En scenes anatomi: Lyden og Præsidenten

Af MIKKEL RANDLØV

Christoffer Guldbrandsen har tidligere været i stormvejr i forbindelse med sin kreative anvendelse af filmiske virkemidler i dokumentarfilm. Her skal vi se nærmere på, hvordan han bruger lyden i begyndelsen af det seneste udspil, Præsidenten (2011).

Fig. 1: DR2’s trailer med flere billeder fra åbningen af Præsidenten. Musikken er dog taget fra et andet sted.

I Christoffer Guldbrandsens seneste film, Præsidenten (fig. 1), der havde premiere på DR2 den 12. april 2011, får vi fortællingen om, hvordan EU fik sin første præsident. Filmen skildrer et ganske besynderligt forløb, hvor belgieren, Herman Van Rompuy, bliver valgt til formand for Det Europæiske Råd uden at ville det. Van Rompuy, der havde været premierminister i Belgien i mindre end fire måneder, var mest af alt statist på den Europa-politiske scene og derfor den eneste kandidat, Frankrig og Tyskland kunne blive enige om. Det er i hvert fald, hvad Guldbrandsen fortæller i Præsidenten, der er noget så sjældent som en yderst seværdig, tankevækkende og ligefrem morsom dokumentarfilm om europæisk politik!

Christoffer Guldbrandsen har som bekendt stået bag flere af de seneste års vigtige og velskruede politiske dokumentarfilm, som f.eks. Fogh bag facaden (2002), Lykketoft Finale (2005) og Den hemmelige krig (2006). Sidstnævnte ytrede sig kritisk i forbindelse Danmarks deltagelse i den fortsatte krig mod terror i Afghanistan og har flere gange været genstand for kontroverser bl.a. i forbindelse med kreativ brug af filmiske virkemidler. Her har filmens lyd været et af stridspunkterne. Det er netop denne artikels fokus, hvor vi skal se på især lyden i begyndelsen af Christoffer Guldbrandsens nyeste produktion. Og hvordan kommer den så lydligt fra start? Lad os lige repetere et par vigtige lydkategorier, inden vi tager fat på spørgsmålet.

Diegetisk og ikke-diegetisk

Vi inddeler ofte filmlyd i f.eks. diegetisk/ikke-diegetisk, tale/musik/støj og offscreen/onscreen mv. og kombinationer af disse (se f.eks. Gorbman 1980; Langkjær 1997; Bordwell and Thompson 2004). Afsendernes arbejde og variation i disse kategorier giver en række muligheder for at påvirke opfattelsen af filmen på kunstnerisk vis. Placeringer af forskellige lyde i forhold til oplevelsen af diegesen er interessante i analyse af audiovisuelle produkter som for eksempel film.

Ordet diegetisk er afledt af det græske diegese, der betyder fortælling. Således betegner det diegetiske alt, hvad der er en del af fortællingen i filmen. Dvs. alt hvad karaktererne i filmen så at sige kan høre, når vi taler om lyd. Al opfattet reallyd og incidentalmusik er på den måde diegetisk.

Det ikke-diegetiske betegner det, der falder uden for filmfortællingens verden, og i dokumentarfilmen alt det, der eksisterer sideløbende med den dokumentariske virkelighed. Her er underlægningsmusikken det bedste eksempel. Den er tydeligvis lagt på efterfølgende,og får derved en særlig oplevelsesmæssig rolle i relation til fortællingen. Musikken siger noget om fortællingen. En skelnen mellem diegetisk og ikke-diegetisk lyd bygger på filmens oplevelsesmæssige realitet. Denne skelnen tager på den måde udgangspunkt i, hvordan vi som publikum oplever filmen. Men hvorfor nu alt dette om fortælling og inden i og uden for diegesen? Det gælder vel kun for fiktion?
Her skal vi huske på, at dokumentariske genrer såvel som fiktion fortæller historier, og at forskellen principielt ikke ligger i, hvordan filmens virkemidler anvendes. Forskellen på dokumentarfilm og fiktion er, at fiktion er opdigtet. Det afgørende er her, at fiktionen opfattes som opdigtet, mens dokumentarfilmen har en særlig forpligtelse over for publikum, der dømmer den som skildrende virkelige begivenheder. Professor Ib Bondebjerg har blandt andre beskæftiget sig med de misforståelser, der opstår, hvis man ser en modsætning mellem filmiske virkemidler og det dokumentariske (Bondebjerg 2008). Lad os nu vende tilbage til Præsidenten og kigge på, hvordan den åbner. Enhver films åbning vækker interesse som analyseobjekt: Hvordan præsenterer filmen sig æstetisk, og hvordan etablerer den forholdet til modtageren?

