Et billedes anatomi: Dawn of the Dead

Af HENRIK HØJER

Premieren på den seneste Superman-film er en fin anledning til at se nærmere på filmens instruktør, den 43-årige Zack Snyder, der med film som 300 (2007) og Watchmen (2009) har forstået at gøre opmærksom på sig selv med sin egen helt personlige udgave af det David Bordwell har døbt intensified continuity. I Snyders udgave indebærer det udstrakt brug af bl.a. super-slow og en ofte vildt stiliseret billedside. Fortiden på Art Center College of Design i Pasadena fornægter sig ikke.

Rent tematisk har Snyder en forkærlighed for det apokalyptiske. Måske ikke altid i skikkelse af jordens undergang, men næsten altid med afsæt i noget der ligner. Det gælder ikke mindst i debutfilmen Dawn of the Dead fra 2004, der er en ikke ueffen genindspilning af George A. Romeros zombie-klassiker af samme navn, og som lægger billede til dette nummers udgave af Et billedes anatomi. Som det er tilfældet i originalen, i zombiegenren i almindelighed og i Snyders øvrige film balanceres der her hårfint på grænsen mellem ironi og patos, men i Dawn of the Dead er der vist ingen, der ikke indledningsvis føler med sygeplejersken Ana (Sarah Polley), der netop er vågnet op til en verden af lave: Nabopigen og kæresten er begge blevet til frådende zombier, og i billedet herover, er hun netop kommet ud på villavejen og forsøger at skabe sig et overblik over de massive ødelæggelser, morgenen allerede har budt på.
Det er ikke usandsynligt, at Snyders forkærlighed for ødelæggelsen og det apokalyptiske er afstedkommet af netop muligheden for at skabe billeder som dette. Man kunne kalde det ’den apokalyptiske supertotal’ eller ’den spektakulære supertotal’.

Billedet af den spektakulære ødelæggelse og de efterfølgende ruiner trækker lange spor tilbage gennem kulturhistorien, tænk bare på biblen, Brueghel og Michael Bay, og Snyder rider altså med på bølgen. Ana kigger på en verden, hvor orden og harmoni er afløst af bål og brand, mord og ødelæggelse, og over det hele svæver militærets helikoptere magtesløse. Ana er i begivenhedernes centrum, det er vi ikke. Vi sidder på sikker afstand og betragter udefra. Vi fornemmer hendes rædsel, men vi ved godt, at for os er det ikke alvor, endnu. Dermed er det på sin plads at introducere en god gammel traver, når det gælder kunst og kultur, nemlig begrebet ’det sublime’. Det sublime har en lang idehistorie, men Kirstine Autzen udlægger det meget præcist på følgende måde:

Nydelse er godt, siger han [Edmund Burke, red.], men smerte er en endnu stærkere følelse – mere intens. Og endnu heftigere er netop det nydelsesfulde gys. Dette gys, som kun kan nydes, når faren ikke er livstruende, men blot passende tæt på til at give sug i maven, det er blandingen af fryd og frygt. […] Forbløffelsen, chokket, er den primære følelse; respekt, beundring og ærefrygt er sekundære følelser i oplevelsen af det sublime. Oplevelsen af det sublime er tæt knyttet til kunstoplevelsen, fordi vi i kunsten netop kan bringes tæt, tæt på stærke kræfter, men stadig kan bevare en afstand […] (Autzen 2010).

Den spektakulære ødelæggelse, som er konstituerende for den apokalyptiske filmgenres attraktion, kan altså anskues som et af de sidste skud på stammen, når det gælder om at give os det sug i maven, som Autzen omtaler, udløst af lige dele frygt og ærefrygt; indsigten i og blikket på det, der er uden for vores kontrol.
Zack Snyder har ind til videre i fem film skabt disse spektakulære supertotaler, der til stadighed fascinerer biografpublikummet, og at dømme efter trailerne kunne noget tyde på, at det fortsætter i den sjette, Man of Steel.