Carnivàle - Støvskålens magi

Af ANDREAS HALSKOV

Resumé

Vi befinder os i Oklahoma i 1930’erne, midt i Depressionens støvskål. Her møder vi den unge Ben Hawkins (Nick Stahl), som slidsomt har snøret skoende og taget spaden i den anden hånd, blot for alligevel at se moderens ydmyge hus blive jævnet med jorden.

Ben er herefter ”hjemløs” og søger tilflugt i en omrejsende karnevalsgruppe – en såkaldt travelogue bestående af skæve eksistenser, tarotkortlæsere, skæggede damer og alskens ”freaks”. Bag det omrejsende karneval gemmer sig et uset og mystisk Management, nogle bagmænd der mener at vide mere om Bens skjulte, frelseragtige talenter.

Om natten hjemsøges Ben af forskellige drømmebilleder – af en nærmest Agent Cooper-agtig, profetisk karakter – og snart udspiller der sig i Carnivàle en magisk kamp imellem de gode og onde kræfter. Af den golde, depressionsramte jord gror nu et magisk, medrivende og nærmest mytisk plot.

Daniel Knaufs Carnivàle, skabt til HBO og udsendt i 2003, ligner i sin produktionshistorie dén serie, der måske mere end nogen anden satte gang i tidens såkaldte ”guldalder”: Twin Peaks (1990-1991). Ganske som Twin Peaks, der ved sin udgivelse blev beskrevet som ”every critic’s dream,” var også første sæson af Carnivàle en kritikersucces. Seersucces kunne man dog næppe tale om, og da seriens anden sæson – igen som i Twin Peaks – blev stadigt mere kompleks og fabulerende, valgte selskabet at tage serien af æteren til stor fortrydelse for en lille men hengiven gruppe af fans (der selvrefleksivt ynder at titulere sig som ”Carnies”).

Carnivàle er rigtignok en mærkværdig størrelse – en særdeles imponerende og auteuristisk vision, men uden en række af de virkemidler og dramaturgiske fremdriftsmekanismer som traditionelt lokker os hen foran ”idiotkassen”. Det skorter i pilotafsnittet på traditionelle identifikationsbefordrende greb, der skal bringe os tættere på hovedpersonen Ben (en fåmælt karakter, som i pilotafsnittet fortrinsvis indfanges fra en vis distance – i totaler, halvtotaler og halvnære indstillinger), og seriens åbning er i en televisuel sammenhæng særdeles kryptisk. Efter 15 minutters spilletid forstår vi, at vi befinder os i Oklahoma under Depressionen, og vi forstår, at seriens handling umiddelbart udspiller sig blandt skæve eksistenser, hillbillies og bibelbælte-fanatikere. Resten er derimod ganske uklart. Hvordan skal vi eksempelvis forstå, endsige nå at ”fange”, den snappe montage af billeder, som tilsammen udgør Bens drøm? Og hvad med præsten, der for de måbende, armodige kirkegængere hævder, at USA i sandhed er et ”forjættet land”, at de ”i sandhed er velsignede”?

I betragtning af, at der her er tale om en amerikansk tv-serie, har vi i Carnivàle at gøre med et særdeles filmisk, kontrastfyldt og svært tilgængeligt værk.  

Seriens imponerende titelsekvens, skabt af firmaet A52, blander med stor finesse og sensibilitet en række fiktive og mystiske billeder (bl.a. af tarotkort) med forskellige former for arkivmateriale (en stil, som siden er brugt i titelsekvensen til True Blood).

I credit-sekvensens afslutning står han der, med bredt gestikulerende arme og blikket rettet stift mod de forventningsfulde tilskuere: Franklin Delano Roosevelt. Serien udspiller sig da også i 1934, blot ét år efter Roosevelt lancerede sin New Deal med løftet om, at ”the only thing we have to fear is fear itself”.

Kampen for at genvinde troen, for at spore et element af lys i armodets mørke, fungerer som en fortællemæssig klangbund for Canivàle. Et realistisk udgangspunkt for en langt mere skæv, vildtvoksende og kryptisk fortælling.

En fortælling, som er afviklet med en filmisk følsomhed langt over tv’ets vanlige standard. Men også en fortælling, som i selve handlingen, miljøet og rammen emmer af filmhistorie. De omrejsende travelogues var således en direkte forløber for filmen som et underholdningsmedie. Markedspladsen, med dens gøgl, dens visuelle attraktioner og dens veritable freakshows, var måske den væsentligste af filmens forfædre, og Carnivàle ligner i sin handling og stil (med brug af arkivbilleder, filtersætning mv.) en bevidst reference til dette.

Carnivàle er stil-, historie- og selvbevidst tv: en tv-serie som fortæller sin egen historie, men med klare referencer til litteraturhistoriske klassikere som John Steinbecks The Grapes of Wrath (1939), filmhistoriske perler som Tod Brownings Freaks (1932) og tv-historiske højdepunkter som førnævnte Twin Peaks (tydeligst i forbindelse med seriens prologiske åbning, hvor dværgen Michael J. Anderson, kendt fra netop Twin Peaks, fabulerer om det gode og det onde, det rationelle og det magiske).

Som netop Twin Peaks blev også Carnivàle taget af æteren efter to sølle sæsoner – dette med en tilsvarende mærkelig og forceret afslutning – og seriens skaber (Daniel Knauf) har før som siden måtte se sine projekter stemplet som ”for mærkelige”. At tv-serien, ganske som Twin Peaks, vil blive et kultobjekt er dog helt uomgængeligt. Ganske vist og ganske velfortjent.

* * *

Denne artikel er en del af det virtuelle appendiks til bogen Fjersyn for viderekomne.