Prolog: We Need to Talk About Oscar (fuld tekst)

Af ANDREAS HALSKOV og HENRIK HØJER

Det starter med en kort prolog, så et fade to black. Derpå toner ordene frem: ”Based on a true story.” Nøgternt, lakonisk, konstaterende. Således starter filmen Argo (2012), en historisk thriller, branchefilm og biopic instrueret af den grønne, men velkendte Ben Affleck (der forud for Argo havde instrueret spillefilmene Gone Baby Gone [2007] og The Town [2010]). Denne film, Argo, var frem mod det 85. Oscarshow i 2013* én af de mest prominente og omtalte produktioner – ikke mindst efter dens hæder ved Golden Globes, DGA og BAFTA – og dens modtagelse af hovedprisen ved førnævnte uddeling var næppe overraskende.

Som Afflecks film omhandler Hollywoodindustrien, således kunne den også siges at fortælle os noget om Oscarshowet og dets udvalgte kandidater. Filmen, som omhandler den tidligere CIA-agent Tony Mendez (Affleck), der i 1979 drog til Iran for at befri nogle gidseltagne amerikanere fra Tehrans gader, er produceret af independent-selskabet GK Films, men distribueret af mastodonten Warner Bros. Som en tidstypisk indiewood-film blander Argo således Hollywoodfilmens fortælleteknik med indie-filmens udtryk (gennem et levende kameraarbejde og et score bestående af tidstypiske 70’er-sange) samt dens aura af ”seriøs kunst”.

Brugen af diverse autenticitetsmarkører (bl.a. arkivbilleder, håndholdt kamera og captions med historiske og geografiske informationer) tilføjer filmen et skær af seriøsitet og væsentlighed, og filmens ramme – storpolitiske spændinger imellem USA og forskellige dele af Mellemøsten – er aktuel på en subtil og relativt harmløs vis. Genremæssigt er Argo en blanding af en historisk biopic (idet den omhandler Tony Mendez, som faktisk var en væsentlig CIA-agent i datidens USA), en politisk thriller (med effektiv brug af krydsklipning) og en lettere satirisk branchefilm (idet den på flere måder omhandler og satiriserer Hollywoodindustriens fabrikstænkning). Herved blander den også forskellige koder og registrer – det alvorlige, det nervepirrende og det komiske – hvortil der kommer et universelt, hverdagslignende biplot omhandlende hovedpersonens kamp for at forene karriere og familieliv. I sidste ende er filmen, trods dens satiriske branchekommentarer, en hyldest til Hollywood og filmmediets muligheder, idet Mendez for at få de amerikanske gidsler ud af Tehran etablerer en fupproduktion under titlen Argo, som angiveligt skulle filmes i Irans eksotiske locations. Med filmindustriens og filmmediets hjælp lykkes det Mendez at befri de amerikanske ambassadefolk, og herved understreges det – og dette gennem en autentisk historie (!) – at film er andet og mere end underholdning. Film betyder noget for os, film bevæger os, og, ja, film kan sågar påvirke og forandre storpolitiske begivenheder.

Det er således ikke bare et stort spektakel, når Oscarshowet i februar fejrer filmindustrien. Det er storstilet storytelling. En historie om den industri, de folk og det medium, som optager store dele af ikke bare den amerikanske, men hele verdens befolkning. Måske er det også mestendels en ”god historie” – et slør, som dækker over en industri, der i virkeligheden drives af tvivlsomme remakes og endeløse sequels, snarere endseriøse kvalitetsfilm. I 2011 var de 10 bedst sælgende film således Harry Potter and the Deathly Hallows – Part 2, Transformers: Dark of the Moon, Pirates of the Caribbean: On Stranger Tides, The Twilight Saga: Breaking Dawn – Part 1, Mission Impossible: Ghost Protocol, Kung Fu Panda 2, Fast Five, The Hangover Part II, The Smurfs og Cars 2. Ingen af disse film havde en kinamands chance i Oscarkapløbet, og dette kunne måske understrege Oscarakademiets selvforståelse og industriens selvfremstilling. Hvis Oscar, således at forstå, fortæller en historie om Hollywood, så er det en historie om Hollywood som en skaber af store, seriøse og stilskabende værker – film som Gone With the Wind (1939), On the Waterfront (1954), The Godfather (1972), One Flew Over the Cuckoo’s Nest (1975) og American Beauty (1999) – ikke en historie om Hollywoodindustriens systematiske fabrikering af franchises og platte biografbaskere.

