Filmbranchen i økonomisk krise

Af JON BAGER

“Udfordringen er at blive ved med at være interessant”, udtaler producent Michael Obel om situationen i den danske filmbranche på trods af, at producenterne lige nu er i hård økonomisk modvind, og flere står på tærsklen til konkurs.  

Michael Obel (fig. 1) er ikke bange for at udfordre de etablerede strukturer, ligesom han gerne har en markant holdning til, hvordan tingene skal være. Efter snart 30 år i branchen har han bl.a. været med gennem to revisioner af filmloven, og adskillige filmaftaler. 

Producent, udlejer og biografdirektør - ligesom far

I dag driver Michael Obel bl.a. Thura Film, som han selv kalder en middelstor aktør i dansk film. Som producent har han lavet såvel ultrasmalle kunstfilm som enormt populære mainstreamfilm. Mange kender ’hans’ film som Nattevagten (1994), Gamle mænd i nye biler (2002), En sang for Martin (2001) og Min søsters børn (2001) (fig. 2-4), men han driver også adskillige biografer, har eget distributionsselskab, og har i en periode siddet på flere bestyrelsesposter, bl.a. i Det Danske Filminstitut. Han kender filmbranchen, som var han født i den - hvilket han praktisk talt også er: Hans far var producenten Gunnar Obel.

De gode tider er ovre

Igennem de sidste år har der været talt og skrevet meget om krise i dansk film. Dansk films guldalder er blevet begravet og genoplivet flere gange. Også branchens kändisser som Lars von Trier, Susanne Bier og Bille August har fundet anledning til at kritisere udviklingstræk i dansk film (se Kastrup 2005, Kastrup & Sjørup 2005, Thorsen 2002, Thorsen 2005a). Lige så ofte er kritikken blevet tilbagevist - af fx Henning Camre og Morten Piil (Eising 2005, Piil 2005).

Diskussionen om dansk films krise har først og fremmest gået på værkæstetiske faktorer såsom skabelonagtig dramaturgi, manglende genrespredning, uinspireret visuel æstetik, manglende alsidighed i valg af locations osv. Dansk films økonomiske situation har ikke tiltrukket så megen opmærksomhed, men er ej heller gået ubemærket hen. I september 2008 stillede Information skarpt på emnet, men professor Jesper Strandgaard Pedersen fastholdt dengang, at man i hvert fald ikke kunne tale om en økonomisk krise for dansk film (Brask Rasmussen 2008). Ud fra en række parametre (samlet biografsalg, biografsalg af danske ift. udenlandske film sammenlignet med øvrige europæiske nationer mv.) har samme Strandgaard Pedersen siden hen (s.m. Christ Mathieu) i bogkapitlet “Udviklingen i dansk film 1995-2007” vurderet, at dansk film films udvikling kan karakteriseres som ”en særdeles positiv historie” og at ”man skal lede langt efter tegn på krise”. Det indtryk bekræftes af 2008, som blev et rekordår for salget af billetter til dansk film, men allerede i 2009 skal man ikke lede længe efter krisetegn for dansk film. Salget af billetter til danske film blev næsten halveret, og samtidig blev store selskaber som Zentropa og Nimbus Film nød til at fyre folk.

Under stor mediebevågenhed indgik VK-regeringen, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance i slutningen af maj en ny medieaftale for 2011-2014. Det betyder samtidig, at en ny filmaftale for perioden står for døren - en fireårig aftale, der udstikker rammer og budgetter for filmbranchen og filmstøtten. Men hvad er det egentlig for en filmbranche, der spændt imødeser den nye filmaftale? Vi har stillet Michael Obel stævne til en samtale om branchens økonomiske situation netop nu.

En presset branche

- Hvad er situationen i den danske filmbranche lige nu?

Situationen er den lige nu, at dansk film er i et paradoks. Paradokset er, at der i dansk film i øjeblikket er masser af kunder i butikken. Der er rigtig mange, der ser vores film, rigtig mange, der køber vores dvd’er. Så det er en succeshistorie, men den mønt har en anden side. Vi får ikke så mange penge, som vi tidligere har fået. Kunder betaler ikke så god en pris for det, som de tidligere har gjort. Hvis du kommer ind i en dvd-butik, kan en dvd i dag købes for 29 kr. Den kostede for tre år siden 159 kr., og det tab på 130 kr. pr. dvd har ramt produktionsmiljøet ekstremt hårdt. Sagt på en anden måde, vi kan ikke leve af det, men den situation er vi i, og den situation er alle mine kollegaer også i.

