Brilleaber i rampelyset

Af MADS MØLLER ANDERSEN

Du kan altid kende dem på brillerne. Både feminister og nørder er i fremgang i amerikansk tv-sitcom, og det ses tydeligt i en sitcom som 30 Rock (fig. 1). Men er der tale om en signifikant tendens inden for genren? Eller er det blot en forbigående undtagelse, at nogle nyere amerikanske sitcoms synes at droppe køns- og karakterklichéerne til fordel for mere nuancerede og ukonventionelle karakterer?

Inden for de seneste 10-15 år har vi som bekendt været vidne til den interessante tredje guldalder, som har fundet sted inden for amerikansk tv-drama. Det startede, da de mindre kabelnetværk HBO og AMC tog kampen op mod de større amerikanske broadcastnetværk ved at satse på deres egne selvproducerede timelange dramaserier. Al opmærksomheden omkring dramaseriens guldalder gjorde imidlertid, at forskere, anmeldere og offentligheden til en vis grad overså begyndelsen på en række spændende nye tendenser i den amerikanske sitcomgenre.

En del af forklaringen kan være, at sitcoms har haft et notorisk dårligt rygte på grund af deres brug af kunstig dåselatter og fladpandet humor for at fremtvinge et par ”billige” grin. Og i det hele taget har tv-mediet kun undtagelsesvis nydt den samme anerkendelse som filmmediet. Som ”Jack Donaghey”, en 30 Rocks karakterer, siger om tv’ets dårlige rygte i en af seriens episoder: ”Do TV and no one will ever take you seriously again” (”100: Part 2”, S5E21) (fig. 2). Selvom tv’et og især sitcomen har ry for at være tankeløs underholdning til masserne, er det måske alligevel på tide, at vi åbner øjnene for, hvad der allerede er sket inden for amerikansk sitcom.

Farvel til Friends og forældede formater

Det startede sandsynligvis med serier som Seinfeld (NBC, 1989-98) og The Simpsons (Fox, 1989-), der på mange måder var meget utraditionelle serier, som legede med genreforventningerne til den forholdsvis harmløse, klassiske sitcom (fig. 3). Men disse serier blev også enormt populære, hvilket kan have inspireret andre til at eksperimentere med genrens muligheder (Hight: 166). Derefter kom der langsomt flere anderledes amerikanske sitcoms på sendefladen som eksempelvis Malcolm in the Middle (Fox, 2000-06), Family Guy (Fox, 1999-02, 2005-), Curb Your Enthusiasm (HBO, 2000-), Scrubs (NBC, 2001-10) og Arrested Development (Fox, 2003-06; Netflix, 2013-), som Andreas Halskov har kaldt smartcoms (Halskov: 152). Serier, som anvender metafiktion, dokumentarisk æstetik (også kaldet mockumentary eller comedy vérité), intertekstualitet, indforståede referencer, singlekamerasetup i stedet for det normale multikamerasetup, anden usædvanlig kamerabrug, flashbacks/flashforwards/imaginary shots, eller som ikke bruger dåselatter.

Alle disse serier var interessante nyskabelser på hver deres måde, men de var i sig selv ikke helt nok til at få anmeldere og forskere til at sige, at sitcomen var ved at genopfinde sig selv. Først da kæmpesuccesen Friends (NBC, 1994-2004) takkede af i 2004 efter 10 år i toppen af seertallene, var der for alvor plads på markedet til, at kanalerne turde satse på at lave ukonventionelle sitcoms, og hermed kom der en ny bølge af smarte sitcoms. I perioden fra 1950 til 1990 havde genren ellers været præget af meget ritualiseret og fast programkoncept, som æstetisk og formatmæssigt ikke havde ændret sig synderligt i næsten 40 år, siden sitcomklassikeren I Love Lucy i 1950’erne gav eftertiden en formel for den succesfulde sitcom (fig. 4). Da der så endelig kom en række nyskabende sitcoms i 90’erne og 00’erne, gik flere år, før de nyskabende sitcoms til sidst fik deres velfortjente anerkendelse som arnesteder for en begyndende revitalisering af genren.

