|
Gensyn med Truffaut
Af PEDER GRØNGAARD
François Truffaut var en stor beundrer af Alfred Hitchcocks filmstil,
og Silkehud (1964) er vel nok den af Truffauts film, der bedst
viser i hvor høj grad Truffaut var inspireret af Hitchcocks særlige
suspense-teknik og tempofyldte montagestil. Alt dette kan man studere
nærmere på World Class Cinema Collections gennemarbejdede DVD-udgave
af filmen, der samtidig gør det til en nydelse at opleve Raoul Coutards
knivskarpe sort-hvide billeder og den fremragende lydside.
Da jeg i 1965 så François Truffauts Silkehud (1964) for
første gang, var der tale om en oplevelse ud over det sædvanlige.
Jeg blev simpelt hen forelsket i filmmediet fra det ene øjeblik til
det andet. Jeg havde aldrig set en Truffaut-film før, jeg kendte heller
ikke noget til "Den ny bølge" i Frankrig i 50'erne og 60'erne, eller
til klipning og redigering af filmoptagelser, ligesom jeg heller ikke
tidligere havde lagt mærke til, hvordan en film var fotograferet,
eller hvordan man kunne bruge filmmusik som kunstnerisk virkemiddel
i en spillefilm. Jeg mødte således totalt uforberedt op, men fik en
oplevelse jeg aldrig vil glemme. Lige siden har Truffaut været en
vigtig del af mit voksne liv, en usædvanlig filmkunstner, hvis film
jeg fra dette skelsættende øjeblik så i den rækkefølge de kom til
Danmark i 60'erne, 70'erne og frem til Truffauts alt for tidlige død
i 1984. Hans film - som heldigvis alle sammen blev vist herhjemme
- kom til at betyde noget ganske særligt for mig, fordi de lærte mig
glæden ved filmkunsten. Selv om jeg ikke dengang i 1965, hvor jeg
var 20 år og gik i 3. g på århus Statsgymnasium, kunne sætte præcise
filmhistoriske og filmæstetiske ord på min filmoplevelse, så blev
jeg mig bevidst at jeg så en film, hvad jeg nød i fulde drag. Sådan
havde jeg ikke set film før. En dyb glæde ved filmmediet, der foldede
sig ud foran mig på det store hvide lærred med Truffauts melodramatiske
trekantsdrama om kærlighedens vilkår i en moderne verden. Først
senere lærte jeg at sætte ord på mine oplevelser med film. Dels
i århus Studenternes Filmklub i 70'erne, hvor man kunne se mange
af filmhistoriens absolutte mesterværker, dels gennem filmstudiet
som fjernstuderende på Københavns Universitet, og ikke mindst ved
at skrive talrige artikler i filmtidsskriftet MacGuffin (1972-1986),
som jeg var med til at starte. Artikler om især franske nybølgeinstruktører
som Claude Chabrol, Jean-Luc Godard og François Truffaut.
Ved gensynet med Silkehud eller La peau douce som
er filmens franske titel - snart 40 år efter at jeg så filmen første
gang - er det stadig en stor oplevelse, selv om jeg i mellemtiden
har set Silkehud indtil flere gange og derfor kender historien
ud og ind. For hver gang jeg ser filmen, ser jeg noget nyt, der
er med til at fastholde min store passion for Truffauts film, hvad
jeg skal prøve at redegøre for i forbindelse med denne anmeldelse
af filmen på DVD. Men først lidt om filmens melodramatiske handling.
En melodramatisk historie
Filmen handler om ægteskabsbrud og efterfølgende hævndrab.
En melodramatisk historie som var inspireret af et avisudklip om et
jalousimord fra det virkelige liv, men som også rummer mange selvbiografiske
træk, der vidner om et vist slægtskab mellem Truffaut og filmens hovedperson,
den berømte litteraturkritiker og forlægger Pierre Lachenay (Jean
Desailly), der er redaktør af det moderne litteraturtidsskrift Ratures
i Paris. I forbindelse med en flyrejse til Lissabon, hvor han skal
holde foredrag om Balzac, forelsker han sig i den unge smukke stewardesse
Nicole (Françoise Dorléac). Han er 44 år, hun er 22 år. De har en
kort affære på et hotel i Lissabon, hvorefter hun bliver hans elskerinde.
