Holocaust og overlevelse

Af MIKAEL BUSCH

Der er efterhånden lavet så mange film med Holocaust som tematisk omdrejningspunkt, at man kan tale om en særlig genre. Hvor forskelligt temaet end gribes an, synes der dog at være ét gennemgående træk: ”kz-lejr-filmene” kritiseres ofte heftigt. Men selvom nogle ligefrem synes at mene, at der slet ikke bør laves sådanne film, er genren nok kommet for at blive. Via ”Holocaust-kenderen” Primo Levi skal det diskuteres, om ”realismen” i Die Fälscher og ”fablen” i Livet er smukt er farbare strategier. Begge film har vundet Oscar-statuetter i Hollywood.

Holocaust-komplekset

Er det muligt at gengive kz-lejrens gru i en spillefilm? Mange forsøg er i hvert fald blevet gjort. Allerede Die Mörder sind unter uns,den allerførste tyske efterkrigsfilm, der blev indspillet i ruinerne af Berlin i 1945/46, knytter an til holocaust: fotografen Susanne Wallner har overlevet et ophold i en kz-lejr, men hun forhindrer sin ven, Dr. Hans Mertens, i at myrde en officer, som har gjort sig skyldig i grove krigsforbrydelser. Morale: i et retssamfund skal selvjustits undgås.

Det er dog først i senere film, at selve kz-lejren bruges som location. Men efter en række bemærkelsesværdige fremstillinger - f.eks. Sophie’s Choice (1982) for nu bare at nævne én af at de største publikumssucceser - konstituerer ”kz-lejr filmen” efterhånden en særlig genre, der bæres af tilskuerens viden om de historiske forhold. Ofte udløser filmene dog heftig kritik: en uetisk banalisering af det onde; Holocaust er uegnet til film mv.

Bølgerne gik særligt højt i forbindelse med tv-serien Holocaust (1978) . Især i Tyskland. Den amerikanske produktion
følger i fire spillefilmslange afsnit den fiktive jødisk/berlinske lægefamilie Weiβ fra nazisternes magtovertagelse til krigens slutning. I en parallelhistorie fortælles historien om den arbejdsløse men yderst ambitiøse og opportunistiske jurist, Erik Dorf. Under det 3. rige får han pludselig chancen for at blive til noget. Reinhard Heydrich tager ham under sine vinger og Dorf kommer til at spille en rolle i nazisternes plan for ”den endelige løsning” af ”jødespørgsmålet”.

Holocaust, som opnåede formidable seertal overalt, er blevet kritiseret for mange forskellige ting. Nogle synes, det er en svaghed ved serien, at den - med en enkelt familie som omdrejningspunkt - forsøger at belyse stort set samtlige aspekter af Holocaust. Forfatteren og Holocaust-overleveren Elie Wiesel, karakteriserede serien som en kommerciel sæbeopera, der var en fornærmelse mod de overlevende. I hvert fald skabte serien debat, hvilket, især i Tyskland, var højst tiltrængt i 1970erne.

Den, der redder et enkelt menneskes liv…

Schindlers Liste (1993) er og bliver dog nok den mest omdiskuterede spillefilm om Holocaust. På baggrund af et romanforlæg af Thomas Keneally fortæller Steven Spielberg i al sin enkelthed historien om et menneske, der får en samvittighed. En dag på en ridetur med en veninde overværer sudetertyskeren Oskar Schindler på én af højene over bydelen Kazimierz i Kraków, hvordan den jødiske ghetto brutalt rømmes. Synet anfægter ham. Schindler har som iværksætter i det besatte Polen hidtil ikke haft nævneværdige skrupler ved at udnytte den rørende billige jødiske arbejdskraft. Men sådan kan han ikke længere fortsætte. Han er grundlæggende forandret som menneske. Han må handle. Han viger efter filmens afgørende øjeblik ikke længere tilbage fra noget, for at få indskrevet så mange - for hans virksomhed ”uundværlige” - jøder som muligt på den liste, der vil redde deres liv.

