Hvad blev der af stilen?

Af STEFFEN MOESTRUP

Denne artikel udspringer af en fornemmelse, jeg har fået som ivrig læser af filmanmeldelser. En fornemmelse af, at der i danske filmanmeldelser er et overrepræsentativt fokus på fortællingen i den anmeldte film. Vi får stort set altid at vide, hvad en film handler om, hvilket da også bør være et af kravene til en god filmanmeldelse. Til gengæld er det min fornemmelse, at det kniber mere at få at vide, hvordan filmen fortæller ( fig. 1).

Det kan virke besynderligt. Enhver film, ja ethvert kunstværk, består vel af en form og en fortælling - selv de værker, der efterstræber det formløse eller det ikke-narrative. En anmeldelse er frem for alt en bedømmelse af et kunstværk. Derfor må bedømmelsen – så vidt den ønsker at yde et værk retfærdighed – inddrage såvel form som fortælling i vurderingen. Men sker det nu også? I artiklen her vil jeg forsøge at analysere en række nyere danske filmanmeldelser med det formål at belyse i hvor høj grad, anmelderne formår at behandle såvel indholdsmæssige som formmæssige elementer af en film. I tillæg dertil vil analysen afdække, om anmelderne da er i stand til en argumenterende brug af en films stilistiske virkemidler, når værdidommene fældes. Jeg ønsker ikke at opstille en række normative krav til den ideelle filmanmeldelse, men udelukkende at afdække i hvilken grad, der balanceres mellem fokus på form og fokus på fortælling i danske filmanmeldelser.

Et skema gør livet lettere

Jeg vil i min analyse af anmeldelserne gøre brug af nedenstående skema, som jeg har udformet med basis i såvel David Bordwells tænkning (fig. 2) såvel som Anne Gjelsvik og Liselotte Michelsens kategoriseringer samt kulturjournalist Erik Farmanns praktisk anvendelige vurderingscirkel:

At en vurdering af formelementer bør være en del af enhver filmanmeldelse kan virke elementært. Ikke desto mindre kan det være hensigtsmæssigt lige at påpege, hvorfor den stilistiske side af en film bør indgå i vurderingen. En af de filmteoretikere, som har beskæftiget sig indgående med studiet af filmstil og især mise-en-scène-begrebet, er John Gibbs. Han skriver:

One of the great pleasures and advantages of a mise-en-scène, or a more style-based, approach is that it enables you to anchor your understanding of a film, and to support your arguments with evidence. (Gibbs 2002: 91)

Filmstil skal altså med i en vurdering, fordi stil netop egner sig til at blive brugt argumenterende. Observationer af stil kan bruges til at føre konkret bevis for påstande. Når en film kan siges at berette noget specifikt om verden og om menneskets færden i verden, er det ikke kun på grund af de ting, der siges i film – den handling, der synes at ske. Nej, det skyldes i ligeså høj grad udsigelsen – den måde, tingene sker på, den filmstil der er gjort brug af for at iscenesætte fortællingen. Når filmstil har den argumenterende funktion, må det konkluderes, at den for alvor hører hjemme.

Min empiri udgøres af 18 filmanmeldelser, der behandler 6 forskellige film fordelt på 3 forskellige medier. Ved at udvælge empiri fra medier der spænder vidt, fra formiddagsavis til ugentlig avis, er det min forhåbning at kunne undersøge, om der er en sammenhæng mellem pladshensyn, medietype, arbejdsvilkår og målgruppe på den ene side og så det omfang, med hvilket formsproget i filmene bliver behandlet i de enkelte anmeldelser på den anden side.

Ekstra Bladet: mangfoldige og underholdende

Samtlige anmeldelser i empirien fra Ekstra Bladet, med undtagelse af en enkelt, er skrevet af samme anmelder, nemlig Henrik Queitsch. Det er karakteristisk for Queitsch' anmeldelser, at de ofte når vidt omkring på forholdsvist kort plads. Således formår Queitsch at indlemme 4 af de 6 analysekategorier i sin anmeldelse af Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford (2007, The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford) (fig. 3).