Tilbage i Paris genoptager Pierre nemlig forbindelsen med Nicole,
hvilket dog ikke er uden problemer. Han har sin trygge borgerlige
tilværelse med kone og barn at tage hensyn til, mens hun er bundet
af skiftende arbejdstider som stewardesse, hvad der gør det vanskeligt
for Pierre at træffe hende. Det bliver derfor kun til korte stævnemøder
mellem de to elskende: når Pierre henter Nicole i Orly, når de går
på restaurant, eller når de helt forfejlet går ind på et bordellignende
hotel for at være sammen, inden de opdager fejltagelsen og må tage
til takke med stjålne kys i Pierres bil, inden det lykkes for Pierre
at overnatte hos Nicole på hendes værelse, der er under overvågning
af en streng værtinde. Så sandelig utroskab med forhindringer indtil
Pierre øjner en mulighed for at være helt alene med Nicole i forbindelse
med en tur til Reims, hvor han er inviteret til at sige et par ord
om den store franske forfatter André Gide ved en forevisning af
Marc Allégrets film om Gide i byens biograf. Endelig kan han holde
et par fridage sammen med den flotte og forførende Nicole. Han gør
dog regning uden vært. Hele tiden dukker der uforudsete ting op,
som gør det umuligt for dem at være sammen under konferencen i Reims.
Da Pierre er tvunget til at hemmeligholde sin amourøse forbindelse
med Nicole over for de lokale arrangører af konferencen, har han
og Nicole måttet indlogere sig på et af de billige hoteller i byen
for ikke at blive set sammen. Her efterlader Pierre den stakkels
Nicole helt alene, mens han selv styrter til det ene møde efter
det andet med sine værter, der gerne vil være sammen med den store
litterære berømthed fra Paris. Imellem disse møder skal Pierre også
nå at indkøbe et par silkestrømper til Nicole. Så han har travlt
den stakkels mand, så travlt at det ikke lykkes ham at købe en billet
til Nicole, så hun kan overvære hans introduktion til Gide-filmen.
Imens må hun gå frem og tilbage foran biografen, indtil Pierre kan
forlade arrangementet for at mødes med hende. Men hvad sker så?
En ny forhindring dukker op, da en af Pierres gamle ungdomsvenner
blandt arrangørerne, Clément (Daniel Ceccaldi), gerne vil køre med
Pierre tilbage til Paris efter forestillingen, hvad Pierre har bildt
arrangørerne ind at han skal. Pierre ser derfor ingen anden udvej
end at flygte fra Reims sammen med Nicole uden at tage vennen med
i bilen. De finder et motel ude på landet, hvor de kan overnatte.
Endelig er de alene et kort øjeblik, hvor kærligheden og lidenskaberne
kan udfolde sig.
Tilbage i Paris og det hektiske storbyliv forsøger de at holde
forholdet gående. Men det er nu ikke længere kun et hemmeligt forhold
mellem Pierre og Nicole, da Pierres kone Franca (Nelly Benedetti)
har fundet ud af, at Pierre er hende utro. Det kommer til et voldsomt
skænderi mellem Pierre og Franca, der foreslår separation som første
skridt under deres ægteskabskrise, hvorpå Pierre flytter hjemmefra
og begynder at sove på kontoret. Da han fortæller Nicole om separationen,
ser hun ikke glad ud, og når de går på restaurant, må han bede hende
om ikke at snakke så højt, da han føler at folk stirrer på dem.
Samtidig indrømmer Pierre, at han efter femten års ægteskab er følelsesmæssigt
knyttet til Franca (38 år) og parrets femårige datter Sabine (Sabine
Haudepin). Forholdet begynder så småt at knage, men Pierre drømmer
stadig om at de skal flytte sammen i en nyopført moderne lejlighed,
som han har fundet til dem, og som han en dag præsenterer for hende.
Det kommer dog til et brud, da Nicole meget bestemt gør forholdet
forbi.
