret. Bl.a. Manden fra Måløv, Himlen over Himmelev og Manden der gik gennem mure. Filmen Motello fra 1998 har på samme måde på manuskriptstadiet haft mange forskellige udformninger og startede oprindeligt som en ide til en TV-serie. I bogen kommer vi med ind i Wikke og Rasmussens arbejdsproces allerede under ideudviklingen, og der krydres konstant med faktabokse og anekdoter. Her får man ofte lidt skæve informationer, der giver et glimrende indblik i deres tankegang. Det gør samtidig biografien til en bog, som primært henvender sig til makkerparrets fans. Men en biografi er vel også primært til for fansenes skyld. Er du en af dem og vil du vide noget om alle de TV-programmer, du aldrig fik set, eller glemte du at optage et afsnit af radioføljetonen Pas på varerne, Arne! Fra 1984 på kassettebånd, så kan du sandsynligvis blive klogere med denne bog i hånden.

DR som med- og modspiller

En af pointerne for Wikke og Rasmussen selv, og samtidig et faktum Monggaard flere gange fremhæver som kendetegnende for deres arbejde, er nødvendigheden af en happy end. De kan ikke lave noget uden den lykkelige slutning, og på helt samme måde får deres egen historie her i biografien en happy end: De har fundet sig godt til rette, med den måde de arbejder på, og de laver de ting de gerne vil, på den måde de vil. Pointen er så, at sådan har det ikke altid været, og her må DR ifølge Monggaard bære en stor del af skylden. Selvom DR med bl.a. Tonny Toupé Show gav Wikke og Rasmussen meget frie hænder, var de senere med til at bremse flere projekter og stod således i vejen for deres kreative udvikling og realiseringen af flere gode ideer. De mange omskrivninger af manuskripter får herved også en forklaring. Monggaard betragter DR som skurken og har til tider svært ved at forstå, hvorfor Wikke og Rasmussens ideer ikke altid har fået opbakning og dertilhørende pengebeløb. Især beskriver han DR’s evne til at trække tingene i langdrag. Selvom der muligvis er noget om snakken, bliver beskrivelsen af DR’s uvillighed til tider lidt for unuanceret, og som læser irriteres man over den ensidige beskrivelse. Selvom DR sikkert er tung at danse med, har de trods alt økonomi og seertal at tage hensyn til.

TV og film på skrift

Gengivelsen af forskellige eksempler fra Wikke og Rasmussens bagkatalog er omfattende i bogen, og man får lyst til at se f.eks. Søren Kierkegaard Road Show, der vandt flere priser og fik “særligt hædrende omtale” ved TV-festivalen i Montreux i 1990. Eller DR TV-serien Johansens sidste ugudelige dage fra 1989 om den midaldrende Johansen, der er frivillig brandmand og arbejder i den lokale trælasthandel i Kirke Hyllinge. Han betages af en mystisk kvinde, og alt imens han forsøger at finde hende igen, fatter resten af byens kvinder stor interesse for ham. Det er synd, at så få af disse ting er tilgængelige. I 2005 udkom Tonny Toupé Show og Sonny Soufflé Chok Show på DVD efter mange års rygter om en snarlig udgivelse, og hvis man logger ind på forummet på Wikke og Rasmussens hjemmeside, kan man læse om opslidte VHS bånd og folks mange forskellige ønsker om gensyn. Personligt ville jeg gerne gense Russian Pizza Blues fra 1992 med den karakteristiske replik, hvor Leslie Howard opsøger sin bror BB efter ikke at have set hinanden i over 16 år: “Mor er død, kroen er solgt, og jeg er taget ind til byen for at starte et nyt liv”. En replik uden omsvøb tør man nok sige og et godt eksempel på stilen i Wikke og Rasmussens sproglige univers, der gennemsyrer det meste af deres virke. Så hermed endnu en opfordring til flere DVD-udgivelser, så man selv kan se med og ikke kun læse om det.

En visuel fornøjelse

Monggaards biografi er en virkelig flot bog. Den er spækket med billeder, citater fra sange, tegninger og hvad der ellers kan bidrage til at fortælle Wikke og Rasmussens historie. Samspillet mellem tekst og illustrationer fungerer rigtig fint. Især med et emne som TV og film er det vigtigt at være visuel i sin præsentation, og her lader Monggaards bog altså intet tilbage at ønske. Det er gennemført og helt i tråd med bogens underoverskrift: “Wikke og Rasmussens kulørte univers”.