Han perspektiverer til den virkelige Jesse James, kommer med observationer om formsproget ("sindigt, episk tempo med masser af storslåede naturbilleder") og indre vurderinger af såvel form som indhold. At han får plads til alle disse aspekter skyldes primært, at Queitsch ikke bruger megen plads på et handlingsreferat. Dette overstår han på 4 linjer ud af anmeldelsens samlede 26 linjer. De korte handlingsreferater er et generelt træk ved Quietsch' anmeldelser, hvilket især afspejles i anmeldelsen af Benjamin Buttons forunderlige liv (2008, The Curious Case of Benjamin Button), hvor Queitsch koger handlingen ned til følgende linjer:

”Livet leves forlæns men forstås baglæns” lyder et berømt Kierkegaard-citat, men for Benjamin Button forholder det sig nærmest modsat. Han fødes som olding (med både gigt og stær) i 1918 og dør som spæd i 2003.

En afvigelse fra det korte handlingsreferat finder vi dog i Queitsch' anmeldelse af The Fountain (2006), hvor referatet udgør 11 ud af anmeldelsens samlede 19 linjer. Dette levner ikke megen plads til andre komponenter i anmeldelsen, og formsproget må da også nøjes med observerende statements såsom "spektakulære billeder".

Det er ligeledes et gennemgående træk i Ekstra Bladets anmeldelser, at der sjældent tolkes på filmenes brug af form. Oftest kobles formobservationer med en vurdering – som i dette afsnit fra anmeldelsen af Frygtelig Lykkelig (2008) (fig. 4):

”Frygtelig lykkelig” minder nemlig i sit stærkt stiliserede formsprog mere om f.eks. de amerikanske Coen-brødre end om vanlig dansk socialrealisme. Godt hjulpet på vej af fotografen Jørgen Johanssons gennemkomponerede, betagende billedside og Kåre Bjerkøs stemnings-skabende musik.

Billedsiden vurderes til at være "betagende" og belægget hentes i, at fotografens billeder er "gennemkomponerende". Uden eksempler på det gennemkomponerede eller en tolkning af de gennemkomponerede billeders betydning for fortællingen kommer argumentationen dog til at fremstå som mangelfuld og ikke overbevisende.

Et sidste gennemgående træk, jeg vil fremhæve ved Ekstra Bladets anmeldelser, som får dem til at skille sig ud fra de fleste andre anmeldelser i empirien, er deres sprog. At underholdning kan være en bifunktion ved en anmeldelse er i Ekstra Bladets tilfælde helt korrekt. Henrik Quietsch skriver ofte humoristisk anlagt med vendinger som: "Der er ugler i mosen. Eller der er i hvert fald en bil", mens empiriens anden Ekstra Blads-anmelder, Peter Albrechtsen, har en forkærlighed for bogstavrim, som accelerer meget voldsomt i anmeldelsen af Death Proof (2007), hvor udtryk som "supersoniske slagere", "buldrende biler, "forfriskende fjolleri" og "fjantet frikvarter" er at finde. Denne sproglige tilgang blandt Ekstra Bladets anmeldere er med til at differentiere dem fra de resterende anmeldere eller med David Bordwells ord (se afsnit 2.2) at benytte sig af elocutio.

Jyllands-Posten: brogede og uklare i argumentationen

4 forskellige anmeldere står bag de 6 udvalgte anmeldelser i Jyllands-Posten, og det er da også kendetegnende, at der er visse forskelle i deres tilgange. Især Jakob Levinsen gør i sine 2 anmeldelser (Wall-E (2008) og Death Proof) meget ud af at præsentere filmenes sammenhæng og forhistorie, det som man med Erik Farmanns ord kan kalde for ydre vurdering. I anmeldelsen af Wall-E bruger Levinsen cirka halvdelen af anmeldelsens plads på at trække linjer mellem Pixar-studiernes tidligere animationsfilm og instruktør Stantons tidligere værker. I Levinsens anmeldelse af Death Proof optages halvdelen af pladsen af den ydre vurdering, denne gang af en udlægning af Grindhouse-begrebet og Death Proof's forbindelse til dette filmudtryk (fig. 5).

Kendetegnende for anmelderne Katrine Sommer Boysen og Sophie Engberg Sonne er, at de holder sig dels til et fyldigt handlingsreferat og dels til en sammenfattende vurdering baseret på en tolkning af tematikken. Enkelte steder får formsproget ord med på vejen, men det bliver på et observerende niveau, som når Sophie Engberg Sonne, i sin anmeldelse af Benjamin Buttons Forunderlige Liv, skriver om filmens detaljerigdom:

(...) elementer som lynnedslag og et banegårds-ur, der er skabt til at gå baglæns, fordi urmageren er i sorg over sin dræbte søn, er et par af de finurligheder, der [giver] filmen den sjæl, som dens fortælling mangler.