En af de smarte sitcoms, som kom i kølvandet på aflysningen af Friends, var som sagt NBC-serien 30 Rock, som i januar 2013 sluttede efter syv sæsoner. Trods vigende seertal høstede serien mange priser og kritikernes anerkendelse, og en af seriens finurligheder er, at den konstruerer en fiktionsverden, hvori den refererer til og leger med nogle af de virkelige tendenser i den amerikanske tv-industri. 30 Rock er en tv-serie om et tv-sketchshow, hvor de refererer til tv-branchen. Den er tv ganget med tv ganget med tv – eller sagt på en anden måde: tv i tredje potens. Den peger fingre ad sitcomgenren og tv-branchen, men på samme tid er serien selv betinget af nogle af de samme genretræk og de samme markedsvilkår, som den parodierer. Og det er serien i høj grad bevidst om. 30 Rock er et eksempel på, hvordan nyere sitcoms ikke kun består af en række ritualiserede gentagelsesmønstre, men at nyere værker inden for genren også byder på komplekse fortællestrukturer.

Blandt den række af strømninger, som præger og har præget amerikansk sitcom inden for det seneste tiår, bør man måske også indtænke, om de smarte sitcoms har bibragt en anderledes repræsentation af kvinder? Og på hvilke måder er disse nye kvinderoller i så fald anderledes ift. tidligere? Dette vil denne featureartikel forsøge at give sit bud på i det følgende.

Hvem er Liz Lemon?

En finurlighed ved 30 Rock er nemlig seriens kvindelige hovedperson ”Liz Lemon”, som spilles af Tina Fey, der også har skabt, skrevet og produceret serien (fig. 5). Omkring karakteren Liz benytter serien en række interessante strategier, selvom hun på overfladen kan virke ret konventionel. Som hun bliver præsenteret i seriens pilotepisode, er hun enlig, midt i 30’erne, travl, collegeuddannet, feministisk og en newyorkerkvinde, som godt kan lide at læse magasiner om kvinder med et sundt forhold til deres egen krop (”Pilot”, S01E01, 4:54). Man skal ikke kigge sig langt omkring inden for den amerikanske sitcomgenre for at finde andre enlige kvindelige hovedrolleindehavere fra New York, som kom før Liz: Rhoda (CBS, 1974-78), ”Elaine” fra Seinfeld (NBC, 1989-98), The Nanny (CBS, 1993-99), Caroline in the City (NBC, 1995-99), Veronica’s Closet (NBC, 1997-2000), de tre kvindelige hovedkarakterer i Friends (NBC, 1994-2004) og så videre.

Men det usædvanlige ved Liz er, at hun er en kvindelig tv-nørd i udpræget grad. Hun går nemlig med briller, hun elsker Star Wars (især Prinsesse Leia), hun spiller The Sims, og hun klæder sig på ingen måde feminint. I genren har man måske nok set andre kvindelige nørder, men næsten aldrig i en hovedrolle. De stereotypiske nørder i amerikansk sitcom har som oftest været mandlige såsom ”Urkel” i Family Matters (ABC/CBS, 1989-98) og ”Screech” i Saved by the Bell (NBC, 1989-93) (Quail: 460). Men selvom det er vanskeligt at finde specielt mange eksempler på nørdede kvinder i sitcoms, kan man alligevel nævne biroller som ”Lisa” i The Simpsons (Fox, 1989-), ”Meg” i Family Guy (Fox, 1999-), ”Bernadette” i The Big Bang Theory (CBS, 2007-) og ”Alex” i Modern Family (ABC, 2009-) samt hovedroller som ”Betty” i Ugly Betty (ABC, 2006-10), ”Jess” i New Girl (Fox, 2011-) og eventuelt ”Hannah” i Girls (HBO, 2012-) (fig. 6). Girls og Ugly Betty hører dog strengt taget begge ind under genrekategorien dramedie. Men især karakteren Jess fra den succesfulde Fox-sitcom New Girl er et godt bud på en moderne kvindelig sitcomnørd og en pendant til Liz.

