Som (i) et spil: Inception Revisited

Af BO KAMPMANN WALTHER

Er Christopher Nolans storfilm Inception (2010) i virkeligheden et computerspil? Massevis af fans glæder sig vanvittigt til, at spiladaptionen dukker op på markedet, og indtil da kan man få noget af det metafysiske sus på hjemmesiden mind-crime.com. Inception synes nemlig i sine fortælleteknikker at afsløre en vis forelskelse i computerspillet eller "det ludiske".

Efter en generel introduktion til det nye hybridmedie, hvor computerspillets visualitet, levelstruktur og fascinationskraft eksporteres til filmens verden, skal vi se nærmere på tre ludiske aspekter ved Inception: 1) Regler og struktur, 2) motiver og narrative begivenheder som handlingskatalysatorer og 3) den komplekse relation mellem tid og rum hos Nolan. Hele molevitten slutter med en kærlig opsang: Vi har behov for ludiske læsemetoder som supplement til den klassiske hermeneutik.

Al den snak om gameplay

Det er utopisk at tro, at man kan flytte et gameplay fra spillet til filmen, også selv om de har samme navn. Man må også huske på, at stort set alle blockbusters i dag har en viral forhistorie, der som oftest involverer ét eller flere gaming-elementer. Seernes begær efter at ville se og vide mere blev således næret, da Inception blev foregrebet af et viralt spil på nettet, som snarere var en slags movie tie-in, ved navn ”Inception: Mind Crime”. Det virkede dybsindigt og meget nolansk, men egentlig var labyrinterne og dokumentindsamlingerne udelukkende designet til ét formål: at se de store billboards inde i spillet med reklamer for den kommende storfilm. Nolan havde tidligere med stor succes eksperimenteret med de virale medier, da Batman-filmen The Dark Knight (2008) blev foregrebet på hjemmesiden www.whysoserious.com.

Det, man derimod kan, og som man med succes allerede har gjort, er at tage dele af de ludiske teknikker og genskabe dem i en cinematografisk kontekst. På lignende vis kan man inddrage features fra filmen, og derved især gøre den indbyggede fortælling i et spil mere dynamisk med brug af bl.a. cutscener og in-game-movies. Se f.eks. Sonys kommende spil Beyond: Two Souls, som bygger videre på det kritikerroste konsolspil Heavy Rain. Cutscenen afbryder, som ordet indikerer, den interaktive handlingssekvens i et computerspil for eksempelvis at fortælle en vigtig forhistorie eller beordre spilleren ud på en mission. In-game-movies er små film, der knytter sig tæt til den igangværende, interaktive narration og kan f.eks. være klip, der illustrerer, hvordan bevægelserne (the physics) foregår i spillet. Bemærk dog, at vi stadig er på interfacets niveau. Det vil sige, vi beskæftiger os med de elementer fra spil og film, som vi direkte kan iagttage på tv-skærmen, biograflærredet og computerdisplayet.

Det er dog langt fra altid, denne import virker efter hensigten. Se bare filmatiseringen af J.R.R. Tolkiens Ringenes Herre (New Line Cinema 2001-2003). Instruktøren Peter Jackson skulle ikke blot finde en måde at matche og helst overtrumfe en voluminøs fanskares egne indre billeder, som de havde fra bøgernes mytologi. Enhver havde patent på, hvordan der helt præcist så ud i Rohan, Minas Tirith og Mordor. Jacksons værk ville også uundgåeligt skrive sig op imod en massiv fankultur, hvor titusindvis af websites, nørdgrupper, korttegninger, tidligere animationsfilm (f.eks. Ralph Bakshis kulttegnefilm fra 1978) udgjorde et komplekst og lokkende, men også uigennemtrængeligt univers. Samtidig var der kravet om aktualisering. De nyeste special effects skulle bringes i anvendelse, helst vildere og vildere, og det hele måtte gerne smage af computerspil. Konsekvensen af det sidste blev, at der er stor forskel – måske også i kvalitet – på den første film, Eventyret om ringen, og den sidste, Kongen vender tilbage. Den første lægger sig tæt op ad en adventuremodel, hvor vi præsenteres for det diegetiske og mytologiske tema og dernæst via en række handlingstråde støt og roligt gelejdes ud i diverse konflikter, som vi ved bliver bærende for resten af trilogien. De to tårne er en underlig midterakse. I princippet er den én lang actionsekvens, kun afbrudt af lidt højstemt smalltalk. Og i Kongen vender tilbage går det helt galt. Når hovedpersonerne taler med hinanden, er det ikke interessante ting, der er oppe at vende, men derimod en slags noninteraktive cutscenes lagt ind mellem de essentielle kampscener med særdeles floromvundet patos som ”I morgen skal det endelige slag slå” og ”Tiderne er kommet” osv. I den tredje film er adventurelogikken umærkeligt forvandlet til et first person shooter-perspektiv, selvfølgelig minus muligheden for direkte brugerindlevelse.