Vi får her beskrevet nogle billeder og tilnærmelsesvist en stemning, men hvorfor billederne er finurlige - som forekommer positivt i anmeldelsens kontekst - forbliver uklart.

Manglende argumentation finder vi også i Kathrine Sommer Boysens anmeldelse af Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford. I anmeldelsen sidste underafsnit, der bærer mellemrubrikken "Uambitiøs instruktør", slår anmelderen fast, at "kedelig bliver det ord, der ved afslutningen virker mest definerende for filmen." Som argument skriver Boysen, at "instruktør Andrew Dominik virker ganske uambitiøs". Udsagnet bliver altså, at filmen er kedelig, fordi instruktøren er uambitiøs. Hjemlen til dette argument må da være, at såfremt en film har en uambitiøs instruktør, bliver filmen kedelig.

Det kan diskuteres om manglende ambitioner fra en instruktørs side nødvendigvis altid fordrer en kedelig film, men det egentlige problem i Boysens (manglende) argumentation er snarere, at hun ikke får ført bevis for, at instruktøren er uambitiøs. Hendes enthymemen mangler altså. Det fremgår således ikke af anmeldelsens øvrige tekst, hvori den uambitiøse instruktion består. At formelementer - og i dette tilfælde måske især instruktion - kan være vanskelige at observere endsige argumentere med, fremgår med al tydelighed af Boysens anmeldelse. Boysen må derfor betro sig til upræcise vendinger som "I det hele taget har filmen en aura af noget ekstremt gammeldags" og "Den episke insisteren på storhed".

Som erstatning for egentlig argumentation benytter Kathrine Sommer Boysen sig i sin anmeldelse af The Fountain af den pathos-funderede appelform, idet hun skriver:

I hvert fald lod denne anmelder sig modstandsfrit suge ind i filmens umanerligt smukke univers og købte til fulde den transcendentale kærlighedshistorie – endda med en sjælden tåre i øjenkrogen.

Her peger hun dels på sig selv ved at skrive "denne anmelder", mens pathos især opstår ved sætningen "en sjælden tåre i øjenkrogen", hvor vi som læsere inviteres helt tæt på anmelderen i biografen, så tæt på, at vi kan se, at hun fælder en tåre i ny og næ (fig. 6).

Pathos-betoningen fortsætter længere nede i anmeldelsen, hvor anmelderen dvæler ved skuespillernes præstationer og konkluderer:

Mage til uimodståeligt tiltrækkende mennesker skal man lede længe efter. De to formår at gøre den i essens temmelig banale handling fængslende og vedkommende.

Det er en generel tendens i Jyllands-Postens anmeldelser, at blandt de formelementer, der får den mest fyldige behandling, skiller skuespillet sig særligt ud. Næsten samtlige anmeldelser kommer med observationer og ofte vurderinger af skuespillet i filmene.

Dette gælder også for Johs. Christensens anmeldelse af Frygtelig Lykkelig, der som anmeldelse dog også skiller sig ud ved at være en anmeldelse, der inddrager 4 ud af mine 6 analysekategorier. Således komponerer Christensen sin anmeldelse med såvel handlingsreferat som ydre vurdering (sammenligning med John Sturges’ En mand steg af toget (1955, Bad Day at Black Rock)), samt en tolkning på tematikken og en indre vurdering, der dog baserer sig på den tematiske fortolkning. Christensen tolker også en anelse på formbrug - dog uden først at komme med en observation af denne formbrug:

Historien udspilles i marsken, den er ikke realistisk skildret, for den er det ydre billede på personernes og miljøets indre sump.

Vi får ikke at vide, hvordan marsken er ikke-realistisk skildret. Er det i kameraarbejdet, på lydsiden eller noget helt tredje, at det ikke-realistiske finder sit udtryk? I stedet springer Christensen direkte hen til en fortolkning af marskens visuelle udtryk. Christensens anmeldelse er ikke større i omfang end de andre anmeldelser i Jyllands-Posten, hvilket altså kan være indikation om, at pladshensyn ikke umiddelbart kan være en hindring for at inddrage så mange af mine analysekomponenter.

Weekendavisen: stil tillægges en anelse betydning

Det er karakteristisk for empirien fra Weekendavisen, at samtlige anmeldelser er skrevet af avisens fastansatte filmskribent Bo Green Jensen. Desuden er det karakteristisk, at Bo Green Jensen får tildelt en del mere plads, end anmelderne i Ekstra Bladet og Jyllands-Posten. Weekendavisens anmeldelser er således 882 ord i gennemsnit. (fig. 7).