Men Oscaruddelingen er andet og mere end dét, og selvom showet har været i en længerevarende seertalskrise, så er det stadig en af de tre mest sete endagsbegivenheder i amerikansk tv og et tilbagevendende samtalepunkt på tværs af hele kloden.

Bogens opbygning

I denne bog forsøger vi at gribe Oscarshowet i al dets kompleksitet – ved at belyse showet og tildelingen fra forskellige vinkler – men vi tilstræber også en mere dybtgående behandling af en række af Oscarhistoriens mest interessante vinderfilm. Bogen er, foruden denne prolog, udgjort af tre hoveddele og en epilog, som tjener forskellige formål. Den første hoveddel indeholder en serie af kapitler, som i en tematisk eller oversigtsagtig form introducerer forskellige optikker eller forståelsesrammer, hvorudfra vi kan anskueliggøre Oscarshowet og -tildelingen. Oscarshowet ses bl.a. i relation til moden (Iben Albinus), Hollywoodindustrien (Jakob Isak Nielsen) og de amerikanske kulturværdier (Andreas Halskov), og Helle Kannik Haastrup ser på selve den tværmediale mediebegivenhed, som Oscaruddelingen efterhånden er blevet til.

I bogens anden og vægtigste del behandles en række forskellige Oscarvindere (i kategorien for bedste film) med et nærgående, men idiosynkratisk blik. Søren Langelund ser på The Broadway Melody (1929) som et tidligt eksempel på en efterhånden lang romance imellem Oscar og musicalgenren, og han påpeger, at Oscarakademiet ofte har hædret musicalen, men at det sjældent har tilgodeset de mere skæve og banebrydende eksempler på genren. Edvin Kau beskæftiger sig da med en af Oscarhistoriens største film, Gone With the Wind (1939), en film, som med sin dobbelte plotline og sit melodramatiske udtryk betegnes som klassisk ”Oscar bait”. I det efterfølgende kapitel ser Christian Braad Thomsen på Rebecca (1940) i relation til instruktøren Alfred Hitchcocks oeuvre, og det diskuteres, hvorvidt filmen burde ses som et Hitchcockværk eller en Selznickproduktion (idet den, ligesom førnævnte Gone With the Wind, er produceret af David O. Selznick).

Fra 1950’erne og start-60’erne ser Palle Schantz Lauridsen på tre af periodens største og mest spektakulæreproduktioner, The Greatest Show on Earth (1952), Ben-Hur (1959) og Lawrence of Arabia (1962), som læses i relation til både den klassiske Hollywoodfilm og den tidlige attraktionsfilm. Det narrative og det spektakulære.

Johannes Riis behandler derpå en anden af 1950’ernes og Oscarhistoriens klassikere, On the Waterfront (1954), og beskæftiger sig her med skuespillets kunst og personinstruktionen hos Elia Kazan (som i samme årti stod bag to andre Oscarnominerede film: A Streetcar Named Desire [1951] og East of Eden [1955]).

I et dobbeltløbet kapitel, ”De unge vilde”, behandler Henrik Højer og Andreas Halskov da to af slut-60’ernes mest interessante og bemærkelsesværdige Oscarvindere, hhv. In the Heat of the Night (1967) og Midnight Cowboy (1969) – film, der desuden kontrasteres med andre af tidens (mere) nybrydende Hollywood- og independent-produktioner.

Med et særligt fokus på The Deer Hunter (1978) og Platoon (1987) ser Jesper Haarup Borchmann på den moderne amerikanske krigsfilm (efter Saigons fald/befrielse) i relation til Oscarfilmen, genretraditionerne og den amerikanske kulturhistorie.