Løs den – ikke læs den

Og nu videre til Nolan. Memento (2000) er som et forvirrende adventurespil, hvor den livgivende cliffhanger konstant forskyder sig. Nogle gange glider den helt ud i periferien af fortællingen; andre gange synes den at være brændpunkt i en pludselig sammenhæng af scener, der for en stund bringer orden i Nolans eksplosion af tid, anger og erindring. I spændet mellem Mementos rammefortælling, hvor historien er fortalt fremadrettet i sort/hvid, og de fortællinger, der i farvesporet konstant skyder detektivarbejdet bagud og fremad i underlige ryk, efterlades vi, fuldstændig lige som i et adventurespil, med en fortælling, der er som en uformelig klump af potentielle fortolkninger, og hvor vi som i Myst dumper ned fra himlen og først skal finde spørgsmålene for overhovedet at forstå svarene.

Nolans film skal løses, snarere end læses. De er fascineret af det ludiske.     

Lige som Memento er Nolans film fra 2010, Inception (Warner Bros), et studie i gådeløsning og gradbøjning af det konventionelle filmsprog. Forståelsen af filmen kræver med andre ord noget, man kunne kalde en ludisk hermeneutik. Vores hovedperson hedder Cobb (Leonardo DiCaprio), og hans speciale er at trænge ind i magtfulde finansmænds drømme og dér stjæle deres bedst bevogtede hemmeligheder. Det er industrispionage i en digitaliseret verden af informationsstrømme, og Cobb er sammen med en håndfuld trofaste hjælpere, en kemiker, en hitman, en bedrager, og ikke mindst en arkitekt, den bedste på markedet. Så bliver han hyret til at gøre det umulige: ikke bare stjæle en idé, men plante den, så drømmeofferet tror, han selv har fundet på den.

At plante en idé er en kompleks affære. Underbevidstheden, får vi at vide, vil kæmpe imod. Derfor kræves der flere drømmescenarier, såkaldte levels, der som drømme indeni drømme langsomt, men sikkert vil bryde subjektets forsvarsværker ned. Hvor den ludiske fascination i Memento handlede om at undersøge asymmetrien mellem rigtig kronologisk tid og filmisk tid, nemlig den rækkefølge vi som seere er prisgivet, dér er kompleksiteten i Inception, som vi skal se, knyttet til rummet – eller rettere til relationen mellem tid og rum (fig. 2). Puslespillet i Inception er ikke kun limet til tidens pil og dens sære sløjfer og erindringsamputerende loops som i Memento, men folder sig ud i en vertikalt orkestreret og egentlig ret konservativ forestillingsverden, hvor toppen er virkeligheden (tror vi), og bunden er et bizart ”Limbo”, hvor ”shared dreams” antager skikkelse af en storby i pittoresk forfald, og hvor lange livsforløb i realiteten blot varer et par minutter.

Læg så til, at Cobb, alt imens han narrer sit drømmeoffer længere og længere ned i metabevidshedens lag, selv har en forhistorie at tumle med. Cobb har nemlig udøvet ”inception” før. Han og konen har opholdt sig i en delt drøm, de mødes i et Limbo, og nu dukker den afdøde viv, Mal, op i Cobbs professionelle gesjæft som et spøgelse, der ikke vil gå væk.

Memento er et billede på, hvor besværligt det faktisk er at skabe en troværdig filmisk historisk nutid. Hovedpersonen, den udmagrede, tatoverede Leonard, skal ”huske”, hvad der er sket, og hvad der er hans incitament, og det skal tilskueren også. Vi må skabe sammenhæng mellem det, der virkelig er hændt og som i narratologien kaldes "fabula", og måden, det sker på ("sujet"). Og den sammenhæng er pillet fra hinanden i Memento. I Inception er der ligeledes lagt drilske spor ud til seeren, der kan tolke spillet med drøm og virkelighed som en allegori over skabelsen af fantastiske universer, som vi, ganske som i The Matrix, ”hooker” os op på, ”jacker” os ind i eller benytter designerdrugs til at få adgang til. Cobb tager bolig i din hjerne, og det gør Nolan selvfølgelig også. Filmen Inception er samlet set et level, vi fylder ud med vores egne projektioner. Indirekte bliver Inception en social kritik af den film- og oplevelsesindustri, i hvilken udviklingen af transparente verdener, vi næsten kan forsvinde ind i – som i Avatar – er mantra. Sat på spidsen: Memento er en film om at lave tid; Inception er en film om at lave rum.

