Buzz, bets og billige gætterier - Oscaruddelingen 2014

Af ANDREAS HALSKOV

Fig. 1: 12 Years a Slave - årets formodede hovedprisvinder.

“The Oscar race is often equal parts popularity contest, hype, sentiment, professional critique, idealism and malarkey.”
- Michael Wilmington (1996: 16).

Natten til den 3. marts 2014 uddeles Oscarstatuetterne for den 86. gang i det nyligt omdøbte Dolby Theatre (som midlertidigt går under det mindre mundrette og velklingende navn Hollywood and Highland Center Theatre). Men den hype og de spådomme, som altid omgærer Oscaruddelingen, har længe været genstand for diverse – ofte poppede, kortfattede og copy-paste-agtige – skriverier. På diverse onlinefora kan man læse om den procentuelle sandsynlighed for, at givne film vinder i diverse kategorier, og enigheden fra forum til forum er generelt slående (i en sådan grad, at de enkelte gætterier vel også reelt set mister deres værdi). Inden for de såkaldte ”Big Five” (eller ”The Big Six”), altså de såkaldte hovedkategorier, spår man generelt følgende fordeling:

• Bedste film: 12 Years a Slave
• Bedste originale manuskript: Spike Jonze (Her), Woody Allen (Blue Jasmine) eller Eric Warren Singer & David O. Russell (American Hustle)
• Bedste adapterede manuskript: formentlig John Ridley for 12 Years a Slave, med Richard Linklater, Julie Delpy og Ethan Hawke (Before Midnight) og Terence Winter (The Wolf of Wall Street) som fornuftige outsiders.
• Bedste instruktør: Alfonso Cuarón (med Steve McQueen, Alexander Payne og Martin Scorsese som mulige outsiders)
• Bedste mandlige hovedrolle: Matthew Mcconaughey for sit spil i Dallas Buyers Club (med Leonardo DiCaprio som en mulig bejler)
• Bedste kvindelige hovedrolle: Cate Blanchett for Blue Jasmine

Denne artikel vil ikke spå yderligere om hvem, der får diverse priser, endsige søge at skrive sig yderligere op på den hype og de (pseudo)gætterier, som efterhånden er et omsiggribende – ja, ligefrem viralt – fænomen. Denne artikel vil i stedet prøve at give nogle bud på, hvorfor hovedprisen tænkes at gå til netop 12 Years a Slave, og hvordan prisfordelingen – hvis den da passer til ovennævnte gætterier – afspejler nogle generelle tendenser i forbindelse med Oscaruddelingen.

Rumfilm og stærke slaver: fra Gravity til gravitas

I introduktionskapitlet til Guldfeber – på sporet af Oscarfilmen (Turbine, 2013)forsøger jeg at indkredse nogle af de træk, der typisk definerer en Oscarfilm, forstået som en vinder i kategorien ”Bedste film”, og her hævder jeg, at man kan

”tale om en profilering i Oscarhistorien af sociale problemfilm, som ofte i en lavmælt, realistisk tone forsøger at tilføre sig et anstrøg af kunst og prestige gennem henvisning til virkelige personer og begivenheder, samfundsrelevante problemer og litterære forlæg.” (Halskov 2014: 42).

Holdt op imod disse værkinterne karakteristika, synes flere af dette års contenders at være gode bud på en Oscar for ”Bedste film”.
Den oplagte vinder, Steve McQueens 12 Years a Slave, honorerer en lang række af de ovennævnte ’krav’, idet den fortæller en vægtig historie omhandlende et af verdenshistoriens væsentligste og oftest fortrængte problemer, slaveriet, og dette på en måde som naturligt taler til tilskuerens følelser. McQueens film, som dog rettelig er langt mere nøgtern end andre af Hollywoods slaveeposser, heriblandt Amistad (1997), introducerer tilskueren for nogle sympatiske karakterer, der naturligt vinder seerens entydige allegiance via rørende skuespilpræstationer og pinefulde totalindstillinger, der tvinger os til at bevidne de krænkelser, som de afroamerikanske slaver er blevet udsat for. Chiwetel Ejiofors tour de force-præstation i den biografiske rolle som Solomon Northup (en af blot få slaver, foruden Olaudah Equiano og Fredrick Douglass, som efter sin frigørelse formåede at fortælle og sågar nedskrive sin egen historie) passer naturligt Hollywoodfilmens krav om individualiseret kausalitet, og Brad Pitts karakter fungerer som en art indlejret forfatterkommentar, der for den forståelseshæmmede seer understreger filmens humanistiske budskab.

Ved Golden Globe-uddelingen sagde Amy Poehler ironisk, at denne film radikalt havde forandret hendes syn på slaveriet, og herved påpeger hun en af de kunstneriske issues, som man med rette kunne diskutere på baggrund af McQueens værk: Viser denne film os noget nyt, og bringer den os på nogen måde til at se med nye øjne på en allerede kendt sag?

Den franske filmskaber og -kritiker Claude Chabrol har prægnant påpeget, at store problemer ikke per definition gør store film, mens film om små eller undseelige temaer ikke nødvendigvis i sig selv er ”små”. I Hollywood og hos Oscarakademiet er ræsonnementet dog et andet: Her profileres de film, som tager livtag med store spørgsmål, og navnlig de film, som gør dette på en gribende og humanistisk vis.

