Huff - Det psykologiske rum

Af ANDREAS HALSKOV

Resumé

Han er ikke som tidens antihelte er flest. Ser vi bort fra hans tvivlsomme, ødipale forhold til moderen (en yderst kastrerende karikatur af en kvinde, der næsten er Louise Fletcher værdig), hans teenageagtige venskab til den stofmisbrugende, kvindebedårende tyksak af en advokat og hans ofte upassende og (utilsigtet) fatale tilgang til sine patienter, ja så er han faktisk en helt normal familiefar. En helt igennem rar, almindelig og gennemsnitlig amerikaner, en ”Average Joe”, i en moderne afart af en kernefamilie med hus, børn og forstadskvababbelser i den gode amerikanske middelklasse.

På overfladen er Huff(2004-2006), serien om psykiateren og familiemanden af samme navn (Dr. Craig ”Huff” Huffstodt), en afdæmpet og relativt hverdagsagtig Showtime-dramedie med stort ”D” (for dram[a]) og relativt lille ”k” (for [ko]medie).

Serien er dog samtidig – ikke mindst i kraft af sin subjektive iscenesættelsesform – en interessant psykologisk skildring af en almindeligmand, som prøver at leve med en traumatisk oplevelse, en fortrængt moderbinding og en stadigt mere udtalt følelse af skyld. Fra dét øjeblik, hvor en af hans patienter skyder hjernen ud på sig selv i Huffs egen konsultation – fordi han på Huffs opfordring er sprunget ud af skabet for en tilsyneladende intetanende og så meget desto mere afvisende familie – går den gode psykiaters liv i opløsning. I al fald på de indre linjer.

Og netop dette formår seriens skaber, Bob Lowry, at illustrere på en for genren imponerende filmisk vis.  

”I don’t care for comedy used as relief in a drama or drama used as relief in a comedy,” har den tyske instruktør Ernst Lubitsch engang sagt. Med disse ord har Lubitsch, der ofte kendes for sine sofistikerede komedier, uforvarende foregrebet den genre, som mere end nogen anden er kommet til at repræsentere og legemliggøre kabelkanalen Showtime: dramedien.

Dramediegenren, der kendes for sin blanding af føljetonelementer og træk fra den episodiske serie, for en blanding af drama og komik, indbefatter i den forstand en lang række af serier, som ikke alle har samme format, endsige samme udtryk. Huff, skabt af Bob Lowry, er i denne forbindelse tættere på dramaserien end situationskomedien, idet den opererer med et længere format (45 min. per afsnit) og en generelt alvorlig grundtone. Samtidig er serien dog præget af nogle ofte grotesk (til det uvirkeligt grænsende) komiske bipersoner, herunder moderen (Isabelle ”Izzy” Huffstodt spillet af Blythe Danner), den stofmisbrugende satyr (Russell Tupper, spillet af Oliver Platt) og den indsmigrende, intrigante og semipsykotiske patient Melody (Lara Flynn Boyle), som i sine tilbagevendende, hypokondriske besøg hos Huff ligner en særegen blanding af overdreven sexappel og Fru Drusse (fra Riget, DR, 1994).

Hertil skal det nævnes, at seriens to hovedpersoner begge spilles af såkaldte ”komedieskuespillere” (hhv. Hank Azaria og Paget Brewster), der alene i kraft af deres karrieremæssige forhistorie, medbringer sig en forventning om humor og situationskomik – skønt de begge i Huff spiller på dramatiske og naturalistiske kvaliteter frem for komiske ditto.

Hank Azaria, der fungerer som seriens altafgørende omdrejningspunkt, kender vi således primært fra biroller i diverse sitcoms (fx Friends [NBC, 1994-2004], hvor han i bedste Jerry Lewis-stil spiller rollen som en kejtet, akademisk fyr der håbløst forelsker sig i Phoebe) samt for at have lagt stemme til store dele af karaktergalleriet i anicom’en The Simpsons (Fox, 1989-). Paget Brewster, der spiller Huffs selvstændige og stærke hustru Beth, kendes ligeledes fra mindre roller i diverse situationskomedier, og også hun vil for de fleste kunne huskes fra serien Friends (hvor hun kortvarigt danner omdrejningspunkt for et trekantsdrama imellem hende, Joey og Chandler).