- Kan I ikke gøre noget ved det?

Vi må vente på, at der kommer et nyt forlig, hvor der bliver taget hensyn til den virkelighed, der er indtruffet siden det sidste forlig. Det her er jo nærmest sket inden for den fireårige periode, siden det sidste forlig blev lavet. Derfor er forliget ikke indrettet til, og har heller ikke den reaktionshastighed, som man kunne ønske sig i den aktuelle situation.

- Vil du kalde det en krise?

Ja, for fanden. Der er ikke nogen publikumskrise. Det er en økonomisk krise. Men det er klart, at fortsætter det, så vil det ende med en publikumskrise, og hvis der ikke sker noget ved det her filmforlig, som giver en hurtig ændring, så vil det få alvorlige følger.
Der er mange produktionsselskaber, der står på kanten af ikke at kunne eksistere. For eksempel er Zentropa blevet købt af Nordisk Film, og der er andre produktionsselskaber, der har offentliggjort, at de har kæmpeunderskud og stor gæld til bankerne. Det - blandet med finanskrisen, der også ruller lige i øjeblikket - er altså en rigtig hård cocktail, og det betyder altså, at der skal ske en revitalisering af dansk filmproduktions- og producentmiljø, hvis det skal overleve.

- I 2009 blev der kun solgt halvt så mange billetter som i 2008, er det ikke en publikumskrise?

Vi har en bemærkelsesværdig høj markedsandel til dansk film i danske biografer. Normalt er hver tredje solgt billet til en dansk film. Nogle gange sniger andelen sig så ned på fx 27 %, og så skriger og hyler folk op om, at der er krise, men det mener jeg ikke, der er. Det er sådan set som at sammenligne med gode eller dårlige Bordeauxvine. Bordeauxvinen er jo ikke ved at dø, fordi der en årgang, hvor den lige går lidt ned i kvalitet. (fig. 5)

- Hvorfor vil danskere ikke se danske film for tiden?

Altså jeg mener ikke, 2009 er et skidt år. Nogle gange kommer der en mindre god årgang, men det er jo ikke det samme som, at vinen er dårlig det år. Der er mange parametre, der spiller en rolle, men man kan da sige, at det er klart, at i øjeblikket er dansk film – ud over at være økonomisk presset - presset af, at talentmassen i Danmark i øjeblikket er travlt optaget af at lave tv-serier. Der er også sket det, at nogle af de meget dygtige filmfolk, vi har, er blevet lokket til udlandet og har fået opgaver der.

Derudover kan det være fordi, at der er rigtigt mange udenlandske film, der trækker rigtigt meget. Folk har det jo med at gå et vist antal gange i biografen om året. Folk går ikke nødvendigvis dobbelt så meget i biografen, hvis der er dobbelt så mange gode film eller modsat - for den sags skyld.

- Når talentmassen forsvinder over til tv, skyldes det så, at manuskript- og udviklingsarbejdet er relativt lavt lønnet i filmbranchen?

Man kan diskutere, om vi lønner lavt, eller om tv lønner højt? Det er helt klart, at de summer og den måde, pengene bliver givet på i Filminstituttet og andre steder, gør, at vi som filmproducenter ikke kan konkurrere med det, tv-stationerne kan tilbyde, eller det man kan tilbyde ude i den store verden for den sags skyld. Der er vi ikke konkurrencedygtige.

På kort sigt er det nok den eneste løsning, at vi bare følger med. På længere sigt kan løsningen være, at man uddanner nogle flere. For nogle af de mest eftertragtede hænder har måske også for meget at lave.

- Er det kun lønnen, der gør, at I ikke kan konkurrere med tv-stationerne?