Nogenlunde samtidig med afviklingen af Pierre og Nicoles forhold
har Franca fundet konkrete beviser på Pierres utroskab, da hun en
dag af budet fra renseriet, hvor Pierres jakkesæt har været til
rensning, sammen med tøjet også modtager en talon - som man har
fundet i jakkelommen - med adressen på den fotoforretning, hvor
han har indleveret en film til fremkaldelse med billeder fra turen
til Reims. Fatale billeder af netop Nicole siddende som den unge
smukke elskerinde ude i naturen poserende for Pierre, der både har
taget billeder af Nicole og af dem begge i skøn forening. Da Franca
finder talonen, hører man på lydsiden den karakteristiske lyd fra
en selvudløser. Kort efter står hun med billederne i hånden. Det
endelige bevis på Pierres utroskab. Hævnen venter på Pierre.
Forladt af Nicole opsøger han sin sædvanlige frokostrestaurant
for at sunde sig, inden han vender tilbage til Franca og datteren
Sabine. Hvad han ikke ved - men som publikum til gengæld ved på
grund af en fantastisk suspenseagtig krydsklipning mellem Pierre
og Franca - er, at Franca er på vej til restauranten i sin lille
Morris Mascot medbringende et jagtgevær. Hun træder ind i restauranten
og går direkte hen til Pierres plads, hvor han netop har siddet
og fyldt en halvtom pakke Gitanne-cigaretter op med de sidste cigaretter
fra en anden halvtom pakke Gitanne-cigaretter. I samme øjeblik Pierre
ser op fra sit stambord, bliver han skudt af en jaloux Franca, der
synker sammen med et gådefuldt smil på læberne som en anden hævnens
gudinde, der har taget affære som den forsmåede hustru.
En klinisk dissektion af et ulige kærlighedsforhold
Der er tale om en sammenhængende og meget stringent historie
fra hverdagen, der udvikler sig strengt kronologisk og regelmæssigt.
En banal fortælling om utroskab, hvor det ikke så meget er selve historien
der er vigtig, men mere måden den fortælles på. Truffaut har gennemgående
konstrueret filmen som en klinisk dissektion af et ulige kærlighedsforhold
mellem en intellektuel mand, der lever en meget borgerlig tilværelse,
og en ganske ung kvinde, der har en helt anden livsstil. Det er langtfra
nogen romantisk kærlighedshistorie som i Truffauts foregående film
Jules og Jim (1962), men derimod en noget dyster og depressiv
beretning om kærlighedens vilkår i storbyen, tydeligt inspireret af
Alfred Hitchcocks fortællestil i en film som Psycho (1960)
med masser af suspense-scener og en pågående montagestil med ultrakorte
nærbilleder af objekter fra hverdagen. En fortællestil der sine steder
udvikler sig i næsten metaforisk retning som hos Hitchcock, hvis filmsprog
Truffaut under optagelserne til Silkehud har haft helt inde
på livet, da han netop i denne periode var godt i gang med redigeringen
af sin interviewbog med Hitchcock. Der er derfor ikke noget at sige
til, at filmen direkte afspejler Truffauts store beundring for Hitchcock.
I den færdige bog gav Truffaut følgende karakteristik af Hitchcocks
fortællestil: "Suspense er først og fremmest dramatiseringen
af en films fortællende element, dernæst en fremstilling af de dramatiske
situationer, der er så intens som muligt. [.] Almindeligvis er suspense-scenerne
en films højdepunkter, dem man husker. Men når man ser Hitchcocks
arbejde, opdager man, at han hele sin karriere har prøvet at konstruere
film, hvor hvert øjeblik er et privilegeret øjeblik, et slags højdepunkt,
film uden huller eller pletter, som han selv siger det" (Truffaut,
side 10-11). Det turde samtidig være en ret præcis beskrivelse af
Truffauts egen fortællestil i en film som Silkehud.
I stedet for at fortælle en traditionel historie om en uforpligtende
romantisk affære uden konsekvenser for de implicerede, vælger Truffaut
at skildre utroskaben på en mere "realistisk" måde, der illustrerer
hvor besværligt det kan være for moderne travle mennesker at være
utro, med alle de problemer der opstår undervejs. Bl.a. viser han
- i en række sigende "telefonscener" - hvor besværligt det er for
Pierre at komme i kontakt med Nicole. Han ringer til hende fra sit
kontor i hjemmet, men træffer hende ikke. Han forsøger at ringe
fra sit kontor på arbejdet, men opgiver da han er bange for at sekretæren
skal overhøre samtalen. Endelig ringer han til hende fra en telefonboks,
hvor han er lige ved ikke at få fat i hende, da hun er på vej ud
ad døren til et genopfrisknings-kursus i førstehjælp. De aftaler
derfor, at hun hellere må ringe, når de skal mødes. "Jeg får masser
af tid til dig. Løft lillefingeren, og jeg kommer!", siger Pierre
forventningsfuld uden at ane hvad der venter ham af problemer med
at realisere kærligheden sammen med Nicole.
