Leder: Filmlaboratoriet

Hvad skal der ske med det korte format i den digitale tidsalder? Mens high end-filmproduktionen synes at drive det filmiske udtryk ud i et stadigt hidsigere sansebombardement, så sker der i den modsatte ende af skalaen en mere interessant udvikling. Det korte format har været et heterogent felt længe, men de mere ’traditionelle’ korte formater som fx tv-reklamen, public service-spottet, musikvideoen, den korte fiktionsfilm og eksperimentalfilmen fremstår nærmest, ja, traditionelle i dagens mediebillede.

Internettets og mobiltelefonens folkelige gennembrud i 90erne har været de vigtigste årsager til, at det korte format er blevet splintret i en lang række af audiovisuelle udtryksformer. Reklamefilmen har fået nye udfoldelsesmuligheder på nettet, hvad angår såvel indhold som spilletid, musikvideoen er blevet interaktiv (fig. 2-3), og den traditionelle ’valgvideo’ er blevet suppleret af en række andre audiovisuelle henvendelsesformer, som de eksempelvis kan opleves på politikernes netbaserede ’tv-kanaler’ (fig. 4). Alene Youtube og andre virale webportaler er blevet en distributionskanal og oplevelsesplatform for en lang række af såvel traditionelle som nye korte genrer, som vi knap ved, hvad vi skal kalde endnu. Hvad skal vi fx kalde Numa Numa-sangen, der – som rygtet går – utilsigtet blev optaget af den medsyngende og -dansendes webcam? En hjemmevideo er det jo ikke, ej heller en videodagbog, confessional eller testimonial.

Også filmfestivalerne ønsker åbenbart at bidrage til nytænkningen inden for feltet. Den nyligt overståede Aarhus Festuge bød for første gang på en decideret filmfestival med titlen Filmlab Aarhus. Filmlab Aarhus er opstået i tæt samarbejde med CPH:DOX, og som navnet antyder, var ’eksperimenter’ højt på dagsordenen. Inden for visse rammer forstås. Først og fremmest var der ikke tale om en decideret undergrundsfestival som eksempelvis Cosmic Zoom-festivalen i København. Man skulle være et ’navn’ for at blive inviteret med ind i laboratoriet så at sige. Ét af festivalens projekter bestod i at koble sangskrivere med instruktører, således at instruktøren i stedet for et manuskript havde et ’musiknummer’ som oplæg. Søren Kragh-Jacobsen fik Jo Nesbøs sang ’Ferdig mann’ at forholde sig til (fig. 5), Band Ane og Rune T. Kidde leverede henholdsvis et musikalsk og tekstligt oplæg til Anders Berthelsen fra Ja Film, Josh Rouses ’In the Neighborhood’ var oplægget til svenske Robin Färdig, Howe Gelb fra Giant Sand leverede udspillet (’Better Man Than Me’) til Bruce Gladwin fra det australske teaterkompagni Back to Back Theatre og så blev Kim ’Kix’ Jeppesen fra Powersolo koblet med Mikkel Serup, som er mest kendt for at instruere DRs dramaserie Livvagterne.

Et spørgsmål, som 16:9 havde til initiativet var, om resultaterne ville lande inden for eller uden for musikvideoens efterhånden ganske vidtfavnende udtryksregister. Det var klart, at konstellationen ikke lagde op til en traditionel performance-baseret musikvideo, men til gengæld kunne man forvente en varianter af den fortællende musikvideo. Omvendt var det ikke et krav, at musiknummeret rent faktisk skulle optræde i filmen. Det gjorde det nu i alle film, men filmene oplevedes kun i momenter som musikvideoer.

”Hvis man aldrig prøver noget…” står der at læse på programmets forside. Hvad blev resultatet, kunne man så spørge? Vil man have syn for sagen kan man se – og lytte – til alle fem film på Youtube under titlen ”Århushistorier 2010” og på festivalens programside. Selvom der ikke er mesterværker blandt filmene, så er der heller ingen dårlige film. Resultatet blev fem enormt forskellige film spændende fra det dramaturgisk velkomponerede, det legende fantasifulde, det abstrakte og rytmiske, det lyriske og jordnære til det skæve og grumme (fig. 6).

Den rette kontekst?

Selvom filmene for så vidt er ganske hæderlige, bliver man nødt til at spørge om, hvorvidt en festival med biografvisninger overhovedet er den rigtige platform til at lancere eksperimenter med det korte format?

Biografen skaber en bestemt oplevelsesmæssig kontekst – på godt og ondt. På den konto er projektet allerede fra begyndelsen indskrevet i en traditionsbunden brugs- og oplevelseskontekst og dermed frataget en række interessante muligheder. Det er jo først og fremmest den sociale og strategiske brug, som rummer nyskabende potentiale ift. korte audiovisuelle produktioner. Det er dén, som skubber æstetikken foran sig - dén, som definerer fremtidens henvendelses- og fremstillingsformer.

Youtube-hits tæller jo massevis af traditionelle korte fiktionsfilm som Frokost med mor og hjemmevideoer, som vi har set længe før internettets opfindelse. Og selv om der er forbavsende star quality over denne sambadansende brasilianske baby, så er filmen jo ikke fundamentalt anderledes end Lumieré-brødrenes Repas de bébé fra1895. Ikke desto mindre er den brugs- og oplevelseskontekst som knytter sig til internettet og mobile medier også arnested for en række spændende omkalfatringer af det korte format – særligt hvad angår audiovisuel korrespondance og remixes. Sarah Silvermans vidunderligt morsomme I’m Fucking Matt Damon er ganske vist en form for musikvideo, men jo netop også en ’videobesked’, som ovenpå en gigantisk youtube-succes afstedkom et næsten lige så morsomt svar. Begge ’beskeder’ blev lanceret på Jimmy Kimmels late night-talkshow, men man har svært ved at forestille sig, at denne ’korrespondance’ ville have været interessant nok at spendere kræfter og finanser på, hvis ikke ’korrespondancen’ kunne følges på youtube-platformen. I dansk sammenhæng kender vi naturligvis Sys Bjerres Malene og de mange andre ’svar’ i forlængelse heraf.

Ovennævnte film er alle blevet set af relativt mange brugere, men meget tyder på, at der også er en udvikling i retning af stadigt mere differentierede og nicheprægede produktioner. På jyskebank.dk/tv kan man se yderst habile produktioner om problemstillinger, der er for snævre til nogensinde at lande i tv-avisen eller TV2-nyhederne. Det er på én og samme gang objektiv fagjournalistik og strategisk kommunikation. Fremtiden vil sandsynligvis byde på stadigt mere differentierede audiovisuelle produktioner inden for såvel faktuelle som fiktionelle genrer. Ønsket om at få film ’ud’ vil kanske være knap så magtpåliggende. Måske vil der i fremtiden blive produceret Odensehistorier for Odenseanere, Koldinghistorier for Koldingenserne og Århushistorier for Århusianere.