De overlevende jøder forærer Schindler en ring, hvori de har indgraveret et citat fra Talmud: ”den, der redder bare et enkelt menneskes liv, redder hele verden”. Disse smukke ord kunne også være en slags motto for Spielbergs særlige optik. I Saving Private Ryan (1998) vil den yderst blodige og omkostningskrævende invasion i Normandiet i efteråret 1944 have været det hele værd, hvis bare den menige soldat, Ryan, kan findes i live. ”Den røde pige” i Schindlers Liste, som dukker op i filmens afgørende øjeblik, dør ganske vist, men hun symboliserer alligevel den individualitet, som er altafgørende for Spielberg.

Spielbergs Holocaust-film blev udsat for ”den sædvanlige” kritik: urealistisk, uetisk, kommerciel mv. En af de hårdeste kritikere var den franske instruktør Claude Lanzmann, som selv har lavet en 8 (otte!) timer lang dokumentar om Holocaust, Shoah (1985). For Lanzmann ville det være utænkeligt at benytte arkivoptagelser. Og det ville i øvrigt være umuligt at lave en adækvat spillefilm om Holocaust. Har Lanzmann ret? Det skal undersøges nærmere. Men det vil være hensigtsmæssigt først at opholde sig lidt ved én af de største ”Holocaust-kendere”, Primo Levi.

Holocaust anskuet som et socialt eksperiment

Jo mere civiliseret et land er, jo bedre og mere effektive er dets love til at forhindre et svagt menneske i at blive endnu svagere, eller et stærkt i at blive for magtfuldt. Men i koncentrationslejren er alting anderledes. Her er kampen for at overleve nådesløs, thi alle er alene på frygteligste og mest desperate vis.

Citatet stammer fra Primo Levis hovedværk ”Hvis dette er et menneske” (1947). Primo Levi vidste bedre end de fleste, hvad han talte om. Han overlevede selv næsten et år i Auschwitz, hvilket selvsagt beskæftigede ham mentalt resten af livet. Den italienske kemiker af jødisk oprindelse var næppe blevet forfatter, hvis han ikke var blevet udsat for det makabre sociale eksperiment, som et ophold i en koncentrationslejr også kan anskues som. Sådan forsøgte Primo Levi i hvert fald selv at anskue det. Måske for også at overleve tiden efter Auschwitz. Ved - så nøgternt som muligt - at beskrive, analysere og vurdere, hvordan mennesker - under givne omstændigheder - vil opføre sig over for andre mennesker, ville han måske have en mulighed for at bevare sin egen menneskelighed.

Sin 10 måneder lange og labyrintiske vandring gennem Østeuropa tilbage til Italien efter den røde hærs befrielse af Auschwitz har Primo Levi skildret i bogen ”Tøbruddet” (1963). Denne selvbiografiske skildring har leveret stof til Francesco Rosis filmatisering La Tregua (1996), hvori John Turturro spiller hovedrollen. I 2006 producerede Davide Ferrario dokumentarfilmen La strada di Levi, som også har Levis lange vej hjem som omdrejningspunkt.

I 1986 genoptog Primo Levi i sin sidste bog, ”De druknede og de frelste”, sine refleksioner over verdenshistoriens største forbrydelse mod menneskeheden: gråzonen mellem ofre og bødler; fortrængningsmekanismerne hos begge parter; skammen, som den overlevende kan føle. Primo Levi overlevede selv kun sin sidste udgivelse med et halvt år. Den 11. april 1987 styrtede han ned i en trappeskakt i sin egen boligejendom. Det er den almindelige antagelse, at der var tale om selvmord.

Dem der går til og dem der overlever

Det var som bekendt kun en forsvindende lille del af kz-lejrenes fanger, der overlevede krigen. Af den gruppe på 650 italienske jøder, Primo Levi ankom til Auschwitz sammen med, overlevede kun 5. Som kemiker havde Levi nogle kompetencer, som kunne bruges, hvorved han havde held til at overleve vinteren 1944/45.

Det ”normale” var at dø. En banal men central pointe, som Primo Levi vender tilbage til gentagne gange i sine værker. De fleste kz-fanger døde med det samme. SS-lægerne, som ”selekterede” fangerne umiddelbart efter ankomsten med toget, sendte de fleste direkte til gaskamrene. Kun de - fortrinsvist yngre mænd - som forekom arbejdsduelige, fik forlænget deres levetidshorisont med et par måneder. De ”udvalgte” fik øjeblikkeligt frataget enhver menneskelig værdighed: de blev kronraget, tatoveret, iklædt den blåhvidstribede fangedragt. I løbet af meget kort tid udviklede de sig til ”muselmænd”, lejrens jargon for de udsultede. De kom til at fremstå som inkarnationen af vor tids ondskab[.

