Et billedes anatomi: Banegårds-Vals

Af DORTE SCHMIDT GRANILD

Fig. 1: Banegårds-Vals i The Fisher King.

“The waltz is the only thing that I would claim total credit for because it wasn't in the script," Gilliam says. "A scene takes place at Grand Central Station, so I was there watching the rush hour develop, watching the swarm begin. It started slowly, then the tempo increased and I thought, 'My god, wouldn't it be wonderful if all these thousands of people suddenly just paired up and began to waltz?'”. (http://www.smart.co.uk/dreams/fkprod1.htm) 

Banegårde har fra midten af 1800-tallet været et hyppigt forekommende topos i litteratur og billedkunst, og brødrende Lumiere sørgede med deres L’arrivée d’un Train à la Ciotat (1896) for, at også filmkunsten fra første færd tog den til sig som en yndlings-location. 

Banegårde var og er interessante, dels fordi de er knyttet til dampmaskinens opkomst, industrialiseringen og den moderne verden, dels fordi de associeres med en bestemt type liv. Moderne, travle mennesker passerer igennem mod deres forskellige bestemmelsessteder: arbejdet, hjemmet, fjerne rejsemål, små og store missioner. I butikkerne gribes i forbifarten dagens avis, en kop kaffe eller hotdog, og der stoppes kun for kø eller anden (per definition irriterende) ventetid. Banegårde er bevægelse og endeløs transit.

Som bekendt tjener de dog også som varmestue og ly for dem, der ikke er bud efter andetsteds – narkomaner, hjemløse, tiggere, ludere og lommetyve.

Terry Gilliams The Fisher King (1991) kombinerer i en bemærkelsesværdig scene netop disse to karakteristika. Bumsen Parry spillet af Robin Williams opholder sig ofte på Grand Central Station i hjertet af New York, og når pendlerne i aftenmyldretiden haster gennem transithallen, sidder han og de andre subsistensløse klar til at tigge en skilling (fig. 2). Her har han på afstand forelsket sig i Lydia (Amanda Plummer), der hver dag kl. 17.00 fumler sig gennem strømmen af medpendlere. Parry er en typisk Gilliamsk hovedkarakter, hvis hallucinerende imaginationskraft gør New York til et mytisk sted med riddere og hellige graler – og i samme ånd tilbeder han den lettere kiksede Lydia, som var hun en prinsesse. Ærbart. På afstand.
   
I denne specifikke scene vil han udpege hende for vennen Jack (Jeff Bridges), men hun er sen på den, og Jack er faldet i snak med en illusionsløs veteran spillet af Tom Waits. Det er således alene via Parrys point of view, at Lydia spottes i mængden. Straks høres strygere på den subjektivt reagerende lydside, og da hun intetanende passerer ham, går hans - og filmens – verden i slow motion, mens alle i den enorme transithal giver sig til at danse vals. Parry følger saligt smilende efter Lydia gennem de valsende par. Scenen er ligesom Parrys hjerne magisk på en naiv, krøllet måde. Med introcitatet in mente er den det ægte Gilliamske touch til en film, der ellers ikke er tænkt af ham selv – og på mange måder tilhører Williams og Bridges.

Jeg har plukket en supertotal, der desværre bringer os på afstand af Parrys forelskede ansigt, men til gengæld viser spektaklets pragt (fig. 1). Her er banegårdens travlhed forvandlet fra effektiv målrettet bevægelse til svævende dans omkring det centralt placerede ur. Et øjeblik suspenderes tidstyranniet, og uret bliver et varmt midtpunkt, hvorfra der kastes gyldne lysstråler ud på de dansende. Den monumentale, højloftede transithal illuderer perfekt eventyrslottets balsal, hvor den gode helt for første gang skal byde sit hjertes udkårne op. Den gyldenbrune sepiaagtige farveholdning understreger det drømmende. Vi er i Parrys hjerne. Et romantisk og eventyrligt sted.

Men spektaklet er en dagdrøm, og den forvrængede virkelighedsfornemmelse antydes lydligt af en klarinet, først upåfaldende senere tydeligere disharmonisk næsten som en togfløjte, der tvinger Parry og filmen tilbage til virkeligheden. Hverdagens tempo tager over, valsemusikken overdøves af reallyden, og Lydia forsvinder i den igen bevidstløst målrettede stime af pendlere. Det hele tager kun ca. 2 min.

Scenen blev optaget med 1000 statister på en enkelt nat – i intervallet mellem det sidste pendlertogs afgang og det førstes ankomst følgende morgen. 

Kuriosum

En varm sommerdag i Wien 1999 stødte jeg på dette oliemaleri (fig. 3) af engelskfødte Bill Jacklin (f.1943):

I såvel titlen Chance Encounter, Grand Central (1997) og farveholdningen som kompositionen med det centrale ur og mønsteret af bevægelige mennesker omkring det alluderer det The Fisher King. Det impressionistiske flimmer af liv trives måske lidt bedre hos Jacklin, men ellers er slægtskabet indlysende.