München (2005).

I overensstemmelse med israelsk politik blev München-massakren straks gengældt med bombeangreb mod PLO-baser, men i al hemmelighed forberedte israelerne samtidig en gengældelsesaktion efter det gammeltestamentlige ”øje for øje”-princip. I forbindelse med ”Operation Guds Vrede”, som denne operation blev kaldt, udpegede den israelske efterretningstjeneste præcist 11 palæstinensiske ledere (og mulige bagmænd for gidseltagningen) og sammensatte derefter en tophemmelig gruppe, der skulle opspore og likvidere disse ”mål”. Alle disse begivenheder danner rammen om Spielbergs München.

München, 2005
Ifølge Spielbergs film, der er løst baseret på George Jonas’ bog Vengeance, udpeger den Israelske ledelse den tidligere Mossad-livvagt, Avner (Eric Bana), til at stå i spidsen for den israelske antiterrorgruppe. Avner får slettet alle forbindelser til hjemlandet med undtagelse af en hemmelig bankboks i Schweiz, hvor han modtager ubegrænsede midler til at købe de informationer, der er nødvendige for at opgaven kan fuldføres.

I jagten på fjenden må Avner og hans mænd (fire europæiske undercover-agenter spillet af henholdsvis Daniel Craig, Ciaràn Hinds, Mathieu Kasssovitz og Hans Zischler) samarbejde med en underverden, hvis metoder og moral de ikke altid sympatiserer med. Alligevel føler de sig, til at begynde med, på sikker moralsk grund. Men der går ikke længe, inden livet som statsautoriseret lejemorder begynder at vise sit mindre kønne ansigt. For hver palæstinensisk leder, der likvideres, dukker en ny op med en endnu mere brutal dagsorden, og snart opdager Avner og hans kammerater, at også de er jaget vildt. Sideløbende med at de alligevel ufortrødent fortsætter med at likvidere diverse arabiske bagmænd, opstår der desuden personlig tvivl såvel som ridser i forholdet mellem medlemmerne af Avners gruppe, der begynder at diskutere, hvem det egentlig er de dræber, og om det vil stoppe terroren. Kan deres hævnmission retfærdiggøres, og vil vold ikke altid avle mere vold?

Den provokerende menneskelighed
Som man kunne forvente, har München vakt stor furore blandt arabere og jøder, der har haft travlt med at problematisere filmens humanistiske portræt af terrorister og dens tilsyneladende retfærdiggørelse af ”Operation Guds Vrede”. Således udtrykker en kommentar på den jødiske hjemmeside A Jewish Perspective utilfredshed med, at der sættes lighedstegn mellem terroraktioner og israelernes hemmelige projekt, og meget naivt med at München portrætterer palæstinensiske terrorister som ”nice folks with families and cute children as opposed to the evil leaders of organizations whose sole goal is the murder of innocents.” Den libanesisk fødte professor ved California State University, As'ad AbuKhalil, synes tværtimod, at filmen gør det modsatte: ”Israeli killers are conscientious and humane people, while Palestinians are always – no matter what – killers.” Og uden at sætte det på spidsen, er det her, at meget af debatten omkring filmen er strandet.

Det er måske forståeligt nok, for Spielberg har lavet en film, hvis historie og tema er så grundlæggende en del af den mellemøstlige konflikt, at man uvilkårligt er nødt til at tage stilling til filmens portræt af konfliktens forskellige parter. Og ovenstående citater indeholder faktisk begge en halv sandhed. Spielbergs film giver nemlig et menneskeligt portræt af både israelere og palæstinensere. Jøden Avner plages af skyld, tvivl og mareridt som følge af sine gerninger, og de palæstinensiske gidseltagere i Münchens lufthavn er forvirrede og forskræmte, da skudsalver pludseligt bryder luften. Ud over dens menneskeliggørelse af medlemmerne af de involverede fløje fungerer München også som en dementering af begge de stridende parters påstand om, at vold kan løse en konflikt. Filmen er således både lige kritisk og lige retfærdig over for begge parter, hvilket åbenbart ikke er faldet i god jord hos nogle af dem. Hvis man ser på den generelle modtagelse af filmen inden for de to grupperinger, føler begge sig nemlig ramt. De er blevet så provokerede over, at Spielberg har gjort den anden part menneskelig, og over at han udlægger deres væbnede kamp som formålsløs, at de går til angreb på Münchens humanistiske budskab fra begge sider.

Fra et dansk sekulariseret synspunkt kan det godt virke mærkværdigt, at man kan føle sig stødt over, at en film fremfører, hvad der må betragtes som ret banale politisk korrekte pointer: at der gemmer sig et menneske bag enhver handling, hvor forfærdelig den end måtte være, og at vold altid vil avle mere vold. Men det siger en masse om, hvor spændt situationen i mellemøsten er, og om hvor eksplosivt (og interessant) et filmisk emne en så central historisk og religionspolitisk begivenhed som München-massakren altid vil være. Derfor kan det også godt undre at Spielberg faktisk har skabt en film, der til tider minder forbavsende meget om en traditionel action-thriller i stil med Doug Liman og Paul Greengrass’ Bourne-film (2002/2004) frem for et religionspolitisk drama om grundlaget for konflikten i mellemøsten og, på et mere generelt plan, konflikten mellem muslimer og vesten i disse år og dage.

