Kommentar

Nogle noter om filmkritikken: Det nye 16:9

Andreas Halskov
Af Andreas Halskov
Fig. 1: Den unge François Truffaut lancerede i 1954 et essay, som satte spørgsmålstegn ved datidens franske film og rystede hele det franske filmmiljø. Men hvad er filmkritikkens rolle i dag?
Fig. 1: Den unge François Truffaut lancerede i 1954 et essay, som satte spørgsmålstegn ved datidens franske film og rystede hele det franske filmmiljø. Men hvad er filmkritikkens rolle i dag?
I foråret 2014 undergår 16:9 en række mindre forandringer, og indoptager i denne forbindelse videoessayet som en ny tilbagevendende feature. Men hvad er det, som dette tidsskrift, der nu lever på sit tolvte år, ønsker at bibringe filmkritikken, og hvad er filmkritikkens væsentligste ærinde? Er den danske filmkritik for (entydigt) orienteret imod det smarte og det sensationelle – populære film, poppede top-10-lister og populistiske historier fra branchens bagtræppe – og udelukker den sande filmkritik per definition det populære?

En vis tendens i filmkritikken

I 1954 lancerede en af datidens og særligt eftertidens største instruktører, François Truffaut, en heftig kritik af tidens franske film. I tidsskriftet Cahiers du Cinéma sondrede han imellem håndværkere (metteurs en scène) og reelle filmskabere eller kunstnere (auteurs), som med deres kamera kunne realisere deres egne fortællinger på netop deres særegne facon og med en helt umiskendelig stilistisk, tematisk og fortællemæssig signatur.

Lyder dette velkendt? Ja, historien om Truffaut og Cahiers-kredsens betydning for den franske nybølge – og subsidiært både filmhistorien og filmkritikken – har efterhånden været genstand for mangen en genfortælling.

Heller ikke Truffauts tanker, som nok i 1954 kunne ryste filmkritikken og -miljøet, var i sig selv nye. Nej, fortællingen om den sande kunst som et genkendeligt produkt af en genial skaber går i al fald tilbage til 1790, hvor Immanuel Kant lancerede grundtankerne bag den romantiske kunstopfattelse, og forsøget på at udpege det specifikt filmiske – filmens filmicitet – har eksisteret i filmkritikken siden begyndelsen af 1900-tallet. Franske avantgardister som Jean Epstein og Louis Delluc talte om nærbilledet som grundlaget for den ”sande” filmkunst og hyldede et princip om photogénie; montagebevægelsen i 1920’ernes Sovjet talte for klippet, montagen, som kernen i den sande filmkunst, og uenigheder om hvordan man skulle sammenklippe en film dannede grundlag for mangen en diskussion imellem filmfolk som V.I. Pudovkin og Sergei Eisenstein. Andre kritikere og teoretikere (fx André Bazin) har talt for en mimetisk filmkunst, der i sin essens kan indfange og afbilde virkeligheden, mens folk som Rudolf Arnheim og Siegfried Kracauer, omvendt, har frygtet at filmen kunne blive for reproducerende og for lidt ekspressiv.

Fra seriøs filmkritik til slag i bolledejen

Men hvad har alle disse historiske betragtninger med vor tids film og filmkritik at gøre? Ikke så lidt endda, kunne man hævde, for i en tid hvor nye filmtidsskrifter, magasiner og blogs skyder op og knopskyder som aldrig før, er også debatten om den gode film og den gode filmkritik blevet skærpet.

I december 2013 kunne man således i dagbladet Politiken læse følgende linjer fra det nystartede danske tidsskrift Krystalbilleder:

intet andet dansk organ [end Krystalbilleder] orienterer sig opsøgende i filmhistorien – eller i filmkunstens globale samtid. Og intet andet dansk organ interesserer sig for film som netop film – for filmenes egenart og unikke udtryks- og erkendelsesmuligheder.

Dreesen et al. 2013.

I deres drilske kronik, der primært kunne ses som en hudfletning af den danske film og filmbranche (jf. titlen ”Dansk film er en tankeløs reproduktion”), genlød krystalfolkene, Dreesen, Jensen og Meilvang, umiskendeligt af den unge Truffaut og de førnævnte essentialister fra 1920’ernes filmkritiske miljø.

