Leder: Tilbage til fortiden

I Alfred Hitchcocks svimlende hovedværk, Vertigo (1958), bliver Scottie og Madeleine draget og fascineret af årringene i de ældgamle træer i en nationalpark uden for San Francisco. De hvide årringe i de mørke træstammer visualiserer markante milepæle i menneskets historie.

På samme måde kan man ikke undgå at blive fascineret af den opdaterede top 10-liste over verdens bedste film, som blev offentliggjort i septemberudgaven af Sight & Sound. Det britiske filmmagasin har med sin berømte afstemning for filmkritikere bestemt, at Vertigo er verdens bedste film. Det er første gang, at Alfred Hitchcocks gådefulde klassiker overtager 1. pladsen. Orson Welles’ debutfilm, Citizen Kane (1941), har regeret suverænt på tronen de sidste 5 årtier. Men nu er det slut. I 2012 tildeles den kun en sølvmedalje.

Selvfølgelig er Vertigo en fantastisk film om drømme, besættelse og svimmelhed. Men helt ærlig. Man bliver ikke svimmel og rystet af at læse den såkaldte ”nye” top 10-liste. Det er ren Deja Vu (2006) for nu at citere et værk af afdøde Tony Scott, hvis underholdende Hollywood-film aldrig opnår en plads på den fornemme kritikerliste. Men der burde være plads til flere overraskelser. I 2012 er der mange gengangere fra tidligere afstemninger: Lige fra Yasujiro Ozus Tokyo Story (1953) og F.W. Murnaus Sunrise (1927) til John Fords The Searchers (1956) og Federico Fellinis 8½ (1963).

Uforglemmelige værker, ja, men også ældgamle film, som skygger for nye skud og grene på det filmhistoriske stamtræ. Der mangler i den grad film fra det 21. århundrede. In the Mood for Love (Wong Kar-Wai, 2000) og Mulholland Drive (David Lynch, 2001) er tæt på, og så alligevel langt fra med en henholdsvis 24. og 28. plads. Her er der tale om en top 50-liste. Og det gælder ikke rigtigt, når det kommer til stykket. Selv film fra 1980’erne og 1990’erne har svært ved at bryde igennem den prestigefyldte mur, omringet af Tordenskjolds soldater. Det kunne være forfriskende at få nyklassikeren 12 Monkeys (1995) med på listen. Nogle kritikere vil sikkert sige, at Terry Gilliams science fiction-thriller citerer for meget fra verdens bedste film, Vertigo. Andre vil måske påstå, at den kun er en light udgave af Chris Markers kunstfilm, La Jetée (1962), som indtager en 50. plads. 

Det er vanskeligt at diskutere smag, når man skal vurdere filmhistoriens milepæle. Nogle kan lide æbler, nogle kan lide pærer. Men måske findes der ingen filmhistorie? Det antyder Andreas Halskov i vores nye nummer af 16:9, hvor han kaster et kritisk blik på den 15 timer lange dokumentarfilm, The Story of Film: An Odyssey (Mark Cousins, 2011), som har nogle overraskende bud på væsentlige værker i filmhistorien.

Årringene i de ældgamle træer, som Scottie og Madeleine er så fascineret af i Vertigo, udgør en spiral. Og det er denne onde spiral, som Sight & Sound ender med at falde ned i, hvis de ikke fornyr sig en smule, når den næste liste offentliggøres i 2022. Redaktionen på Sight & Sound kunne allerede nu skrive til de internationale filmkritikere, at de som minimum skal vælge 3 film fra det 21. århundrede.

Her på 16:9 vover vi også pelsen. Vi vil i den kommende tid lade vores skribenter give deres bud på en top 10-liste over verdens bedste film. Det er helt okay, hvis Vertigo igen vipper Citizen Kane af pinden. Men vi ser også frem til filmlister med nye og mere ukendte mesterværker, som i ægte Hitchcock-stil fascinerer og fremprovokerer en svimlende fornemmelse i kroppen.