Please do not open …

Af MARTIN SKOVHUS

Ole Bornedal har instrueret den amerikanske film The Possession om en ti-årig pige, der bliver besat af en ond ånd fra et mystisk træskrin. Filmen finder inspiration i klassiske Hollywood-gysere med William Friedkins The Exorcist som det oplagte forbillede. Ved den amerikanske premiere den 31. august gik filmen direkte ind som nummer et på box office-listen, men alligevel er der ikke fastlagt en dansk biografpremiere, og spørgsmålet er, om filmen overhovedet kommer til at kunne ses i danske biografer.

Genreinstruktøren

Ole Bornedal er en særpræget skikkelse inden for dansk film. I modsætning til de mest hyldede danske filminstruktører før og nu (ingen nævnt, ingen glemt), kan Bornedal næppe karakteriseres som 'auteur' (fig. 1). Snarere ville man vel betegne ham som 'genreinstruktør', en betegnelse, der fra tid til anden – uvist af hvilke årsager – bliver anvendt nedladende. Det er som om, det at lave film efter fast definerede, genkendelige konventioner bliver betragtet som en smule plat eller letkøbt.

Bornedal har arbejdet inden for vidt forskellige genrer, deriblandt sort komedie for det yngre publikum (Vikaren, 2007), historisk drama (Jeg er Dina, 2002) og humoristisk miniserie til tv (Charlot og Charlotte, 1996). Gysergenren er naturligvis heller ikke fremmed for Bornedal; Nattevagten (1994) var hans kommercielle gennembrud og et stort hit i de danske biografer, mens den amerikanske genindspilning (Nightwatch, 1997) var en kunstnerisk og kommerciel skuffelse.
Det, der hidtil har adskilt Ole Bornedal fra mange andre 'genreinstruktører' er, at han selv har skrevet manuskripterne til sine film, hvilket har været garant for en vis kontinuitet, og hidtidige film har været præget af en gennemgående, sorthumoristisk tone, der godt kan betegnes som særligt Bornedalsk. 

Med The Possession vender Ole Bornedal tilbage til gysergenren, men i modsætning til tidligere er han udelukkende filmens instruktør. Manuskriptet er skrevet af Juliet Snowden og Stiles White og læner sig op ad klassiske genreforbilleder – mest åbenlyst William Friedkins The Exorcist (1973).

Besættelsen

I The Possession har forældreparret Clyde (Jeffrey Dean Morgan) og Stephanie (Kyra Sedgwick) været separeret i et år, og de deler forældremyndigheden over døtrene Em (Natasha Calis) og Hannah (Madison Davenport) (fig. 2). Skilsmisseprocessen virker i det store hele til at foregå civiliseret, og konflikterne begrænser sig til dagligdags trivialiteter.

Alt forandrer sig dog, da Clyde flytter ind i et nyt hus og tager pigerne med til et loppemarked i sit nye nabolag. Her bliver den ti-årige Em uimodståeligt tiltrukket af et gammelt træskrin med gådefulde, udskårne skrifttegn (fig. 3). Clyde køber skrinet til hende, og snart efter begynder mystiske hændelser at finde sted. Skrinet hvisker til Em om natten, og efter at Clyde uvidende om dette har hjulpet hende med at åbne det, bryder helvede bogstaveligt talt løs. Horder af natsværmere indtager huset, ting flyver gennem luften tilsyneladende ved egen kraft, og det er ikke kun Ems spejlbillede, der er forvrænget (fig. 4). Hele hendes væsen ændrer sig fundamentalt; hun opfører sig provokerende, voldeligt og ligefrem dyrisk, og snart indser Clyde, at hun må være besat af en dæmon (fig. 5).

Det mærkelige skrin viser sig at være en gammel, jødisk Dybbuk box; et træskrin, hvori en ond ånd – en dybbuk – har været fanget, indtil den blev sluppet løs og besatte Em. Clyde må nu opsøge det svært tilgængelige jødisk-ortodokse samfund i New York for at søge hjælp, men kun overrabbinerens søn Tzadok (Matthew Paul Miller) er villig til at løbe risikoen. Filmen kulminerer i slutningens eksorcismescene, hvis udfald ikke skal afsløres her.

Klassiske forbilleder

The Possession er en klassisk, psykologisk gyserfilm, der benytter sig af en lang række af genrens konventioner. Historien om kernefamiliens sammenbrud og præpubertære piger, der bliver til uhyrer i processen, kender vi fra forbilledet The Exorcist, men også fra den nye, japanske horrorbølge med Hideo Nakatas The Ring (1998) og Dark Water (2002) som oplagte eksempler (fig. 6).

I modsætning til konventionen i de klassiske forbilleder er der dog helt fra begyndelsen ingen tvivl om, at de overnaturlige hændelser i The Possession skal tages for pålydende. Det bliver gjort klart i filmens prolog, hvor en kvinde (Anna Hagan) har sat sig for at destruere det magiske træskrin. Før hun får lejlighed til at gennemføre sit forehavende, slynger en usynlig kraft hende imidlertid rundt i rummet, radbrækker hende og sørger for, at hun ender bundet til sin seng som en gipsmumie. Det er ved loppemarkedet i hendes forhave, Em falder for skrinet.

