Tilbage til forsiden April 2010
  Forside Indhold i dette nummer Arkiv Abonnement In English
 

Leder: Rød-hvide øjne

Der er en akut mangel på intelligent filmformidling i de danske tv-nyheder.

Public service-stationerne ser på den internationale filmverden med rød-hvide øjne. Det går især galt, når der skal laves nyheder fra de store filmfestivaler i Berlin, Los Angeles, Cannes og Venedig.  

TV-Avisen på DR1 og Nyhederne på TV2 skal selvfølgelig favne bredt og tage fat i den danske vinkel, som interesserer mange seere. Det giver sig selv. Men det er grotesk, at filmformidlingen forsvinder fra tv-kanalerne, når nyhedsredaktionerne opdager, at der desværre ikke er priser til de danske filmfolk under det spændingsudløsende klimaks. Det betyder næsten hver gang, at man ikke får at vide, hvem der helt konkret har vundet en Guldbjørn i Berlin, en Guldpalme i Cannes eller en Guldløve i Venedig, for den sags skyld. Kun Oscar-statuetten for Bedste Film får æren af at være en væsentlig nyhed kl. 18:30 og 21:00 på DR1 og kl. 19:00 og 22:00 på TV2.

Selvfølgelig kan man bare tænde sin computer eller surfe på sin iPhone for at finde navnene på vinderne af de prestigefyldte priser. Man kan også vente til dagen efter, når avisen lander i postkassen. Eller sidde klar til de korte, aktuelle nyheder i filmprogrammet Premiere om mandagen på DR2.

Men helt ærlig. Public service-stationerne har også en forpligtelse til at grave dybt. Under filmfestivalen i Berlin i februar var der selvfølgelig plads til nyhedsindslag om Thomas Vinterbergs nye film Submarino (2010). Og så skulle vi også høre lidt om Pernille Fischer Christensens værk En familie (2010), der ligesom Vinterbergs film var med i hovedkonkurrencen. For kunne den danske instruktør igen vinde en Sølvbjørn, som hun gjorde med den succesrige En soap fra 2006? Nej, der var ingen bjørne af ædle metaller til de danske film på Berlinalen. Så hvem vandt egentlig Guldbjørnen? Det gjorde den tyrkiske instruktør, Semih Kaplanoglu, for sit stilfærdige drama Bal (Honning), der er tredje og sidste punktum i en trilogi, der startede med Egg og Milk fra henholdsvis 2007 og 2008. Den information kom ikke med i nyhederne. En kort sætning fra nyhedsoplæseren eller blot en bid tekst nederst i tv-skærmen ville have gjort en forskel.

Under dette års Oscar-fest i Los Angeles var den store nyhed, set med danske øjne, at den debuterende Joachim Back vandt en statuette for sin kortfilm, The New Tenants (2009). Men inden prisuddelingen havde de konkurrerende nyhedskanaler brugt en del minutter på at fortælle om nomineringen af An Education (2009) i kategorien Bedste Film. Hvorfor? Fordi danske Lone Scherfig er instruktør på den engelsksprogede film. I flere nyhedsindslag blev An Education af den grund næsten gjort til en 100 % dansk film. Der blev også kippet voldsomt med Dannebrog under nyheden om, at den amerikanske independentfilm, Precious (2009), var nomineret. Med den danske producer Asger Hussain som associate producer!

Filmformidlingen er simpelthen for unuanceret. Det gik især op i hat og rød-hvide briller, da filmfotografen Anthony Dod Mantle i 2009 fik en fortjent Oscar for sine poetiske og dynamiske kameraoptagelser af den store Oscar-vinder, Slumdog Millionaire (2008). Han er britisk filmfotograf, men er uddannet og aktiv i Danmark. Så derfor var det i nyhedernes andedamsoptik selvfølgelig en pris, som vi som danskere skulle være pavestolte af.

Med andre ord bør det være indlysende, at der både skal favnes bredt og graves dybt, når DR1 og TV2 formidler film i deres dyre og højt profilerede nyhedsflade. Lad os se, hvordan det går i Cannes, når festivalpriserne overrækkes i maj måned. Det kan kun blive bedre.

For som licensbetalere har vi krav på en intelligent og nuanceret filmformidling fra de danske nyhedsredaktioner, som efterhånden kun kan se de rød-hvide farver. Og det er en skam.

 

 
 

 

 
Udskriv denne artikel
   
Gem/åben denne artikel
som PDF
   
Gem/åben hele nummeret
som PDF
 

16:9 - april 2010 - 8. årgang - nummer 36

Udgives med støtte fra Det Danske Filminstitut samt Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter.
ISSN: 1603-5194. Copyright © 2002-10. Alle rettigheder reserveret.
3