Foto: Erik Aavatsmark.

Brødre er lavet ud fra et budget på 22 mio. kr., og manuskriptet er skrevet af Anders Thomas Jensen, der de sidste år har stået bag film som: Blinkende lygter (2001), Elsker dig for evigt (2001) og Adams æbler (2005) m.fl.

Genrekrig og -kærlighed
Brødre er et særdeles illustrativt eksempel på den kombination af realisme og genreeksperimenter,* som har været et særkende for dansk film siden thrilleren Nattevagten (1994). I Vinterbergs roadmovie De største helte (1996) kan vi lokalisere, hvordan genrens konventioner udfordres af realisme. Bier har også dyrket og udfordret genremønstrene bl.a. i komedien Den eneste ene (1999). Og sådan kunne man komme med mange flere eksempler.

Når tilskueren/læseren oplever et værk som realistisk, er det ikke fordi, det giver en transparent virkelighedsgengivelse, men fordi det benytter en række teknikker, der medvirker til at 'frembringe virkelighed'. Antologien Om som om - realisme i teori og nyere kunst (2001) indkredser netop realismen som en række effekter eller teknikker. Disse teknikker kan knyttes til f.eks. autentisk dialog, nuancerede personskildringer, genkendelige situationer og stor detaljerigdom, hvilket er tilfældet i Brødre.**

Hvor det er et kendetegn ved en klassisk genrefilm, at konventionerne netop skal følges, således at f.eks. en actionfilm ligner andre actionfilm og derved ikke skuffer tilskueren, så er ærindet ikke at stryge konventionerne med hårene i Brødre. Traditionelt gør genrefilm sig altså umage med at tilfredsstille sin tilskuer og ligne andre genrefilm mere end virkeligheden. Men i Brødre oplever tilskueren, at Bier både erklærer genrerne kærlighed og krig.

Bier har i Brødre elegant iværksat genreforventninger, som vi kender fra bl.a. krigsfilm og actionfilm, men tilført disse en uvant rå form for autenticitet og realisme. Michael slår eksempelvis den menige Niels-Peter (Paw Henriksen) ihjel i en mordscene, som ikke er set mere autentisk siden Krzyztof Kieslowskis to lange mordscener i En lille film om kunsten at dræbe (1988). I Brødre-mordscenen spilles på publikums genrevante forventninger om, at Michael vil slå The Bad Guys (i skikkelse af afghanerne) ihjel i stedet for den gode Niels-Peter. Men sådan en redningsaktion ville i høj grad fjerne denne scene fra realismeteknikkerne og i stedet efterleve de gængse genre-konventioner. I ovennævnte scene slår Michael ikke alene en anden familiefar ihjel, men også sine egne værdier og idealer. Man må ikke slå ihjel - ifølge det femte bud. Skulle vi foretage det tankespind, som filmen iværksætter hos tilskueren, at Michael havde fastholdt sine principper og nægtet at dræbe Niels-Peter, var han selv blevet slået ihjel. I en tidligere scene ser vi netop en nedskydning, som understreger, at der er konsekvenser ved at modsige afghanerne. Krig er altså med til at nedbryde kristne værdisæt, vestlige ideologier, familiemønstre og menneskers psyke. Det vidste vi alle sammen godt, før vi så Brødre. Opløsningen af de såkaldte store fortællinger har længe været tematiseret i kunsten. Men Biers kunststykke er, at hun iværksætter etiske overvejelser over de store historier ved at fokusere på en lille historie - om en familiefars og en families opløsning. Således opgiver tilskueren ikke at forholde sig empatisk til krisen, hvilket nemt kunne have været tilfældet, hvis denne film handlede om krigens elendighed som sådan. Gennem den nære optik, ser vi de store perspektiver i et nyt lys.

Scenen, hvor Michael går amok og smadrer familiens nye køkken, har et vist slægtskab med Kubricks horrorfilm The Shining (1980), hvor Jack Nicholsons karakter ligeledes forvandles til et monster forklædt som far, der fremsiger de berømte ord: "Daddy's home". Begge karakterer gennemgår en transformation fra at være en almindelig familiefar til at blive en fare for familien. Hvor det i The Shining er hotellets eller Jacks onde ånder, der tager magten fra ham og driver ham ud i at slå sin kone og søn ihjel, er det i Brødre Michaels psykiske problemer udløst af krigen, der ulmer under overfladen. I takt med at familien prøver at genetablere en almindelig hverdag, driver problemerne ham ud i en personlig krise.