Behandlingstiderne på Filminstituttet er lange. Fra du har tænkt en tanke, afleveret den på Filminstituttet, til du har fået et svar, om du kan få støtte til at udvikle dit filmprojekt videre, går der rask væk otte til ti uger. I mellemtiden skal talentet sidde og vente længe på at få af vide, om idéen fungerer eller ej. Det betyder, at hvis en forfatter bliver ringet op af en filmproducent og en tv-station på samme dag og spurgt, om han vil arbejde for dem, så vil han vide, at behandlingstiden fra ord til handling er meget, meget kort, når det gælder en tv-station, man taler med, og meget, meget lang, når det er en filmproducent, man taler med. Og i den konkurrence kan vi ikke være med.

- Hvis ikke producenterne tjener nogen penge, er der så andre, fx biograferne eller distributørerne, der gør?

Distributørerne tjener heller ikke penge. De er jo også ramt af, at dvd’en er blevet så billig. Biograferne tjener penge, og det er jo sådan set også vores held som producenter, at biograferne ikke er ramt af nogen krise. Folk vælter i biografen og betaler glædeligt den biografpris, de altid har betalt, så der er ikke nogen nedgang der.
Det vidner jo også om, at det, der sker på dvd-fronten, ikke er publikumsbestemt. Publikum er villig til at betale mere end 29 kr. for en dvd. Vi er udsat for, at detailledet bruger vores produkt til at lokke folk i butikken. De kører slagtilbud på vores vare, for den har en stor attraktionsværdi, og så kan de i stedet tjene penge på mælk og andre varer til overpris.

- Hvad skal der til, for at producenterne tjener penge?

Man kan sige, at her og nu på kort sigt vil det jo være rart at få en større statsstøtte, så vi kan få gang i hjulene igen, men på lang sigt er det ikke måden at løse det her på. Det må være sådan, at hvis man gerne vil have en filmproduktion, som skal sigte på et publikum, så må det også være sådan, at publikum er indstillet og interesseret i at betale for varen.

Der bør også ske det, at prisen på en dvd skal op, ellers skal den ikke udbydes længere. Jeg kan godt lide tanken om, at folk skal forstå, at varen har en pris, og den skal der betales for.

TV skal kunne sige ja eller nej

- Har tv-stationerne fået for stor indflydelse?

Jeg er enig i, at tv har en stor indflydelse, men det vil de have næsten uanset set, hvad der sker. For at sikre dansk film skulle man finde pengene et sted ved det sidste forlig. Derfor øremærkede man nogle af tv’s penge til spillefilmsproduktion. Det var godt, for så sikrede vi nogle penge, men man kan diskutere, om tv-stationerne har været tilfredse med den ordning. Det har de nok ikke været, og derfor har de ikke været specielt samarbejdsvillige eller loyale over for dansk films situation. Det er jo selvfølgelig uheldigt, hvis de samarbejdspartnere, man har, ikke er glade for at være i stuen omkring samarbejdet.

Det har givet anledning til, at man ikke er gået så hurtigt ind i filmproduktioner, som man skulle. Det antal film, man skulle have sat i gang, er ikke nødvendigvis blevet sat i gang. Tv-stationerne har ikke nødvendigvis brugt de penge, de skulle bruge, og der har været en masse synkroniseringsproblemer mellem Filminstituttet og tv-stationerne.

Hvis de praktiske problemer blev ryddet af vejen, så det ikke var et spørgsmål, om de ville være med eller ej, men mere et spørgsmål om de kunne tænke sig at vise den her film på en dansk tv-station eller ej, så havde jeg ikke noget problem med det. Men hvis vi har en samarbejdspartner, der er træt af dansk film, fordi han synes, han er blevet tvunget til at investere for meget i dansk film, at det er for dyrt, så skal vi have det problem væk. Men hvis vi producerer film, som tv-stationerne ikke vil vise, så har vi grundlæggende et problem.

Verdens bedste filmlov

- Siden 1964 er den danske filmlov blevet kaldt “verdens bedste”. Gælder det stadig?