Livet som feminist og tv-nørd

På grund af sit lidt nørdede ydre får Liz mange kritiske kommentarer fra sine kolleger vedrørende sin påklædning. Som regel er joken, at Liz klæder sig som en lesbisk eller som en mand, og at hun køber sit tøj i herretøjsforretninger. For yderligere at understrege Liz’ mangel på stereotypisk feminin opførsel er der det faktum, at Liz har et særligt ufeminint forhold til mad. Hun elsker junkfood, hvilket bliver tydeligt inden for de første 30 sekunder af pilotepisoden af 30 Rock, da hun køber en hel kasse med hotdogs (”Pilot”, 00:35). Hun spiser masser af doughnuts, chips, pizza, chokolade og har sågar et billede af en burger med pommes frites hængende på væggen i sit kontor (fig. 7). Trods sit indtag af junkfood dyrker hun ikke motion, da hun er doven, og som feminist er hun desuden imod objektivisering af kvinder som sexsymboler (ibid.: 14:08).

På privatfronten har hendes kærlighedsliv i lange perioder været præget af hendes store arbejdsiver. Derudover havde hun en række ret uhensigtsmæssige kærester, hvoraf den værste var ”Dennis”, en dorsk og umoden bippersælger, som Liz havde meget svært ved at slippe af med. Mange af seriens episoder har haft denne tematik om den svære balance mellem arbejdsliv og privatliv, som har været en klassisk konflikt i genren, siden sitcomkvinderne først kom ud på arbejdsmarkedet i serier som The Mary Tyler Moore Show (CBS, 1970-77) og senere i Murphy Brown (CBS, 1988-98).

I slutningen af sæson to beslutter Liz sig for at prøve på at adoptere et barn på egen hånd, men denne idé dropper hun senere i sæson tre. Dette temas tilstedeværelse i genren af workplace sitcoms med kvindelige hovedpersoner bliver også ekspliciteret i ekstrem grad i 30 Rock-episoden ”Murphy Brown Lied to Us” (S06E18), hvor serien demonstrerer en stærk bevidsthed om sin egen sitcomarv. I episoden sammenligner Liz sig selv med Murphy, som var en karrierekvinde over fyrre i Washington D.C. og enlig mor, og ud fra Liz’ synspunkt var budskabet i Murphy Brown, at man godt kan få både karriere og børn, selvom man er en enlig, 40-årig kvinde (fig. 8). Selvom Liz i starten af episoden afviser tanken om børn og mener, at Murphy Brown tog fejl, beslutter hun og hendes nye kæreste ”Criss” sig for til sidst at prøve alligevel. Hermed har Liz mod slutningen af serien for første gang valgt at prioritere sit privat- og kærlighedsliv, da hun ellers har været karrierekvinde og arbejdsnarkoman det meste af tiden.

Fast and only on Saturdays – Sex i 30 Rock

I de første mange sæsoner af serien har Liz’ også en forholdsvis akavet, kedelig og afvisende attitude over for sex. I episoden ”Jack Meets Dennis” (S01E06) stiller karakteren “Jenna” spørgsmålet ”How’s the sex?”, hvortil Liz svarer ”Fast and only on Saturdays. It’s perfect.” Senere bliver Liz dog mere sensuel, da hun bliver kærester med Criss, men selv i deres indbyrdes forhold spiller Liz nogle gange rollen som den maskuline. Dermed står Liz i stærk kontrast til den seksuelt eventyrlystne Jenna, som ofte forsøger at bruge sin seksualitet som et middel til at nå sine mål. I forhold til hvordan køn og seksualitet er blevet repræsenteret i sitcomgenren, er 30 Rock ret usædvanlig, for det er sjældent, at den kvindelige hovedperson portrætteres som kedelig og uinteresseret i sex. I Christine Scodaris artikel ”Sex and the Sitcom – Gender and Genre in Millenial Television” (2005) beretter hun om en undergenre i sitcomen, som hun kalder sexcom (fig. 9). Med denne term påpeger hun, hvordan serier som Ally McBeal (Fox, 1997-2002) og Sex and the City (HBO, 1998-2004) begge har en stærk kvindelig og karriereorienteret hovedperson, og disse serier handler i høj grad om:

[…] attractive, urban, professional women, most of whom are single, White, and fit snugly into the twenty-five to thirty-four demographic grouping […] Both series deal almost exclusively with the feminine, private-sphere issues surrounding sexual and/or romantic relationships […] (Scodari: 242).

Scodari sexcom-kategori skal forstås som en afart af sitcomgenren. Men strengt taget passer begrebet dramedie nok bedre på netop de to serier, for der er en betydelig portion drama i dem begge (Mills, 2009: 29 f.). Også Helle Kannik Haastrup regner disse to serier for ”subjektive livsstilsdramedier” (Haastrup: 59). Selvom Scodaris to eksempler ikke helt kan kaldes sitcoms, kan hendes sexcombegreb dog stadig bruges som et grundlag for en sammenligning mellem henholdsvis det mere sædvanlige kvindesyn i amerikansk tv og 30 Rocks kvindesyn.

Disse populære serier henvender sig specifikt til kvinder med en tematisering af problemstillinger, som er interessante og relevante for moderne storbykvinder. Men begge serier har fået megen kritik fra forskere og kvinder, som mener, at serierne er for sexfikserede, for fulde af single-pige-patos og for degraderende over for kvindekønnet (ibid.: 246). Scodari selv er helt på linje med denne kritik og tilføjer:

The message of the sexcom, however, appears to be that if women cannot navigate their public lives as smoothly and stylish as Ally, Carrie, and their cohorts […], whatever intellectual, emotional, and physical energy remains will not be sufficient to achieve success in their demanding and time-consuming private affairs (Scodari: 251).

Denne kritik skal dog ikke underkende de to seriers enorme popularitet (især SATC), men disse såkaldte sexcoms tydeliggør, hvordan 30 Rock har en ganske anden dagsorden. 30 Rocks strategi er nemlig at appellere til de kvinder, som fandt sexcoms og deres kvinderoller for flade og urealistiske, og som hellere vil se en workplace sitcom om en nørdet, seksuelt kedelig, enlig, kvindelig arbejdsnarkoman i slutningen af 30’erne. Næsten som en metakommentar eller måske for at tydeliggøre 30 Rocks afstandtagen og kontrast til de seksuelt fokuserede serier blev Jane Krakowski, som spillede karakteren ”Elaine” i Ally McBeal, hyret til rollen som ”Jenna” i 30 Rock (fig. 10-11). Elaine og Jenna bruger begge sex som et middel til at nå deres mål, og disse to roller er på mange måder ret ens, men i 30 Rock sættes Jenna op imod Liz, som er en erklæret feminist, og de to seriers budskaber vedrørende køn og seksualitet bliver hermed ganske forskellige.

30 Rock laver også en parodi på Sex and the City i den førnævnte episode, hvor Liz til sidst sidder iført et lyserødt tylskørt på sin seng og skriver på sin laptop, indtil hun på yderst uelegant vis falder ned af sengen (”Stride of Pride”, S07E03, 19:43-20:50). Hermed viser serien en selvbevidsthed om sin forskellighed fra SATC. Liz har nemlig langt hen ad vejen mere til fælles med Mary Richards (fig. 12), Murphy Brown og Roseanne, end hun har til fælles med så mange andre tv-kvinder. Selvom serien tit gør grin med Liz’ feminisme, følger handlingen trods alt hende som hovedperson, og serien giver hende lov til at udtrykke sine værdier.