The Deer Hunter har mange lighedspunkter med Brødre, og den må klart ses som en reference. Det er oplagt, allerede hvad navnet Michael angår, at læse de to film komparativt. I The Deer Hunter hedder Robert De Niros hovedrollefigur: Mike. Begge film handler om at tage vare på sig selv og sine brødre. Begge film er en vekselvirkning mellem hverdagens scener hjemme og krigens scener ude. Og begge film fokuserer i højere grad på de personlige og mentale konsekvenser ved en krig end selve krigshandlingerne. Derved adskiller de sig lidt fra mere klassiske krigsfilm, der gerne opprioriterer krigsscenerne. I Brødre såvel som The Deer Hunter skal ordet 'brødre' forstås både i konkret og overført betydning. Jannik og Michael er brødre i Biers film. Stan, Nick og Mike er 'brødre' i betydningen kammerater i Ciminos film. Men termen refererer også til broderskab i form af (soldater)kammerater, man har et ansvar for - Brothers in Arms. I Deer Hunter forsøger Mike at redde sine to venner fra Vietnamkrigens mentale konsekvenser, men han må efterlade den ene, Nick, i Vietnam. Her lever (og dør) han af at spille russisk roulette. Scenen, hvor Mike prøver at få Nick med hjem, er fremstillet om muligt endnu mere horribelt end selve krigshandlingerne. Ligesom scenen, hvor Michael i Brødre, tilintetgør køkkenet og er ved at gøre det samme med familien, er en psykisk krig, der indgyder mere rædsel end scenen fra Afghanistan, hvor han slår Niels-Peter ihjel.

Foto: Erik Aavatsmark.

Foto: Erik Aavatsmark.

Den naturlige historie i køkkenet
Køkkenet som location spiller en både konkret, central og symbolsk rolle i Brødre. Ligeledes er de mange køkkenscener med til at skabe realisme. Allerede seks minutter inde i filmen går den første middagsscene i køkkenet i gang. Jannik er kommet ud af fængslet, og hans mor prøver at fortælle ham, at han har været savnet, ved at lave and, hvilket, hun mener, er hans livret. Vi præsenteres (sikkert meget genkendeligt for de fleste tilskuere) for en familie, hvor man har svært ved at kommunikere de store følelser ud og i stedet taler om f.eks. maden. Filmen rummer flere signifikante køkken- og middagsscener, hvoraf to af dem er fødselsdagsmiddage. Først har konen Sarah (Connie Nielsen) fødselsdag, hvilket fejres uden Michael. Siden kommer Michael hjem, og så fylder datteren Camilla år. Selvom middagshyggen ved den sidste fødselsdag forsøges opretholdt, så går alt i opløsning, og Camillas får, hvad hun betegner som "Den værste fødselsdag i mit liv".

Mens Michael er i militær tjeneste, etablerer Jannik familiens nye køkken, som Michael straks bytter om på, da han returnerer efter krigen. Således fremstilles det elegant, at han på vejs ud i en krise og desuden nærer ønsket om at sætte sit eget præg på familien. Halvanden time inde i filmen er netop køkkenet rammen omkring klimaksscenen, hvor Michael i bogstaveligste forstand river det nye køkken ned. Derved er det fra første færd i filmen klart, at køkkenet ikke alene spiller en vigtig rolle som rummet, hvor mange centrale scener udspiller sig, men også har en mere symbolsk betydning som billede på familiens opløsning og splittelse (Michael rejser uden køkkenet er færdigt), genopbygning (Jannik etablerer det nye køkken), opløsning igen (Michael smadrer køkkenet) og genopbygning på ny (Jannik hjælper Sarah med at rydde op og samle køkkenet for anden gang).  

Køkkenet udgør således både det projekt, som Michael aldrig nåede at færdiggøre inden afrejsen og et billede på Janniks udvikling. Mens køkkenet tager form, forvandler han sig fra at være en fordrukken forhenværende fange til at være en ansvarlig og omsorgsfuld mand. Denne udvikling sættes bl.a. i gang af hans fars spydige kommentar: "Hvis du virkelig vil udrette noget stort, så kan du starte med at lave det her forpulede køkken færdigt", hvilket han gør. Køkkenet er en velvalgt og signifikant location at bruge i Brødre, idet netop dette rum køkken udgør et centralt samlingsrum for den moderne familie og dens identitet. Ikke mindst i Danmark, hvor køkkenalrum og samtalekøkkener det seneste årti er vundet voldsomt frem, har dette rum signalværdi: "I vores familie bruger vi tid på maden og på hinanden". Jeg har tidligere skrevet artiklen "Krydderi på tilværelsen" (EKKO nr. 15, 2003), hvor jeg belyste, hvordan vi nærmest har oplevet en gastronomisk bølge inden for ny dansk film af værker, der flittigt anvender mad og køkkener (Festen, 1998, og Bænken, 2000, bare som et par eksempler).