JA! Altså det er jo vigtigt hele tiden at lave revisioner og kigge den efter i sømmene, men den danske model, blandingsøkonomimodellen - halv statsstøtte og halvt købmandsskab - det er en af grundene til, at det er verdens bedste filmlov. Det mener jeg, at der grundlæggende ikke er pillet ved. Så flytter vi grænseværdierne en gang imellem. Nogle gange bliver der diskuteret, om det skal være mere konsulentstøttet film frem for 60/40. Det flytter måske nogle decimaler, men grundlæggende er det statsstøtte blandet med købmandsskab, og det er godt.

- Film som Sorte kugler (fig. 6) og Blå mænd er begge lavet uden DFI-støtte, men med støtte fra TV2. De har haft relativ stor succes i biografen. Kunne man forestille sig en dansk filmproduktion uden direkte statsstøtte?

Nej, det kan man ikke. Der er altid undtagelser, der bekræfter reglen. Historisk set har vi altid haft nogle film og ofte film, der har gjort sig meget bemærket, og som har måttet søge støtte uden om systemet. For mig er det ikke ensbetydende med, at systemet ikke fungerer. Men nogle af de film har jo haft en vilje, som var så stærk, at det også har været lidt af en lakmus-test for dem. Måske er kvaliteten af dem netop blevet god, fordi de har levet på trods.

- Der er to primære støttefunktioner - 60/40 og konsulentordningen - fungerer de efter hensigten?

Jeg synes, at i teorien er det rigtigt, rigtigt godt at have to døre at gå ind ad. En, hvor der på navneskiltet står “her skal du gå ind og lave noget kunstnerisk markant”, og en anden, hvor der står “her skal du simpelthen lave film, som folk vil se”. Det er selvfølgelig enormt vigtigt, at der ikke foregår en ideologisk kamp mellem kunsten og mainstream i måden, man forvalter de to ordninger på. Man skal jo gå helhjertet ind for dem og sige, at det er fint at lave begge dele. Det halter nogle gange med at vinde anseelse ved at prøve at lave en film, der har et stort publikum. Det, synes jeg, er en stor skam.

En folkelig film bør man stille lige så store kvalitetskrav til og se op til på samme måde som til en stor kunstnerisk film. Der synes jeg, vi lider lidt under, at det er ikke helt så fint at lave kommercielle film. Det gør, at vi kan have svært ved at samle de dygtigste talenter til at lave den slags film, hvorfor de nogle gange kan blive ringere, og det er virkeligt ærgerligt.

DFI skal have mere armslængde til filmene

- Hvad er dine forhåbninger til den kommende filmaftale?

Mine forhåbninger er, at man får skabt en økonomi, så den enkelte films økonomi bliver sund. Det er den ikke i øjeblikket. Det gør man efter min mening på en af to måder. Enten ved at vi sætter det antal film ned, vi skal producere for den samme sum penge, eller ved at summen af penge til rådighed bliver hævet.  Evt. ved en kombination af de to. Så længe det ikke er på plads, er det svært at tale om alle mulige andre ting, for vi har iltmangel. Det er som at tale om et flodløb uden ilt og så beklage sig over, at der ikke er fisk i flodløbet.

- Af de to løsninger, hvilken er så bedst?

Det er meget vigtigt, at antallet af film ikke kommer så langt ned, at vi ikke kan holde miljøet i gang, holde talentet i gang, og holde fast i vores markedsandel. Forhåbentlig kunne vi blive ved med at lave 30 film om året, men med en større produktionssum. Dog må vi aldrig komme under 20-25 film om året.

- Hvis vi antager, at det økonomiske kommer på plads, hvad kunne du så ellers forestille dig i et forlig?

Jeg synes, at vi skal uddanne flere folk. I særdeleshed forfattere skal vi have uddannet nogle flere af, fordi det er ligesom krumtappen i, hvad vi laver.

Så vil jeg også ønske, at Filminstituttet vil få lidt mere armslængde, og at det, der foregår, er knap så meget styret fra Filminstituttet. Det har selvfølgelig den uindskrænkede magt til at sige, om det vil støtte en film eller ej. Det kan man ikke anfægte, men når det har taget en beslutning, skal det lade os om at lave filmen.

Det er også meget vigtigt at ændre talentudviklingen. Talent-udviklingen har i en årrække mere eller mindre ligget 100 % inde på Filminstituttet og New Danish Screen, og der synes jeg, det ville klæde talentudviklingen, hvis det blev lagt ud i miljøet til os. Dvs. ud fra samme filosofi om, at DFI kan sige ja og nej, men ansvaret skal ligge ude i miljøet.

