Succes eller krise?

Hvad nu? Hvordan er tilstanden for dansk film, efter nybruddet dogme er skyllet ind over den internationale filmscene og taget al det land, den kunne? Er der opstået kunstnerisk tørke? Tja – vender man blikket mod de internationale filmfestivaler, kan man konstatere, at dansk film ikke vandt hverken Oscars eller Palmer af ædelmetal eller Bjørne i år. For tredje år i træk deltog vi end ikke i kampen om Palmerne ved Cannes Festivalen, hvor kun to danske novellefilm var repræsenteret og begge uden for hovedkonkurrencen. Og selvom flere danske film var at finde ved Berlins Filmfestival, var der ingen af dem, som nåede helt op i konkurrencens øverste lag. Dogme er ovre, og nu skal dansk film til at finde sig selv igen. Men hvorfor nu al den snak om dogme?

Fordi dogmefilmenes succes, ironisk nok, er skyld i de mere trange tider i dansk film lige nu. Det mener professor Jesper Strandgaard i hvert fald. Som vært for De Verdensomspændende Filmindustriers Konference er professorens pointe, at dogmes succes har fået alle faggrupper i hele den danske filmindustri til at skrue priserne i vejret. Hvor det tidligere kun var Lars von Trier, som lavede rigtig dyre film, vil folk som Lone Scherfig, Susanne Bier og Per Fly nu også være med. Dette var bl.a. et af argumenterne for fusionen mellem Nordisk Film og Zentropa. Flere dyre film, flere rigtig billige film og ikke så mange bløde mellemvarer økonomisk set synes at være vejen frem.

Krisen så, hvad med den? Den er svær at få øje på i et land, hvor en fjerdedel af filmene i landets biografer stadig er danske – en markedsandel, som kun er overgået af Frankrig i europæisk henseende. Hvis der er en krise, så er den ikke af økonomisk art, men måske snarere af kunstnerisk. Men eftersom der går 3-5 år fra idéudvikling til den færdige film når biograferne, så er det svært at vurdere, om dette faktisk er tilfældet. Der er heldigvis kommet flere tiltag, som har til formål at sparke gang i den danske talentmasse. I sommeren 2007 skød Zentropa og Grasten Film en ny strategi for dansk film i gang: Filmfabrikken. Tanken er, at der skal være plads til en anden slags film, billigere film, som blot skal sælge 50.000 billetter for at have tjent sig selv hjem. Det er fornuftigt købmandskab, som betaler sig og forhåbentligt giver plads for en række film, som ellers ikke ville se biografens mørke. Initiativmændene er da også solide købmænd begge to: Peter Aalbæk Jensen og Regner Grasten. Sidstnævnte har på Det Danske Filminstituts hjemmeside skudt med skarpt mod den danske filmbranche:

”Der mangler i høj grad innovation. Men der mangler også ansvar og mod. Lige nu er dansk film i frit fald. Budgetterne er eksploderet samtidig med, at filmenes kvalitet går den modsatte vej. Filmene er ganske enkelt uden energi og udfordrer ikke sit publikum, hverken kunstnerisk eller som god underholdning.”

Problemerne er altså af både økonomisk og kunstnerisk art. Det kan meget vel være Grasten har en pointe – han er i hvert fald i en klasse for sig, når det gælder danske producenter, som klarer sig stort set uden statslig filmstøtte. Det kunstneriske? Det er svært at sluge Grastens pointe om, at dansk film ikke udfordrer sit publikum og mangler innovation, når det kommer fra en mand, som står bag film som Krummerne, Anja & Victor, Vildbassen og Bertram & Co. Publikumssucceser og rentable film, ja bestemt, men nok ikke just film, som oser af kvalitet og originalitet. For et par måneder siden modtog han Danske Børne- og Ungdomsklubbers årlige pris ”Pråsen” for sit arbejde. Prisen er tidligere blevet givet til Søren Kragh-Jacobsen, Kim Fupz Aakeson og Wikke & Rasmussen. At Grasten er årets modtager af denne pris, er nok det tydeligste krisetegn i dansk film lige nu.