Pierre Lachenay er i det hele taget en veg og ubeslutsom mand,
der har svært ved at træffe beslutninger, når han er følelsesmæssigt
presset, hvad han ofte er fordi han er et yderst sensitivt menneske,
der næsten pubertetsagtigt falder for den smukke Nicole. Første
gang i flyet på vej til Lissabon, hvor han får øje på Nicoles flotte
ben bag forhænget foran cockpittet, hvor hun yderst feminint og
forførende skifter til højhælede sko. Anden gang på hotellet i Lissabon,
hvor Pierre og Nicole kører i elevator sammen, og hvor han under
"opstigningen" bliver vanvittig forelsket i hende, som hun står
der med sine pakker og sin nøgle til værelse 813. Begge dele taber
hun på gulvet, men Pierre hjælper hende galant, samtidig med at
han - bag det borgerlige og ulastelige ydre - gør alt for at kontrollere
sine stærke følelser for hende, da han længselsfuldt fra elevatoren
betragter hende hastigt gående hen ad den lange hotelgang, inden
han tager turen tilbage til værelse 342 på 3. sal.
Filmhistoriens mest følsomme elevatorscene
Vel nok filmhistoriens mest følsomme elevatorscene, der sætter
sig ud over enhver form for tidsmæssig realisme. Selve turen op til
8. sal varer 1 minut og 14 sekunder, hvorimod "nedturen" hvor Pierre
er alene i elevatoren kun varer 14 sekunder. Havde dette været en
dogmefilm, hvad Silkehud heldigvis ikke er, så var dette aldrig
gået. Så havde man kaldt det et klart tilfælde af manipulation med
tiden og den længde en bestemt scene bør have ud fra nogen mere nøjeregnende
dogmeagtige betragtninger. At filme nogenlunde den samme scene med
så markante tidsforskelle, som Truffaut har valgt at gøre i elevatorscenerne
fra hotellet i Lissabon, det er jo i direkte modstrid med "Dogme 95"
og især det 7. dogme der lyder således: "Tidsmæssig og geografisk
fremmedgørelse er forbudt. (Det vil sige at filmen foregår her og
nu)". Men i kærlighed gælder dogmereglerne heldigvis ikke. Når
man er forelsket, så får man et andet forhold til tiden, og det
er netop denne tidsmæssige psykologi Truffaut har brugt som rettesnor
for, hvordan de to elevatorscener tidsmæssigt skulle klippes og
beskæres. Det kunne dogmefolket herhjemme lære noget af, hvis ellers
de havde sans for de finere dele af filmmediets æstetiske facetter.
En Lars von Trier kunne aldrig have lavet en tilsvarende følsom
og forførende elevatorscene. Derimod kunne jeg sagtens forestille
mig, at en instruktør som Christoffer Boe kunne have gjort det,
hvad hans smukke og meget stilsikre debutfilm Reconstruction
(2003) mere end antyder.
Truffaut kunne dog ikke have givet elevatorscenerne den følelsesmæssige
tyngde de har, hvis ikke han havde haft to så fremragende skuespillere
som Françoise Dorléac og Jean Desailly. Hun har lige præcis den
ungdommelige sødme og feminine udstråling, der skal til for at gøre
hans forelskelse nærværende og konkret. Han giver Pierre-figuren
den altafgørende blanding af borgerlig selvkontrol og pubertetsagtig
lidenskab, der kan forklare hans på én gang utroligt hæmmede og
kejtede, men alligevel målrettede og lidenskabelige adfærd. Jean
Desailly har så afgjort den sværeste rolle i filmen. For kan vi
egentlig lide ham? Er han ikke bare et stort skvat, der ikke kan
håndtere en smule utroskab uden at forkludre alting? Det er han
muligvis, men samtidig også en person som man lider med og ikke
kan lade være med at holde af.