Vi har også en tradition for at sende alle film i biografen, og det skulle vi måske kigge på, om det nu også er nødvendigt i fremtiden. Det er okay at sige, at 5-7 film ud af de 30 film ikke blev så gode, at de har et publikum, så dem sender vi kun ud på dvd osv.

- Det er blevet foreslået at 60/40-ordningen skal ændres, hvad mener du om det?

Der er forskellige forslag fremme i øjeblikket, DFI har foreslået en fempersonersordning, hvor nogle af folkene er fra Filminstituttet, og der synes jeg simpelthen, at de skal holde fingrene væk. Der sker det i et lille hus, at der hurtigt opstår en inerti omkring hvad der er godt og skidt her i verden. Man kan altså godt lukke sig så meget om sig selv, hvis det er inde i filmhuset det hele foregår.

Vi har jo i dag en ordning, hvor det er fire eksterne markedskyndige folk, der læser projekterne og  vurderer om de må formodes at have et publikum. Den ordning kan jeg godt lide. Jeg tror på, at hvis man skal markedsvurdere ting, så er det meget vigtigt, at det er folk der er i markedet, der vurderer projekterne.

Hvis man lader revisorer, der ikke handler, gå ind og driver en handelsvirksomhed, så er det dømt til at gå galt.

Biografdriften

- Biograferne bliver større og større, og færre og færre, er der en fremtid for lokalbiograferne?

Ja, altså de foreningsdrevne biografer, dem som ikke skal løbe rundt havde jeg nær sagt. Men der er sket det, at udover at produktionskravene til spillefilmene er steget, så er kravene til biograferne også steget. Da krisen var der i firserne, lukkede en del biografer, og det gjorde, at dem, der blev tilbage, kunne få en sundere økonomi. Fordi de fik en sundere økonomi, fik de råd til at sætte biograferne i stand, og modernisere dem, bygge flere sale, bedre stole ind, og det gjorde at folk pludselig fik lyst til at komme tilbage i biografen igen. Den positive spiral kan blive knækket af digitaliseringen, der kommer nu. For hvis der er alt for mange biografer, der skal kæmpe om det samme publikum, så kan det blive så dårligt for den enkelte biograf, at den ikke kan holde det høje serviceniveau, og kvalitetsniveau, som vi ser i dag.

Lokalt kan man godt bære over med at stolene er dårlige, lærredet lille osv. På den måde kan man køre en lokalbiograf, men man får aldrig en økonomi i lokalbiograferne, så de kan lave 3D, eller store sale, moderne THX osv., det kan man ikke.

- Vil digital projektion ændre på måden at distribuere film på?

Det vil mere ændre på biografens repertoire. De enkelte biografer får mange flere muligheder for, hvad de kan vise. Fx kan man i øjeblikket se, at biograferne køre opera med stor succes. Mulighederne, der kommer i biograferne, bliver andre pga. digitalisering. Det betyder også, at man kan give den ud til mange flere biografer, det vil give en forandring i, hvordan og hvorledes filmen bliver tilbudt.

- Vil det være til fordel for de små lokale biografer?

De små biografer håber på, at de kan få en kopi hurtigere nu, og dermed en meget større omsætning, fordi nu vil folk ikke valfarte ind til storbyerne. I øjeblikket er de små biografer forhindret i at få en premierekopi, fordi det koster penge, en lille biografs omsætning retfærdiggør ikke, at man bruger 20.000 kr. på at lave en kopi til dem (fig. 7). Men de skal nok forvente, at distributørerne stiller nogle krav til biograferne om, på hvilke betingelser de kan få de film. Fordi de vil jo have, at deres “baby” får en stor kapacitet, og hvis der står 10 distributører samtidig og siger til en 1-salsbiograf ude i provinsen, “du kan godt få en premiere, men så skal den køre hele ugen,” så får biografen jo et problem, for hvad skal han sige til de ni andre, der også har en premiere. Så jeg ved ikke, hvor meget det vil ændre - det vil spare nogle omkostninger, og derved vil der på sigt blive penge til at producere mere.