Det er derfor, man kan hævde, at Memento og Inception på fortolkningssiden, eller rettere i deres tilsyneladende krav til seerne om at sætte de ødelagte, mekaniske dele rigtig ”på plads”, er mere ludisk legende, hvis ikke manipulerende, end de er leverandører af hermeneutik. Man løser Nolans film, snarere end læser dem. Måske er det lidt drengeagtigt, denne lystfulde trang til at forfølge tegn gennem et konspiratorisk netværk og skabe orden i kaos, eksempelvis at fusionere de to tidsstrenge i Memento eller ved at få styr på drømmehierarkiet i Inception, og her kan jeg passende spørge mine læsere: Er det mest givende at plotte Leonard i hans færd gennem inkommensurable tidslogikker eller at forklare hans hukommelsestab med reference til tragisk kærlighedstab og klinisk sindssyge?

En verden af levels

Man har ofte brug for et oversigtsskort for at kunne navigere i en gameworld i et computerspil, og på samme måde vil hjernen uvilkårligt ”tegne” handlingen i Inception helt af sig selv. Eller forsøge på det, for i Nolans intense miks af metafysik og action kan kæden nemt hoppe et par led over. Man kan selvfølgelig også gå på nettet, hvor der er masser af fede og flotte Inception infographics (fig. 3).

Fig. 3: Infographic over de mange drømme-levels i Inception. Se stor version.

Hvordan er det, de forskellige og alligevel forbundne drømmelevels relaterer sig til hinanden? Der er faktisk fem af dem, og på hvert level skal der et ”kick” til for at den sovende kan vågne fra én drøm og falde ned i den næste.

Her er de, fra toppen og dybere og dybere:

1) Første level er virkeligheden. Vi er i et fly. Robert Fischer Jr. har fået elektroder på hovedet, udstyret og drømmeteamet er på plads i sæderne rundt om ham. Nu skal der drømmes og plantes idéer.

2) Næste level er en biljagt (passende nok for en actionfilm). Hvert level skal have en autoriseret drømmer, som designet i det pågældende scenarie er skabt efter. På level 2 er det kemikeren Yusuf, der er chefdrømmer. De andre joker med, at han skulle have tisset af, inden de boardede flyet, for i den storby, de nu skal jagte Fischer Jr. i, regner det kraftigt. Det er leveldesigneren, i filmen kaldet Arkitekten, som har konstrueret det labyrintiske scenarie komplet med bagdøre, Escher-agtige loops, men det er til gengæld Cobbs på én gang kærlige og onde ånd Mal, der pludselig dukker op som en brutal paria midt i gameplayet: Et godstog suser ind på den regnvåde gade og kløver drømmeplanet i to. Der er en imaginær verden, man kan designe sig ud af, og der er en blandingsverden af lige dele fantasi og smertelig erfaring fra levet liv, man ikke kan kontrollere. Så kommer kicket. Yusuf kører varevognen ud fra en bro, men passagerne vågner først til den næste drøm-i-en-drøm, da bilen rammer vandet. Vi ser det i slowmotion. Af flere grunde, fordi det er i det udspændte vakuum i bilens fald (fig. 4), i den strakte tid, at handlingen på de næste, dybere levels finder sted (både i filmens egen fiktion og i den filmisk historiske nutid, vi følger frame for frame), og fordi Nolan vil demonstrere visuelt, at i drømme er tiden elastisk. 30 sekunder er måske en halv time i den virkelige verden. I mellemtiden er Robert Fischer Jr. blevet mere og mere insemineret med en idé, han begynder at tro er hans egen.

3) På level 3 er vi i et hotel, og i en af filmens mest berømte scener, som er klart Matrix-inspireret, vises en hotelkorridor, som snurrer rundt i en vild dekonstruktion af realistisk rum-tid. I Inception kan vægge bytte plads, byer folde sig ind i himlen, og elevatorer hvirvle mod en uendeligt nær og alligevel fjern afgrund som en piroutterende Rubics Cube. Pistolmanden Arthur er drømmeren på dette level, og hans kick indtræffer, da elevatoren sprænger i luften, og der bliver simuleret et freefall. Fischer falder og falder og falder.

