Hollywood i 40'erne kunne tænke selv – The Best Years of Our Lives og Gentleman’s Agreement

Af MICHAEL BO

Fordommen om krigsfilmene under og efter Anden Verdenskrig er, at det var Pentagon, der fastsatte niveauet af patriotisme, men faktisk er de gamle krigsfilm (og krigsrelaterede problemfilm) overordentligt klarøjede i forhold til de nyere film i genren. Selv tidens Oscarvindende amerikanske krigs- og problemfilm.

Den amerikanske patriotisme er i dag gået hen og blevet en urokkelig størrelse, i sandhed en Mount Rushmore med værdierne og al nationalstatenschauvinisme hugget i sten. I en tid, der arbejder med skabeloner og sjældnere end nogensinde formår at sætte sig ud over arketyperne, trives nationalromantikken og skyttegravstænkningen: os og dem. Fra Charlton Heston over Susan Sarandon til Dixie Chicks er ”Home of the Brave” og faneeden et gyldigt samlingspunkt.

Det startede ikke med Vietnam

Det er blevet almen viden, at Vietnamkrigen åbnede for nye amerikanske selvindsigter, et synspunkt jeg gerne vil udfordre. Det var her sidst i 70'erne, i årene efter Vietnam, i Oscarnominerede film som The Deer Hunter (1978), Coming Home (1978) og Apocalypse Now (1979), at amerikanerne for første gang satte sig ned og talte Pentagon og den patriotiske syge midt imod.

Men hvordan er det muligt, at epokegørende selvkritiske dokumenter som William Wylers blændende fortalte, komplet organiske og modige Oscarvinder The Best Years of Our Lives (1946, De bedste år) var glemt kun 30 år efter deres fremkomst?

Michael Ciminos The Deer Hunter var sit årtis Best Years, og den kom til verden godt hjulpet på vej af moderniteten i fremmarch, globalt ungdomsoprør og massive protester mod amerikansk imperialisme. Wyler kom spankulerende med sin sprængfarlige historie, hvor systemkritikken var organisk og lå indbygget i manuskriptets figurer, tre soldater af forskellig rang, socialt udgangspunkt og alder, som vender tilbage til deres fælles hjemby. Hæren er den store sociale udjævner. Krigen har smidt en gammel verdensorden op i luften, og kortene er landet sådan, at det er proletaren Dana Andrews, der blev kaptajn, og bankunderdirektøren Fredric March, der med nød og næppe blev sergent. Men hjemme i USA falder de tilbage i de roller, samfundet nu én gang har tildelt dem. Hjem kommer de, til slægtninge og kolleger, der er lede og kede af at høre om krigen og bare vil videre med deres liv. Hjem til folk, der oprigtigt mener, at nu bør disse veteraner tage sig sammen og komme over deres traumer, og helst i enrum. Fredric March viser sin fremmedgjorte søn sine hjembragte japanske trofæer, men sønnen ved allerede langt mere end sin far om japansk kultur og finder gaverne vulgære. Og så vil han gerne vide, om faren, da han var i Hiroshima, så noget til de skrækindjagende følger i civilbefolkningen fra den amerikanske a-bombe!

I The Deer Hunter spiller Robert De Niro russisk roulette, og i Wylers film fra 1946 står trøsten på alkohol, og diagnosen og udstødthedens symptomer er selvhad, skilsmisse, arbejdsløshed, selvmordstanker – middelklassens selvtilstrækkelige Amerika var intet paradis på jord at komme hjem til for ham, der blev sendt i kamp. Og først og sidst: Var det et Amerika, der var værd at kæmpe for?

Mange af de bedste af krigsdramaerne fra 40'erne og 50'erne stiller spørgsmålet. De færreste har noget rede svar, hvilket taler til deres ros.

Hvad kæmper vi for?

Elia Kazans indtrængende og behjertede Gentleman's Agreement (1947, Mand og mand imellem), der den 20. marts 1948 fik en Oscar for bedste film, er ingen krigsfilm, men den går direkte i flæsket på amerikansk dobbeltmoral i tiden umiddelbart efter krigen.

Gregory Peck spiller en journalist, der under dække af at være jøde sætter sig for at afdække den 'høflige' antisemitisme i Amerika, den der ikke går ud med ovne og kz-lejre, men som bare er diskret afvisende. John Garfield er Pecks jødiske ven, der chikaneres ud af en restaurant, og Dorothy McGuire er Pecks pæne, kulturradikale overklassekæreste, som da bestemt tolererer jøder, bare hendes familie og omgangskreds ikke ved, hun omgås dem. Det er næppe en film, der har givet point hos hverken Pentagon, regeringen eller i den brede offentlighed.

Som flere af 1940’ernes og 50’ernes krigs- og problemfilm demonstrerer (tænk også på John Hustons The Red Badge of Courage [1951, Modets røde kokarde]), så var rådvildheden blandt de amerikanske GI’s nærmest ligeså udtalt som senere i Vietnam og i Golfen.

De mest bevægende scener i 40’ernes krigsfilm er ofte dem, hvor den menige prøver at finde på en god grund til at befinde sig midt i tågen midt på slagmarken i Belgien eller et andet land, han aldrig har hørt om og end ikke ved, hvor ligger.

Hvis ikke det er for frihedens skyld, hvis ikke det er for at beskytte den svage mod overmagten, hvorfor er det da? Dét håb – at man kan bidrage til verdens frelse – er stærkt og tvingende nødvendigt for at overleve, men som filmene viser, var de nemme løsninger ikke spor nemme i krigsårene.

* * *

Denne artikel er en del af det virtuelle appendiks til bogen Guldfeber - på sporet af Oscarfilmen.