Brødre føjer sig smukt ind i denne gastronomiske bølge med sin overflod af scener i køkkenet og omkring middagsbordet. Disse scener medvirker til at understrege, hvor ihærdigt familien forsøges samlet uanset krig og kriser. Samtidig tilfører de fiktionen dynamik, autenticitet og genkendelighed. Man kan beskrive disse mange scener som såkaldte 'naturlige historier'. Den naturlige historie er et dramaturgisk fænomen, som eleverne på Den Danske Filmskole undervises ud fra. Naturlige historier skaber genkendelighed for tilskueren. Genkendeligheden indeholdes i, at alle tilskuere kender de normer eller spilleregler, som er forbundet med f.eks. en tur i en elevator, et besøg i en sauna, på en restaurant, omkring et middagsbord eller andet. Hertil knytter sig en række naturlige historier, som på forhånd 'forærer' filmskaberne et sæt spilleregler. Når spillereglerne overholdes, giver det tilskueren en oplevelse af genkendelighed. Sådan opfører vi os normalt i denne situation. Samtidig rummer det også muligheden for, at filmskaberne kan bryde med normaliteten og overraske publikum. En sådan vekselvirkning mellem dét Mogens Rukov kalder for 'normalitetens plot' og 'det skandaløses plot', betragter tidligere filmskoleelever* som et vigtigt aftryk fra skolens undervisning. Rukov er leder af manuskriptforfatteruddannelsen på Filmskolen.

Ideen er at arrangere en vekselvirkning mellem naturlige historier og det skandaløse, således at tilskueren 'tiltrækkes' og overraskes i passende mængder og derved engagerer sig i filmen. Genkendelige situationer skal endvidere arrangeres, så de kommer til at udtrykke eksistentielle problemstillinger, for det er naturligvis oftest disse - og ikke hverdagen som sådan - der optager filmkunstnerne og publikum. Vekselvirkningen mellem normalitetens og det skandaløses plot anvendes flittigt i Brødre. I filmen sættes netop fokus på eksistentielle problemstillinger i krig og kærlighed via naturlige historier. Vi kender alle spillereglerne for en familiemiddag, hvilket skaber genkendelighed og fundamentet for, at vi chokeres, når spillereglerne overtrædes. Et eksempel er datteren Camillas fødselsdag, som først forløber normalt, for derpå at blive afbrudt af en skandale, da storesøster Natalia spørger, om faren ikke bare kan blive ved med at være død og yderligere proklamerer, at han er jaloux, fordi Jannik ligger og boller med Sarah. Herved kommunikerer datteren, at familien havde det bedre, da faren var væk, og både familien og tilskueren bringes virkningsfuldt i tvivl om, hvorvidt der er utroskab fra Sarah og Janniks side. Klædeligt for denne film (modsat en række andre nye danske film, f.eks. Biers egen Elsker dig for evigt, 2001) er imidlertid, at det ikke er en families opløsning pga. utroskab, den handler om, men dens opløsning som følge af krig. Herved udpeger Brødre nye retninger, som danske film kan bevæge sig i.

Biers budskab
Ved at skildre en indre krig som følge af en ydre krig, formår Bier at gøre problematikkerne vedkommende og genkendelige for det brede publikum. Samtidig kommunikerer hun med denne film klart et politisk statement, der understreges i Biers egen udtalelse:

"Filmen handler om det paradigmeskift, der er sket i vores samfund. En erkendelse af, at krig og terror også bor her og at vi ikke længere er et lille beskyttet univers. Men BRøDRE er først og fremmest en kærlighedshistorie og en film, der handler om kærlighedens betingelser i vores moderne livsstil". (www.cinemaonline.dk)

Kærlighedens betingelser er bl.a. at skulle overleve på trods af de usynlige ar, som udstationerede soldater vender hjem med, og som der - i Biers udlægning - ikke tages tilstrækkeligt hånd om i Danmark. Bl.a. derfor må Brødre betragtes som en særdeles central film, der netop formår at italesætte og synliggøre krigstraumer langt mere omsorgsfuldt og tankevækkende, end det er gjort af de øvrige medier.