Men nogle overlevede trods alt. En særlig interesse samler sig her om de overlevende jødiske fanger, som pr. definition befandt sig allernederst i kz-lejrens nådesløse hierarki. Som Primo Levi skriver et sted: ”ingen ’arisk’ Häftling var uden særstilling, hvor beskeden den end måtte være.” De jødiske fanger, som kunne tilbyde konkrete efterspurgte kompetencer, som Levi selv, - f.eks. læger, skræddere, skomagere, musikere, kokke eller unge attraktive homoseksuelle - havde statistisk set større chance for at overleve end andre. En helt særlig interesse påkalder sig i denne sammenhæng de jødiske fanger, som ikke var i besiddelse af sådanne specifikke kompetencer, men som alligevel overlevede.

Om disse overlevere siger Primo Levi et sted:

I historien som i livet ser man ofte glimt af den frygtelige lov der siger: ”Enhver som har, skal der gives, men den som ikke har, fra ham skal endog det tages som han har.” …Med disse tilpasningsdygtige, stærke og snedige individer har selv lederne kontakt, undertiden sågar venskabelig kontakt, fordi de håber at få gavn af dem.

Salomon Sorowitsch, en overlever

Det er her, Salomon Sorowitsch, hovedkarakteren i Stefan Ruzowitzkys tysk/østrigske film, Die Fälscher (2007), kommer ind i billedet. I et flashback ses, hvordan Sorowitsch allerede i 1930’ernes Berlin ved, hvordan man klarer sig, selv under vanskelige vilkår. Med sin fingerfærdighed tjener han gode penge på at forfalske diverse dokumenter. Men den dag måtte jo komme, hvor svindleren af russisk/jødisk oprindelse indhentes af sin skæbne. For den berlinske kriminalkommissær, Herzog, er det en stor ære at få lov at være den, der sætter en stopper for den lovende falsknerkarriere.

Sorowitsch viser sig dog også i stand til at overleve i kz-lejren Mauthausen. Lige fra dag et sætter han sig fysisk i respekt over for sin kapo, idet han spontant agerer ”stærk fange”. Som han siger til en chokeret medfange: ”Sådan er det i alle fængsler”. Som han altså kender indefra. Der skal imidlertid mere til for at overleve flere år i en kz-lejr. Men Sorowitsch vil overleve. Og han har sit særlige talent. En aften - efter dagens nådesløst hårde slid - ser en udmattet Sorowitsch sit snit til at tegne et portræt af den afstumpede Hauptscharführer, Holst, i en flatterende positur. Holst føler sig smigret og de næste 5 år overlever Sorowitsch som en slags SS-familie-portrættør i Mathausen.

En dag transporteres Sorowitsch imidlertid videre til en ny kz-lejr, Sachsenhausen 30 km. nord for Berlin. Her genser han Herzog, kriminalkommissæren fra Berlin. Han har nu rang af Obersturmbannführer i SS. Herzog har en mission og har tiltænkt den dygtige Sorowitsch en hovedrolle. Missionen, den aldeles autentiske såkaldte Aktion Bernhard, er et gigantisk pengeforfalskningsprogram, som går ud på at underminere de allieredes krigsøkonomi ved at pumpe forfalskede pund- og dollarsedler ud i det økonomiske kredsløb. Sorowitsch er den helt rigtige mand til opgaven. Han løser den til perfektion og overlever således også de sidste måneder af krigen.