Den nybølgeagtige kækhed, som lader sig spore i de ovestående betragtninger, vækker desuden tydelig – men sikkert utilsigtet – genklang af 16:9’s første leder fra april 2003, hvori tidsskriftet præsenterede sig som ”[e]t blad, der tager filmen seriøst og betragter filmen som en kunstart” i forsøget på ”at sætte filmens mere æstetiske sider på dagsordenen – så det ikke kun er omlægninger af støtteordninger og valg af filmkonsulenter, der når forsiderne” (Nielsen et al. 2003).

Forsøget på at dreje filmdebatten, at sætte selve filmen på dagsordenen og at ville behandle denne som film er altså alle fine, om end ikke nye, spor i krystalfolkenes kritik. Om man med rimelighed kan tale om alle danske film som skabelonproduktioner, er derimod tvivlsomt. Og ligeså kunne man stille spørgsmåltegn ved påstanden om, at intet organ, foruden Krystalbilleder, orienterer sig bredt i filmhistorien og forholder sig seriøst til filmen som film?

Nej, i forhold til netop disse punkter vil kritikken næppe holde for en nærmere og mere dybdegående analyse. I det andet nummer af Krystalbilleder, som rigtignok tager filmen og filmkunsten seriøst, behandles værker som Jean-Luc Godards Deux ou trois choses que je sais d’elle (1967), Jacques Demys atlanterhavstrilogi og Maguerite Duras’ forrygende India Song (1975). Det er naturligvis sandt, at de færreste danske tidsskrifter beskæftiger sig indgående med de førnævnte film, men hverken Godard, Demy eller Duras må dog opfattes som overset i filmkritikken, og den franske nybølge har da også været genstand for omfattende behandling i flere danske tidsskrifter (bl.a. 16:9 og Kosmorama, som på 50-året for den franske nybølge havde et helt temanummer herom).

Den seriøse og dybdegående filmkritik, som man finder i bl.a. Krystalbilleder, er bestemt forfriskende, men spørgsmålet er om det seriøse og dybdegående filmblik nødvendigvis foreskriver et frankofilt fokus på smalle artfilm eller nybølgeproduktioner, som for længst har været genstand for utallige featureartikler og monografier (jf. bl.a. Christian Braad Thomsens fine værker om hhv. Godard og den førnævnte Cahiers-kreds).

For 16:9, hvor man da også har beskæftiget sig med både Godard (jf. Holch 2006, Halskov 2007 og Grøngaard 2009), Resnais og Duras (jf. bl.a. Christensen 2007 og Cardullo 2013), har spørgsmålet ikke været hvor kommer filmen fra og hvor smal er den, men snarere hvad kan denne film eller tv-serie, og hvad gør den særligt interessant som værk og/eller medieprodukt?

Dagbladenes filmkritik vil i sagens natur orientere sig imod aktuelle film, potentielle danske perspektiver (som antages at være mere interessante for de danske dagbladslæsere) og diverse artikler med konfliktpotentiale, også kaldt ”slag i bolledejen” (mon ikke det bla. var krystalfolkenes kækhed, der gjorde deres kronik interessant for Politikens redaktion?).

Den øvrige danske filmkritik er derimod en broget størrelse, med en stadig knopskydning af nye tidsskrifter, magasiner, blogs mv. Fra Ekko, der primært rummer tematiske og aktualitetsorienterede artikler samt branchejournalistiske indlæg, til mere akademiske tidsskrifter som Kosmorama og MedieKultur. Det ville næppe være rimeligt at sige, at ingen af disse orienterer sig bredt i filmhistorien, og det ville heller ikke være korrekt at påstå, at ingen af de førnævnte tidsskrifter betragter filmen som film.

Nære blik og brede perspektiver

Dette, at behandle filmen som film, er et centralt ankepunkt i krystalfolkenes kritik af den danske ”filmoffentlighed”, og det har i godt elleve år været et centralt credo for 16:9.

Efter 11 år har vi på 16:9 foretaget en række omstruktureringer af sitet, og vi har tilføjet nye elementer og artikeltyper. I stedet for årligt at udkomme i fem faste numre, udkommer vi nu løbende med nye artikler, som knyttes til forskellige temaer og klynger (antallet af artikler er dog ikke blevet reduceret).

De væsentligste artikeltyper (features på dansk og engelsk, anmeldelser af film samt film- og tv-relaterede bøger, ”et billedes anatomi” og ”en scenes anatomi”) er fortsat de samme, og navnlig anatomierne – som er relativt særegne for 16:9 – har til formål at behandle og dissekere nogle konkrete sekvenser, scener og indstillinger fra diverse film og tv-serier.