I empirien afspejler den ekstra plads i forhold til de to andre aviser sig især i udformningen af komponenterne 1 (beskrivelse af handling) og 6 (ydre vurdering).

Således benytter Bo Green Jensen sig af omfattende og oftest kronologisk nedskrevne handlingsreferater, såsom eksemplet her fra anmeldelsen af Frygtelig Lykkelig:

Den københavnske politiassistent Robert (Jakob Cedergren) kommer som landbetjent til marskflækken Skarrild (filmens navn for bogens Højer), hvor man plejer at klare ærterne selv. I begyndelsen vil han ikke gøre tingene som sin forgænger. Han nægter at være fjerdemand i det evige kortspil med lægen (Lars Brygmann), præsten (Henrik Lykkegaard) og købmanden (Anders Hove). Robert bærer på en stor smerte og savner især sin datter enormt. Han lægger sig straks ud med Jørgen (Kim Bodnia), byens hærdebrede cowboy, og er ikke længe om at blive indfanget af mandens sexede outsiderhustru, Ingelise (Lene Maria Christensen), der enten bliver tævet igennem hjemme eller slår sig selv for at få opmærksomhed.

Som romanens mange læsere vil vide, sker der midtvejs et uheld i selve kønsakten, en ting så grotesk, at man både må grine og græde. Byens konflikter sættes på spidsen, og den egentlig ikke så retskafne Robert kastes ud i sit livs mareridt. Han er i forvejen ved at rette ind – ”det er fuldstændig som at se den gamle landbetjent,” udbryder Bodil Jørgensen begejstret, da Robert bunder atter en guldøl – og har lært at slå ungerne halvt fordærvet, i stedet for at sige undskyld, når de stjæler af købmandens varer. Efter Ingelises død går han endelig indfødt og bliver en af de evige fire ved bordet.

Som det også fremgår af ovenstående citat, har Bo Green Jensen heller ikke noget imod at røbe (dele af) handlingens udvikling og afrunding, hvilket eksempelvis også gør sig i gældende i hans anmeldelse af Death Proof. Dette kan hænge sammen med, at Bo Green Jensens tilgang til filmmediet ikke synes snævert fokuseret ind på fortællingens formåen og indhold men i ligeså høj grad på filmenes formsprog og især de enkelte films filmhistoriske og yderligere kunst- og kulturhistoriske sammenhænge.

Hvad angår sidstnævnte så er det karakteristisk for Bo Green Jensens anmeldelser, at de meget ofte inddrager andre film og kunstværker end den anmeldte film (analysekategori 6). Det sker eksempelvis ved at klargøre en films ophav som i anmeldelsen af Benjamin Buttons Forunderlige Liv:

Filmen bygger på en fantastisk fortælling, ikke stort mere end en vignet, som F. Scott Fitzgerald solgte til magasinet Collier's, der trykte den i maj 1922, tre år før forfatteren skrev sin sublime roman om The Great Gatsby. (fig. 8)

Brugen af kategori 6 afspejles også ved at referere og perspektivere til andre kunstarter, som i anmeldelsen af Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford, hvor Bo Green Jensen omtaler filmens afsluttende scener således:

Scenen er skildret et utal af gange – sjældent mere anfægtende end på Paul Kennerleys konceptalbum The Legend of Jesse James (1980), hvor Levon Helm lægger stemme til Jesse, og hvor Emmylou Harris som hustruen Zee råber ”Jesse!”, ganske som Mary-Louise Parker i Dominiks film.

Med sine mange referencer til andre film og kunstarter virker Bo Green Jensens anmeldelser mere oplysende og vidensbaserede end anmeldelserne i de andre behandlede aviser. Samtidig kan man argumentere for, at Bo Green Jensens anmeldelser nærmer sig en decideret filmkritik, sådan som den defineres af David Bordwell og Peter Schepelern, dog med det forbehold, at Bo Green Jensen sjældent hæver fortolkningsniveauet højere end de andre behandlede avisanmeldere.

Et sidste karakteristisk træk ved Bo Green Jensen er, at han flere steder undlader at fælde en endelig dom over den anmeldte film. I stedet lader han det mere eller mindre være op til læseren at fælde domme. Eksempelvis i anmeldelsen af The Fountain, hvor han skriver:

Om man fastholder interessen så længe, er et spørgsmål om smag. Nogle vil dele filmens undren. Flere vil gå fra en gryde med glosuppe.

