| |
I uddannelsesmæssig sammenhæng har Morris studeret historie, filosofi og film, men Morris kom ofte i heftig modstrid med sine professorer - bl.a. fordi han gik sine egne veje. Filminteressen blev skabt, mens han gik på Berkeley, hvor han opdagede Pacific Film Archive. Her opstod der også en del uoverensstemmelser med de ansatte, men producer Tom Luddy, som var leder af arkivet, forsvarede den excentriske Morris. Ikke desto mindre stoppede den akademiske karriere i sidste ende, da han mere eller mindre blev smidt ud af det filosofiske ph.d.-program, som han var blevet optaget på. Noget man som dokumentarfilminteresseret kun kan glæde sig over (fig. 2).
De talende ansigter
Den vanvittige og meget udfordrende Gates of Heaven omhandler to californiske dyrekirkegårde eller mere præcist de mennesker, som har et tilhørsforhold til dem. Temaet kunne umiddelbart lyde som en trist affære, men Morris formår at tage seeren med på en humoristisk rejse, der indkapsler såvel den amerikanske drøm som eksistentielle spørgsmål meget rammende. Gennem genrebrud udfordres man som seer til at lytte efter fortællingen, hvilket til tider godt kan være lidt hårdt. Man bliver nemlig provokeret til at lytte efter, fordi kamerabevægelser er nærmest ikke-eksisterende i filmen og billedudsnittene kun varierer i begrænset grad.
Filmen er i denne henseende utrolig stationær, og de mennesker som portrætteres bliver taget ud af deres omgivelser og afskåret fra den omkringliggende fysiske kontekst. Det, man som seer har at forholde sig til, er ansigter, der taler (fig. 3-4). Sproget, og den måde man fremstiller sig selv gennem det, bliver derfor et centralt element i filmen. Det bizarre persongalleri er med til at skabe en ironisk distance i denne forbindelse, samtidigt med at filmen formår at holde alvoren. Det kommer bl.a. til udtryk igennem de talende ansigters dialoger, som opstilles i modsætningsforhold til hinanden.
Modsætningsforholdende skaber Morris i klipningen, og de er specielt vellykkede i første halvdel af filmen. Det er tragikomisk og rørende at høre den idealistiske, men desillusionerede dyrekirkegårdsgrundlægger Floyd McClure fortælle lidenskabeligt om, at alle dyr var velkomne til at blive begravet på hans kirkegård, selv slanger og rotter. Dette er på det mest idylliske stykke land, han kender, som paradoksalt nok ligger mellem to motorveje. Når der mellem dette klippes til lederen af en destruktionsanstalt (fig. 5-6), som har et endog meget mere pragmatisk syn på, hvordan dyr kan udnyttes industrielt, får man som seer et smil på læben. Måske en smule morbidt, men det skal ses.
Et opgør med fortiden
Det næste filmprojekt, Morris kastede sig over, omhandlede en meget bestialsk form for forsikringssvindel. Morris’ interesse var blevet vakt gennem en avisartikel i New York Times. Her blev den lille flække Vernon, som ligger i et af Floridas sumpområder, omtalt. I byen var der et mistænkeligt højt antal af ulykker, hvor folk mistede deres lemmer og derfor fik høje forsikringssummer udbetalt. Morris besluttede sig for at undersøge sagen nærmere, men der gik ikke lang tid, før indbyggerne i Vernon fik sat en stopper for dette, ved at true ham på livet.
Vernon, Florida (1982) omhandler i stedet forskellige mennesker fra Vernon, der alle har en meget excentrisk personlighed tilfælles. Vi møder kalkunjægeren, dyresamleren og andre skøre indbyggere fra den lille sumpby. Rent stilistisk har filmen mange ligheder med Gates of Heaven. Den adskiller sig dog på et væsentligt punkt: Den har ikke en decideret fortællemæssig opbygning. Det er i stedet et meget fragmentarisk billede, Morris får skabt, men det er ikke uden humor. Morris’ uddannelsesmæssige baggrund skinner klart igennem i denne film, og det er ikke for sjov, at den er blevet betegnet som philosophical slapstick (fig. 7).