Åbningen

Det første vi hører efter stilheden under introteksten, er et klokketema med et gradvist udviklende horn- og strygerakkompagnement. Den ikke-diegetiske musik sætter ind synkront med billedet. Klokkens lidt skæve klang lægger sig op ad en zoom ind fra supertotal mod presseopbuddet, omkring det, vi senere kan forstå, er EU’s nyslåede præsident, Herman Van Rompuy. Efterhånden hører vi også hurtige diegetiske lyde, der knyttes sammen med de blitzende fotografer. Lydene fremtræder isoleret oplevet som kunstigt frembragte, men synkroniteten (se Langkjær, 2006: 16) mellem lydene og flashglimtene producerer et perceptuelt match. Vi knytter de to oplevelsesmæssige begivenheder, lyde og glimt, sammen: Lydene kommer fra blitzene. På den måde er disse oplevelsesmæssigt realistiske.

Dette er overordnet set det lydlige bagtæppe for Christoffer Guldbrandsens karakteristiske voice over, der begynder:

Det skulle have været en af de stolteste dage i EU’s historie, og kulminationen på en drøm…

Her har vi, inden for de første 25 sekunder, flere af de centrale typer af lyde i Præsidenten repræsenteret: ikke-diegetisk musik og voice over, samt den atmosfæriske, miljødefinerende lyd, der i forskningen fra tid til anden – lidet flatterende i øvrigt – kaldes støj. Lad os se nærmere på elementerne.

Musik kan vi perceptuelt beskrive som opbygget af musikalske delelementer som f.eks. melodi og akkordakkompagnement. Her fremtræder klokketemaet som melodi og hornene, samt efterhånden strygerne som akkompagnementet, der kan inddeles yderligere efter eksempelvis instrumenter.

Klokketemaet er det mest fremtrædende musikalske element i underlægningsmusikken komponeret af Halfdan E, der de senere år har arbejdet med musik til film og tv – herunder Per Flys filmtrilogi (Bænken, Arven og Drabet) og tv-serierne Borgen og Sommer.
Melodien fremtræder stillestående harmonisk set, og samtidig oplever jeg en uforløsthed, der leder mod en musikalsk hvile, som ikke indtræder. Klokken giver som nævnt et skævt præg, ligesom det metriske er ukonventionelt.

Sammen med især Guldbrandsens voice over forstår jeg underlægningsmusikken som en narrativ kraft, der støtter konflikten: Der er noget her, som ikke er, som det burde være. Og voice overen udlægger så at sige denne fornemmelse: Der er noget, der ikke gik som det var tiltænkt. Noget ”…skulle have været…”, siger Guldbrandsen. Man kan sige, at underlægningsmusikken her løfter det sagte, og at det sagte fortolker underlægningsmusikken. Musikken har en ukonkret karakter med et væld af nuancer, mens sproget her kan indkredse betydningen, netop fordi de to ting foregår samtidig. Her må vi som publikum forholde os til, at filmen som medium er kommunikation. Det vil sige, at nogen vil sige os noget. Derfor må vi forholde os til netop denne sammenstilling af voice over, underlægningsmusik og billede. Som jeg forstår den første ca. 15 sekunder lange indstilling af Præsidenten (efter introteksterne), har filmens virkemidler, herunder de lydlige, især to forbundne ærinder. Det første er på den ene side at skabe en fornemmelse af uforløsthed og på den anden side at lægge en konkret konflikt frem. Det andet er at sætte publikum i en kommunikativ situation og anspore til at publikum åbner oplevelsesapparatet mod det, der skal fortælles. Publikum skal suges ind og gribes af oprigtig interesse for, hvordan dette skal ende på et narrativt plan. Både musikken, voice overen, blitzlydene og zoomen ind mod et presseopbud, som vi ikke kan se hvad dækker (fig. 2), trækker i opmærksomheden og forsøger at producere forventning og fremdrift rettet mod fortællingen.
I filmens anden indstilling ser vi Herman Van Rompuy i halvtotal (fig. 3), og billedet er sløret i kanterne omkring objektet, hvilket er en gennemgående stil i filmen. Van Rompuy fremtræder på den måde isoleret på trods af, at han er omgivet af mennesker.