Bo Green Jensen adskiller sig desuden en del fra de andre anmeldere rent sprogligt ved ofte at gøre bruge af et stedvist poetisk og stedvist kryptisk sprog. (fig. 9). Således hedder det sig i anmeldelsen af Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford, at "Fra de første Kansas-billeder er himlen stemt som en klokke i vinter". Og i sin anmeldelse af Benjamin Buttons forunderlige liv skriver han på lignende vis:

Imens raser verdenshistorien. Man kan næsten ikke høre sig selv, men der kommer en granvoksen Hollywood-film ud af tanken, mens det 20. århundrede afspilles.

Bo Green Jensen bruger altså sit skriftsprog til at udmærke sig fra de andre anmeldere med det Bordwell betegner som elocutio, men hvor det hos Ekstra-Bladets anmeldere primært sker med humor, benytter Bo Green Jensen sig i højere grad af poetiske vendinger, hvilket vidner om artikelgenrens spændvidde.

Afslutning – en vis tendens

Gennemgangen af mit empiriske materiale har primært søgt at afdække i hvor høj grad, anmelderne formår at inddrage filmsproget i deres behandling og vurdering af filmene. Ud af de 18 filmanmeldelser, der udgør empirien, optræder der en observation af et formelement i 13 anmeldelser. Når det drejer sig om en fortolkning af et formelement, forekommer dette i 5 ud af de 18 anmeldelser.

Endelig har det vist sig, at formelementer, hvortil der knyttes en argumentation og denne medtages i den endelige vurdering af filmen, finder sted i 6 anmeldelser.

18 filmanmeldelser er selvsagt et begrænset materiale at konkludere ud fra, men ud fra de ovennævnte tal, tegner der sig dog en vis tendens. Dels kan vi konkludere, at selve observationen af formelementer er en ganske udbredt komponent i de undersøgte anmeldelser. Kigger man nærmere på empirien, jævnfør analysen ovenfor, fremgår det, at det primært er formelementerne "skuespil" og "instruktion" og til dels "fotografering", der observeres på. Det kan hænge sammen med, at det er disse tre formelementer, der er lettest at få øje på. Billederne er så at sige det, der springer umiddelbart i øjnene, mens formelementer som klipning, brugen af lys og lyd samt narrative værktøjer kan være langt vanskeligere dels at observere og dels at sætte ord på. Skuespillet og instruktionen er umiddelbart også centrale elementer ved en film, der er til at få øje på. Skuespillerne bevæger os (følelser) og driver handlingen fremad (dramaturgi), mens instruktionen i de behandlede anmeldelser både er den funktion, der får positiv kritik, når noget fungerer, og negativ kritik hvis noget ikke er som anmelderen synes, det burde være.

Dette kan synes logisk nok, da det er instruktøren, der bærer det kunstneriske ansvar for en film, men kritikken kunne i mange tilfælde ligeså godt henvises til andre funktioner af filmen, som instruktionen så blot er en overordnet til. At det netop er skuespil og instruktion, der får mest opmærksomhed i formkategorierne har sandsynligvis også en filmhistorisk forklaring, som blandt andet hænger sammen med stjernesystemet, og som direkte kan aflæses i filmplakaterne, der (næsten) altid sælger og har solgt filmene qua navnene på hovedskuespillerne og instruktøren. Det er yderst sjældent en film promoveres med afsæt i filmens belysningsmester eller kostumedesigner. (fig. 10).

Ovennævnte kvantitative opgørelse viser dog også, at i forhold til det observerende niveau, gøres der i markant mindre omfang brug af et fortolkende og vurderende niveau, når det gælder formelementerne. Blot en tredjedel af empiriens anmeldelser gør således brug af et fortolkende og/eller vurderende niveau. Hvorfor det forholder sig sådan, kan vi ikke ud fra analysen give et endegyldigt svar på. Det kunne skyldes, at det er vanskeligere at tolke og/eller vurdere på formelementer end at observere dem, eller at filmanmelderne blot ikke mener, at en tolkning på formelementer er relevant i en filmanmeldelse. En tredje mulighed kunne være, at den manglende tolkning og vurdering på form skyldes pladshensyn og arbejdspres.

