tilbage til forsiden
   
 

Februar 2004
2. årgang
nummer 5
gratis

forsiden | indholdsfortegnelsen forrige side | næste side
     
  En røverhistorie
Filmanmeldelse. Big Fish (2004). Instruktion: Tim Burton.

Af JAKOB ISAK NIELSEN


Tim Burtons film er fyldt med skabere og skabninger. Der er egenartige kunstnere, som producerer egenartige kunstværker: Victor Frankensteins Sparky, Pee-Wee Hermanns cykel, Batmans legetøj, Edward Saksehånds skulpturer af is, Ed Woods film og Ichabod Cranes instrumenter. Big Fish har også en egenartig kunster ved navn Ed. Ed skaber også. Han skaber sin egen myte.


De fleste af os har sikkert lagt øre til onkel Orlas historie om skovsøens snu gedde, der var så stor, at dens hale og snude ragede mod jorden, da han kørte hjem med den på cyklens bagagebærer. én af de formildende omstændigheder ved en sådan historie er, at man kun hører den, når der er sølvbryllup, konfirmation eller barnedåb. Men hvad gør man, hvis onklen er ens far, og han ALTID fortæller røverhistorier? Det problem står William Bloom med (Billy Crudup som voksen, Grayston Stone som barn). Hvad andre børn drages af, har han hørt hundredevis af gange. Hans far - Edward Bloom (Albert Finney som ældre, Ewan McGregor som yngre) - er tilbøjelig til at frem- og ophæve sig selv i beretninger om fabelagtige handlinger og begivenheder, der indtraf tidligere i hans liv. William derimod optræder mere som en fodnote. Ja, faktisk synes de fabelagtige hændelser at slutte, omtrent da han kom til verden.

Tilsyneladende bliver Edward aldrig træt af at genfortælle de gode gamle historier, og da han i bryllupstalen til William og dennes kønne, sukkersøde, franske brud Josephine (Marion Cotillard) for gud ved hvilken gang vælger at fortælle sin historie om, hvordan han mødte sin kone (Jessica Lange/Alison Lohman), kommer det til et brud mellem far og søn. De holder op med at tale sammen. Tre år senere får William et opkald fra sin mor - Edward er døende. Fra sit domicil i Frankrig vender William tilbage til barndomshjemmet med en højgravid Josephine ved sin side. Big Fish zoomer derefter ind på kernen i far-søn-konflikten. Det handler ikke blot om opmærksomhed og anerkendelse. William står selv på tærsklen til at blive far og har selv sagt svært ved at tage ved lære af Edwards forbillede. Williams anke er, at han aldrig har fundet ind til den virkelige Edward. Edwards liv er kun blevet overbragt til ham i form af fantasifulde anekdoter om kæmper, hekse, eventyrlige veje til hemmelige byer og ..... ja, en stor fisk, for det sidste nummer i Edwards repertoire er naturligvis historien om, hvordan han fangede skovsøens gamle gigant i samme øjeblik, som hans elskede kone fødte William.

Det fantastiske og det jordnære
Tim Burton har en forkærlighed for stiliserede fiktionelle verdener, og én af de medarbejdere, som Burton sætter højt på dagsordenen i bestræbelsen på at visualisere disse scenarier, er hans production designer. I interviewbogen Burton on Burton er det ligefrem bemærkelsesværdigt, hvor meget der bliver talt om de forskellige production designers, og hvor lidt der fx bliver talt om hans fotografer. I Big Fish er det Dennis Gassner, der har bygget den magiske mise-en-scene. Senest har han arbejdet på Sam Mendes' Road to Perdition, men han er mest kendt for sit samarbejde med Coen-brødrene på The Man Who Wasn't There, O Brother Where Art Thou?, The Hudsucker Proxy, Barton Fink og Miller's Crossing. Burtons og Gassners visuelle flair er betagende, og de har samtidig overskud til at kaste referencer ud af ærmet til så alsidige fiktionelle universer som Bonnie and Clyde, Deliverance og The Wizard of Oz. Indimellem citerer de sågar Burtons egne film!

Big Fish skiller sig dog ud fra Burtons tidligere film, fordi Eds fantasifulde ekskursioner har udspring i et genkendeligt og "almindeligt" univers skildret uden pastiche eller ironi. Er Burton blevet træt af at lege? Er Big Fish den notoriske voksne film i hans karriere? Man fristes til at tro det, men der er stadig tiltrækkeligt med legesyge i Big Fish til, at man må være varsom med at udstikke en retning for hans filmkarriere. Den jordnære familiekonflikt præsenteres ganske vist som vores emotionelle forankringspunkt, men den kommer stort set til at fungere som rammehistorie, idet filmen giver GOD PLADS til at dykke ned i de fantasifulde beretninger. Således tilbringer vi størstedelen af tiden i Eds fantasiland. Givet hvad vi kender til Burtons visuelle fantasi, kommer det næppe som nogen overraskelse. Vi har trods alt med instruktøren at gøre, som har givet os Gotham City, dødens venteværelse, Edward Saksehånds pastelfarvede forstad, Hallowe'entown og Sleepy Hollow.

