Leder: Er nazisme det ny 'sort'?

Øjnene er tunge og trætte – i resignation eller sågar irritation. Billedet af Kirsten Dunst, som på det nu berygtede pressemøde kaster et blik mod den frit fabulerende Lars von Trier, er for længst gået verden rundt. Vist i alverdens nyhedsmedier og sendt i konstant cirkulation på danske tv-stationer, hvor agurketiden for længst har sat ind.
Var han skælmsk eller ærlig, provokerende eller blot selvpromoverende? Analyserne har været mange, for kun sjældent hører man en stor instruktør, som i forbindelse med promoveringen af sin seneste film (her: Melancholia, 2011) udviser sympati for nazisterne og sågar ytrer ønske (om end med et skævt smil) om journalisternes snarlige ”Endlösung”.

I første instans må Triers ord, som unægtelig var ironiske, tilskrives den danske instruktør og hans særlige drilagtige ”charme”. Ved nærmere eftertanke – skønt Peter Aalbæk Jensen afviser denne læsning – kunne man dog fristes til at se Triers ord som et pudsigt reklamefremstød. Et forsøg på at vække opmærksomhed, og al reklame er som bekendt bedre end ingen reklame (det skal dog nævnes, at den tyske tv-station Arte overvejer at stoppe deres samarbejde med Lars von Trier i kølvandet på de førnævnte udtalelser, hvad i så fald ville koste Trier et større millionbeløb (jf. Surrugue 2011).

Humoristiske fremstød om nazismen og Holocaust er ingen nyhed, men de komiske indslag om nazismen og Holocaust er blevet flere og stadigt mere grovkornede. For nyligt kunne en ung dansk komiker, Jakob Svendsen, således ses på Tv2 Zulu i finalen ved DM i stand-up fra 2010, hvor han lavede en bit over Holocaustofrenes tatoveringer – en sketch som var tydeligt inspireret af Sarah Silvermans kradse monolog fra showet Jesus is Magic.

Da nichen blev mainstream

Denne leder er dog ikke et forsøg på at vurdere, hvorvidt Holocausthumor er acceptabelt, endsige om Lars von Triers kluntede joke/reklamefremstød var tilstedelig. Disse fænomener er nemlig mere interessante i lyset af en anden udvikling, en udvikling som flere af artiklerne i dette nummer berører: det grovkornede og nicheagtige som et stadigt mere populært (om end pudsigt) grundlag for film og tv-serier.

Traditionelt set er filmen et underholdningsmedie, som i modsætning til andre og mere ”korrekte” kunstformer forsøger at appellere til det brede publikum. Film måles på deres salgstal, og salgstallene skal være høje for, at filmene kan løbe rundt, endsige blive succeser. Det er således mere nærliggende at sigte bredt og appellere til tilskuerens indgroede vanetænkning. En film som Pirates of the Caribbean: On Stranger Tides (2011, Rob Marshall) kan formentlig ikke (fra)støde nogen, og ligner således en sikker satsning (jf. fig. 2).

I Tv har man, i endnu højere grad end i filmens verden, satset på sådanne sikre løsninger. Som Henrik Højer påminder os, i sin artikel om AMC-serien Walking Dead (2010), så har credoet i amerikansk Tv traditionelt været: ”least objectionable programming”. Som filmene måles også serierne på deres evne til at ”sælge billetter”; der foretages Tv-meter-målinger og udsendes løbende ”Nielsen ratings”. Og netop derfor har man traditionelt været bange for at skræmme seerne væk og således søgt det bredest appellerende og mest spiselige. Kort sagt: det gennemsnitlige.

Dette har dog ændret sig, i al fald hvis vi spørger James Harkin, forfatter til bogen Niche: Why the market no longer favours the mainstream (2011). Den verden vi går i møde, ifølge Harkin, er en verden, hvor forbrugere i stadigt stigende grad efterspørger det mærkelige, det kradse og det snævre. Det som ligger uden for mainstream, og det som traditionelt har været uden for filmens og ikke mindst tv-seriernes objektiver. Fremtiden kan således, med Harkins ord, beskrives på følgende måde:

It’s […] a world in which no size fits all, and in which anyone who tries to be all things to everyone ends up as nothing to anyone. The missing middle has its origins in social changes going back many decades, but it has recently gathered pace to become the single most important social phenomenon of our times. The middle has withered at such different rates in different walks of life that many of us have failed to appreciate it. Its disappearance, however, has coloured much of what we do, from the way we identify ourselves to the things that we buy, from the television programmes we watch to the newspapers we read, from the messages we hear from our politicians to the way that we go about finding a partner. Out of it has emerged a strange new universe in which everyone wants to be different, and everything has its niche. (Harkin 2011, s. 4-5)

Hvis Harkin har ret, så er det ingen overraskelse, som Henrik Højer også påpeger, at AMC i 2010 har valgt at satse på en så nicheorienteret og potentielt anstødelig genre som zombiegenren.
Det er muligvis sandt, som Ebbe Iversen antager i sin anmeldelse af Alain Resnais Mon oncle d’Amerique (1980, Min onkel fra Amerika), at kun de færreste film er så nicheorienterede og intellektuelle som Resnais’. Men Walking Dead er blot ét af mange eksempler på, at selv tv-serier i dag kan være snævre, skæve og grovkornede.

Samtidig er Walking Dead et eksempel på den moderne og mere filmiske tendens, vi ser i tidens amerikanske dramaserier – en tendens som blev beskrevet i februarnummeret og som er omdrejningspunktet i 16:9’s første bogudgivelse (der udkommer i efteråret 2011). De moderne tv-serier er blevet filmiske, og som sådan kræver de et næranalytisk, filmforstandigt blik. En følsomhed og detaljeopmærksomhed som vi ser den i Thomas Lind Laursens ”Ugens hængning” – om en enkelt indstilling fra Henry Hathaways oprindelige True Grit (1969) – og en sådan analytisk opmærksomhed som Lennard Højbjerg beskriver i sin aktuelle bog Filmstil – teori og analyse (Samfundslitteratur, 2011).

Højbjergs bog anmeldes og anbefales, dog ikke uden betænkeligheder, i Ove Christensens boganmeldelse. I sin anmeldelse påpeger Ove Christensen, at man til hver en tid skal være opmærksom på sit publikum. Man skal som afsender altid være opmærksom på sit centrale ærinde og ikke mindst på sin modtager.

Med disse ord in mente havde Trier måske holdt sig til at tale om Melancholia (en film som anmeldes af Lisbeth Overgaard Nielsen i netop dette nummer). Men hvem ved? Det, vi som publikum tager anstød af og accepterer, ændrer sig fra tid til anden, og det, vi som forbrugere efterspørger, synes at være stadigt mere skævt, uberegneligt og forskelligartet. Man kunne da håbe, at ikke alle ville tilrettelægge deres personlige, politiske og kunstneriske udsagn efter det, vi som publikum og forbrugere kunne tænkes at mene. Gennemsnitlighed findes i metermål; ærlighed, skævhed og personlighed er, hvad tiden efterspørger.