I november 2010 var det netop dette næranalytisk blik, som fik filmanmelder Jacob Wendt Jensen til – i en ellers positiv artikel – at kalde 16:9 ”lige vel meget teoretisk” (Jensen 2010). Jensens positive vurdering af 16:9 og sammenligningen med Kosmorama er naturligvis kærkommen, men beskrivelsen af 16:9 som teoretisk er udtryk for en mindre misforståelse. Den filmiske næranalyse, hvor man som Jensen skriver skiller en filmscene ad og analyserer de forskellige kamera-, klippe- og lydtekniske valg, adskiller sig naturligvis fra popmagasinernes og dagbladenes hurtige iagttagelser og spøjse top-10-lister. Men filmteori er der ikke tale om. Fokus er netop ikke på teoretiske forestillinger omkring filmmediet, men på konkrete greb i diverse film og tv-serier og disses potentielle funktioner.

Foruden de faste artikeltyper kommer nu en anden artikeltype, nemlig videoessayet, som også har til formål at koble det næranalytiske blik med de faktiske levende (lyd)billeder, som film og tv-serierne udgøres af.

Filmene og tv-serierne, som bliver behandlet i 16:9, er ikke per definition mainstreamproduktioner (eksempelvis udkommer vi i foråret og sommeren 2014 med artikler om film af Guy Maddin, Jean Isidore Isou og Bertrand Bonello), men heller ikke nødvendigvis skæve og alternative.

Som film- og tv-interesserede analytikere, kritikere og entusiaster orienterer vi også netop bredt i film- og tv-mediet, både historisk og kulturelt, og dette giver rum for ældre, franske eksperimentalfilm som Traité de bave et d’éternité (1951), moderne amerikanske mainstreamproduktioner som Gravity (2013), populære tv-fænomener og diverse andre audiovisuelle udtryk, såsom musikvideoer og titelsekvenser.

Et sikkert fundament i et skiftende landskab

Da 16:9 gik i luften for første gang i 2003, var vi pionerer i rollen som onlinetidsskrift, og helt bevidst valgte vi en form, som imiterede et trykt tidsskift med faste numre, ledere og sidetal. Dengang loggede vores læsere på nettet, downloadede en artikel eller et nummer og loggede af igen, hvorefter de printede artiklerne ud, så de kunne læse dem i ro og mag.

I de mellemliggende 11 år har vi været vidne til en mediemæssig og teknologisk revolution. Alle traditionelle nyhedsmedier og tidsskrifter har nu en digital platform, og læserne er online på pc’ere, tablets og mobiltelefoner 24 timer i døgnet.

I Det nye 16:9 går vi ikke på kompromis med hverken længde, tyngde eller den bevidste u-aktualitet, som vi altid har prioriteret i et mediebillede, der i stadigt stigende grad præges af biografanmeldelser, top-10-lister, blogindlæg, brancherygter mv. Med vores nye setup får du hverken færre eller kortere artikler. Men i stedet for at udkomme med en hel stribe artikler fem gange om året, udgiver vi altså nu artiklerne drypvis, cirka én gang om ugen. I modsætning til tidligere tilpasser artiklerne sig nu automatisk den skærm, du vælger at læse dem på, og der er bedre mulighed for at dele artiklerne på diverse sociale platforme.

Sitet er således under løbende udvikling og søger at indoptage nye tendenser og artikeltyper, men principperne for 16:9 er fortsat de samme:

  • at behandle film som film ved bl.a. at gå tæt på og beskæftige sig med konkrete filmiske virkemidler i konkrete indstillinger, scener og sekvenser fra givne værker;
  • at behandle film og tv-serier i sig selv, frem for diverse branchesociologiske og industrielle forhold;
  • at kombinere det seriøst-filmfaglige med det formidlingsmæssige og idiosynkratiske.

Kritiske kvæk eller forfriskende frækheder – der er brug for en løbende debat af filmen som kunstform, produkt og industri.  Og behovet for denne løbende debat er kun blevet større, efter Kenneth Plummer i sin tid skrev nekrolog over den institutionaliserede filmkritik.

For 16:9 er svaret dog ikke en romantisk poetik, men et forsøg på at afdække og nærstudere filmkunsten i al sin mageløse mangfoldighed. Fra Godard til Gravity, Duras til Dallas Buyers Club og Truffaut til True Detective – filmmediet antager mange former og rummer mange forskelligartede kunstnere og værker. For den ”sande” filmelsker er det velsagtens muligt at afdække det interessante og filmiske hos alle de ovenstående. Og er det ikke netop dét, den ”sande” filmkritik bør gøre?

* * *

Fakta

Citerede værker