Feminisme pakket ind i humor

30 Rock er en feministisk serie, men ikke uden selvbevidsthed og selvironi. Liz Lemon er heller ikke den eneste karakter i serien med stærke holdninger, eftersom hendes chauvinistiske modstykke Jack Donaghey er der til at give hende modspil, hvorved seerne har mulighed for at identificere sig med (eller grine af) både feministen og chauvinisten. Som nævnt er denne kønspolitiske konflikt mellem Liz og Jack også med til at drive fortællingen fremad. Liz overdriver og overgør nemlig ofte sin feminisme og sine andre moralske standpunkter, og som følge deraf roder hun sig ud i situationer, hvor hun enten må opgive sine idealer, eller hvor hun bliver latterliggjort af især de mere chauvinistiske karakterer som Jack, Tracy, Frank m.fl. (fig. 13). Hun har sine moralske værdier, men hun bliver tit tvunget til at handle imod sin egen overbevisning – som i pilotepisoden, da hun må acceptere Tracy som en del af sit show TGS, selvom han tydeligvis er mentalt ustabil. Hermed har serien et stærkt værdisæt som en af sine strategier, men værdierne bliver stadig leveret i en humoristisk indpakning, hvilket nedtoner seriens feminisme.

Et interessant eksempel på seriens diskussion af kønsroller er den føromtalte episode ”Stride of Pride” (S07E03), som er skrevet af Tina Fey selv. Heri diskuterer Liz og Tracy, om kvinder er lige så sjove som mænd, og selvom Liz’ første indskydelse er at undgå at lade sig provokere af Tracys chauvinisme, ender hende og Jenna alligevel med at skulle bevise, at de er sjove ved at lave deres eget topersoners sketchshow. Showet er et hit hos alle kollegerne, og Liz vinder diskussionen, selvom hende og Tracy stadig ikke er helt enige (17:06). At diskutere, om kvinder er sjove, er desuden i sig selv en metafiktiv reference til seriens egen præmis, fordi 30 Rock i den grad er afhængig af sin hovedrolleindehaver og skaber Tina Fey, som er en kvindelig komiker. Herved forsøger serien i episoden ”Stride of Pride” at sælge sin kønspolitiske dagsorden, men med en selvironisk undertone, hvor budskabet er, at serien ikke vil fornedre sig til at diskutere chauvinistiske anklager.

Men når alt kommer til alt, lader serien alligevel Liz vinde diskussionen, og således har Tina Fey skrevet en episode, som tilsyneladende ikke vil diskutere kønspolitik, men som ikke desto mindre ender med at sælge et feministisk budskab: Kvinder er sjove, og at diskutere humormæssige forskelligheder mellem kønnene er forbeholdt hulemænd, og på samme tid dadler serien den historiske favorisering af mænd i komedier og sitcoms (Kutulas: 217 f.). Resultatet er en episode, hvor 30 Rock indimellem forråder sin komiske agenda til fordel for sin kønspolitiske agenda. Hermed kan serien også tolkes som en mere generel beretning om, hvordan kvinder (og især feminister) i tv-branchen bliver disciplineret af et til tider ret mandsdomineret miljø (fig. 14).

Feminisme som strategisk greb

Vi har kunnet konstatere, at der er en lang række strategier bag Liz. Den første usædvanlige strategi bag hendes karakter er, at hun er en tv-nørd, der helt åbenlyst sammenligner sig selv med hendes genremæssige forgænger Murphy Brown og benytter et hav af metafiktive referencer til tv og til sitcomgenren. Dermed målretter serien sig de seere, som kender til ældre sitcoms, og som i forvejen ser mange timers tv. At hun så endda er en kvindelig nørd, er endnu mere usædvanligt.

For det andet er hun moderne og højtuddannet, så hun kan tilbyde en mulighed for seeridentifikation blandt moderne, højtuddannede, købestærke storbyseere. De er måske ikke er det største seersegment, men en attraktiv skare på grund af deres købekraft og dermed interessante for annoncørerne. Grundet de relativt lave seertal har 30 Rock nemlig været særligt opmærksom på at gøre sig til en attraktiv annonceplads, da det ikke gør så meget, at man har få seere, hvis blot man har de rigtige seere.

