Et billedes anatomi: Ugens hængning

Af THOMAS LIND LAURSEN

Det er de mange vertikale linjer, der giver dette billede dets særpræg: Stammerne, der er solidt plantede i jorden, og rebene, der holder børnene og de dødsdømte hævet over selv samme jordforbindelse – børnene svævende i gyngerne og de dødsdømte om et kort øjeblik dinglende i løkkerne. Kompositionen præges desuden af en enkelt, men markant horisontal linje udgjort af et højt plankeværk på parkens fjerne side, der afgrænser og retningsbestemmer skuepladsen. (Indstillingen har af samme grund intet 'reverse shot').

Denne linje adskiller billedets øverste del med bødlens hvide scene, landskabets fjerne, disede bjerge og den blå himmel fra parken med dens brogede menneskemylder. Linjen overskrides naturligvis af træerne, men også af børnene, der så at sige gynger gennem den og lægger sig vandrette i luften foran galgerne. Det sker ikke i foragt – hverken for døden eller for de dødsdømte.

Dette er ikke Sam Peckinpahs børn. De er ikke fascinerede af døden. Tværtimod: Disse børn leger bare, mens tre mænd bliver hængt i den modsatte ende af parken.

Billedet i sig selv har ingen morale; det fremviser manglen på samme. Judge Parker (James Westerfield) anser det som sin pligt at overvære alle henrettelser i parken fra sin veranda. Filmens kvindelige hovedperson, teenageren Mattie Ross (Kim Darby), insisterer på at se det hele, nu hun er til stede. Vi overværer som seere henrettelsen med dem og må indse, at dommeren er pervers. Og børnene er perverterede.