Desværre kniber det med engagementet i den klassiske fader-søn konflikt, som filmen er bygget op om - som er filmens hjerte, om man vil. Man kommer let til at tænke på den kritik, som ramte nogle af Burtons tidlige film, bl.a. Beetlejuice, Batman-filmene og Edward Saksehånd. Kritikken går for det første på, at Burton bruger sit krudt på filmenes visuelle design, og for det andet at han tegner nogle hovedpersoner for grå og kedelige, mens andre bliver malet i alle regnbuens farver. Det er ikke en opfattelse, som jeg deler utvetydigt. I visse tilfælde er det et falsk modsætningsforhold (Michael Keatons Batman er da ikke kedelig, men intens og mystisk), i andre tilfælde er det en humoristisk eller dynamisk kontrast (fx i Beetlejuice og Edward Saksehånd). I Big Fish mener jeg dog, at dette modsætningsforhold vitterligt er til stede, og at det ikke er til filmens fordel.

Selv om man godt forstår motivationen bag Williams ønske om at punktere myterne, så er han i Billy Crudups skikkelse lidt for pæn og nydelig, ordinær og passionsforladt. Josephine-karakteren er så yndig, forstående og pussenusse-sød, som kun franske kvinder kan være i amerikanske film. Det meste af filmen tumler hun rundt med højgravid mave og store fugtige øjne. Parret er så perfekt, at det er til at gabe over. Kunne de ikke få bare en enkelt lille brist!? Audiovisualiseringerne af Edwards historier er derimod fantasifulde og farverige. Her får vi det freak show, som vi kender fra Burtons side. I glasøjet på en heks ser William, hvordan han skal dø; han bliver hjembyens sportshelt og driver en kæmpe ud af byen; han finder en hemmelig by, hvor gaderne er belagt med græs; han strides med en levende skov; han møder en venligsindet varulv / cirkusdirektør i skikkelse af Danny DeVito, og som faldskærmsudspringer under Koreakrigen havner han midt i den røde hærs talentshow, hvor han stifter bekendtskab med de siamesiske tvillinger Ping og Jing. Ren vaudeville! Undervejs når han såmænd også at forelske sig i Sandra, som han vinder til sin kone.

Eds magiske oplevelser er underholdende at følge, men det spektakulære karaktergalleri til trods har universet ikke den dystre tone, som er så dragende i andre Burton-film. Danny Elfmans musikspor er tættere det sentimentale, og McGregors lattermilde gå-på-mod skubber filmen væk fra det dystre og bizarre over mod det magiske og fantastiske. Ingen kan vel klandre Burton for at forny sig ved ikke at anvende en freak eller særling som hovedperson, men man savner lidt kant i karakterskildringen og lidt kompleksitet i filmens tone.

Fortælleglæde
At indhylle sig selv og andre i fiktionelle konstruktioner ligger naturligvis enhver historiefortæller nært for hjerte, og alene i de seneste år er dette tema spillet over forskellige variationer - bl.a. i Goodbye, Lenin og Livet er smukt. Såvel Big Fish som disse film hylder fortællingens kraft, men der er også en væsentlig forskel i måden, de gør det på. I Goodbye, Lenin og Livet er smukt er opbygningen af en fiktionel verden forårsaget af specifikke omstændigheder og omgivelser. I Big Fish kan vi selvfølgelig antage, at Eds hverdag er ordinær og begivenhedsløs, men vi får aldrig indsigt i, hvad der præcist motiverer Eds kreative omgang med virkeligheden. Hvorfor er det nødvendigt? Fortællingens fortrinligheder er dermed kun bundet op på selve fortællingerne. Det er en væsentlig grund til, at der ikke er den friktion og dynamik mellem fantasisporet og hverdagssporet, som der kunne have været. Set fra mit biografsæde overtrumfede Eds fantasiland simpelthen familiedramaet. Den konklusion synes filmen også at komme til, for mod slutningen løber familiekonflikten ud i sandet. I stedet falder det magiske spor ind over det realistiske. William finder ud af, at røverhistorierne måske har mere grobund i virkeligheden, end han turde tro. De spektakulære vaudeville-karakterer sluses ind i det realistiske univers, og filmen ender med at opretholde og favntage Eds magiske beretninger på bekostning af den jordnære hverdag. William indstiller sin efterforskning og lader Ed blive identisk med de historier, han fortæller om sig selv. Fantasien længe leve!
 

Tim Burton: Big Fish (2003).
 
       
 
Faktaboks

Mark Salisbury, red.: Burton on Burton (London: Faber and Faber 2000) Revideret udgave.
     
       
  Udskriv denne artikel
     
  Gem/åben denne artikel som PDF (61 Kb)
     
  Gem/åben hele nummeret som PDF (657 Kb)
  forrige side | næste side  
     
16:9, februar 2004, 2. årgang, nummer 5
til toppen | forsiden | tidligere numre | om 16:9 | kontakt | copyright © 2002-2004,16:9. Alle rettigheder forbeholdes.