Seriens genretypiske kobling imellem det dramatiske grundplot/grundtone og en række komiske biplot og bipersoner er dog næppe dens mest interessante og bemærkelsesværdige facet. Huff, vil jeg derimod hævde, handler ikke om de ting og de karakterer der omkredser hovedpersonen; den handler ikke om ydre forhold og omstændigheder, men fokuserer på og udgår fra Huffs ofte stilfærdige og tilknappede karakter. De ydre omgivelser, karakterer og begivenheder er ikke ligegyldige, men relativt arbitrære, og i stedet inviterer Bob Lowry os indenfor i et psykologisk og subjektiv rum: Huffs indre.

Dette iscenesættes endog på en ganske interessant og filmisk facon, gennem en serie af ikoniske greb, der peger tilbage til Mike Nichols’ The Graduate (1967) og som i Huff anvendes som en form for signaturstil. Det væsentligste af disse ses allerede ekstensivt i anslaget til seriens første afsnit (pilofafsnittet, 2004), instrueret af Scott Winant.

Vi ser Huff i sin private praksis med en tilsyneladende tilfældig patient. De taler indbyrdes, hvorunder der efter traditionelle kontinuitetsprincipper shot/reverse-klippes imellem de to personer. Der klippes nu over på Huff, mens patienten høres off-screen, idet kameraet langsomt – og en i flydende trackingbevægelse – glider forbi Huffs ansigt og påbegynder det der ligner en 360 graders-bevægelse rundt om psykiateren. Bedst som kameraet når over på patienten, har patienten dog skiftet karakter (en ny person sidder i stolen), og da kameraet (i det der ligner samme bevægelse, men som naturligvis indebærer flere maskerede indstillinger) bevæger sig tilbage på Huff, har baggrunden nu forandret sig (jf. fig.1).

Som i den nu klassiske sekvens fra The Graduate, hvor Bens positur og ansigtsudtryk forbliver det samme, al den stund baggrunden lader til flydende at forandre sig og morfe over i nye rum (mens man hører ”Sound of Silence” på lydsporet), så er der i Huff tale om en flydende rumorganisering. Gennem de konsekvent flydende overgange (hvor glidende kamerabevægelser og maskerede klip bruges til at komprimere tid og fjerne kausale og geografiske sammenhænge), så skaber serien en fornemmelse af, at tiden og de forskellige lokaliteter flyder sammen (for Huff). Huff, som er mærket af den traumatiske oplevelse i sin praksis (hvor den unge, homoseksuelle mand tager sit eget liv), disengagerer sig fra sine omgivelser, er ikke rigtigt til stede.
Som konsekvens heraf etablerer serien således også en række ikke-steder og reelt kun to tilbagevendende, lokaliserbare rum: praksissen og hjemmet.

Som i ethvert kammerspil er antallet af rum skåret ned til det absolutte minimum i Huff, for så vidt som det fysiske og geografiske miljø i denne serie er relativt ubetydeligt.

Modsat andre forstadsfortællinger (tænk blot på film som The Ice Storm [1997], American Beauty [1999] og Towelhead [2007]), så handler Huff ikke om en samspilsramt, opløsningstruet familie, men om et individ i langsomt indre forfald.

Som serien skrider frem bliver konflikterne imellem Beth, Huffs kone, og hans moder ”Izzy” stadigt mere udtalte, men mere interessante er alle de forhold som i seriens forbliver subtile og uudtalte.

Hvorfor Huff således, i så ekstrem grad, rammes af skyld, skam og uvirkelighed i forbindelse med den unge fyrs selvmord bliver aldrig klart. Noget kunne dog tyde på, at Huff ikke blot valgte af råde den unge fyr til at springe ud og gøre op med sine forældre ud fra gode psykologiske teoribøger. Nej, mere sandsynligt er det, at Huff i denne forbindelse projicerede en række af sine egne fortrængte oprørsønsker over på den unge patient. Måske er det denne tanke, han plages af og aldrig kan slippe, og måske er det derfor, at seriens væsentligste rum er Huffs indre. Mens alt andet flyder.

* * *

Denne artikel er en del af det virtuelle appendiks til bogen Fjersyn for viderekomne.