Det kulørte univers uden for tid og sted

Og netop ordet kulørt kendetegner meget godt, de universer Wikke og Rasmussen skaber. Der er nemlig noget helt særligt ved den måde, de præsenterer tingene på, og som fan er det en af de ting, der tiltrækker Monggaard allermest, ligesom undertegnede iøvrigt. Han taler om en placering af historierne “uden for tid og sted” i meget stiliserede verdener, og hvordan det altid bidrager med en særlig stemning. Det nævnes løbende i bogen som en klar fællesnævner for alt, hvad de har produceret gennem årene, men han går ikke videre i dybden med det. Fokus er, som før nævnt, på selve arbejdsprocessen og beskrivelserne af de enkelte værker. Man kunne godt ønske sig lidt flere betragtninger om noget så centralt som deres personlige særpræg. Den personlige stil er netop det, som gør Wikke og Rasmussen tiltrækkende og adskiller dem fra så mange andre instruktører. Det som gør dem sjove på deres egen skæve facon.

Begrebet “no time, nowhere” er i centrum, når de arbejder med deres filmiske udtryk, og det præger stilen i alt fra miljøer til personer og sprog. Ved at bearbejde udtrykket ud fra dette dogme, sætter de historier fra hverdagen ind i en ny sammenhæng. De ønsker ikke at lave film om hverdagen, men forsøger at dreje fortællingerne i deres helt særlige retning, hvorved de også sætter problemstillingerne i et mere universelt lys. I et interview før jul sidste år spurgte jeg Steen Rasmussen om netop denne pointe:

”Det er der, hvor vi selv føler, der bliver fortalt bedre end i den virkelige verden - på film vel at mærke. Der er masser af fremragende dokumentarer og socialrealistiske film, men vi prøver bare at anskue det fra en anden vinkel.”

De placerer fortællingerne et sted, man kan genkende, men som alligevel er anderledes. Ifølge Wikke og Rasmussen selv er ideen, at “hvis man flytter sig et lille skridt til siden, kan tingene se mere eventyrlige ud, men også klarere”. Ved at placere deres fortællinger dette andet sted, ønsker de at fremhæve netop de ting, som er genkendelige fra den virkelige verden. Denne strategi kan lede tankerne hen på f.eks. Coen brødrenes skæve persongallerier og Tim Burtons stiliserede universer, som Wikke og Rasmussen da også selv tæller blandt deres idoler og inspirationskilder. De bevæger sig væk fra det dagligdags og ind i andre verdener men altid med referencer til virkeligheden. I deres seneste film Der var engang en dreng... fortælles eventyret om drengen Kalle, der drager ud for at redde sin lillesøster fra de onde læger, som vil skære hendes vinger af. Ifølge dem selv handler filmen om at få et anderledes barn. Lægerne, men også forældrene, ser ikke vingerne som en kvalitet kun som et problem, mens Kalle tværtimod værdsætter sin lillesøster, for den hun er. Budskabet er almengyldigt, enkelt og sentimentalt, men tilsat det wikke/rasmussenske krydderi som babyer med vinger, det godes kamp mod det onde og sågar en Snehvide. Ved at fortælle historierne i et eventyrligt univers, træder de almengyldige budskaber tydeligere frem, og for dem er det den bedste måde at fortælle på.

Universernes filmiske kendetegn

Det mest åbenlyse eksempel på Wikke og Rasmussens praksis er selvfølgelig scenografien, hvor f.eks. husene i det kvarter, hvor hovedpersonen Kalle i Der var engang en dreng... bor, alle er ens rød- og gulmalede træhuse. Græsplænerne er alle sirligt trimmede, og bidrager til fornemmelsen af uniformering og tidsløshed. Et andet sted i en anden tid. Familiens navne er i filmen Palle, Kalle, Trille og Lille. En eventyrlig reference, der opfylder samme formål. Udover den skøre og højst urealistiske navnesammensætning, er personerne også i sig selv, som taget ud af et eventyr. En baby med vinger anses nok ikke for at være helt efter bogen, men desuden er også Snehvide med i filmen, hun er dog er mørk og spilles af Caroline Henderson, ligesom de syv små dværge er knap så små, men faktisk fuldvoksne skovhuggere. Selvom eventyret inddrages, er det stadig på Wikke og Rasmussens præmisser. Det andet sted er deres sted.