Med Gates of Heaven og Vernon, Florida havde Morris kørt sig selv i stilling som fornyer. I hvert fald set i forhold til den dominerende type dokumentarfilm på daværende tidspunkt. Den observerende dokumentarfilm eller ”Fluen på væggen” dokumentar må betragtes som Morris’ diametrale modsætning. Modsætningsforholdet kommer til udtryk på alle tænkelige måder. Det ses stærkest i det helt fastfrosne kamera, som står i skarp kontrast til det håndholdte kamera i de observerende dokumentarfilm. Morris’ film har derfor været medvirkende til at nedbryde den idealistiske forestilling om, at et bestemt stilgreb kan tilbyde sandheden. Han udtrykte det selv sådan, at skrifttypen i et dokument ikke øger dokumentets sandhedsværdi.
En privatdetektiv på arbejde
Efter Vernon, Florida gik Morris uden at have noget at lave indtil han gennem en ven blev tilbudt et job som privatdetektiv hos et at de bedste detektivbureauer i New York - et job man nemt forestiller sig Morris bestride, når man ser The Thin Blue Line. Det tog 3 år at producere filmen, hvilket skyldes, at den går ned i den mindste detalje i sagen om et mord på en politibetjent fra Dallas. Morris formår meget overbevisende at argumentere for, at den mand, der sidder på dødgangen for nedskydningen af betjenten, har været udsat for justitsmord. Randall Adams (fig. 8), som manden hedder, blev også senere frikendt, og ikke uden grund får Morris’ film æren for dette.
En sand mester forstår at forny sig. Der kan dog sagtens trækkes linier tilbage til de første film i forhold til hele det sproglige fokus og interviewstilen med de talende hoveder. Men The Thin Blue Line viser også en videreudvikling i Morris’ stil. Dette gælder på flere forskellige plan. Musikken, som er komponeret af Phillip Glass, har f.eks. fået en fremtrædende rolle i filmen. Man må sige, at brugen af Glass i en dokumentarfilm er ret kontroversielt, i hvert fald på daværende tidspunkt, men det er med til at løfte filmen op på et højere æstetisk og narrativt niveau. Brugen af Hollywoods store filmkomponister, er noget Morris er fortsat med. Danny Elfman er manden bag musikken i den nyeste film, Standard Operating Procedure.
Noget af det, filmen er blevet både rost og kritiseret for, er dens brug af dramatiserede rekonstruktioner af de forskellige vidners udsagn. Rekonstruktionerne akkompagneres af Glass’ underlægningsmusik, hvilket understøtter de meget æstetiserede billeder (fig. 9-11). Der er efter min opfattelse ingen grund til at kritisere rekonstruktionerne. For det første fordi Morris ikke lægger skjul på, at det er hans videreformidling af data. For det andet fordi det giver seeren en mere prægnant filmisk oplevelse, at man får visualiseret det talte ord. Ligeledes er sammenspillet mellem interviews og rekonstruktioner med til at øge dynamikken i fortællingen.
Fremtidens mand
I 1988 var Morris helt klart fremtidens mand. Det er interessant at se, hvordan de virkemidler, som Morris anvender, er blevet til en fast del af diverse dokumentarfilm. Det kommer tydeligst til udtryk i de dokumentarfilm, som er bredt appellerende eller mainstream, om man vil. Oplagte eksempler er tv-dokumentarprogrammer i stil med Dødens detektiver og FBI’s arkiver. Her bruges rekonstruktioner og spændingsskabende musik i ét væk, men samtidigt sikrer interview med efterforskere, retsmedicinske fotos, en autoritativt lydende voice over osv., at man ikke er i tvivl om programmets forbindelse til verden.
I The Thin Blue Line kommer Morris’ egen synsvinkel mere eksplicit til udtryk end tidligere.Han anvender f.eks. et retorisk greb for at undergrave et vidnes troværdighed. Emily Miller kommer med meget overdrevne historier og bemærkninger om, at hun altid har villet være efterforsker. Det skal siges, at hun var med til at udpege Adams som den skyldige, og som seer har man fået klarlagt forskellige detaljer om hendes liv. Morris kvitterer ved at klippe til en film fra 1940’erne med en meget komisk detektiv, som hun selv omtaler, og på denne måde mister hun sin troværdighed (fig. 12-13) . Et greb som dette er noget Michael Moore har tilegnet sig, og ser man på en film som Fahrenheit 9/11 (2004), er den fyldt med denne type virkemidler.
