Norma Desmond får sit close-up

Af JULIANE KVITSAU MØLGAARD

Sunset Boulevard (1950) er en film noir klassiker af Billy Wilder. Karakteren Joe Gillis er filmens hovedperson, men det er den excentriske stumfilmstjerne Norma Desmond, hvis portræt dominerer filmens plakater, og som alene pryder DVD-coveret. Med sit dramatiske kropssprog og en særlig form for insisterende frontalitet har Norma indtaget en plads i filmhistorien. Og til trods for sin besynderlige fremtoning forbliver hun troværdig i en film, der handler om Hollywoods filmindustri og dens folk. 

Faktisk går der næsten 15 minutter, inden vi møder Norma første gang. Filmen starter med en død mand i en pool på en adresse på Sunset Boulevard. En voice-over guider os tilbage i tiden for at se, hvad der skete og ledte til denne hændelse. Fortælleren er Joe Gillis, en manuskriptforfatter, der ikke kan få solgt sine manuskripter og er i pengeproblemer. I en flugt, væk fra de kreditorer han skylder penge,  punkterer dækket på hans bil, og han skjuler sig i en indkørsel på Sunset Boulevard. Adressen viser sig at tilhøre den tidligere stumfilmskuespiller Norma Desmond, og et skæbnesvangert møde mellem den ensomme filmstjerne og den fallerede forfatter tager sin begyndelse. Norma hyrer Joe til at læse manuskriptet Salome, der skal få hende tilbage på det store lærred. En umiddelbar lukrativ aftale for dem begge, da Joe, til gengæld for sit selskab, nyder godt af Normas enorme formue. Sunset Boulevard indeholder både melodrama og gys og handler om hungeren efter succes, begæret efter penge og farlig jalousi.

Film om film

Filmen placerer sig i rækken af film, der handler om film og filmmiljøet. Men udover blot at fortælle om en fiktionsskandale i Hollywood, bringer Wilder referencer fra den virkelige verden ind i Sunset Boulevard. Det sker blandt andet ved, at instruktøren Cecil B. DeMille spiller sig selv, ligesom det er tilfældet med Buster Keaton, Anna Q. Nilsson og H.B. Warner, der spiller kort med Norma Desmond (spillet af Gloria Swanson). The Waxworks, som Joe (spillet af William Holden) kalder dem, refererer til deres i virkeligheden ikoniske betydning. En anden intertekstuel reference er, da skuespilleren Gloria Swanson i rollen som Norma, ser sig selv spille med i stumfilmen Queen Kelly (1929), og betragter det som om, at det er Normas præstation. Og endnu mere komplekst bliver det, da Queen Kelly er instrueret af Erich von Stroheim, der i Sunset Boulevard spiller Normas butler, Max (fig. 4). Det viser sig senere, at Max i Sunset Boulevard faktisk også er Normas tidligere ægtemand og instruktør.

I det perspektiv er det en film, der på sin helt egen måde bringer stumfilmsperioden og dets folk til live i eftertidens talefilm; og den helt særlige forbindelse til denne epoke, bliver derfor også den kontekst, vi oplever og forstår Norma i.

Normas ansigt

Norma viser sig med ekspressive ansigtsudtryk, der gør hende meget bizar, og samtidig skaber en direkte reference tilbage til en anden æra og en anden form for skuespilkunst. Da Joe genkender Norma, som den tidligere stumfilmsskuespiller, lyder det: ”You're Norma Desmond. You used to be in silent pictures. You used to be big”. Norma reagerer ved at vippe hovedet tilbage, spærre sine øjne op mens hun dramatisk erklærer: ”I am big; it is the pictures that got small” (fig 5). Normas respons indeholder det faktum, at hun, ifølge sig selv, aldrig har forladt filmen, og at hun stadig er elsket af sit publikum. Samtidig gøres der opmærksom på, at filmen er blevet mindre i den forstand, at skuespilstilen er blevet mindre og mere realistisk i sit udtryk.

Det er gennem Joe, at vi bliver vidne til Normas indbildske virkelighed og manglende realitetssans. Norma bærer overdådige kjoler, og hendes lyse hud og den mørke øjenmakeup får hende til at minde om et genfærd fra en forgangen tid. Hun bor i en palævilla på Sunset Boulevard, og omgiver sig med uendelig mange fotografier og malerier af sig selv. Alt sammen noget, der vidner om fortidens succes og hendes ukuelige tro på en evige stjernestatus. Norma pointerer vigtigheden af ansigtet, da hun siger til Joe: ”We didn't need dialog. We had faces”, og henviser til stumfilmens storhedstid, som hun selv var en del af (fig. 6). Og det er netop den kontekst, der gør  Norma troværdig trods en ekstrem grad af underliggørelse.

Dansende arme og truende klør

Men der er ikke kun ansigtet og talen, der er karakteristisk ved Norma, hele hendes kropssprog og den måde hun bevæger sig på, er med til at gøre hende underlig (fig. 7). Har man, som jeg, lige set Tim Burtons Alice in Wonderland (2010), leder scenerne med Anne Hathaway, som den Hvide Dronning, tankerne hen på Norma Desmond (fig. 8). Til trods for den Hvide Dronnings ellers så lyse udseende og sind, har hun som Norma en mørk makeup. Men, hvad mere interessant er, den måde hvorpå den Hvide Dronnings svinger sine arme rundt på, når hun går eller taler. Hendes dansende og glidende genfærds-agtige bevægelser rundt i rummet har en lighed med Normas bevægelser.