Skuespilstilen er ligeledes overdrevet, ja nærmest hysterisk, og essentiel for skabelsen af de spøjse karakterer. I Hannibal og Jerry ser vi et forældrepar, spillet af Martin Brygmann og Paprika Steen, som har meget travlt med især arbejde og boligindretning. Begge spiller konstant forvirrede og verdensfjerne, og f.eks. ser vi flere gange faren i stressede situationer begynde at recitere tapet- og gardinpriser i en nærmest hypnoselignende tilstand. Han suppleres af morens udglattende replik “og hvad det nu ellers hedder alt sammen”, der gentages mange gange i filmen. Et skørt makkerpar, der fremviser nogle genkendelige karaktertræk ved voksne, men nok ellers ikke er, som forældre er flest. Faktisk er manuskriptet til Hannibal og Jerry skrevet af Kim Fupz Aakeson, men som Wikke og Rasmussen selv siger, sidder stilen lige i skabet; de kunne ikke have skrevet det bedre selv. Spillestilen går igen i Flyvende Farmor, dog ikke ligeså overdrevet som i Brygmann og Steens version. Tilbage i Tonny Toupé Show er de samme elementer på spil, med de to noget overgearede værter Tonny og Tonny. De præsenterer showet i en hurtig og overfrisk stil under mottoet: ”Pop, power og pågående journalistik”. 

Sproget er som nævnt ligeledes en vigtig del af denne stil, som f.eks. morens gennemgående replik i Hannibal og Jerry, men også i Russian Pizza Blues med Leslie Howards før omtalte og noget direkte indgangsreplik. Det er langt fra den realistiske dialog Wikke og Rasmussen tilstræber, men netop igen en efterlevelse af et “no time, nowhere”. Sproget stiliseres og om det bemærker Steen Rasmussen:

”Det går bedst for os, når sproget får sin egen verden, og det ikke er det samme fra film til film. F.eks. har vi lavet en film, der hedder “Motello”, som er en Shakespeare film. Det er fire forskellige Shakespeare dramaer, der er skrevet sammen til en historie, og der tilstræber vi helt klart et teatersprog. Vi opfinder en ny dialogform til hver film, som passer til den verden, vi har tænkt os at sætte den ind i.”

Stilen lægger sig i Motello op ad teatersproget, mens Brødrene Bisp i Sonny Soufflé Chok Show er de tavse superhelte med en hang til amerikansk inspirerede oneliners. “Skal du ha’ soya i rullen? Fuk!” er nok for mange et mindeværdigt øjeblik fra dansk TV-historie. Mon ikke Wikke og Rasmussen har haft The Blues Brothers og deres hårdtslående stil og rappe replikker i tankerne her. Ligesom scenografien og skuespillet gør sproget sit til at forme Wikke og Rasmussens fiktive verdener.

Hvad end det er politibetjente med teatersprog, superhelte forklædt som biskopper i et dansk provinsmiljø eller skøre forældre, er stilen i såvel skuespil, scenografi som sprog meget sammensat . Wikke og Rasmussen gør altid brug af klassiske traditioner som f.eks. eventyrets eller teatrets, men ved at bruge traditionen på deres egen facon og tilpasse den nye sammenhænge, bliver det blot en del af deres personlige stil. De sammensætter elementer der ikke umiddelbart passer sammen og gør de enkle og sentimentale fortællinger vanvittige og hysteriske men også dybsindige.

Tilbage til bogen

Monggaards biografi henvender sig mest til fans, og bogen er en god mulighed for at finde ud af alt det, du ikke vidste om de to herrer fra Græsted. Forfatterens begejstring for makkerparret er tydelig, og det giver bogen et engagement, som smitter. Under alle omstændigheder er det en kærkommen bog, da der stort set ikke findes andet litteratur om Wikke og Rasmussen og de ting, de har leget med gennem de sidste 23 år. Så hvis du som skribenten af denne artikel nyder de to instruktørers selskab, er her lidt læsning, imens vi venter på deres næste udspil. Hvad end det bliver i biografen eller med et gensyn på DVD. Hertil kan man så bare håbe på mere læsestof om parrets kulørte univers.