For det tredje er Liz (og Tina Fey) en erklæret feminist, og strategien heri er, at serien adskiller sig fra langt de fleste sitcoms ved at fremstille Liz som en stærk og selvbevidst kvinde, som er bedøvende ligeglad med, at hun er ufeminin. Hendes mål i livet som enlig har i det meste af serien ikke været at finde den rigtige mand (modsat Ally McBeal og de fleste af karaktererne i Sex and the City), men at opnå succes i sit arbejdsliv. På trods af at Tina Fey er en forholdsvis attraktiv kvinde, er seriens strategi at nedgøre Liz’ udseende ved blandt andet at lade de andre karakterer kommentere på hendes skønhedsfejl og ved at skjule hendes kropsformer i uformelige sweatere og en generelt maskulin tøjstil, hvorved Liz afseksualiseres og gøres mere almindelig og relaterbar. Men reelt set er Tina Fey slank og forholdsvis attraktiv, så selvom serien prøver at fremstille hende som uattraktiv, kan det naturligvis ikke udelukkes, at hun måske alligevel appellerer til mandlige seere, og hun har da også erfaring med at spille den attraktive kvindelige hovedrolle i romantiske komedier som Baby Mama (2008) og Date Night (2010) (fig. 15).

Når dét er sagt, har man vel næppe set en kvindelig hovedperson som Liz, der er så maskulin og ligeglad med sit udseende, siden Roseanne. Selvom Roseanne var mere skandaløs end Liz/Tina, benytter de begge deres position som producer og hovedrolleindehaver i en sitcom til at diskutere tidens kvindeidealer (Karlyn: 252) (fig. 16). Men som Judy Kutulas desuden påpeger, har workplace sitcoms altid forsøgt at levere en mere moderat og tv-venlig version af feminismen lige siden lanceringen af Mary Richards (Kutulas: 225). Selvom nutidens tv-feminist Liz Lemon måske nok er ukonventionel, nørdet og usexet, er hun stadig et kommercielt produkt, og 30 Rock forhandler som nævnt denne uforenelighed mellem feminisme og kommercialisme ved at moderere Liz’ kønspolitiske agenda gennem brugen af humor.

Nørder og feminister i fremgang

Der er i det hele taget en tendens til flere nørder – og især kvindelige nørder – i amerikansk tv for tiden, med New Girl og The Big Bang Theory som nogle af hoveddrivkræfterne bag denne tendens inden for de mainstreamorienterede sitcoms.

Men måske kan man også tale om en generel tendens til ukonventionelle og småfeministiske kvinderoller på sendefladen for tiden, hvis man for eksempel inddrager HBO-dramedien Girls. Denne serie kan nemlig karakteriseres som en subjektiv livsstilsdramedie (eller sexcom), der på linje med 30 Rock går imod den sædvanlige portrættering af storbykvinder. Serien er i udgangspunktet meget lig SATC med fire veninder bosat i New York, der leder efter lykken og manden i deres liv. Men Girls har et mere råt og upoleret udtryk med en ret ukonventionel, buttet og neurotisk hovedperson ”Hannah” (spillet af seriens egen skaber Lena Dunham), der bestemt ikke skåner seerne for eksplicitte billeder af sin nøgne krop, som ikke lever op til branchens normale skønhedsidealer (fig. 17).

Måske kan 30 Rock og Girls være tegn på en større strømning inden for amerikansk tv, hvor vi forhåbentlig får flere seksuelt nuancerede og mangefacetterede kvinderoller at se fremover. Men det er svært at spå om, for trods disse tendenser er konventionelle sitcoms med dåselatter og klichéer fortsat enormt populære i seertallene (Mills: 127). Alligevel sætter både feminister og nørder et markant præg på sendefladen i øjeblikket, selvom disse typer som regel har været forbeholdt biroller. Eller måske vender genren om lidt igen tilbage til de sædvanlige klichéer. Indtil da kan brilleaberne nyde deres tid i rampelyset.