Tilsyneladende bliver Edward aldrig træt af at genfortælle de gode gamle historier, og da han i bryllupstalen til William og dennes kønne, sukkersøde, franske brud Josephine (Marion Cotillard) for gud ved hvilken gang vælger at fortælle sin historie om, hvordan han mødte sin kone (Jessica Lange/Alison Lohman), kommer det til et brud mellem far og søn. De holder op med at tale sammen. Tre år senere får William et opkald fra sin mor - Edward er døende. Fra sit domicil i Frankrig vender William tilbage til barndomshjemmet med en højgravid Josephine ved sin side. Big Fish zoomer derefter ind på kernen i far-søn-konflikten. Det handler ikke blot om opmærksomhed og anerkendelse. William står selv på tærsklen til at blive far og har selv sagt svært ved at tage ved lære af Edwards forbillede. Williams anke er, at han aldrig har fundet ind til den virkelige Edward. Edwards liv er kun blevet overbragt til ham i form af fantasifulde anekdoter om kæmper, hekse, eventyrlige veje til hemmelige byer og ..... ja, en stor fisk, for det sidste nummer i Edwards repertoire er naturligvis historien om, hvordan han fangede skovsøens gamle gigant i samme øjeblik, som hans elskede kone fødte William.

Big Fish skiller sig dog ud fra Burtons tidligere film, fordi Eds fantasifulde ekskursioner har udspring i et genkendeligt og "almindeligt" univers skildret uden pastiche eller ironi. Er Burton blevet træt af at lege? Er Big Fish den notoriske voksne film i hans karriere? Man fristes til at tro det, men der er stadig tiltrækkeligt med legesyge i Big Fish til, at man må være varsom med at udstikke en retning for hans filmkarriere. Den jordnære familiekonflikt præsenteres ganske vist som vores emotionelle forankringspunkt, men den kommer stort set til at fungere som rammehistorie, idet filmen giver GOD PLADS til at dykke ned i de fantasifulde beretninger. Således tilbringer vi størstedelen af tiden i Eds fantasiland. Givet hvad vi kender til Burtons visuelle fantasi, kommer det næppe som nogen overraskelse. Vi har trods alt med instruktøren at gøre, som har givet os Gotham City, dødens venteværelse, Edward Saksehånds pastelfarvede forstad, Hallowe'entown og Sleepy Hollow.

Desværre kniber det med engagementet i den klassiske fader-søn konflikt, som filmen er bygget op om - som er filmens hjerte, om man vil. Man kommer let til at tænke på den kritik, som ramte nogle af Burtons tidlige film, bl.a. Beetlejuice, Batman-filmene og Edward Saksehånd. Kritikken går for det første på, at Burton bruger sit krudt på filmenes visuelle design, og for det andet at han tegner nogle hovedpersoner for grå og kedelige, mens andre bliver malet i alle regnbuens farver. Det er ikke en opfattelse, som jeg deler utvetydigt. I visse tilfælde er det et falsk modsætningsforhold (Michael Keatons Batman er da ikke kedelig, men intens og mystisk), i andre tilfælde er det en humoristisk eller dynamisk kontrast (fx i Beetlejuice og Edward Saksehånd). I Big Fish mener jeg dog, at dette modsætningsforhold vitterligt er til stede, og at det ikke er til filmens fordel.

Selv om man godt forstår motivationen bag Williams ønske om at punktere myterne, så er han i Billy Crudups skikkelse lidt for pæn og nydelig, ordinær og passionsforladt. Josephine-karakteren er så yndig, forstående og pussenusse-sød, som kun franske kvinder kan være i amerikanske film. Det meste af filmen tumler hun rundt med højgravid mave og store fugtige øjne. Parret er så perfekt, at det er til at gabe over. Kunne de ikke få bare en enkelt lille brist!? Audiovisualiseringerne af Edwards historier er derimod fantasifulde og farverige. Her får vi det freak show, som vi kender fra Burtons side. I glasøjet på en heks ser William, hvordan han skal dø; han bliver hjembyens sportshelt og driver en kæmpe ud af byen; han finder en hemmelig by, hvor gaderne er belagt med græs; han strides med en levende skov; han møder en venligsindet varulv / cirkusdirektør i skikkelse af Danny DeVito, og som faldskærmsudspringer under Koreakrigen havner han midt i den røde hærs talentshow, hvor han stifter bekendtskab med de siamesiske tvillinger Ping og Jing. Ren vaudeville! Undervejs når han såmænd også at forelske sig i Sandra, som han vinder til sin kone.

Eds magiske oplevelser er underholdende at følge, men det spektakulære karaktergalleri til trods har universet ikke den dystre tone, som er så dragende i andre Burton-film. Danny Elfmans musikspor er tættere det sentimentale, og McGregors lattermilde gå-på-mod skubber filmen væk fra det dystre og bizarre over mod det magiske og fantastiske. Ingen kan vel klandre Burton for at forny sig ved ikke at anvende en freak eller særling som hovedperson, men man savner lidt kant i karakterskildringen og lidt kompleksitet i filmens tone.