Die Fälscher, den ”realistiske” strategi

Man må beundre Salomon Sorowitsch’ dygtighed og vilje til at overleve. Men han er også en blakket karakter. Han udnytter sine omgivelser, når han kan se sit snit til det. Som tilskuer burde man vel føle større sympati for filmens idealist, Burger. Adolf Burger (1917), på hvis erindringer det autentiske plot i Die Fälscher er baseret, gør hvad han kan for at sabotere verdenshistoriens største pengeforfalskning. Han ønsker ikke at medvirke til at forlænge krigen. Alligevel er det Sorowitsch, der løber med sympatien. Måske fordi Burgers idealistiske forankring forekommer lige lovlig abstrakt i lyset af, at deltagerne i Aktion Bernhard - både de professionelle svindlere som Sorowitsch og de tidligere agtværdige jødiske bankdirektører - bogstaveligt talt arbejder med en pistol for panden. Eller måske er det simpelthen bare fordi Karl Markovics som skuespiller leverer en formidabel præstation, som August Diehl ikke kan matche i sin rolle som den rene idealist.

Den største attraktion i Die Fälscher er således ikke spillet mellem ”realisten” Sorowitsch og ”idealisten” Burger. Mest nervepirrende og tankevækkende er spillet mellem den kyniske overlever Sorowitsch og den kyniske opportunist, Herzog. Skuespilleren Devid Striesow, som også brillerede i Dennis Gansels Napola - Elite für den Führer (2004), har en nærmest skræmmende evne til at give nazismen en slags menneskeligt ansigt.

Alt i alt synes den realistiske strategi at være hensigtsmæssig, når det gælder om at gestalte ”Holocaust-komplekset” på film. I hvert fald er Die Fälscher et vellykket og særdeles seværdigt eksempel. Realismen er mulig, fordi filmen skildrer kz-lejren med udgangspunkt i en privilegeret undtagelse fra det ”normale”. Men man er ikke et øjeblik i tvivl om, hvad der foregår på den anden side af væggen til pengefalsknernes særlige barak. Filmens stærkeste øjeblik indtræffer til sidst, hvor Sorowitsch og Burger konfronteres med de udhungrede ”almindelige” fanger i Sachsenhausen. De tror, at de privilegerede Aktion Bernhard-fanger er nazister!

PS: Holocaust som humoristisk fabel?

Er det muligt at lave en film, hvor man griner af Holocaust? I hvert fald er der lavet en del film, hvori der gøres grin med den øverste ansvarlige for det 3. rige. Allerede i 1940 udnyttede Charles Chaplin i The Great Dictator det komiske potentiale i en figur, som ellers burde fremstå som den inkarnerede ondskab. Og i 2007 var det tyske kulturliv kommet så vidt i sin ”normaliseringsproces” efter den anden verdenskrig, at Dani Levy lancerede komedien Mein Führer - Die wirklich wahrste Wahrheit über Adolf Hitler.Desværre turde Levy ikke fastholde den barske, men konsekvente version af filmen, hvori Der Führer hilmself er filmens fortæller. Adolf Hitler betragter sig her som krigens sande vinder på længere sigt og er her i begyndelsen af det nye årtusind på et wellness-ophold i Bayern. Han fordriver tiden med at male portrætter af sin yndlingshund, Blondy. Et testpublikum var imidlertid ikke tilstrækkeligt ”amused”, hvorefter instruktøren lagde filmen ind i en ny ramme og gjorde Hitlers jødiske coach til filmens fortæller.

Men at lave en decideret komedie med Holocaust-komplekset som omdrejningspunkt burde vel være fuldstændig utænkeligt. Ikke desto mindre har den italienske instruktør, Roberto Benigni, som bekendt gjort forsøget. Endda med betydelig succes. Hans Livet er smukt (1997) erobrede hele tre Oscar-statuetter i 1997.

Lad mig lægge kortene på bordet med det samme: denne filmskribent er ingen stor fan af Roberto Benigni. Jeg er med på, at hans meget personlige Holocaust-film skal betragtes som en beretning, hvor der ikke kan gøres krav om realisme. Hovedfiguren, Guido, er vel en slags poetisk metafor for den humane overlevelse under selv de værst tænkelige betingelser. I kraft af fantasi og ironi. Guido er en livskunstner, der gør livet smukt ved egen kraft.
Mig lader han imidlertid relativt kold. Selvfølgelig er der sjove momenter i Livet er smukt. Især i filmens første halvdel er der et par sjove absurditeter. Men helt overordnet er det - som jeg ser det - særdeles uheldigt, at Holocaust bliver en ramme for Roberto Benignis (utålelige) selviscenesættelse.

Der må trods alt være en grænse. En etisk grænse.