Under alle omstændigheder en meget utaknemmelig rolle som Pierre
Lachenay, fordi han både skal være borgerlig mappedyr og ungdommelig
nyforelsket, dygtig forlægger og følsom intellektuel, sat ægtemand
og viril elsker, professionel foredragsholder og amatøragtig ægteskabsbryder.
Det er mange roller at skulle forene i en og samme figur. Men Desailly
løser opgaven yderst professionelt, selv om han hverken brød sig
om filmen, dens tema og den figur han skulle spille, hvad der gav
anledning til konflikter mellem ham og Truffaut under optagelserne.
For Truffaut var det vigtigt, at publikum kunne lide Pierre-figuren,
så man umiddelbart kan følge ham en god del af vejen fra den stormende
forelskelse i elevatoren til den pinagtige afsked fra toppen af
lejlighedskomplekset, hvorfra Pierre ser Nicole forsvinde ud i byen,
en scene som tydeligt er inspireret af Hitchcock. Men samtidig har
Truffaut også villet vise alle de negative karaktertræk ved Pierre,
en balancegang det var svært at gennemføre. Vi skal altså både kunne
se på ham med et kritisk blik, men også kunne lide ham.
Filmens selvbiografiske træk
Man må nemlig ikke glemme, at Pierre-figuren rummer mange
selvbiografiske træk, så historien om Pierre Lachenay også er et selvportræt
af François Truffaut, om end et meget kritisk selvportræt. Der er
da også mange lighedspunkter mellem de to. For det første holder de
begge af Balzac. Det er Balzac der starter Pierres affære, da det
er i forbindelse med hans foredrag om Balzac, at han møder Nicole.
På samme måde spiller Balzac en afgørende rolle i stort set alle Truffauts
film. For det andet er både Lachenay og Truffaut bogmennesker. Pierre
Lachenay har skrevet en bog om Balzac med titlen Balzac
og pengene, og Truffaut har gennem hele sin karriere kredset omkring
bogen som tema. Tydeligst i Fahrenheit 451 (1966), hvor han
udtrykker sin store kærlighed til bøger, og i Manden der elskede
kvinder (1977), der handler om tilblivelsen af en bog fra selve
skriveprocessen til korrekturlæsning, redigering og den endelige udgivelse.
For det tredje er de begge forelsket i den samme kvinde. Akkurat
som Pierre er forelsket i Nicole, er Truffaut som filmens fortæller
forelsket i sin kvindelige hovedperson. Det ses tydeligt gennem
hele kameraarbejdet og klipningen, der sørger for den optimale eksponering
og beskæring af Dorléacs ansigt. Og når Pierre under fotograferingen
af Nicole ude i naturen "iscenesætter" hende, så han kan få de helt
rigtige billeder af sin "stjerne", er det nærliggende at se hele
dette sceneri som en metafor for relationen mellem François Truffaut
som instruktør og Françoise Dorléac som den kvindelige stjerne i
Silkehud. Et professionelt forhold på den ene side, men også
et kærlighedsforhold på den anden side i Truffauts privatliv, et
forhold som Antoine de Baecque og Serge Toubiana gør overbevisende
rede for i deres fremragende Truffaut-biografi.
For det fjerde deler de lejlighed. Forstået på den måde at indendørsoptagelserne
i Lachenays lejlighed i Paris foregik i Truffauts egen lejlighed.
For det femte er der endelig navnet Lachenay, der markerer en skjult
forbindelse mellem Pierre-figuren og Truffaut, som i skolen havde
en klassekammerat, Robert Lachenay, der blev hans bedste ven gennem
hele livet. Alle disse selvbiografiske træk understreger derfor
med al tydelighed, hvor tæt Truffaut er på Pierre Lachenay, også
selv om han har forsøgt at lægge en smule afstand til ham i den
måde figuren er udformet på. Dels ved at gøre ham tolv år ældre
- Pierre er 44 år og Truffaut var 32 år, da filmen havde premiere
i maj 1964 - dels ved at give ham en udpræget borgerlig fremtoning
i påklædning, gestik og adfærd.
En ganske bestemt scene viser netop denne dobbelthed i Truffauts
holdning over for sin hovedperson, nemlig scenen i lufthavnen i
Orly, hvor Pierre ser et fly lette og fejlagtigt tror, at Nicole
er med om bord. Grebet af en stærk længsel efter hende skriver han
et telegram med følgende tekst, udformet som en glødende kærlighedserklæring:
"Nicole. Efter at jeg har mødt dig, er jeg et andet menneske, og
dette menneske kan ikke leve uden dig. Jeg elsker dig. Pierre".
