En dansk Oscarhistorie – fra Cimarron til En kongelig affære (uddrag)

Af HELLE KANNIK HAASTRUP

Oscarvindende film i kategorien “Bedste Udenlandske Film”

”Bedste Udenlandske Film” er én af de priskategorier, som ikke var med fra begyndelsen af Oscaruddelingens historie: Fra 1947 til 1957 var den en æres-Oscar – dvs. ikke i konkurrence. En udenlandsk film, som regel europæisk, blev udvalgt i denne periode, eksempelvis Vittorio De Sicas Ladri di biciclette (1948, Cykeltyven) og Akira Kurosawas Rashōmon (1950, Dæmonernes port).

Fra 1956 bliver en udvalgt skare af film nomineret, og reglerne foreskriver, at hvert land kun kan tilmelde én film, og der må ikke tales engelsk som det primære sprog i filmen. Det er kun de medlemmer af akademiet, som har set de fem nominerede film i biografen, der kan stemme.

En række danske film bliver omkring dette tidspunkt nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film. I 1957 blev Erik Ballings grønlandsdrama Qivitoq (1956) nomineret, ligesom Astrid Henning-Jensens filmatisering af Paw (1959) i 1960, og i 1963 blev Bent Christensens publikumssucces Harry og kammertjeneren (1961) også nomineret. De danske film var i hård konkurrence, for vinderne var hhv. Federico Fellinis La Strada (1954) i 1957, Marcel Camus’ Orfeu Negro i 1960 og  Ingmar Bergmans Såsom i en spegel (1961) i 1962.

I de mellemliggende år frem til 1988 indstillede Danmark film, som ikke kom med på listen over nominerede for ”Bedste Udenlandske Film” – det var bl.a. hovedværker i dansk filmhistorie som Henning Carlsens kanonklassiker Sult (1966) og Nils Malmros’ aarhusianske ungdomsfilm Kundskabens træ (1981).

Men i slutningen af 1980’erne lykkedes det. En del af forklaringen skal findes i den europæiske og måske især britiske kvalitetstradition, også kaldet heritage- film, som f.eks. Chariots of Fire (1981), der havde vundet en Oscar for bedste film (i alt fire Oscars) i 1982. I de følgende år fulgte Merchant Ivory-filmatiseringer af populære klassikere som Room with a View, Passage to India og Maurice, men også franske historiske film som Jean de Florette, Cyrano de Bergerac, La Reine Margot og så naturligvis Babettes gæstebud (1987). Ginette Vincendeau argumenterer for, at selve betegnelsen heritage-film jo indikerer, at det er fortiden, man forholder sig til, og dér ligger muligvis ”problemet”, fordi heritage-filmen ofte bliver en fejring eller udstilling af fortiden, i højere grad end det er en kritisk udforskning af den (Vincendeau 2001: xviii).

Gabriel Axels Babettes gæstebud er en filmatisering af en novelle af en af de mest internationalt kendte danske forfattere – Karen Blixen. Novellen Babettes gæstebud udkom oprindelig i Ladies Home Journali 1951. I 1980’erne fik Karen Blixens forfatterskab fornyet populærkulturel relevans, da den amerikanske forsker Judith Thurmans biografi sammen med Karen Blixens Den afrikanske farm dannede baggrund for den Oscarvindende filmatisering Out of Africa (1985), instrueret af Sydney Pollack.

På den måde kunne Babettes gæstebud i udgangspunktet præsenteres med et vist aktuelt forhåndskendskab – både til et dansk publikum og til en international kulturel offentlighed, som havde set Out of Africa. Vincendeau peger i sin diskussion også på, at heritage-filmen blev et europæisk modtræk, som kunne trække publikum i biografen, men han peger også på et andet problem for heritage-filmen: at filmene ofte bliver vurderet ift., om de yder forlægget retfærdighed, i stedet for om de fungerer som film (Vincendeau 2001: xxii).

I 1988 vandt Bille Augusts Pelle Erobreren (1987) Den Gyldne Palme i Cannes, efterfulgt i 1989 af en Golden Globe og en Oscarstatuette (for bedste ikke-engelsksprogede film). I dansk sammenhæng blev Pelle Erobreren vurderet ift. Martin Andersen Nexøs meget politiske roman og blev fundet for let, men hyldet for sin realisme, Max von Sydows skuespilpræstation og filmens stilsikkerhed (Schepelern 2001: 294). I dansk sammenhæng havde August markeret sig med de hverdagsrealistiske Bjarne Reuter-filmatiseringer Zappa (1983) og Tro, håb og kærlighed (1984), hvor førstnævnte ofte karakteriseres som “et højdepunkt i dansk hverdagsrealisme” (ibid.: 284). Efter gennembruddet med Pelle Erobreren fik August en international karriere, der stædigt har fastholdt filmatiseringen af romaner som udgangspunkt. Den gode vilje (1992) skal fremhæves både for sin følsomme og psykologisk registrerende realisme, men også fordi den indbragte August Den Gyldne Palme for anden gang.

Sammenlignet med de engelske heritage-film kan hverken Babettes gæstebud eller Pelle Erobreren anklages for at tilhøre “the Laura Ashley school of filmmaking” med forbindelser til retromode, boligindretning og turisme (Vincendeau 2001: xviii), fordi de skildrede miljøer er landbefolkningen i 1800-tallets Danmark. Men både Babettes gæstebud og Pelle Erobreren kan karakteriseres som danske eksempler på heritage-filmen, fordi begge film benytter filmatisering af populære litterære klassikere, har en international stjerneskuespiller i en central rolle (Stephane Audran og Max von Sydow) og er en historisk skildring uden kritisk brod.

I kølvandet på netop Babettes gæstebud og Pelle Erobreren blev Kaspar Rostrups mere hverdagsrealistiske Dansen med Regitze (1989) nomineret til en Oscar i 1990, en Oscar, der dog gik til Giuseppe Tornatores italienske opus Nuovo Cinema Paradiso (1989, Mine aftener i Paradis).

Samme år var en anden dansker, Mikael Salomon, nomineret for sit cinematografiske arbejde i James Camerons science fiction-film The Abyss (1989; fig. 5).

* * *

Dette artikeluddrag er en del af det virtuelle appendiks til bogen Guldfeber - på sporet af Oscarfilmen.