|
Leder: Kom nu,
du politiske dokumentar
Kan der virkelig være noget, der gærer i den politiske dokumentarfilms
sorte gryde i Danmark? En gryde der alt for længe har været bortstillet
i pinlig foragt for 1970'er-formynderi og ildrød idealisme. Noget
kunne tyde på det.
For få år tilbage, vel en 3-4 stykker, så vi en kærkommen opblomstring
af den danske dokumentarfilm. Det begyndte med titler som Sami Saifs
Family (2001), Hjelm og Zandvliets Angels of Brooklyn
(2002), og det fortsatte med film som Søren Faulis Min
morfars morder (2004) og den prisbelønnede Jerusalem, min
elskede (2004) af Jeppe Rønde.
Flere habile titler var imellem, men et gennemgående og særdeles
kedeligt fællestræk var iscenesættelsen af instruktør-jeg'et. Det
er instruktøren Faulis morfars morder, der skal findes, det er instruktøren
Røndes tro, der skal genopdages og det er Saif' far, instruktøren
sætter ud for at møde. At tage udgangspunkt i sig selv er der ikke
noget galt med, men det kan være dumdristigt og ligefrem helt hen
i vejret, som det skete i den frastødende "Min..."-serie, hvor eksempelvis
Ida Holten Ebbesen kunne berette om sit for omverdenen fuldstændig
irrelevante forhold til sine søstre. Det gale var, at dengang syntes
langt størstedelen af tilgængelige dokumentarfilm at tage udgangspunkt
i en personlig beretning. Og de få dokumentarfilm, som havde en
samfundskritisk dimension, fokuserede alle på udenlandske forhold.
Men nu, og det er egentlig det, ordene her omhandler, kan en drejning
i horisonten øjnes. Perspektivet bredes ud, og der er mere på færde
end en personlig fortælling.
Hvor spillefilmen allerede har vist sine snert af samfundskritisk
substans, som det skete i Per Flys klassetrilogi, senere i Nikolaj
Arcels Kongekabale og senest i Dommeren af Gert
Fredholm, så er dokumentarfilmen først nu begyndt at røre på sig.
Røren kan delvist tilskrives initiativet Boost the Dox
fra Det Danske Filminstitut. Initiativet tilgodeser yngre dokumentarfilmskabere,
der vil lave samfundsengageret film. Film der anlægger et kritisk
perspektiv på det danske samfund. Og ansøgningerne strømmer ind.
Mere end 100 samfundskritiske projekter blev indleveret ved første
deadline, og ansøgerne er i skrivende stund kogt ned til 25. I februar
næste år vil det så blive klart, hvilke fem film der skal sættes
i søen.
Uanset hvilke vinderprojekter instituttet vælger, kan man kun glæde
sig over, at filmstøtten nu i højere grad vil bifalde den samfundskritiske
film. I en tid hvor DR skærer ned på udgifter til den undersøgende
tv-journalistik og TV2, når kanalen en sjælden gang sender en ordentlig
dokumentar, fokuserer på udenlandske produktioner, ja så er der
i høj grad behov for hver en krone, filminstituttet kan stille til
rådighed.
Og nu kan man blot håbe, at der samtidig vil ske en bedre balancering
mellem den enorme støtte, der gives til spillefilmen, og så den
stadigvæk ret så ydmyge støtte, dokumentaren tilgodeses. Det høje
antal danske spillefilm ligger i forvejen i en alt for hård konkurrence
med hinanden, og det burde således være muligt at overføre nogle
støttekroner fra fiktionens beretninger til virkelighedens problematikker.
Det høje antal søgere til Boost the Dox viser jo, at engagementet
er der.
|
|
|
|