Han får dog aldrig overbragt sit kærlighedsbudskab nedskrevet i
telegrammet, da han i det samme hører Nicoles stemme i afgangshallen
i samtale med en kollega. Han mødes med Nicole, der har en halv
time inden hun skal flyve, men afstår fra at give hende telegrammet,
der meget symbolsk ender i en af lufthavnens moderne affaldsbeholdere,
hvad vi ser i et indklippet nærbillede. Netop et eksempel på Truffauts
metaforiske montagestil, der diskret antyder at deres forhold er
dømt til undergang. Der er tale om en scene, hvor Truffaut identificerer
sig med sin mandlige hovedperson, da han skriver telegrammet, hvorimod
han helt klart ikke står bag ham, da han lader det sammenkrøllede
telegram dumpe ned i affaldsbeholderen. Her fordømmer Truffaut ham.
En Citroën DS
Til det borgerlige hører også Pierre Lachenays højt elskede
bil, en supermoderne Citroën DS med hydraulisk affjedring, servostyring
og hydraulisk kobling og gearskifte. En drøm af en bil i aerodynamisk
design. Citroën DS blev introduceret på markedet i 1956, hvor Roland
Barthes skrev følgende lovprisning af fænomenet i sit berømte essay
Den ny Citroën: "Jeg tror at bilen nutildags er modstykke til
de store gotiske katedraler. [...] I udstillingshallerne bliver prøvemodellen
besøgt med intens, forelsket iver: det er berøringsfasen, hvor man
opdager den, det øjeblik da det synlige vidunder skal underkaste sig
befamlingens velovervejede attak [...]: man rører ved blikket, ved
sammenføjningerne, indtrækket lader man hånden glide hen over, sæderne
afprøves, dørene kærtegnes, puderne krammes; foran rattet mimer man
kørslen med hele sin krop. Objektet bliver her fuldkommen prostitueret,
taget i besiddelse [...]" (Barthes, side 182-184). Om Truffaut
overhovedet har tænkt på Barthes, da han valgte Citroën DS som Pierres
bilmærke, det er ikke til at vide, men tanken er nærliggende, da
bilen spiller en ikke ubetydelig rolle i præsentationen af Pierre
Lachenay som menneske. Bortset fra den indledende scene, hvor Pierre
af vennen Michel bliver kørt til lufthavnen i dennes Mercedes, så
er Pierre og hans Citroën uadskillelige. Mange af filmens scener
foregår da også i og omkring Pierres mørke og lyse Citroën DS. Enten
scener med Pierre bag rattet i ensom majestæt, altid klædt i mørkt
tøj, der signalerer fuld kontrol og magt over tingene, eller scener
med Pierre og Nicole der kysser hinanden lidenskabeligt.
Eller man kunne nævne den helt vidunderlige scene i forbindelse
med turen til Reims, hvor parret undervejs kører ind til en benzintank
for at få tanket op. Mens Pierre - iført sin sædvanlige mørke habit,
afstemt vest, mørkt slips og mørke briller - med ryggen til sin
Citroën under benzinpåfyldningen står og glor ud på den forbikørende
trafik, skynder Nicole sig at løbe ind på toilettet for at skifte
fra cowboybukser til elegant nederdel af hensyn til Pierre, der
foretrækker at se hende i et mere feminint antræk. Pierre har ligesom
alle Truffauts mandlige hovedpersoner en svaghed over for forførende
kvindeben i silkestrømper. Scenen oser af Hitchcock, idet den har
en klipperytme og en billedbeskæring, der er Psycho (1960)
værdig. Dertil Raoul Coutards stilsikre sort-hvide billeder, som
vi kender fra mange af Jean-Luc Godards film og fra det tidligere
samarbejde med Truffaut i film som Skyd på pianisten (1960)
og Jules og Jim (1962).