Den kunstneriske frihed er vendt tilbage til dokumentargenren bl.a. takket være Morris’ nyskabende film. Det er befriende at se en dokumentarfilm, som udnytter mediets fulde potentiale til at fortælle historier fra verden omkring os. Selvom Morris måske i nogens øjne er en postmodernist, betegner han sig selv som en anti-postmodernistisk postmodernist. Det begrunder han bl.a. med det faktum, at det, der fik ham til at arbejde 3 år med The Thin Blue Line, var troen på at finde et svar på mordgåden, som ikke var relativt.
Cost-benefit analyse
Forholder man sig til boksens ekstramateriale med videre, får man ikke så meget for pengene. Der er en kort introduktion til de tre film af dokumentaristen Nick Broomfield, men derudover er resten ren standard. Ja faktisk er det under standard, for man har valgt at spare underteksterne væk. Der skal skrues godt op for tv’et for at fange det hele. Det bunder bl.a. i mumlende gamle mænd med sydstatsdialekt. Det gør sig specielt gældende i Vernon, Florida, men mangel på undertekster og ekstramateriale må alligevel betragtes som en mindre detalje i forhold til det overordnede indtryk.
Alle tre film fremstiller sprogets mange nuancer, hvilket kommer til udtryk i ironiske og filosofiske finurligheder. Som mange andre film indeholder de et væld af detaljer, som opdages i takt med, at filmene genses, hvilket er et stort plus i min bog, da de på denne måde får en vedvarende værdi. De to første films meget radikale form og fortælling kan godt gøre dem lidt tunge, men den filosofiske eftertænksomhed og det ironiske lag gør dem værd at se.
Med ovenstående sagt må man gøre op med sig selv, hvor dokumentarfilminteresseret man er. Det er i hvert fald helt sikkert, at DVD-boksen er et must for enhver dokumentarfilmfreak, bl.a. fordi filmene skriver sig ind som banebrydende dokumentarfilm. Set i en historisk og genremæssig kontekst er der helt klart tale om anbefalingen ”køb”. Kan man godt lide dokumentarfilm med en stærk fortællemæssig drivkraft, så er det i hvert fald værd at stifte bekendtskab med The Thin Blue Line. Filmen har en stærk fortælling og har lagt grunden for mange nyere dokumentarfilm. |
|
Fig. 2: Her ses Errol Morris til filmfestivalen i Berlin, hvor han har modtaget juryens Grand Prix for filmen Standard Operating Procedure (2008).
Fig. 3: De interviewede personer kigger ofte ind i kameraet og henvender sig på den måde direkte til seeren.
Fig. 4: Her ses et tydeligt eksempel på, hvordan forstyrrende elementer er skåret ud af billedet, således rettes fokus mod ægteparret og deres fortælling.
Fig. 5: Floyd McClure fortæller indigneret om den forfærdelige stank, der kommer fra en destruktionsanstalt.
Fig. 6: Fra fig. 5 klippes der til fig. 6, hvor lederen af destruktionsanstalten fortæller en anekdote om en telefonstorm pga. en afdød elefant fra en nærtliggende zoo.
Fig. 7: Kalkunjægeren befinder sig i sit rette element, hvor han fortæller om kalkunjagten. Bemærk de stilistiske ligheder med Gates of Heaven.
Fig. 8: Randall Adams valgte paradoksalt nok at sagsøge Errol Morris, fordi han mente, at Morris havde tjent penge på ham, hvilket Morris afviste. Adams vandt sagen.
Fig. 9-11: Den form Errol Morris anvender i rekonstruktionerne minder om stilistiske virkemidler, man kunne anvende i en fiktionsfilm. Der benyttes både slowmotion og gentagelseri den udvalgte sekvens.
Fig. 12: Emily Miller fortæller, hvordan hun altid holder et vågent øje med folk, fordi der mange gange foregår kriminalitet rundt omkring f.eks. mord i hendes nabolag. Hun fortæller videre, hvordan hun involverer sig i disse sager, fordi hun kan lide at hjælpe.
Fig. 13: I mellem Emily Millers historier klippes der til Boston Blackie, der sammen med sin kvindelige medhjælper på komisk vis overmander en forbryder. Det komiske element understøttes af Phillip Glass’ musik. |
|