I 1990’erne og begyndelsen af 00’ere så vi to forskellige – i en vis forstand modsatrettede – tendenser, hhv. den klassiske Oscar- og storfilms renæssance (som Rasmus Krogh forholder sig til med særligt fokus på Titanic og The Return of the King) og den begyndende indlemmelse eller appropriering af indie-filmen (som Kenneth McNeil analyserer med særligt henblik på American Beauty, No Country for Old Men og The Hurt Locker). Sluttelig ser Kirsten Skov og Steen Fiil på vinderen fra 2012, The Artist, og herfra trækkes nogle spor igennem Oscarfilmens foreløbige historie.

De enkelte bidrag er således selvstændige analyser af forskellige Oscarfilm, men i samtlige kapitler ses filmen(e) også i relation til Oscarshowet og den tid, som filmen(e) på mere eller mindre diffus vis knytter sig til.

I tredje del af bogen behandles da den danske Oscarhistorie, dette igennem en historisk indføring (Helle Kannik Haastrup), et interview med Oscarvinderen Bille August og den just Oscarnominerede Nikolaj Arcel (interviewet af Steffen Moestrup) og et andet interview med den flittigt nominerede producer Kim Magnusson (interviewet af Andreas Halskov). Herpå følger endelig en nærgående, analytisk behandling af Hævnen (2010), der af Sørens Bastholm, særligt med fokus på dramaturgiske forhold, læses som en ”født Oscarvinder”.

Efter de tre hoveddele følger endelig en epilog (”Kritiske perspektiver”), hvori to filmkritikere og flittige Oscardebattører, Edward Jay Epstein og Søren Høy, giver hver deres personlige bud på, hvordan Oscarshowet og vinderfilmene har forandret sig over tid. Begge mener de, at Oscarvinderne i dag adskiller sig fra de film, som reelt driver Hollywoodøkonomien (de store franchises), men hvor Høy mener, at dette skyldes en politisering og et generelt kvalitetsløft af showet og de nominerede film, så mener Epstein snarere, at dette afspejler en stadigt mere kommerciel industri, som krampagtigt forsøger at fastholde et billede udadtil af sig selv som en ”respektabel” institution. Høy og Epsteins bud er holdt i en personlig, essayistisk stil og kan forhåbentlig, efter endt læsning, anspore en lignende diskussion hos de enkelte læsere og Oscarseere.

Som antologi er det oplagt at læse bogen på en nedslagslignende vis, men bogen er også tænkt som et opslagsværk, der (om man ønsker det) kan læses fra ende til anden. Gennem indledningskapitlet og det første bilag, som i en oversigtsform gennemgår de forskellige Oscaruddelinger fra 1929 til 2013, kan man naturligt bruge bogen som en oversigt over Oscarhistorien og dens forskellige vindere. Overgangen fra de overordnede til de mere specifikke, næranalytiske kapitler og dén kronologi, hvormed de enkelte næranalyser præsenteres, gør det samtidig muligt at læse bogen som en sammenhængende, fremadskridende behandling. Der fokuseres på vinderfilmene (skønt priser for skuespil, udenlandske film og forskellige tekniske områder også rundes af hhv. Helle Kannik Haastrup og Johannes Riis), men ikke kun på de store og mest omtalte klassikere. I del 2 behandles Oscarvindere fra samtlige af Oscarhistoriens årtier, og dette inkluderer, som sagt, store klassikere som Titanic og Ben-Hur, men også mindre (kendte) film som Midnight Cowboy, In the Heat of the Night og No Country for Old Men.

Film, der ikke behandles særskilt i bogens anden del, vil for størstedelen være grundlag for tematisk eller historisk behandling i forbindelse med en af de mere overordnede bidrag i bogens første hoveddel (dette gælder fx Wings [1927], All Quiet on the Western Front [1930], Cimarron [1931], The Grand Hotel [1932], Cavalcade [1933], It Happened One Night [1934], Casablanca [1943], Patton [1970], One Flew Over the Cuckoo’s Nest [1975], Rocky [1976], Forrest Gump [1994] og Slumdog Millionaire [2008]). Øvrige Oscarvindere vil være genstand for uddybende behandling i det virtuelle appendiks, der knytter sig til denne bog – et appendiks, hvor man løbende vil kunne finde nye og relaterede artikler om Oscarshowet og de forskellige film.

Hvorfor Oscar?