Scenen er bygget op af en række korte klip eller billedfragmenter,
der præcist registrerer alt hvad der foregår, når man som bilist
får fyldt benzin på tanken. Med alle detaljer så man skulle tro,
at der var tale om en dokumentarfilm om benzinpåfyldningens forskellige
faser. Men samtidig formidlet i et metaforisk billedsprog med et
væld af seksuelle overtoner, der diskret foregriber hvad der er
målet for Pierres deltagelse i konferencen i Reims: den kødelige
forening med Nicole. Ikke som udtryk for et romantisk ligeværdigt
forhold, men mere som et ret så kontant betalingsforhold mellem
to ulige parter, hvor han køber sig til kærlighed. Hvordan skal
man ellers opfatte de mange "seksuelle" nærbilleder af benzindækslet
der åbnes inden påfyldning, af benzinpåfyldningshanen der anbringes
i bilens tankåbning og af litermåleren og prismåleren, der tæller
under benzinpåfyldningen? Nærbilleder der er klippet sammen med
Nicole, der barfodet forlader bilen og skynder sig ind på toilettet
for at skifte til feminin nederdel og højhælede sko for at gøre
sig lækker for Pierre, der imens betaler tankpasseren for benzinen.
Filmen har da også allerede indtil flere gange antydet prostitutionstemaet,
nemlig i scenen i Pierres lejlighed efter at han er vendt tilbage
fra Lissabon, hvor vennen Michel fortæller Pierre om, hvordan hans
bil gik i stykker i rue Saint-Denis, som vel at mærke er et kendt
luderkvarter i Paris. Eller i den allerede omtalte scene på det
bordellignende hotel i Paris, hvor Pierre i sidste øjeblik finder
ud af, at de er gået galt i byen. Men temaet dukker også op i scenen
foran biografen i Reims, hvor Nicole antastes af en "kunde", mens
Pierre passivt ser på, og til sidst i filmen, hvor Franca på gaden
efter at hun har hentet billederne også får et tilbud fra en interesseret
"kunde", som hun prompte afviser ved at gøre manden totalt til grin.
Scenen på tankstationen, der varer 1 minut og 58 sekunder, består
af i alt 33 klip. Det giver noget i retning af 3-4 sekunder pr.
klip. En klipperytme som er karakteristisk for store dele af filmen
lige fra det øjeblik, hvor Pierre Lachenay stiger op fra metroundergrunden
i den allerførste scene. Mange af filmens scener er således mere
eller mindre fragmenterede i deres opbygning med ultrakorte nærbilleder
af hverdagsgenstande i en moderne verden: et lyssignal ved en fodgængerovergang,
en knap der åbner en dør, en gearstang der berøres ved gearskift,
en kuffertvægt i lufthavnen, et radiokommunikationssystem mellem
billetpersonalet og stewardessen i flyet, et elektrisk ur med tal,
et kuffertmærke, et metalaskebæger med skydelåg, lyskontakter der
tændes og slukkes, elevatorpaneler med knapper, hotelnøgler, telefoner,
Panair-reklametændstikker, flyinstrumentpaneler, telefonnummerskiver,
affaldsbeholdere, cigaretter, kuglepenne, tændingsnøgler, startknapper,
et enkelt fotografiapparat, samt alle de tidligere nævnte nærbilleder
fra en tankstation.
Som C.G. Crisp ganske rigtigt skriver i sin bog om Truffaut, så
peger disse objekter fra den moderne verden i en ganske bestemt
retning: "All of the objects are concerned with opening and shutting,
measuring, linking and separating, permitting or refusing access,
and in general with communication. It seems reasonable to say that
they are chosen to reflect the impermanence and constant modification
of relationships" (Crisp, side 78).
Silkehud på DVD
Silkehud er både en meget visuel og en meget auditiv
film, produceret af et fast hold bestående af Raoul Coutard som
fotograf, Georges Delerue som komponist og Claudine Bouché som klipper
i tæt samarbejde med Truffaut som instruktør. Filmens markante tresseragtige
sort-hvide billeder fremtræder knivskarpt på en yderst spektakulær
måde, der både yder Raoul Coutards levende og spændstige kameraarbejde
og Claudine Bouchés præcise og rytmiske klipning stor retfærdighed.
Bortset fra nogle mindre småfejl i de digitaliserede billeder er
der tale om en fremragende DVD-kopi af en af Truffauts betydeligste
film.
