|
Et billedes anatomi: En beskidt Revolution
Af HENRIK HØJER
Der er måske ikke så mange, der husker den engelske instruktør Hugh Hudson, men i begyndelsen af firserne var han faktisk et stort navn på filmhimlen efter at have instrueret oscarvinderen Chariots of Fire (1981) og i 1984 anmelder- og publikumssuccessen Greystoke – The Legend of Tarzan, Lord of the Apes. Få instruktører oplever så stor succes med deres første film som Hugh Hudson og hans nemesis lå da også lige rundt om hjørnet med anmeldernes og publikums massakre på hans tredje film Revolution fra 1985, der fortæller historien om pelsjægeren Tom Dobb (Al Pacino), der forsøger at holde sig selv og sin søn ude af den brutale uafhængighedskrig på det nordamerikanske kontinent i sidste halvdel af 1700-tallet.
Revolution er nu udgivet på en fremragende blu-ray/dvd fra BFI og i forbindelse med udgivelsen har Hudson faktisk skabt et director’s cut, der er ti minutter kortere end den oprindelige film! Desuden har han tilføjet en næsten Malicksk voice-over indtalt af Al Pacino. Den nye udgave af filmen har fået ikke mindst de engelske anmeldere op af stolen, og flere taler ligefrem om Revolution som et overset mesterværk. Det er måske at tage munden for fuld, men Hudsons ambitiøse og ofte storslåede film er absolut et kig værd. Som det fremgår af billedet herover, er Hudsons udgave af uafhængighedskrigen så beskidt, at selv det amerikanske flag på hestevognen har mistet sin glød efter flere års hårde kampe. Hestevognen rides i øvrigt af firserikonet Nastassja Kinski, der som flaget har taget farve af krigen. Hun er den engelske overklassepige, der vælger oprørernes side og derfor må give afkald på de flotte kjoler, på parfumen og tjenestefolkene.
Hudsons fortid som dokumentarist fornægter sig ikke i filmen og kombinationen af periodefilm og håndholdt kamera giver et in your face-nærvær, som oftest er forbeholdt samtidsfilm. At Hugh Hudson ikke er bange for at benytte et yderst ekspressivt filmsprog, vidner også lydsiden om. Her har John Corigliano skabt et score, der i passager bringer mindelser om en Stanley Kubrick eller om Jonny Greenwoods arbejde for Paul Thomas Anderson. Er hans placering på filmkunstens pantheon ikke helt oppe side om side med disse to ikonoklaster, så vidner udgivelsen af Revolution om, at han absolut ikke fortjener at blive glemt. |
|
|