4) Eames, bedrageren og den snarrådige illusionist, der forfalsker identiteter og slanger sig helt ind i bevidsthedens kælderdyb, tager nu over. Fischer havner i et snefort, en tydeligvis James Bond-inspireret location, hvor planen er, at Fischer endelig vil indse, at den falske idé er hans egen. Eames bomber fortet, og da det styrter sammen i et orgiastisk brag, er det ikke blot endnu et kick, men en filmisk forløsning. Da har Nolan strukket både filmisk og metafysisk tid til det ulidelige. Men der er et level til.

5) Til slut er vi i Limbo. Der alluderes til Dantes Guddommelige Komedie, der forestillede sig et sted fanget midt imellem Himmel og Helvede, en skærsild, hvor de heldige hurtigt indløste billet til fryd og gammen oppe i skyerne, men hvor de uheldige måtte trækkes med uvished og eksistentiel smerte til evig tid. I Limbo går tiden næsten ikke, og her mødes Cobb endnu engang med Mal. Og så er vi i øvrigt tilbage ved filmens begyndelse.

Nolans regler

Som gamer noterer man sig, at det er klokkeklart i traditionen fra Grand Theft Auto og et væld af heist- og superheltefilm samt de spiladaptationer, de afføder, når Nolans over to timer lange hjernefilm indeholder to dele. Den første fortæller tålmodigt om spilverdenen og ikke mindst om dens physics, dvs. om dens særlige naturlove, hvordan man navigerer, hvordan reglerne er, hvad der er missionen osv. Således er den første time af filmen bundet til instruktion og læring. Den næste time folder dernæst begivenhederne på de fem drømmeplaner ud i stor skala. For at bruge de rigtige, ludologiske termer, så gør Inception meget ud af at integrere både sin rammehistorie og sine spilregler i et veletableret, men imaginært univers, nærmest som en ”øvebane”, en tie-in cutscene, som både er i spillet og indrammer spillet, inden det for alvor går løs.

Reglerne i Inception er uhyre vigtige. Hvis man ikke overholder dem, kommer man galt af sted. Brat opvågnen, vildfarne projektioner fra underbevidstheden eller afhængighed af fantasiens tryllerige. Derfor er der regler, der handler om, hvad der sker, hvis man bliver skudt i en drøm; der er regler, som fortæller, hvad der hænder, hvis ens sovende krop bliver rystet midt under den intense REM-fase, og der er regler for konsekvenserne af at drømme indeni en drøm. Tilsammen minder reglerne i Inception om det, man kunne kalde computerspillets dybdestruktur, og de er vidnesbyrd om, at vi skal følge godt med, så vi kan se, når og hvis nogle af personerne bryder reglerne, og hvilke konsekvenser handlingerne får længere fremme i spillet, undskyld, filmen. At se Inception er som at løse et puslespil.

Den sidste tredjedel af Inception er det store heist, ”det sidste job”, som Cobb omtaler, og det involverer som sagt den samtidige tilstedeværelse af og kontrol over fem drømmeplaner. Tænk gerne Super Mario Galaxy 2 for kunsten at bøje arkitektur og vende tyngdekraften på hovedet. Og træk også gerne paralleller til krigsspillet Modern Warfare: Call of Duty og det hjerneinvaderende spil Psychonauts for en forståelse af, hvor fermt man kan mikse kronologisk tid ”oppe” i virkeligheden og magisk tid ”nede” i underbevidstheden og samtidig gøre det i en farvestrålende indramning, der hylder de bevægende billeders superheltekræfter.

Handling og bevægelse – ikke psykologi og motiver

Man kan måske gå så vidt som til at hævde, at Inception og til dels Memento forskriver den klassiske etos (karakterdybde, psykologiske motiver osv.) til fordel for et ”vektoriseret”, level-inddelt univers. Protagonisten Cobb er konstant på jagt efter nye levels, nye access points og passager, som kan guide ham fra én position i verden til en anden. Uden at jeg skal reducere Nolan til en drengerøv med hang til IMAX og kæmpe øvebaner, så handler Inceptions fascination – på lærredet og blandt publikum – om effektiviteten i at bevæge sig fra punktet A til punktet B. Pointen er blot, at disse punkter så at sige både eksisterer i et klassisk, fysisk action-univers og i et abstrakt, metafysisk univers.