Smagsdommen
Der er stort set ingen, der har sat en finger på Spielbergs håndværksmæssige virtuositet som fortæller og filmskaber i forbindelse med premieren på München. Filmens struktur er klar, med gidseltagningen ved OL som naturligt udgangspunkt, selvom dens udfald først løbende åbenbares igennem den plagede Avners mareridt. Og filmhåndværket er også i orden. En af Spielbergs faste fotografer, Janusz Kaminski, har - velinspireret af film som The French Connection (William Friedkin, 1971), Parallax View (Alan J. Pakula, 1974) og Tre dage for Condor (Sidney Pollack, 1975) - på eminent vis genskabt stilen og koloritten fra datidens paranoide thrillers, både ved hjælp af kostumer og de nok så velkendte zooms fra halvfjerdsernes film og tv-serier.

Münchens handling underbygges endvidere virkningsfuldt af lyssætning, billedtekstur og farver – både for at skabe narrativ progression og for at forankre tilskueren visuelt på filmens mange forskellige locations. Anslaget, hvor affæren ved OL udfolder sig for tilskuerens øjne, præges af dokumentariske billeder, inden Avner præsenteres i Israel med fyldige farver i et stærkt sollys som for at understrege hans umiddelbare naive uskyldighed. Herfra bevæger filmen sig gennem en række storbyer, der alle har deres egen farveskala og tekstur: fra blågrønne Beirut til det grovkornede New York. I rækken af storbyer leveres den ene likvidering efter den anden med sin egen karakteristiske rytme, og efterhånden som snigmords-missionerne tvinger deltagerne i Avners gruppe til at stille spørgsmålstegn ved formålstjenesteligheden i deres projekt, formørkes stemningen gradvist, og grundtonen i filmen bliver betydeligt mere køligt blålig og grynet.

Hele produktionsdesignet er således med til kreere den fremdrift og forøgede spænding, filmen i høj grad lever højt på, for München er mindst ligeså meget en action-thriller, som det er et religionspolitisk drama. Og det er på én gang filmens styrke og dens problem. For man er hele tiden i tvivl om, hvad Spielberg vil. Er formålet, 1) at lave en gedigen spændingsfilm inden for agentgenren; 2) at komme med et indspark til debatten om mellemøsten og forholdet mellem vesten og den muslimske verden; 3) at give et psykologisk portræt af en mand, hvis tilstedeværelse i et moralsk vakuum får ham til at bryde sammen; eller 4) at gøre alle disse ting på én gang? Det faktum, at man forlader biografsalen i tvivl om svaret på dette spørgsmål, er muligvis en indikation af, at det sidste er tilfældet. Men det rejser nogle problemer i forhold til de to midterste punkter. For hvis ønsket er at give et gribende psykologisk portræt af en mand, der bibeholder sin menneskelighed under umenneskelige omstændigheder - hvilket Spielberg selv har antydet (Smagsdommerne) - hvorfor så dedikere så relativt begrænset tid til at gøre det? Den sparsomme behandling af dette element i filmen får historien om Avners kone (Ayelet Zorer) og nyfødte barn til at virke som et påklistret og i bund og grund uinteressant dramaturgisk element, og Avners overgang fra kontormedarbejder til professionel lejemorder til at virke noget forhastet og usandsynlig.

Hvis formålet med filmen omvendt var at skabe gennemslagskraftig kommentar til den mellemøstlige debat, hvorfor så pakke det ind i en genre, der fjerner fokus fra et nuanceret billede af konflikten? For selvom Spielbergs historie er placeret i forlængelse af en høj-eksplosiv religionspolitisk begivenhed, og selvom dens pointer er klare nok, så er det, han rent faktisk har gjort, at lave en action-thriller. Derfor er det med en underlig ambivalens, at man tvinges til at forholde sig til spørgsmålet om mellemøsten, for midt i alt den velproducerede underholdning bliver dette tema aldrig behandlet så grundigt, at filmen formår at sige noget nyt eller interessant om konflikten, i hvert tilfælde ikke før afslutningen, der heldigvis er et af de elementer, der står stærkest i filmen.

På meget simpel vis formår den allersidste indstilling at sige meget mere om problematikken i den uløselige religionspolitiske konflikt i mellemøsten og verden generelt, end det er tilfældet med Münchens foregående 2 timer og 40 minutter. Først her lever filmen for en kort stund op til det ansvar, der unægtelig følger med at tage så tunge emner op som München-massakren og konflikten mellem jøder og palæstinensere - et ansvar, der blev taget væsentlig mere alvorligt i film som Schindlers Liste (1993) og Saving Private Ryan (1998) trods disses fejl. Før München følger trop i de allersidste sekunder af filmen, slippes man aldrig tilstrækkeligt fri af action-thrillerens greb til at fordybe sig i mellemøst-spørgsmålet. Derfor minder München mere om en effektiv spændingsfilm og fungerer bedre som en sådan, end som et kompleks psykologisk eller religionspolitisk drama - også selvom filmen forsøger at være begge dele.