Men hvor den Hvide Dronnings underliggørelse er tilsat sødme og naivitet, er Normas særhed langt mere skræmmende og brutal. Eksempelvis minder Normas hænder til tider om klør, der venter på at gribe ud efter deres bytte (fig. 9). I den pågældende indstilling bærer Norma leopardskind, og om håndledet har hun en tung sølv-armlænke. De ekspressionistisk inspirerede film noir skygger og stolens udformning skaber et visuelt bur, og Norma bliver næsten dyrisk i sin fremtræden. Afventende, men klar til at angribe. Senere griber Norma ud efter Joe. Eksempelvis da de sidder og ser filmen Queen Kelly (fig. 10).

Nytårsaften går det op for Joe, at Norma er forelsket i ham, og efter et skænderi forlader Joe hende for at tage til en anden fest, hvor han møder sin gode ven Artie med kæresten Betty. Men efter et opkald fra Max, der fortæller at Norma har forsøgt at begå selvmord, tager Joe tilbage til Norma (fig. 11). De mange skygger og Normas mørk lakerede lange negle får hende til at minde om en kvindelig nosferatu i gang med at suge blod ud af sit hjælpeløse bytte; og sammen med lyden af melodien ”Auld Lang Syne” etableres en tragi-komisk stemning.

Frontaliteten og dens modsætning

Normas forhold til Joe kommer til at stå i skarp kontrast til en anden kvinde, nemlig Bettys forhold til Joe. Første gang Joe møder Betty er på Paramount, hvor hun er manuskriptlæser. Senere starter de samarbejdet på et manuskript og bliver forelsket i hinanden. Udover shot-reverse-shot er de to kvinder iscenesat meget forskelligt, når det gælder indstillinger med Joe, dvs. two-shot. For mens Betty og Joe ofte ses i profil (fig. 12,13), vender Norma og Joe begge front mod kameraet (fig. 14,15).

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan forskellen mellem iscenesættelser i profil og iscenesættelser i frontal præger hele filmen, og dermed også vores oplevelse af personerne og deres indbyrdes relationer. Betty og Joe står således ofte overfor hinanden og kigger hinanden ind i øjnene. Der skabes en intimitet mellem de to, og vi ser, at de er tiltrukket af hinanden. Denne form for nærvær er ikke til stede mellem Norma og Joe. De kigger ikke på hinanden, men har front ud mod kameraet. Selv om den fysiske afstand mellem dem er mindre, er der større følelsesmæssig afstand. De kigger ikke på hinanden, og deres relation kommer dermed visuelt frem i den frontale iscenesættelse og tydeliggøres i kontrasten til Betty og Joes relation.

Modsat Norma er Betty iscenesat, så hun spiller til og med de andre karakterer inden for en nyere filmskuespiltradition. Hun fremstår realistisk i forhold til tidens skuespilkonventioner (1950'erne), og repræsenter den nye afdæmpede spillestil modsat Normas store spil. Den måde Wilder har iscenesat de to kvinder på, og hermed de helt bestemte æstetiske virkemidler, får betydning for, hvordan vi oplever dem, dels i deres relation til Joe, og dels som personer inden for hver deres univers. Det betyder også, at ikke nok med, at Norma opfører sig underligt, hun skiller sig også ud ved hendes grad af frontalitet. Dog optræder hun ikke som en karikatur, i den forstand at hun parodierer fortidens skuespillerinder. Hun er et produkt af fortiden, og hun er oprigtig forelsket i Joe.

Da hun finder manuskriptet, som Betty og Joe samarbejder på, vender hun profil til kameraet og græder. På den måde vækkes vores empati for Norma, selv om hun er skrupskør og utilregnelig. Da Joe i filmens sidste del er fastbesluttet på endelig at forlade hende, bliver hun for alvor opslugt af jalousi og skyder ham. Han går et par skridt, falder ned i poolen, og vi er tilbage ved filmens start.

Den sidste gestus

Efter at Norma har skudt Joe, ankommer politiet for at afhøre hende, og pressen kommer med deres kameraer for at få historien. Først ser vi, hvordan hun desorienteret kigger rundt. Hun er fuldstændig uden vished om sin gerning og Joes død. Hun befinder sig i sin egen illusoriske virkelighed, og guidet af Max, der agerer instruktør, bevæger hun sig elegant og langsomt ned ad trappen i den tro, at hun spiller stykket Salome. Betjentene og pressefolkene står som forstenet og ser med medlidenhed på den tydeligt mentalt forstyrrede stumfilmsstjerne. Reaktionen fra de omkringværende personer vidner om en stjernes forfald og fortæller om tragedien i den ceremoni, der netop finder sted.

Normas gentagende insisteren på frontalitet, søgen efter kameraet og higen efter sit publikum, når sit klimaks i denne sidste scene. Den hånd, der tidligere indfangede Joe, griber nu ud mod os, publikum, og fra at vi kort forinden følte empati med den sårbare og sorgbetyngede Norma, er hun igen skræmmende (fig. 16). Fuld af fryd proklamerer Norma en sidste gestus:

And I promise you, I'll never desert you again, because after Salome we'll make another picture and another picture. You see, this is my life! It always will be! Nothing else! Just us, the cameras, and those wonderful people out there in the dark!... All right, Mr. DeMille, I'm ready for my close-up.

Norma er ikke noget uden sit publikum, ligesom film heller ikke er det. Norma Desmond får sit sidste close-up, og mens hun træder ind i lyset fades der til sort.