McQueens emodriver efterlever således en række af Oscarhistoriens mest genkomne træk, og er som ca. 75% af alle Oscarvindere i kategorien ”Bedste film” en historisk-biografisk sag, som tager sit udgangspunkt i en bestseller.

Herved er McQueens film dog ikke væsensforskellig fra andre af de nominerede film, og også Dallas Buyers Club kunne siges at rumme tour de force-skuespil, og kunne naturligt forlenes med den sociale problemfilm (idet den omhandler AIDS og homofobi), den historisk-biografiske film (idet den tager udgangspunkt i en faktisk [livs]historie) og prestigefilmen (idet den også baserer sig på forudgående skriverier). American Hustle, der som genrefilm betragtet er en lettere og mere (tilstræbt) underholdende sag, forlener sig også med den ’klassiske Oscarfilm’, om ikke andet via dens ensemble-cast (der klart profilerer den store skuespilpræstation) og dens knytning til periodefilmen (idet den omhandler 1970’erne og flaunter et compilation score af velkendte og velklingende 70’er-sange). Selv Martin Scorseses film, The Wolf of Wall Street, der dog fortælles i en næsten amfetaminagtig slapstick­-stil, kunne siges at passe de ovennævnte karakteristika via dens historisk-biografiske ramme (om den faktiske børshaj, Jordan Belfort, i 1980’ernes USA) og dens klare – men dog mere komiske – fokus på et socialt problem: grådighed som grundlag for økonomisk krise og personlig undergang.

Fig. 2: Gravity - et teknisk-kunstnerisk spektakel.

Når enkelte spår Gravity som en vinder af ”Bedste film”-kategorien, synes dette at være et interessant bud, der dog er helt ude af trit med Oscarhistorien. Eksemplerne på storslåede og spektakulære eposser, som i Oscarhistorien har tabt til ”mindre” men ”mere alvorlige” film, er således mange:

• I 1978 var Star Wars (1977) en af de – kvantitativt set – store vindere, men hovedpriserne gik for størstedelen til den mere jordnære Annie Hall (1977);
• i 2010 var Avatar (2009) en af de største forhåndsfavoritter, mens den ved Oscaruddelingen ”tabte” til den mere realistiske low budget-film The Hurt Locker (2008);
• og i 2012 vandt den undseelige stumfilm The Artist (2011) mod den mere opulente og spektakulære Hugo (2011).

Kampen, kunne man populært sige, står imellem Gravity og gravitas, og her vil Oscarakademiet formentlig vælge den substantielt mere vægtige og alvorlige problemfilm (12 Years a Slave)over den mere kunstneriske og spektakulære film (Gravity), som gennem en imponerende cinematografi, kamerastil og lydside samt en effektiv men lettere irriterende brug af en double plotline og diverse forhalingsmekanismer fortæller en lille, men dog storslået, historie om en kvinde, der forsøger at komme tilbage fra det ydre rum.
 
Hvor ofte har en hovedprisvinder ved Oscaruddelingen udmærket sig ved lange indstillinger (jf. Gravitys åbningsindstilling på ca. 18 min.) og fabelagtige fortællinger sat i det ydre rum?

Spørgsmålet er selvsagt retorisk, og listen af ellers spektakulære og interessante rumfilm, som ved Oscaruddelingen er blevet forbigået er lang og inkluderer klassikere som 2001: A Space Odyssey (1968) og Alien-filmene.

”Never predict a split”, siges det ofte i forbindelse med de Oscargætterier, der som sagt omgærer samtligt Oscaruddelinger i ugerne, ja sågar månedernes op til selve showet. Når årets uddeling alligevel kan tænkes at ende i en split, hvor 12 Years a Slave menes at tage hovedprisen, mens instruktørprisen formodes at gå til Alfonso Cuarón, så kan dette forklares ud fra akademiets såkaldte ”corrective mechanisms”. Gravity er unægtelig et stort og uomgængeligt Hollywoodværk, kunne man sige, men det er ikke en typisk Oscarfilm.

I 1929 var den banebrydende tonefilm The Jazz Singer (1927) sågar undtaget fra hovedkonkurrencen, som i stedet blev vundet af den historisk set mindre banebrydende flyverfilm Wings (1927), og det samme billede vil formentlig tegne sig i år: Gravity er spektakulær og teknisk-kunstnerisk interessant, hvorfor den formentlig vil få en række tekniske priser og én af ”The Big Five”, nemlig prisen der om nogen rangerer som den fornemste trøstepræmie: ”Bedste instruktion”.

12 Years a Slave – dens flotte tableauer ufortalt – er ikke nogen Gravity. Den er ikke slet så storslået og spektakulær som Cuaróns film, men den har gravitas: Den fortæller en væsentlig historie, appellerer til vores følelser, og den tager udgangspunkt i verdenshistoriens og biografiernes skattekammer. Og så er den instrueret af en sort (!) filmskaber, en instruktør som har formået at udmærke sig som seriøs og likable ved netop at lave vægtige film om lidelsesfulde øjeblikke og perioder i den europæiske og amerikanske historie. Som så ofte før ved Oscaruddelingen vil den store historie vinde over den store film. Og hvad så med den store kunst…?

* * *

Denne artikel er en del af det virtuelle appendiks til bogen Guldfeber - på sporet af Oscarfilmen.