Joining the Club – Annie Hall

Af ANDREAS HALSKOV

I would never want to belong to any club that would want somebody like me for a member.
– Alvy Singer (Woody Allen) i Annie Hall (1977)

Den 3. april 1978 blev det 50. Oscarshow afholdt i Los Angeles, og dette jubilæumsshow kunne rettelig betegnes som både skelsættende og kontradiktorisk. De to store vinderfilm ved dette års uddeling, Star Wars (1977) og Annie Hall (1977, Mig og Annie), kunne således siges at pege i hver sin retning – den ene frem mod Hollywoodindustriens renæssance og blockbusterens æra, den anden tilbage mod slut-60’ernes og de tidlige 70’eres uafhængige og mere alternative New Hollywood-film. Ingen af de to film måtte dog regnes som ”klassiske” Oscarvindere – for så vidt som en sådan findes – og begge måtte i kraft af deres genretilhørsforhold (den ene en quirky romcom, den anden en eskapistisk space opera) opfattes som nogle atypiske Oscarfilm.

Lucas’ prishøst med Star Wars var måske, når alt kommer til alt, næppe overraskende, med tanke på denne films massive box office-succes og den vanlige tildeling af tekniske priser til populære men relativt inferiøre blockbusters og uhøjtidelige spectacles.

Allens priser for Annie Hall var derimod overraskende af mere end blot generiske årsager, ikke mindst fordi filmen i hele sit væsen synes at vrænge på næsen af den pomp og luftige pragt, som knytter sig til Hollywoodindustrien.

I en efterhånden ikonisk scene i filmen forklarer Alvy Singer – den neurotiske, narcissistiske kleinman-figur, som spilles af Allen selv – at det eneste kulturelle, L.A. har at byde på, er muligheden for at dreje til højre for rødt lys.

Da filmen den 3. april, året efter, modtog fire priser ved et glittet Oscarshow i det L.A.-baserede Dorothy Chandler Pavilion, kunne man dog mene, at ironien blev vendt mod Allen selv, og i dét lys kunne den kameravendte åbningsmonolog pludselig antage en utilsigtet ekstradiegetisk funktion. Paradokset syntes fuldgjort: Allen ironiserer over Hollywood, men indforskrives året efter udgivelsen af Annie Hall i netop Hollywoodindustriens glittede panteon, og således er han medlem af en klub, han af selvsamme grund ikke ønsker at være en del af).

Der er sagt og skrevet meget om Woody Allen og hans betydning for den uafhængige amerikanske film samt skildringen af New York og ikke mindst det jødiske mindretal. Hans faste figurer, der ofte inkluderer en nebbish ”lille mand” – lille af både person og statur – og nogle selvudnævnte kejsere (hvis nøgenhed kun kan gennemskues af den førnævnte kleinman), er blevet ét af instruktørens varemærker.
I Annie Hall er det Alvy, som ser hule branchefolk, pseudointellektuelle og antisemitister ved hvert et gadehjørne, og hans udkårne Annie, som han dels elsker, dels foragter for hendes mangel på evne til at se forbi distanceblænderne og indtil ”the heart of darkness”.

Strukturelt og fortællemæssigt er Annie Hall alternativ, dels ved sine direkte kamerahenvendelser (der strider mod det ”blikforbud”, som traditionelt set har domineret amerikansk mainstreamfilm), men også ved ikke at følge det, vi i dag opfatter som den klassiske romcom-formel. Hvor de fleste romcoms følger skabelonen sex – break-up – reconciliation, så er Annie Hall fortalt efter en pudsig flashbackstruktur, hvor bruddet imellem Annie og Alvy er filmens udgangspunkt såvel som dens endelige udgang.

Derved bryder Annie Hall også med et af de syntaktiske elementer, som mest traditionelt forbindes med komedien, nemlig den lykkelige slutning (i romcomen typisk forstået som den lykkelige, heteroseksuelle genforening), og den svælger på humoristisk vis i menneskets dårskab og det moderne menneskes manglende evne til at finde mening og holdbare kærlighedsforhold.

Glidningen imellem fantasi og virkelighed er åbenlys i filmens begyndelse (hvor Allens karakter forestiller sig, hvordan klassekammeraterne mon har klaret sig sidenhen) og ikke mindst i den nu vidt berømte scene, hvor Alvy Singer lykkes med at udstille en selvhævdende, intellektualistisk biografgænger (der taler om alt fra Federico Fellini til Samuel Beckett og moderne medieteori) ved pludselig at hive Marshall McLuhan ind fra højre.

Denne scene er så populært et eksempel på metafiktion, at den siden har givet navn til Douglas Couplands biografi om netop Marshall McLuhan: You Know Nothing of My Work!

I dens glidning (slippage) imellem fantasi og virkelighed og dens heftige brug af metafiktive illusionsbrud og direkte kamerahenvendelser er Annie Hall en relativt alternativ Oscarvinder.

Set i retrospekt er det dog dens pris for bedste originale manuskript, som er mest overraskende, for nok er filmen veldrejet, men dens endelige realisering ligger langt fra det oprindelige manuskript.
Filmen var oprindelig tænkt som en egentlig multiprotagonistfilm (en genre, der i sig selv er sjælden besøgsgæst ved Oscaruddelingen), og først i redigeringsfasen blev det klart, at dette ikke fungerede, hvorfor man klippede filmen ned til en romcom med to egentlige hovedpersoner: Woody Allens Alvy Singer og Diane Keatons Annie Hall.

Filmen er et studie udi i det, der siden (med en komisk reference til Julia Kristeva og Roland Barthes) er blevet kaldt ”Jewissance”, forstået som en ekstrem dyrkelse af en særlig jødisk-amerikansk identitetsoplevelse og forståelseshorisont.

Den ”lille mand” hos Woody Allen er en filmisk pendant til klassiske jødiske klovnetyper og litterære kleinman-figurer, og har siden dannet inspirationsgrundlag for Noah Baumbach (jf. faderfiguren i The Squid and the Whale [2005]) samt tv-serier som Curb Your Enthusiasm (HBO, 2000-) og Klovn (Tv2 Zulu, 2005-2009).

I 1978 blev Allen ”belønnet” med fire priser for sit arbejde med Annie Hall, men prisen for bedste klipning (som formentlig var det, der reelt ”reddede” Allens manuskript fra at blive et realiseret makværk) gik til den mere spektakulære Star Wars.

Den overraskende men velfortjente hyldest af Annie Hall – skønt filmen altså blev hyldet for et manuskript, der reelt ligger langt fra den realiserede film, og ikke dens fine redigeringsarbejde – må for Allen have været en skrækblandet fryd.

Nu var han blevet budt indenfor i det såkaldt ”fornemme” selskab, men hvad siger dette om Allen og hans film?

At dømme fra Annie Hall selv er det ikke just en belønning at blive kronet i og af Hollywoodindustrien, så hvad mon Allen selv har tænkt, da han blev inviteret indenfor i klubben. Mon ikke han der ville ihukomme det førnævnte Groucho Marx-citat, der på ledemotivisk vis åbner netop Annie Hall. Og mon ikke han da ville have haft det som sin førnævnte hovedkarakter, der end ikke når det går ham godt kan nyde livet udelt.

Se det ville være ironisk…

* * *

Denne artikel er en del af det virtuelle appendiks til bogen Guldfeber - på sporet af Oscarfilmen.