Lydmæssigt er DVD-udgaven også vellykket, hvilket er vigtigt for
en film som Silkehud, der især lægger stor vægt på hverdagens
lydkulisser med stemningsbærende og ekspressive lyde: fra metroen
i undergrunden, fra fodtrin på fliser og trapper, fra døre der åbnes
og lukkes ved tryk på en knap, fra elevatorer der sætter i gang
eller standser, fra dørklokker, bilhorn og de sanselige speakerstemmer
fra højttalerne i Orly, der annoncerer flyafgange. Eller lyden fra
sikkerhedsbælter der spændes i flyet, fra flystole der rettes op,
så man hører kuglelejerne "spinde" og straks sender Tati en venlig
tanke. Eller lyden fra Pierres askebæger i flyet, da han inden landingen
i Lissabon fører metalskydelåget frem efter at have skoddet sin
cigaret. Eller lyden fra fly der letter eller lander, og fra lyskontakter
der tændes og slukkes. Eller lyden fra en hylende mikrofon inden
Pierre skal tale, fra en elevator i fart og fra telefonen der dutter
optaget, da Pierre ringer til Nicole første gang. Eller lyden fra
et larmende avistrykkeri, en skrivemaskine i funktion og selvudløseren
på Pierres fotografiapparat.
Alle disse reallyde fra hverdagen, som Truffaut suverænt udnytter
som stemningsfuld lydtapet, kommer klart og tydeligt frem i denne
gennemarbejdede DVD-udgave. Endvidere er dialogen nem at opfatte,
ligesom Truffauts vekslende og nuancerede modellering af skuespillernes
stemmer med hensyn til stemmeleje, klang og frasering går klart
igennem, akkurat som hos Orson Welles. Altså gennemgående en fin
filmlyd i betragtning af filmens alder, bortset fra nogle få steder
i dialogen, hvor det kniber med at fastholde en læbesynkron lyd.
Og sidst men ikke mindst Georges Delerues kongeniale filmmusik,
der rummer den følelsesmæssige blanding af moderne melankoli, forelskelse,
jalousi og tristesse, som det har været Truffaut magtpåliggende
at ramme med en film som Silkehud, der ikke blot er en vigtig
film i Truffauts samlede produktion, men også er et filmhistorisk
mesterværk, som fortjener et stort publikum.
Af ekstramateriale er der desværre kun en menustyret adgang til
seks kronologiske sceneforløb i filmens handling, credits til filmen,
filmografier for Jean Desailly, Françoise Dorléac og François Truffaut,
samt trailers til 10 Truffaut-film. Altså ikke det helt store materiale,
som man ellers er vant til, når det drejer sig om DVD-udgivelser
af ældre spillefilm. |
|
Antoine Doinel i Ung flugt.
Francois Truffaut og Jean-Pierre Léaud under optagelserne
til Ung flugt.
Berømt scene fra Jules og Jim.
Francois Truffaut som D.W. Griffith.
Jean-Luc Godard.
Claude Chabrol.
Både Chabrol, Godard og Truffaut beundrede Hitchcock som en
af de største instruktører i filmhistorien.
Berømt suspense-scene fra Psycho.
Francois Truffaut og Alfred Hitchcock i samtale om Hitchcocks samlede
filmproduktion, godt hjulpet af den uundværlige tolk Helen
Scott. De mange samtaler førte til bogen "Le cinéma
selon Hitchcock" (1966), der senere udkom i en engelsk udgave
under titlen "Hitchcock" (1967) og i en dansk udgave med
titlen "Hitchcock om Hitchcock" (1973).
Hitchcocks karakteristiske montage-stil i Psycho.
Berømt scene fra Psycho.
Pierre og Nicole i Silkehud.
Pierre og Nicole på hotellet i Reims.
Francoise Dorléac, Raoul Coutard og Francois Truffaut under
optagelserne til Silkehud.
Pierre og Nicole oplever kærligheden på landet væk
fra den larmende storby.
Endelig tid til kærtegn i Silkehud.
Francoise Dorléac og Francois Truffaut under optagelserne
til Silkehud.
Antoine Doinel i Stjålne kys.
Truffaut som Dr. Itard i Den vilde dreng.
Instruktionsscene fra Den amerikanske nat.
Filmplakaten til Manden der elskede kvinder.
Charles Denner og Francois Truffaut under optagelserne til Manden
der elskede kvinder.
Den unge Francois Truffaut.
Den ældre Francois Truffaut.
The Soft Skin som DVD fra World Class Cinema Collection.
|
|