På den måde handler Inception mere om at båndlægge og udforske et abstrakt rum end at forstå og fortolke historierne og menneskene i det. Tid er naturligvis noget, der kobler personernes indbyrdes historier og deres plads i den overordnede fortælling sammen – ikke mindst relationen mellem Cobb, Mal og Ariadne. Men i det spilunivers, som Cobb og vi, som ser på, færdes i, er tiden snarere de vektorer, som forbinder rummets punkter med hinanden og dermed gradvist sætter en gamer i stand til at kontrollere og ultimativt vinde over sin spilverden.

Sat på spidsen: Nolans hjernefilm er koblet til et gameplay, og hele filmens dynamik er én lang udfoldelse af et gameplay i en gameworld.

Det interessante er nu, at Nolans verden både indeholder en tidslig og rumlig kompleksitet, og det forbandet svære ved at se, forstå og genfortælle Inception er netop at forbinde de to, tiden og rummet. Nolans metafysiske thriller er en bricolage af konservative og progressive filmmekanikker og ender derfor som en ”heist-movie-meets-psychoanalysis-meets-games”; et drillelystent kulturelt objekt, hvor publikum skal holde tungen lige i munden, og hvor den klassiske narrative progression suppleres af en psykologisk eksposition. Der er jo handlingen på den fortløbende tidsakse, hvor tricket er, at tiden bliver mere og mere strakt ud (således at hele handlingen på ”hotel-niveauet” og ”fort-niveauet” foregår, mens varevognen er på vej ned i vandet på ”by-niveauet”), og der er handlingen, som foregår på anderledes abstrakte, rumlige planer. Motivet for den første akse, tidsakse, er at vinde spillet, mens bevæggrunden for den anden akse, rumaksen, er at følge traumearbejdet personificeret ved Cobb og hans uforløste sjæl.

Man kan også foreslå, at den rumlige dybde er Nolans ”filmiske” – eller om man vil klassiske, psykologiske – take på eller nødvendige supplement til en ludisk måde at tænke narrativ progression (fig. 5). Gamere er vant til at tænke i teliske termer: De vil vinde, de vil komme først, og de vil løse gåder, krydse forhindringer for at nå sidste level. Sådan noget sker netop på en lineær, fortløbende akse, hvor progression (snarere end narrativ dybde og udforskning) er essentiel. Nolan har derfor brug for et, hvad skal vi kalde det, narrativt-ludisk ”trick”, der kan forbinde de to akser, altså tidsaksen og rumaksen.

Og hvad er det? Det er ”the kick” (fig. 6). Denne chokeffekt river drømmerne ud af én drøm og ned (!) i den næste, men den minder også publikum om, at mens dybdestrukturen bliver mere og mere kompleks, intensiveres jagten på at nå målet på den lineære tidsakse lige så. Efterhånden som vi tilskuere får disse små chok – og efterhånden som disse chok bliver mere og forviklede og labyrintiske – lærer vi at forstå (eller tvinges i hvert fald til at godtage) den stigende asymmetri mellem dybden og længden, så at sige, dvs. mellem den handling, der fungerer som en nedstigning i psykens mange lag, og den handling, der er summen af de handlinger, der finder sted som en fremadskridende udvikling i fortællingen.

Sagt flabet: Nolan trækker på en gamer-fascination, men han insisterer på at bringe psykoanalysen ind i det ludiske. Counter-Strike går i seng med Freud, og se nu, hvad der sker.

Exit: Kunsten at læse ludisk

Uden at moderne film og filmsprog nødvendigvis ”er” computerspil i banal forstand – altså flyder på FONA’s spilhylde – er det tydeligt, at cinematografien i disse år åbner sig nysgerrigt mod en ludisk oplevelsesverden. Tænk gameplay, game world, game rules, game mechanics – det gør tidens instruktører og producere også (f.eks. J.J. Abrams og Damon Lindelof). Men tænk også gerne et behov for at udvikle nye læsestrategier, der supplerer den psykologiske dybde med spillets progression og på én gang kropslige og abstrakte identifikation. Her altså illustreret ved Inceptions nærmest banale, rumligt portrætterede Freud 101 (fra vågen bevidsthed til næsten sprogløs underbevidsthed, fra fly til Limbo), der elegant kombineres med en hidsig udviklings- og læringskurve hen imod forløsning og et mål. Hvis dette mål altså er der overhovedet, jf. tusindvis af virale diskussioner på nettet, om hvorvidt Cobbs snurretop bliver ved med at snurre, eller om den stopper. At dén diskussion sandsynligvis aldrig stopper, er også en fed streg under Nolans intelligente livtag med en ludisk tidsalder: Inception har en ret høj replayability.