Hvis vi ser på forholdet mellem beskrivelse af stil og beskrivelse af handling, bliver det klart, at handling tildeles større opmærksomhed end form. Således finder vi en handlingsbeskrivelse i samtlige 18 filmanmeldelser (mod stilbeskrivelse i 13 anmeldelser). Handlingsbeskrivelsen finder desuden oftest sted i til tider yderst omfattende referater, hvorimod stilbeskrivelsen typisk overstås på 3-7 linjer. Og det kan godt undre. For ser man på de anmeldelser der har et kort handlingsreferat, er det faktisk ikke nødvendigt med omfattende referater. Det er nok en svær kunst at skrive et nøjagtigt, veloplagt og dækkende referat, men er man i stand til det, kan pladsgevinsten udmønte sig i en mere tilbundsgående vurdering af filmen, der forener fortælling og form.

Hvorfor vi ser dette misforhold, tillader analysen ikke at konkludere entydigt på, men det kan hænge sammen med, at hvis man som anmelder primært fokuserer på handlingen, mens man ser filmen, og derved har sin opmærksomhed rettet mod de twists og plotudviklinger, der måtte være undervejs, kan det være vanskeligt at lægge mærke til stilistiske træk samtidigt.

I denne konklusion ønsker jeg kort at opridse en række andre karakteristika, som analysen har påvist:

Den mest gennemgående formfortolkning er forholdet mellem landskab/mise-en-scène og personernes sindstilstand. Dette faktum kan bunde i de film, de udvalgte anmeldelser behandler, men det kan også hænge sammen med det ovenfor beskrevne faktum, at observation af form primært bunder i fotografering og skuespil. Hvis det er billedet og spillerne i billedet, der primært lægges mærke til, er det nærliggende at drage en kobling mellem landskab/mise-en-scène og personernes indre liv og sindstilstand. (fig. 11).

Et andet væsentligt karakteristikum ved empirien er, at anmeldelserne er forholdsvis ensartede, når det gælder opbygning og sprogbrug. Typisk starter anmeldelserne med et handlingsreferat, hvorefter en tolkning på temaer - og eventuelt form - kommer i spil, inden der perspektiveres og vurderes. Der er selvsagt enkelte undtagelser, men denne opbygning er klart den generelle tendens. Sproget i anmelderne er primært logos- og ethos-betonet. Det kan være svært at skelne anmelderne fra hinanden, da deres skrivestil er forholdsvis ens. Enkelte anmeldere gør til tider brug af pathos knyttet til humor eller mere poetiske ytringer, men det er igen få undtagelser. Sammenfattende kan man konkludere, at der ikke er mange eksperimenter eller genre-nytænkning at finde i de gennemgående anmeldelser. 

Et tredje og sidste aspekt, jeg vil drage frem i denne sammenhæng, er, at der er et misforhold mellem tolkning på tematik og tolkning på form. Tematiske fortolkninger er således markant mere udbredte end stilistiske fortolkninger, hvilket kan skyldes, at det dels er lettere at tolke på fortælling, som kan siges at være mere almenmenneskeligt end på stil, som er mere specifikt filmisk og måske kræver en filmfaglig indsigt, og dels kan det skyldes, at der tages læserhensyn i den forstand, at fortællingen er noget umiddelbart forståeligt, mens stil forudsætter en række kundskaber, som læseren ikke nødvendigvis kan forventes at besidde. Dette faktum kan virke paradoksalt, da det jo netop at qua en films form, at handling bliver til, men dette paradoks lader det til, at filmanmelderne langt hen ad vejen ser bort fra. Paradokset kan ligeledes kobles til Bordwells sondring mellem interpretation på den ene side og comprehension på den anden side. Anmelderne overfokuserer på fortællingen i deres forsøg på at fortolke et værk, mens de tilsidesætter en forståelse af filmmediet, som netop bunder i en tilbundsgående behandling af formsprog og stil. 

Perspektivet i anmeldernes overfokus på handling er til at få øje på. I værste tilfælde kan man sige, at dette overfokus tilsidesætter, at det rent faktisk er film, vi har med at gøre. Såfremt det er fortællingen - filmens litterære niveau med andre ord - der er ét og alt, kunne det ligeså godt være litteratur og ikke film, der var centrum i filmanmeldelserne. En mere ligeværdig balance mellem fortælling og form ville kunne bidrage til, at film i endnu højere grad kan blive anerkendt ikke blot som kunstform men som selvstændig kunstform med dertilhørende særlige filmiske udtryk og teknikker.