I modsætning til de moderne amerikanske tv-serier, som var grundlag for 16:9’s første bogudgivelse (Fjernsyn for viderekomne, 2011, Turbine), så er det ikke hipt at se og snakke om Oscar, og Oscarshowet er traditionelt, hvis ikke ligefrem eftertrykkeligt umoderne. Oscarshowet beskrives således af filmkritiker Vince Canby som ”one long commercial for movies which they make look good” (Canby 1987: II.23), og af filmblogger Willie Osterweil betegnes uddelingen som ”a boring, overlong, masturbatory tribute to mediocre cinema” (Osterweil 2013). Ja, enkelte kritikere har sågar, i forbindelse med årets jubilæumsshow, markeret deres direkte foragt for The Oscars, og P1-anmelderen Per Juul Carlsen har af samme årsag nedfældet 10 grunde til slet ikke at se eller beskæftige sig med showet. De (ofte rimelige og for så vidt fornuftige) kritikpunkter, som anmeldere og filmfolk hæfter sig ved i forbindelse med Oscar, kan opstilles i følgende anker:

• Oscarshowet er et spektakel, der kun har lidt med filmkunst at gøre.
• Oscarshowet er et markedsføringsstunt for en branche, der gerne udadtil vil præsentere sig selv som seriøs og ”respektabel” (som det konkret fremgår af Oscarakademiets hensigtserklæring).
• Oscarakademiet hylder nogle tilbageskuende og traditionelle mainstreamfilm og ser konsekvent bort fra de mere kunstnerisk interessante og banebrydende produktioner.
• Oscarshowet er baseret på en tvivlsom ”sportsliggørelse”af filmen – en tanke om at film, som forskellige konkurrenter i en konkurrencesport, kan måles og vurderes ift. hinanden.

Pointen med denne bog er hverken at cementere eller dementere Per Juul Carlsens kritikpunkter, men derimod at gå i rette med hans mere tvivlsomme slutning. Uagtet om Oscarshowet er et brancheselvsmagende spektakel, der konservativt hædrer nogle traditionelle mainstreamfilm (som fx Argo), så er showet en helt central institution i amerikansk film og tv. En institution, der fortæller os noget om amerikansk kultur-, film- og mediehistorie, og som således – uagtet hvad man måtte mene om det – bestemt er værd at se og forholde sig til. Ja, i takt med de mange danske nomineringer over de seneste år (i både kort- og spillefilmskategorier) er det måske ligefrem aktuelt at beskæftige sig med Oscar – at tilstræbe en forståelse af det show og den tradition, som tilsyneladende har en stadigt kraftigere afsmitning på danske film.

Oscar er muligvis ikke en hip sang, men han synger på 85. vers og har stadig et stort og entusiastisk publikum. Denne bog er dog hverken tænkt som en underkendelse af Oscarshowet og dets publikum eller en entusiastisk glorificering af showet og dets udvalgte vindere. Bogens formål er at skabe en seriøs og bredspektret introduktion til den pris, de fleste filmskabere fortsat ønsker at vinde, men som aldrig har dannet genstand for en omfattende dansksprogetbehandling.

Oscarshowet er en spektakulær, sammensat størrelse, og vinderfilmene kan ikke reduceres til en fast skabelon. Visse gennemgående træk kan dog ikke fornægtes, og som vi skal se, kan der relativt uproblematisk trækkes spor fra Argo til flere af Oscarhistoriens vinderfilm. De virkelige mennesker og de genkendelige problemstillinger, den historiske ramme og de politiske undertoner, den dobbelte plotline og det gode, spændingsfyldte plot. I disse komponenter gemmer sig en del af den typiske Oscarfortælling.
Vi har set det før, og vi mener at vide, hvordan det ender, men vi følger med for de små varianser og overraskelser på den ellers velkendte rejse.

Denne bog er også en rejse – en rejse ind i Oscarshowet, gennem Oscarhistorien og ned i dybderne af de udvalgte vinderfilm. Vi håber, at oplevelsen vil være underholdende som enhver Oscarvinder og om muligt mere overraskende.

På vegne af hele 16:9-redaktionen,
Henrik Højer og Andreas Halskov

* * *

Denne artikel er en del af det virtuelle appendiks til bogen Guldfeber - på sporet af Oscarfilmen.