Med denne prolog når man aldrig som tilskuer at opleve det, Tzvetan Todorov kalder 'den fantastiske tøven', hvor en genkendelig hverdag pludselig giver plads for fænomener, der ikke kan forklares rationelt. Denne tøven kendetegner klassiske gyserfilm, som for eksempel Roman Polanskis Rosemary's Baby (1968), hvor tilskueren solidariserer med den stakkels Rosemary i hendes angst og tvivl, mens hun langsomt bliver mere og mere overbevist om, at hun er udsat for et komplot, der skal føre til, at hun føder djævelens søn.
Den slags tøven og tvivl udsættes man ikke for i The Possession, og derfor er man fra begyndelsen snarere et udenforstående vidne til begivenhederne end egentlig medlevende.

Filmen forsøger til gengæld på anden vis at inddrage publikum, nemlig ved at hævde at være "Based on a True Story". På filmens hjemmeside kan man finde links til forskelligt "bevismateriale" for denne påstand, deriblandt et link til et opslag på online-auktionsstedet e-bay, hvor træskrinets kulørte historie bliver fortalt under overskriften "Dibbuk Haunted Jewish Wine Cabinet Box", og eventuelle købere bliver advaret om de foregående ejeres fatale oplevelser efter at have købt det (fig. 7). Filmen forsøger således at vinde publikum med de midler, som Daniel Myrick og Eduardo Sánchez' The Blair Witch Project (1999) gjorde så effektivt brug af, men publicitystuntet virker ærligt talt en smule træt i koderne.

Godt håndværk

Rent filmæstetisk går filmen i samme fælde som manuskriptet: Klassisk bliver synonym med halvkedeligt. Den danske filmfotograf Dan Laustsen står bag kameraarbejdet, som er upåklageligt med smukke kompositioner, urovækkende kran- og dollybevægelser og granskende close ups. Farverne er mestendels kølige og metalliske, og det er bemærkelsesværdigt for en film af denne type, at vi rent faktisk præsenteres for decideret grimme landskaber, præget af triste vejstrækninger og nybyggerområder (fig. 8). Men derudover er der ingen plads til overraskelser, og visuelle gys er der ret få af.

Det mest bemærkelsesværdige ved filmen er nok, at de fleste scener er usædvanligt korte, hvilket understreges af Eric L. Beasons abrupte klipning, der ofte foretages midt i bevægelser eller voldsomme lyde. Det antydningsvise brud på den klassiske Hollywood-formel, som denne mangel på "sutur" udgør, føjer dog ikke noget nævneværdigt til filmen; tværtimod resulterer det i en underligt summarisk kvalitet, som om filmen blot er en mekanisk og uengageret illustration af manuskriptet, og især slutningen er et gevaldigt antiklimaks. Man savner den dvælen, der skal til for at skabe suspense.

På lydsiden er der indlagt obligatoriske chokeffekter, der dog snarere bygger på volumen end egentligt raffinement. Et decideret forstyrrende element i lydbilledet er Anton Sankos underlægningsmusik, der omslutter alt som en klistret sovs.

Til gengæld kan man nyde Ole Bornedals personinstruktion, der er udført med stor sikkerhed. Jeffrey Dean Morgan er god som den desperate far, og Natasha Calis fungerer glimrende som den besatte pige, der skiftevis skal agere lillepigenuttet og alt for voksen af sin alder (fig. 9). Kun filmens forsøg på et comic relief, Jay Brazeau som Professor McMannis, falder igennem på det grummeste. Det konceptprægede manuskript kunne have været skrevet til en kortfilm i serien Tales From the Crypt (1989-1996), og sammen med den ferme, sterile teknik medfører det, at filmen virker som en gennemsnitlig tv-produktion, der vil gøre sig fint på skærmen en søndag aften. 

Amerikansk succes

The Possession fik premiere i USA i over 2.800 biografer den 31. august. Den fik generelt temmelig lunkne anmeldelser men gik alligevel direkte ind som nummer et på box office-listen, og i løbet af den første weekend havde den indtjent sit budget (ca. 14 millioner dollars) og mere til. Derfor kan det undre, at danske biografdistributører ikke umiddelbart har planer om, at filmen skal få premiere i de danske biografer. På Jyllands Postens hjemmeside kunne man den 3. september læse uddrag af et interview med Jan Lehmann, der er chef for Nordisk Film Distribution. Lehmann begrunder beslutningen om, ikke at lade The Possession få dansk biografpremiere med, at det simpelthen ville være en dårlig forretning. »Gyserfilm er svære at sælge til danskerne, sådan er det bare,« konstaterer han, blandt andet med tanke på den danske instruktør Christian E. Christiansens Hollywood-gys The Roommate (2011), der også strøg til tops i USA, men solgte mindre end 1.500 billetter i de danske biografer (fig. 10). Efter The Possessions overraskende store succes i USA går der dog i skrivende stund rygter om, at filmen måske alligevel vil få premiere i danske biografer.
Spørgsmålet er, om instruktørnavnet Ole Bornedal er incitament nok til at lokke det danske biografpublikum til. For selvom Bornedal måske nok ikke er auteur, har han dog en særlig fandenivoldsk, Bornedalsk tone, der fuldstændig er gået tabt i The Possession.
Filmen er i bund og grund et ærkeamerikansk, konservativt familiedrama, hvor den største fare er kernefamiliens opløsning, og hvor de overnaturlige hændelser kan læses som konsekvenser af – eller metaforer for – den subversive kraft, denne opløsning udgør. Mod slutningen kan man være i tvivl om, hvor vidt det primære mål i realiteten er udslettelsen af det onde eller en genoprettelse af kernefamilien og de værdier, den repræsenterer.

At se The Possession er lidt som at læse en halvligegyldig roman: man hænger på, bare for at finde ud af, hvordan den ender. Bagefter glemmer man alt om den.