Lovlige film i hjemmet

- Er det i folks dagligstuer, at filmbranchen i fremtiden skal tjene sine penge?

Blandt andet. Først og fremmest skal vi starte med at vise folk en film i biografen. Det at se en spillefilm er forbundet med en social oplevelse. Det at ankomme til en biograf, købe sine popcorn, gå ind og sidde der socialt sammen med nogle andre og have en fælles oplevelse - ligesom at se en fodboldkamp live, frem for at sidde hjemme og se den på tv, det er vigtigt!

Dernæst skal vi møde publikum hjemme i stuerne på forskellige måder, på computeren, på mobiltelefonerne. Vi kan møde dem alle mulige steder. Begge dele har deres berettigelse, men det er to meget forskellige oplevelser, vi sælger.

Derudover kæmper vi jo i øjeblikket med pirateri, som sker stort set ustraffet. Hvis folk vil have en vare, så skal det koste noget. Det problem SKAL vi have løst. Når det bliver ordnet, når folk holder op med at stjæle vores film, så bliver der jo grundlag for at få nogle nye forretningsmodeller op at køre, og det kan jo bl.a. være download, altså VOD (video on demand). Så kan du sidde derhjemme og leje en film på din tv-skærm, du kan sidde og se en film på din computer, osv.

- Vil VOD afløse dvd’en?

Jeg tror ikke, den kommer til at afløse. Jeg tror snarere, den kommer til at supplere. Man ved, at 86 % af de dvd’er, der bliver købt, bliver købt impulsivt ved kasseapparatet, i Brugsen og andre steder. Den lyst til lige pludselig at tage en film, den vil fortsæt være til stede. Hvad enten den er på en dvd eller en USB-stick, så vil der blive ved med at være en pakning, som man kan købe. Der vil også være abonnementsordninger, ligesom man køber Filmklub Danmark i biografen, så man kan godt forestille sig VOD-Danmark-klub. En VOD-klub, hvor du abonnerer på nogle film om måneden, og som du ser derhjemme. Måske kombinationer af alle de her ting.

- Hvor stort et problem er piratkopiering for dansk film?

Det er et stort problem i øjeblikket, fordi VOD-platformen ikke rigtigt kan tage en ordentlig pris for filmene. Det er jo svært at tage en ordentlig pris for noget, som man kan gå hjem og stjæle på internettet. Derfor er det meget vigtigt, at vi får stoppet pirattyveriet, for ellers kan vi ikke få nogen forretningsmodeller i gang.

- Musikbranchen har været igennem noget lignende. Er der nogle af dens erfaringer, man kan trække over i filmbranchen?

Både og. Musikbranchens modeller er ikke gode for os. Af flere grunde. Musik er oftere mere universel end spillefilm. Vi er meget forankret i vores lokalområde, dvs. det danske sprog- og kulturområde. Der er også meget stor forskel på produktionsomkostningerne. Det er jo billigt at lave en plade sammenlignet med, hvad det koster at lave en film. Jeg ved ikke, om det koster 500.000 eller en mio. at lave en plade, men en spillefilm koster altså 20 mio.

Derfor kan vi ikke - med det lille sprogområde vi er - leve af en mikroøkonomi. Det er jo det, musikbranchen hænger deres hat på. Den sætter prisen ned og håber på at sælge en masse ekstra downloads. Hollywood har hele verden som sit marked, så mikroøkonomi kan være en løsning for dem, men vi er kun 5 mio. mennesker, hvilket gør, at en mikroøkonomi ikke hænger sammen for os.

Fremtiden

- Hvad ser du som den største udfordring for den danske filmbranche?

Hvis vi lige hæver os over økonomien m.m. og regner med, at alt det der ordner sig, hvad handler det så om fremover? Så handler det om stadig at fortælle vedkommende historier, der handler om vedkommende mennesker, som vi interesserer os for, og som vi har lyst til at spejle os i, lære noget af. At vi kommer ind og bliver forført, får følelsesmæssige oplevelser, bliver udviklet af det, reflekterer over vores liv, eller bliver drøngodt underholdt.