Samtidigt med dette billede toner en stemme frem: ”Europe needs a strong president…”, og der tones ned i sort og op til stemmens ejermand, Romano Prodi (bl.a. hans, Jacques Chiracs, Nicolas Sarkozys og Joshka Fischers musikalske stemmeføring er et studie værd i sig selv, men det falder uden for rammen af denne artikel). Her introduceres endnu et vigtigt element i Præsidenten, nemlig interviewet, og her kunne man med et syn på hele filmen se på fordelingen af underlægningsmusik i forhold til, hvem der fremstilles med og uden musik, og hvilken type musik, der anvendes. Men her vil jeg i stedet bruge pladsen på at se lidt nærmere på Christoffer Guldbrandsens brug af voice over.

Guldbrandsens voice over

Voicer overen er en vigtig del af Præsidenten, og er som nævnt blandt de første lyde vi hører. Efter Romano Prodis udsagn fortsætter Guldbrandsen sin voice over:

Drømmen var et samlet Europa repræsenteret af én person [pause], en præsident, der kunne samle og skabe enighed blandt EU’s markante personligheder.

Her ledsages voice overen først af slowmotionoptagelser af Herman Van Rompuy omsluttet af sit følge og pressefotografernes blitzende kameraer, der fortsat udgør den eneste reallyd. Her er andre atmosfærelyde filtreret væk, eller også har man genskabt flashlydende. Underlægningsmusikken træder mere frem, hvor de mest tydelige musikalske elementer nu er strygere, der langsomt toner ind og abrupt ud. Samlet set lyder det vedblivende klokketema, de underliggende horn og det nye strygerelement næsten ildevarslende. Samtidig oplever jeg det som et signal om, at noget mærkværdigt, måske endda fordækt er på færde. Underlægningsmusikken klistrer til billedet (som Michel Chion også er inde på) af Van Rompuy, sammen med voice overen, der udtrykker det, man ønskede sig men ikke fik. Der er således noget tragisk over indstillingen. Van Rompuy har netop ikke været manden, der kunne samle europæiske toppolitikere om sig. Van Rompuy bliver her mere personificeringen af drømmen, der brast. Guldbrandsens voice over opnår denne betydning i kraft af ordene, musikken og billederne, men også via den måde den bliver fremført på. 

I Præsidenten er voice overen bærende, som vi kender det fra den autoritative dokumentarfilm. Men Christoffer Guldbrandsen har en karakteristisk og lidt anderledes brug af voice over, som vi også kender den fra bl.a. Den hemmelige krig. Hans virkemidler er stemmeføring, velvalgte pauser og afvejede ord. Han forlener filmens billeder med intensitet, alvor og ikke mindst en klar fornemmelse af, at vi er vidner til en vigtig sags afdækning. Samtidig oplever jeg også en subjektivitet i stemmebrugen, der understreges af, at Guldbrandsen selv træder ind som speaker frem for den traditionelle dybe mande- eller kvindestemme, som ville repræsentere en typisk brug af voice over i dokumentarfilmen. Guldbrandsen kommunikerer efter min mening på den måde drama med sin voice over, og samtidig træder han frem som afsender med en vis subjektiv kvalitet, der adskiller ham fra det, der bl.a. er kendt som voice of god. Voice of god er den foromtalte, objektive dybe stemme, som vi finder rendyrket i f.eks. dokumentarfilm om dyr. Guldbrandsen er ikke objektiv men træder frem som historiefortæller og samtidig dokumentarist. I Præsidenten finder vi bl.a. dette forhold mellem historiefortælling og det dokumentariske i ordvalget:

Det her er den usædvanlige historie, om hvordan denne mand blev den første præsident for Det Europæiske Råd [min kursivering].

Voice overen læses her samtidig med en freeze frame og digital indzoomning på præsidenten, Herman Van Rompuy (fig. 4), og på den måde forener Guldbrandsen så at sige det subjektive med det dokumentariske. Det subjektive udtrykkes ved at anvende ordet, historie, om den forestående fremstilling, mens billederne repræsenterer det dokumentariske. Guldbrandsen fortæller historier om virkeligheden, og lader publikum vide, at det forholder sig sådan.